lørdag den 23. november 2019

Valby Tidende nr. 30, oktober 1853-juni 1854

Kolera

Koleraen i Valby er med Guds bistand nu ophørt. I over 8 dage er ingen kolerasyg anmeldt. enhver der kender Valby som med rette er kaldt en af de mest urenlige landsbyer i nærheden af København, og hvor der endnu den dag i dag ligger store møddinger opstablede på gaden som går igennem byen, uden for husene, må vist nok finde at sygdommen langt fra her har været meget sørgelig i sine resultater, især når man sammenstiller denne landkommune med Skovshoved og Sundbyerne på Amager, af hvilke den første har mistet 12 og de sidste 8 procent af indbyggerne, hvorimod Valby kun har mistet 2 ½ procent. Dette heldige udfald kan vist nok med grund tilskrives de foranstaltninger som dr. Prieme har truffet. Hans rastløse iver har været så selvopofrende at han af overanstrengelse 3 gange har været angrebet af sygdommen.
(Flp.)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 5. oktober 1853.)

Kjøbenhavnsposten svingede politisk fra den ene fløj til den anden, og var i 1854 stærkt modstander af de nationalliberale. Bladet gik ind for helstatstanken i en sådan grad at det satte kongemagten over det udvidede demokrati. På forunderlig vis blev Valby involveret i en allegorisk artikel om den nationalliberale Carl Ploug: 

I nærheden af Søndermarken blev søndag morgen fundet et midaldrende fruentimmer der befandt sig temmelig ilde tilredt, liggende afmægtig ved et hegn, og som da hun derefter var kommet til sig selv, ved sin besynderlige adfærd, sine tilsyneladende dybe sjælelidelser og forvirrede udsagn satte søndre birks politi, der ellers er så bekendt for sin dygtighed, i ikke ringe forlegenhed. På spørgsmålet om hvem hun var, svarede hun at hun var en født “nordisk prinsesse”, men dertil sangerinde og øvet i deklamation. Skønt hendes ansigt og væsen virkelig også bar spor af skønhed, havde hun dertil dog så hårde og store hænder at man ikke kunne tvivle på at hun tillige må have beskæftiget sig med grovere arbejde. Også efter en del af hendes klædedragt at dømme må hun henhøre til det mere dannede selskab, men hun var dertil pyntet på en meget afstikkende måde som en slags amazone og behængt med forskellige to- og trefarvede kokarder. Hendes legeme bar kendelige spor af mishandling, navnlig var hendes arme fulde af brune og gule pletter som af fingerkneb eller stød. På spørgsmål om hvor hun var fra og hvad der havde ført hende til dette sted, svarede hun at hun den foregående aften var taget til skoven med sin mand eller elsker og et større selskab for hvilket manden havde tvunget hende til at synge, ved som han oftere plejede at knibe hende på det frygteligste, og da dette til sidst var blevet hende for utåleligt, havde hun da selskabet var kommet tilbage til Skydebanen på Vesterbro, set lejlighed til at flygte, og var da løbet indtil hun afmægtig var sunket ned hvor man fandt hende. Hun er nu blevet indlagt på et sygehus i Valby hvor hun behandles på det omhyggeligste. I legemlig henseende skal hendes tilstand også være uden fare, men derimod frygter man for hendes mentale tilstand. Hun fordrer af alle dem der nærmer sig hende at de skal frelse hende fra hendes mand som hun dog erklærer igen at måtte opsøge, da hun ikke kan leve uden ham. Hun vil heller ikke navngive ham, men kalder ham kun ved fornavne, snart Poul og snart Carl, og når nogen spørger hende hvem hendes mand da egentlig er, begynder hun straks at tale vildt og siger at hun har samme skæbne som Katrine den Første da hendes mand har været rytter og nu er enehersker over alle russer. - Man kan ikke uden dyb medfølelse - og selv birkedommeren skal være blevet rørt til tårer - se denne gådefulde, endnu ret smukke piges eller kones sjælemarter som desværre kun alt for vel vidner om hvorledes det stærkere køn ikke sjældent misbruger sin magt over det svagere, og hvorledes mange mænd ved deres ufølsomme tyranniske adfærd tilintetgør det blidere væsen, hvis glæde og tilfredshed han netop var bestemt til at fremkalde.
(Kjøbenhavnsposten, 1. juni 1854)


Carl Ploug, 1813-1894, politiker, forfatter. (Public Domain, Frederiksberg Stadsarkiv)

Hr. Redaktør!
Hvad er nu det for en historie, De der er kommet med i Deres blad fra i onsdags om en gådefuld kvindelig person der skulle være fundet ude ved Søndermarken? Ved De vel, at De har fået mig gamle menneske til at løbe som en nar ud på birkekontoret hvor jeg har en søstersøn der er skriver. Og hvad besked fik jeg af ham? At det hele er pure opdigtelse! Jeg bryder mig nu vel ikke stort om at være gået forgæves, for min læge har anbefalet mig motion, og man vil dog gerne have noget at gå efter. Men De har også pjækket ganske andre folk der har mindre tid end jeg, og det skal jeg nu fortælle Dem, så at De kan tage dem i vare en anden gang inden De kommer med sådanne historier. Mens jeg endnu stod og talte med min søstersøn på kontoret kom “Fædrelandets” redaktør hr. Ploug som jeg kender fra Skandinavisk Selskab, ind af døren med det meget fortrædeligt ansigt, og spurgte om den nordiske dame der havde været omtalt i Kjøbenhavnsposten (jeg tror næsten han sagde Kosakposten), allerede var taget bort fra Valby og om man ikke vidste hvor hun opholdt sig, da han nødvendigvis måtte tale med hende inden mandag. Han havde forgæves søgt hende i Valby. Nu har min søstersøn den slemme fejl at han undertiden giver sig til at le ad personer som jeg synes man skylder en vis ærbødighed, og det gjorde han da også ved denne lejlighed, idet han spurgte hr. Ploug når han vel havde begyndt at tro på hvad der stod i Kjøbenhavnsposten. Hvad hr. Ploug ikke havde været vred før, blev han da nu. Men jeg skal ikke nøjagtig gengive alt hvad han sagde, for han er som jeg her fik lejlighed til at bemærke, ikke ganske fri for at bande, og idet han derved lod det gå ud over Grundejerforeningen, den slesvigske minister og talte han tillige regeringen, om sin sanggudinde og sin muse, hvilket jeg ikke rigtig fattede meningen af. Jeg skal derfor kun anføre at han sluttede med at sige at det var ham aldeles ikke om et sådant blad at gøre, men kun om den bortkomne dame, hun skulle og måtte findes, og dermed gik han og lukkede døren hårdt i efter sig. Jeg rystede på hovedet ad min søstersøn og sagde til ham: det er meget uforsigtigt af dig at fortørne sådan en mand, for du kan aldrig vide hvilken skade det kan forårsage dig, når ministeriet kommer til at gå af. Men skønt dette unge menneske ellers i hver henseende er meget solid og gerne tager efter gode lærdomme, så slog han dog denne velmente advarsel hen i spøg og lo mig endog lige op i øjnene. Og jeg forlod ham da også i vrede, for jeg tør forsikre at mange også kongelig ansatte embedsmænd ganske anderledes frygter og ærer “Fædrelandets” redaktør, fx kan man jo aldrig vide hvad forandring der kan ske i vores højere forhold. - Men skønt De altså, som De nu selv kan se, kun har foranlediget ærgrelse og fortrædeligheder med Deres opdigtede historie om den mishandlede smukke pige, så tilgiver jeg Dem dog for mit vedkommende i betragtning af at jeg derved fik lejlighed til at være sammen nogle øjeblikke med nævnte distingverede personlighed, og jeg skal derfor ikke undlade - skønt kun med forbogstaverne - at undertegne mig
Deres ærbødige
T… F….
kongelig pensionist.

---------------------------------------

I anledning af ovenstående skrivelse skal Red. tillade sig at bemærke følgende: Hvorvel vi ikke kan andet end bede den ærede indsender undskylde ulejligheden, må det dog være os tilladt at afvise beskyldningen for “pur opdigtelse”, så meget mere som det netop af indsenderens egen beretning fremgår at i hovedsagen er “historien” rigtig. Det er formodentlig kun med hensyn til nogle rent udvortes omstændigheder hvad vej den flygtende har taget og hvor hun er blevet fundet at vi har været forkert underrettet, og sådanne små unøjagtigheder kan man jo daglig se eksempler på endog i telegraf-depecherne om de mest vigtige krigsbegivenheder og statsaffærer. Derimod beviser netop den søgende flugten af den savende, og det er efter vores formening hovedsagen ved denne historie. Anledningen til flugten foreligger da også tydelig nok i den til ære for Studenterforeningens nye æresmedlem forfattede sang der blev afsunget i lørdag aften på Skydebanen, og idet vi således tror at være tilstrækkelig undskyldt, skal vi kun tilføje at det ret har glædet os af den ærede indsenders brev at erfare at hr. Ploug virkelig føler savnet og mange ville vist i den anledning ønske med os at han må være så heldig ret snart at finde den kære savnede og at herefter et uafbrudt kærligt samliv må forene dem og gøre dem lykkeligere med hinanden end de hidtil synes altid at have været.
(Kjøbenhavnsposten, den 3. juni 1854.)


Bissens gravmæle for Ploug på Vestre Kirkegård. Det er ikke sådan at gå fejl af.

Det står lidt hen i det uvisse hvorfor Kjøbenhavnsposten var ude efter Fædrelandets redaktør, Carl Ploug (1813-1894). Men det er påfaldende at det næsten falder sammen med at han de 6. juli 1854 blev gift med Frederikke Elisabeth (Michelsen) (1834-1904). Ploug havde på daværende tidspunkt være ude med riven efter tyskere, og kort efter artiklerne blev han en af bannerførerne for ultraskandinavismen som ønskede et samlet rige Norge-Sverige-Danmark - og Slesvig, under den svenske konge. Som et kuriosum blev Ploug begravet på Vestre Kirkegård!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar