Mordet.
Planlagt rovmord. Arthur begynder at bekende sandheden.
Ikke i den sidste menneskealder har nogen udåd herhjemme vakt så umådelig opsigt, afsky og harme som det umenneskelige modermord i København.
End ikke Hjortshøjmordet med sin grufulde mystik var i den grad oprørende mod al menneskelig følelse som denne rædselsfulde gerning, hvor en søn koldblodig og med velberåd hu på den mest brutale måde skærer halsen over på sin moder, der til enhver tid har vist sig kærlig og overbærende overfor ham, trods hans mange forbrydelser, alene for at komme i besiddelse af nogle penge, som alligevel senere ville være tilfaldet ham. Moderens kæledægge og øjesten, som han var.
Arthur Jørgensen må være et af de heldigvis meget sjældent forekommende individer, hvori der ikke synes spor af menneskelig følelse tilbage.
Vild og uregerlig har han været lige fra sin ungdom af, og den opdragelse, han har fået, har ikke hjulpet til at gøre ham bedre. Han har været med til at forøve ikke så få snedige indbrudstyverier, men når det fra forskellige sider hævdes at han var blandt de fire københavnske indbrudstyve som på en gæstevisit i Aarhus foretog det store urtyveri hos urmager Kisker i Aagade, forholdt det sig ikke rigtig. På det tidspunkt, dette tyveri blev begået, sad Arthur nemlig i forbedringshuset.
Han har i det sidste par dage været i forhør flere gange, men de foretagne undersøgelser viser, at hans forklaring er i høj grad i overensstemmelse med, hvad der virkelig er gået for sig. På mange punkter kan man allerede nu konstatere, at han har løjet i sin angivelse af, hvorledes og hvorfor han har begået mordet.
Det er ikke under en strid med moderen, at han har dræbt hende. Moderen er blevet kastet om på gulvet af ham, og derefter har han dræbt hende ved med nogle kraftigt førte snit fra højre til venstre at skære luftrøret igennem med en ikke videre skarp kniv; moderen må have været fuldstændig overmandet af ham, førend han har kunnet udføre sin uhyggelige gerning.
Efter at assessor Koch i tirsdags havde sat sig ind i den meget omfattende politirapport. har han i går, ledsaget af protokolfører og overbetjent Klein, først aflagt et besøg i St. Johannes Stiftelsens lighus og senere i den myrdedes lejlighed; det sidste sted opholdt assessoren med ledsagere sig en times tid. Alt blev nøjagtig undersøgt, ligesom der blev taget en skitse til en plan over lejligheden. I lighuset overbeviste assessoren sig om det dødbringende sårs beskaffenhed, ligesom han tog de sår i øjesyn, der formodes fremkomne under den korte kamp mellem moder og søn, før mordet fuldbyrdedes. Omtrent klokken 1 vendte assessoren tilbage til Råd- og Domhuset, og en halv time senere førtes morderen fra arresten over til 2. kriminalkammer, hvorefter det første forhør tog sin begyndelse. Indicierne for, at mordet er et planlagt rovmord, forøges stadig. Således synes den omstændighed, at der ikke i den myrdedes klæder eller i lejligheden fandtes så meget som en 10 øre, at tyde bestemt på, at morderen har plyndret liget, før han førte det bort, ligesom han har taget af penge, hvad der fandtes i lejligheden. Fru Jørgensen lå ganske vist ikke inde med store summer, men det antages utvivlsomt, at hun ikke har været ganske blottet.
*
Brev fra morderens svigerfar.
Fra hr. sadelmager Schiøtt i Valby har “Soc.-Dem." modtaget følgende:
Hr. redaktør :
Der er i disse dage i anledning af mordet på fru Jørgensen fremkommet en mængde urigtige meddelelser i bladene. Jeg tillader mig derfor at meddele Dem følgende korrekte oplysninger:
Siden august måned i sommer er det unge menneske Arthur Jørgensen kommet i mit hus, hvor min datter Clara har indført ham. Jeg kender intet til, hvorledes eller hvomår forholdet mellem min datter og ham er begyndt. men jeg selv og alle andre i mit hjem syntes imidlertid godt om den unge mand, og da det blev til forlovelse mellem ham og min datter, var vi glade derfor.
Jeg vidste, at fru Jørgensen sad inde med en god forretning, og Arthur lod sig altid forlyde med, at denne skulle overdrages ham, så hans fremtid var jo temmelig godt betrygget.
Imidlertid havde de to unge mennesker fastsat deres bryllupsdag til 2. juledag, og de fastholdt vedblivende denne beslutning.
For 8-14 dage siden begyndte den unge mand i forening med min datter at købe Udstyr. Begyndelsen blev gjort med noget dækketøj, som Arthur Jørgensen uden videre bestilte i en forretning på Nørrebrogade. Det løb op til ca. 30 kr., og ved bestillingen erklærede han, at det skulle blive betalt, når det afleveredes i hans bopæl på Vesterbrogade. Først senere har det vist sig, at varerne er afleverede uden at være betalte. I onsdags den 5. ds. købte Arthur for 190 kr. møbler i en forretning på Vesterbrogade. Møblerne var til dels upolstrede, da jeg havde lovet at besørge udstopningen af sofa, stole m. v. De skulle være bragt til mit værksted i Lykkesholms Alle i lørdags imod, at Arthur forudbetalte dem.
I torsdags samme dag som mordet fandt sted om aftenen, kom fru Jørgensen ganske uanmodet ud til mit hjem i Valby. Jeg var ikke hjemme, men erfarede, at hun var optrådt meget ubehageligt over for min hustru. Hun kom nærmest for at meddele, at nu havde Arthur stjålet et silkeoverstykke fra hende og pantsat det. Samtidig erklærede hun, at hendes søn var en straffet person, og hun udtalte sig tillige nedsættende om min datter. Hendes mening var åbenbart at gøre et sidste forsøg på at forhindre partiet mellem sønnen og min datter. Ved sin bortgang bad hun imidlertid om at min datter ville komme op til hende om aftenen kl. 8 og tage mig med. Hun ville endnu en gang tale med os.
Senere indfandt sønnen sig hos os og bad om udsætte besøget til kl. 9.30. Da jeg på denne tid gik ind til Vesterbrogade med min datter, tænkte jeg mig endnu muligheden af at der kunne komme en ordning i stand. Så meget større blev derfor min forbavselse, da vi ikke fandt fru Jørgensen hjemme, og hun slet ikke viste sig, skønt vi blev i besøget til kl. 1.30. Under besøget erklærede Arthur som bekendt, at moderen var i Arenateatret for at ordne noget vedrørende et kostume. Hendes lig lå i virkeligheden kun et par alen fra os. Han fortalte, at moderen samme aften havde gjort sit regnskab op for de sidste 5 år; det havde vist sig. at hun havde ca. 9000 kr. til gode i udestående fordringer, hvoraf i det mindste ca. 5000 kr. var sikre. I sin glæde over at se dette havde hun med det samme givet ham et skriftligt bevis for at han skulle arve hele hendes forretning og efterladenskab. Han foreviste min datter og mig dette bevis, og jeg erklærede, at jeg betvivlede dets retlige betydning. Hertil bemærkede han at det var meningen, at det skulle nærmere ordnes hos en sagfører.
I aftenens løb fortalte Arthur desuden noget om at to mænd havde været hos moderen om eftermiddagen; deres samtale med hende havde han ikke måttet erfare noget om, og han tænkte sig at også disse to mænds nærværelse kunne have haft indflydelse på moderens sindstilstand,
Det er mærkeligt, at også “to mand" spiller en rolle ved ligets bortkørsel. Det synes, som om Arthur har tumlet med en historie om “to mand", som han ville fortælle hvis liget fandtes, men at han ikke har fået den historie rigtig udarbejdet.
Fredag eftermiddag, dagen efter mordet, da jeg kom til mit hjem, havde Arthur været der og sagt at han hele dagen havde søgt efter sin moder alle vegne. Han havde i følge min families forklaring været meget bevæget, da han var gået, havde han med tårer i øjnene sagt omtrent således til min datter: hvor det er forfærdeligt hvis moder har taget sig af dage. Men jeg har heldigvis dig tilbage'" Samtidig bad han om at måtte komme igen om aftenen og blive natten over; han skulle blot et ærinde ud på Østerbro, erklærede han. Det var ved 5-6-tiden. han gik, og han kom tilbage ved 8-tiden om aftenen.
I lørdags kom Arthur til mig på værkstedet, og vi talte da udelukkende om moderens forsvinden. Vi var enige om at formodningen var for, at hun måtte have druknet sig. Vi kom derved ind på spørgsmålet om hvorvidt et lig ville flyde ovenpå vandet. Arthur sagde:
“Tøjet vil da holde det nede:"
Jeg ytrede min tvivl derom, og han bemærkede :
“Jamen gennemvåde tæpper da?"
Forundret svarede jeg atter “Nej". Han sagde da til sidst:
“Men når tæpperne er rullede fast sammen, så må de dog synke i vand?”
Jeg kunde ikke give ham noget svar herpå, og han forlod mig.
Natten mellem lørdag og søndag sov Arthur atter hos os, og søndag formiddag fulgte min datter med ham ind til lejligheden på Vesterbro for at gå ham til hånde, da bypigen ikke mere kom. Senere på dagen, omtrent ved ettiden, fulgte min 16-årige søn, Axel med mig derind; da vi kom, serverede de to unge mennesker kaffe for os. Mens vi sad ved kaffebordet, kom vi til at tale om at en kvindelig var fundet i Kalvebodstrand, indsvøbt i tæpper. Jeg ytrede en formodning om, at det kunne være hans moder. Han trak da en avis op af lommen og viste os en meddelelse deri om dette fund. Samtidigt sagde han, at det var mærkværdigt, at nogle tæpper var forsvundne. Netop under denne samtale ringede dørklokken, og to politibetjente trådte ind.
Efter et kort ophold sammen med Arthur i dagligstuen ved siden af, kom betjentene og anmodede os alle undtagen min søn at følge med til politikammeret. Arthur, min datter og jeg selv fulgtes ad hen ad gaden. Et lille Stykke bagved kom betjentene, og senere fulgte frk. Hoffmann, som også skulle med.
Undervejs sagde Arthur, at det ikke var værd for politiet at omtale hans moders besøg hos min familie i Valby om torsdagen. Dertil bemærkede jeg at vi selvfølgelig måtte svare på hvad der blev spurgt om, og holde os til sandheden. Da vi nåede politikammeret blev Arthur først forhørt i næsten 3 timer, derefter måtte frk. Hoffmann, min datter og til sidst jeg selv afgive forklaring. Mens frk. Hoffmann var inde i forhørslokalet, ankom et par mænd med en bylt der formentlig indeholdt det blodige tøj hvori liget havde været indsvøbt.
Efter forhørene fik vi alle med undtagelse af Arthur lov til at gå hjem. Forhøret havde da varet fra kl. ca. 2.30 til kl. 8.
Til min store forbavselse så jeg bagefter i et enkelt herværende blad en meddelelse om at jeg var det eneste vidne der måtte blive tilbage sammen med Arthur Jørgensen.
Valby den 11. november 1902.
Joh. J. Schiøtt.
Aarhus Stifts Tidende 13. november 1902.
Sadelmageren boede på Valby Langgade nr. 57. Oplysningerne om drabsvåbnet var tvetydige. Det var en opsprætterkniv, men om det var af den slags som sadelmagerne bruger eller af dameskræddere.
Tabt 1.200 kr.
Smed Nielsen fra Valby som er formand for den lokale fagforening, har i går anmeldt til politiet at han har tabt en tegnebog med 1.200 kr. der tilhørte foreningen.
Aftenbladet (København) 24. december 1902
Folkebibliotekerne
---
Valby folkebibliotek danner på en måde en særlig afdeling med sit selvstændige budget. Det styres af borgerrepræsentant dr. Duurloo og ølhandler P Christiansen, med lærer A. Nielsen som bibliotekar. Kommunalbestyrelsen har bevilget et tilskud af 1.000 kr. til dets drift. Biblioteket der tæller ca. 1.800 bind, er åbent for lånere mandag aften kl. 6-7 og torsdag middag kl. 12-1. Medlemstallet var i november og december 1901 ca. 100, og antallet af udlånet bøger ca. 1.200 for hver af de to måneder.
N-n.
Social-Demokraten 25. december 1902.
Fhv. borgerrepræsentant fabrikant F. C. Kühle
i Valby er død i aftes af en hjertelidelse efter længere tids sygdom. Han var i sin tid formand for Valby sogneråd og blev efter indlemmelsen valgt til borgerrepræsentant i København af de højstbeskattede i Valby. Kühle stillede sig et par gange som Højres kandidat i Valby-kredsen, men uden at opnå valg.
I borgerrepræsentationens sidste møde blev der givet ham tilladelse til efter andragende at udtræde af forsamlingen. Nu har altså døden revet ham væk, i en forholdsvis ung alder.
Han var broder til Gamle Carlsbergs direktør, kaptajn Kühle.
Social-Demokraten 31. december 1902.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar