Højesteretsreferater: En ubetydelig voldssag.
Fra Valby kom derpå til påkendelse. En gartner Sørensen og pladsformand Andersen havde hidtil været rigtig gode venner, men en dag rev det ud med en lang flænge, og Sørensen slog da Andersen med knyttet hånd i ansigtet. Der gik hele 8 dage endnu inden denne anmeldte sagen. Men da han endelig gjorde dette, blev resultatet den overraskende hårde dom: 2 gange 5 dages vand og brød. 1 af kriminalrettens assessorer havde dog voteret for kun at give ham en bøde på 100 kr. Højesteret synes nærmest at have sluttet sig til dem, idet den nedsatte straffen til 8 dages simpelt fængsel
Sjællands-Posten (Ringsted) 3. oktober 1901.
Sammenstød mellem sporvogne.
To med passagerer besatte elektriske sporvogne stødte ifølge Nationaltidende i fredags sammen på Valby Langgade. Passagererne tumlede om mellem hverandre, men der kom ingen til skade. Begge vognene blev derimod så ramponerede at de måtte køres hjem.
Jyllandsposten 3. november 1901.
"Korups Have"
Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.
Dagbladet (København) 19. november 1901.
Valby Grundejerforening
afholdt lørdag aften en velbesøgt generalforsamling ved hvilken borgerrepræsentant, læge V. Duurloo som næstformand, aflagde den halvårlige beretning i formandens, sagfører Hansen-Backhaus' fravær.
Til beretningens forskjellige punkter knyttede borgerrepræsentanten sine personlige bemærkninger.
Halvårets hovedbegivenhed havde været dannelsen af “Centralforeningen for Grundejere", en institution, der allerede havde udfoldet meget arbejde, men som endnu ikke havde bragt positive resultater. Hvorvidt denne forening ville blive heldbringende, måtte tiden vise. Indenfor den lokale grundejerforening havde interessen i det forløbne halvår væsentligst samlet sig om beregningen af de ofte omtalte erstatninger for den forøgede skattebyrde. Til at give medlemmerne vejledning havde bestyrelsen engageret en jurist, fra hvilken der forelå meddelelse om, at der til dato var ydet vejledning i 46 erstatningssager, fordelte på 25 grundejere. Det erkendtes, at Magistratens beregninger i alt væsentligt var pålidelige, og at Magistraten i flere tilfælde beredvilligt havde foretaget forandringer i beregningerne, hvor der kunne være tale om almindelige regnefejl ved det ret indviklede materiale. De fleste af foreningens medlemmer havde nu fået erstatningerne udbetalte.
Hvad der dernæst havde befljæftiget bestyrelsen var de fra medlemmerne rejste krav om yderligere kontante udbetalinger af Københavns Magistrat udover den ovennævnte almindelige erstatning. Disse krav var blevet inddelte i grupper, af hvilke taleren omtalte de fire vigtigste, nemlig : 1) renten af omtalte erstatning fra indlemmelsesdage til udbetalingen, 2) erstatning for dagrenovationsafgiften, 3) erstatning for 1/4 procentafgiften som påhviler ejendommen ved ejerskifte, og endelig 4) erstatning for vandskatten, vedrørende enkelte specielle haner i ejendommene.
Alle sådanne sager var af bestyrelsen tilstillede centralforeningen, som nu har rettet henvendelse desangående til Københavns Magistrat, hvorfra de eventuelt ville gå videre til borgerrepræsentationen. Taleren udtalte håbet om, at der mellem Magistraten og grundejerne måtte blive truffet en ordning om alle disse vigtige spørgsmål til alle parters tilfredshed. Han berørte derefter centralforeningens andragende til politidirektøren angående forøgelsen af politistyrken i de indlemmede distrikter. Taleren kunne ikke støtte denne sag, da han anså mere politi for unødvendigt, og for Valbys vedkommende ville han hævde, at retssikkerheden ikke var blevet mindre efter indlemmelsens ikrafttræden. Han ville derimod virke for, at Valby telefoncentralstation holdes åben hele døgnet, således at beboerne derved tillige til enhver tid om natten pr. telefon kan hidkalde politi, når det gøres nødvendigt.
Der fandt derefter en længere diskussion sted, væsentligt drejende sig om de ovennævnte forskellige arter af erstatningskravene. Husejer I. Nielsen ville navnlig tilråde at foreningen med fasthed opretholdt kravet om erstatning for dagrenovationsafgiften.
Derefter foretoges valg af fire nye bestyrelsesmedlemmer. Vognmand E. V. Sørensen og kassereren, købmand Petersen, genvalgtes, og i stedet for formanden sagfører Hansen Backhaus, der ønskede at udtræde, og for afdøde smedemester Eriksen valgtes husejer I. Nielsen og markmand Andersen.
Efter yderligere diskussion hævedes generalforsamlingen.
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1901.
Sølvbryllup.
Proprietær Thorvald Tvede og hustru, Bekkersgaard pr. Valby, fejrer i dag deres sølvbryllup.
Aftenbladet (København) 21. november 1901.
Et 2 års barn drikker gift.
I går morges skete de en sleem fejltagelse i snedker Jørgensens hjem i Valby Langgade nr. 85 helt ude ved Remisevej, idet hans lille 2-årige søn Svend drak skedevandsbejdse i den tro at det var øl.
Barnet blev hurtigst muligt kørt til Kommunehospitalet hvor det blev indlagt og udpumpet. I aftes nærede lægerne godt håb om at frelse barnets liv.
Social-Demokraten 22. november 1901.
En ung dame drikker gift i Valby.
En ung dame, Marie A. fra Frederiksberg Alle, der i går middags aflagde et besøg hos en i Valby boende familie, forsøgte her at aflive sig ved at drikke gift. Såvidt det kunne oplyses, havde hun opløst en halv snes antifebrinpulvere i et glas vand og drukket denne væske.
En nærboende læge tilkaldtes og foretog en udpumpning, hvorefter selvmordersken bragtes til Kommunehospitalet. Hun får antagelig ikke videre men af giftstoffet, men hendes sindstilstand er af den beskaffenhed at den antagelig vil kræve et længere sygeleje. Foreløbig er hun indlagt i sindssyge afdelingens celler.
Der ligger så vidt vides en ulykkelig kærlighedsaffære bag dette sørgelige drama.
Social-Demokraten 28. november 1901.
Brækket armen.
I går var båndsavskærer Chr. Nielsen, Gl. Jernbanevej 4 i færd med pålægning af en rem på fabrikken "Valhøj", Valby mens maskinen var i gang. Dette medførte at maskineriet fik fat i hans ene arm der blev brækket. Han førtes straks til Kommunehospitalet hvor han blev indlagt.
Social-Demokraten 6. december 1901.
Hun ville ikke strikke.
Et 13-årigt pigebarn Astrid Christensen som er opdraget på St. Johannes Stiftelsen, men var anbragt hos en familie i Valby, flygtede mandag formiddag hjemmefra og begav sig på rejse uden en øre i lommen. Det lykkedes hende at komme ind i iltoget til Jylland, hvormed hun ville rejse til Odense til sin onkel. I Roskilde blev hun ifølge Nationaltidende taget ved vingebenet fordi hun ingen billet havde, og sendt retur til København hvor politiet tog imod hende. Grunden til flugten var den at hun var sat til at strikke strømper, hvad hun ikke ville.
Korsør Avis 11. december 1901.
Korups Have solgt.
I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.
Social-Demokraten 17. december 1901.
Brevkasse.
Er beboerne af Valby som nu hører under København, pligtige til at betale de tidligere ofre til præst og degn som på en måde var frivillige ofre til højtiderne?
Der opkræves nu ligesom i København præste-, degne- og klokkeroffer fra skattekontoret.
Ifølge indlemmelsesloven er beboerne i den indlemmede del af Hvidovre sogn forpligtede til at svare præste-, degne- og klokkerpenge efter reglerne i reskript af 5. september 1814, bekendtgjort ved plakat 21., s. m. - De for menighedernes medlemmer i staden København gældende regler for ydelsen af højtidsoffer og betalingen for de kirkelige forretninger gælder også for den indlemmede del af Hvidovre sogn.
Ifølge Matzen & Timms kirkeret gives der i København ingen adgang til anvendelse af rettens tvang vedrørende højtidsofferet (hvilket offer er noget andet end akcidensoffer og akcidenser.)
Dannebrog (København) 23. december 1901.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar