lørdag den 9. maj 2020

Valby Tidende nr. 54, marts-maj 1866

Valby Skole

Valby Skole i Hvidovre Sogn som er ledig, har følgende indtægter: 1) 6 tønder rug, 10 tdr. byg, som hidtil er blevet leveret in natura; 2) 25 tdr. byg betalt med penge efter kapitelstaksten; 3) den såkaldte skolemark af husmænd og indsiddere, c. 25 rd.; 4) af amtstuen 24 Rd.; 5) Skolepenge efter lov af 8. marts 1856 c. 30 Rd.; 6) anordningsmæssig fourage; 7) 4½ favne brænde og 150 tdr. tørv med hvilket brændsel begge skolestuer også skal opvarmes; 8) 3 læs strandsand ; 9) offer og accidentser c. 240 Rd. Til skolen hvor beboelseslejligheden er anordningsmæssig, hører en noget fraliggende jordlod på c. 6 tdr. land af middelgod beskaffenhed. Ansøgninger om dette embede, stilede til skoledirektionen i Gamle Københavns Amt og bilagte med verificerede genparter af attester om duelighed og godt forhold, tilstilles undertegnede distriktsprovst inden 6 uger fra dato.
Gentofte, ved Gentofte jernbanestation, den 3. marts 1866.
Boisen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 7. marts 1866.)


Valby Skole. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015)


Licitation: Heste

Lørdag den 17. dennes om formiddagen kl. 11 bliver efter begæring af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Sogn afholdt licitation i Valby Kro, hvorved til de højst bydende overdrages de kommunen af Krigsbestyrelsen tildelte distriktsheste nr. 4 og 6 til underhold og udredning. Distriktshesten nr. 4 er en rød vallak, 6 år, 10 qv. 1 tomme høj. Nr. 6 er en rød hoppe, 8 år, 10 qv. ½ tomme høj. Hestene er for tiden opstaldede hos gartner Rathsack, hvor de kan tages i øjesyn.
Københavns Søndre Birks kontor, den 7. marts 1866.
C. N. Petersen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 9. marts 1866.)


Mishandling af et barn. 

I midten af februar måned blev det af en i Valby boende mand anmeldt for politiet at såvel han som hans hustru ofte havde hørt at en i samme hus boende arbejdsmand som levede sammen med et svensk fruentimmer, mishandlede deres kun 1½ år gamle pigebarn. Ved den derefter anstillede undersøgelse blev det nu også oplyst, og af faderen vedgået, at han ved forskellige lejligheder havde gjort sig skyldig i ovennævnte forhold, idet han engang i begyndelsen af året havde slået sit den 5. september 1864 fødte pigebarn således at det blev sort-blåt i hovedet og på benene samt havde mærker af slag på andre steder af legemet, en anden gang havde knebet det på benene og i tæerne så at der har kunnet ses spor af negle, og atter senere engang har slået det på siden af hovedet så at det hovnede op, næsen blødte og der viste sig tegn til underløbet blod, hvilket han forklarede alt sammen at have gjort i hidsighed på grund af barnets vedvarende skrigen. Ved Søndre Birk ekstraretsdom af 31. marts blev tiltalte som endnu ikke har fyldt sit 25. år, idømt 8 dages simpelt fængsel samt tilpligtet at betale aktionens omkostninger.
(Flyveposten, 3. april 1866. Også i Dags-Telegraphen, 3. april 1866.)


Græs-Auktion

Tirsdag den 17. april d. å. formiddag kl. 11 afholdes offentlig auktion i Valby Kro over græsset på den aflagte jernbanestrækning mellem København og Vigerslev, samt over benyttelse til dyrkning af de vedliggende arealer.
Auktionskonditionerne ligger til eftersyn på Københavns Amts søndre birks kontor, samt i Valby Kro.
København den 11. april 1866
Thulstrup
Ingeniør-kaptajn
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 12. april 1866.)

Det er ifølge hertil indløben telegrafisk meddelelse i morges lykkedes en herfra udsendt politiassistent i Tvedöra Leier i Sverige at pågribe et svensk fruentimmer som var sigtet for et attentat på giftmord her i byen og for at have påsat den ild som i fjor fortærede den største del af landsbyen Valby i nærheden af København. Fruentimmeret der hedder Anna Nilsdotter, har allerede tilstået at hun har gjort sig skyldig i disse forfærdelige forbrydelser, og hun vil efter al rimelighed nu blive udleveret til det københavnske politi for at hun kan få sin retfærdige straf.
(Fyens Stiftstidende, 19. maj 1866.)


Ildebranden i Valby. 

De nærmere omstændigheder vedkommende anholdelsen af den som anstifter af branden i Valby anholdte svenske pige Anna Nilsdotter er følgende:
En dag i april måned d. å. anmeldte en herboende snedkermester til politiet at der var frastjålet ham forskellige genstande, og at han havde bestemt mistanke til en tjenestepige Anna Nilsdotter der dagen i forvejen var gået bort af tjenesten, efterladende sig en del af sit tøj, efter at hun var blevet overbevist om at have forsøgt på at ombringe anmelderens hustru med gift, i hvilken anledning anmelderen dog ikke havde villet gøre anmeldelse for politiet da hans kone vel havde fået giften, der mentes at have været kviksølv, ned i en kop kaffe men straks havde kastet den op igen uden at hun var blevet syg eller havde følt noget videre ildebefindende derved. Under den undersøgelse der herefter anstilledes, blev det af flere forklaret, at den nævnte pige var af et meget indesluttet sind, var tungsindig og oftere havde ladet yttringer falde som tydede hen på at en eller anden større forbrydelse såsom barnemord eller andet tyngede hårdt på hende. Politiet kom imidlertid under undersøgelsens gang i besiddelse af hendes skudsmålsbog, og da det af denne fremgik at hun havde tjent hos gårdmand Anders Nielsen i Valby på den tid da ildebranden i fjor sommer opstod der, lededes tanken ganske naturlig hen på at hun kunne have anstiftet denne ild, og at det var af den grund hun nu, som ovenberørt, havde samvittighedsnag. Derfor blev der underhånden søgt oplysning i Valby hvorved det erfaredes at den ild som den 24 juli f. å. lagde størstedelen af denne by i aske, netop var opstået i et hus der lå tæt ved Anders Nielsens gård, men at der dog ikke havde været nogen som helst grund til at tiltro pigen Anna ildspåsættelsen mere end enhver anden. Derimod sigtede man hende for forskellige småtyverier. En omhyggelig eftersøgning for at udfinde hendes opholdssted viste sig imidlertid frugtesløs indtil politiet den 10. d. s. underhånden bragte i erfaring at hun var rejst til sit hjemsted, Borgeby i Skåne. En overpolitibetjent, ledsaget af anmelderen - snedkermesteren - der velvillig havde tilbudt politiet sin bistand, blev nu udsendt til Sverige for at finde den pågældendes opholdssted, men da dette ikke straks lykkedes, rejste ledsageren her tilbage, mens overbetjenten fortsatte undersøgelsen hos hendes mange slægtninge i Sverige. Hos en af disse, til hvem han havde vidst at skaffe sig fortrolig adgang, blev det uden nogen som helst anledning fra hans side ytret i en samtale som drejede sig om Anna: “Men fik dog de stakkels folk i Valby nogen erstatning”, hvilken antydning selvfølgelig endnu yderligere måtte støtte den mistanke der allerede hvilede på hende i forvejen, og han fortsatte derfor eftersøgningen af hende indtil det øjeblik da han havde underretning om hendes formentlige opholdssted, Tvedøre Leier i nærheden af Lund hvorhen hun havde begivet sig i følgeskab med et andet fruentimmer. 
Nu afsendtes på grund af sagens større vigtighed en politiembedsmand med skrivelse og anmodning til vedkommende øvrighed om at yde ham bistand til sagens videre fremme, og, siger embedsmanden, “da vi kom til huset hvor Anna skulle opholde sig, blev der efter lang banken og tøven - det var nemlig om morgenen tidlig - lukket op af en ganske ung pige som på spørgsmål erklærede at der i huset i en stue ved siden af med egen indgangsdør udefra, var en tilrejsende pige ved navn Marie. Vi kom omsider ind til hende, i hvem vi genkendte Anna. Hun rejste sig op fra et usselt halmleje på gulvet, så forstyrret og ængstelig ud, men da jeg umiddelbart efter min indtræden” siger han videre i en ganske sagte og blød tone og udtalte: “Vi kommer i anledning af ildspåsættelsen i Valby, som du har på din samvittighed”, sank hun et øjeblik ligesom sammen under vægten af denne beskyldning og havde stor møje med at fremstamme det første “nej”, men efter at have genvundet sin fatning, tilstod hun åbent og uforbeholdent såvel de hende påsigtede tyverier som mordforsøget og brandstiftelsen i Valby, hvilken tilståelse hun har godkendt for vedkommende lensmand og i det over hende senere optagne forhør i landskancelliet i Malmø hvortil hun blev ført. 
Med hensyn til giften har hun forklaret at giften der må antages at have været polerpulver og således ikke har kunnet medføre fare for nogens liv, ikke var tiltænkt snedkermesterens hustru, men derimod hans 79-årige moder som hun ikke kunne lide, og at det var ved en fejltagelse kommet i den førstnævntes i stedet for i den sidstnævntes kop kaffe. Hun har imidlertid troet at giften kunne bevirke døden. Ilden i Valby siger hun at have anstiftet ved med en svovlstik at antænde en for enden af et af slagter Mortensen i Valby beboet hus liggende halmbunke, og som motiv angiver hun uvilje mod sin husbond, den førnævnte Anders Nielsen, hvem hun skønt han aldrig havde tilføjet hende noget ondt, “ikke kunne lide”. For øvrigt har hun efter at være blevet anholdt, også under forhøret udtalt at hun meget ofte har fortrudt og hårdt angret ildspåsættelsen i Valby, og hun har forsikret at hun på grund af sin nagende samvittighed selv har haft i sinde at angive sig for politiet, og navnlig har hun udtalt at det netop nu var hendes hensigt at begive sig til København i dette ærinde, da hun så først troede at finde ro. Pigen der er 26 år gammel, sidder nu arresteret i cellefængslet i Malmø, hvor hun vedblivende vil blive holdt fængslet, indtil det ved kongelig resolution er afgjort om og hvorvidt hun vil blive udleveret hertil.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 22. maj 1866.)


Mosedalvej 4. Et af de første huse (hvis ikke det første) opførte hus efter ildebranden. Flere stenhuse fulgte efter, og landsbyens tid som bindingsværk med stråtag var ved at rinde ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy.


Branden i Valby den 20. februar. 

Den 20. februar d. å. om morgenen kl. 6-7 opstod der ild i stråtaget i det fjerhandler A. J. Meyer tilhørende sted i Valby hvor husmand Hans Peter Jensen Dam havde lejet en bolig. Ved de anstillede undersøgelser er det godtgjort at en lægte i et af de midterste fag på den nordre side af taget har, uden dog at være gennembrændt, været antændt på tre forskellige steder i en afstand af 2½-2 ¼ alen fra gulvet med indbyrdes afstand af en halv eller en hel alen, at de nærmest lige over samme værende lægter fandtes i en mindre grad forkullede, og at ilden kunne ses at have bevæget sig opad fra de lavere til de højere lægter og fra disse forplantet sig til tagrygningen, hvor de øverste lægter i tagets hele udstrækning og samtlige sparrer i sammenføjningen var forkullede. Herved er det sat udenfor al tvivl at ilden må være begyndt indvendigt fra, og at den da ingen rimelig grund kan tænkes til at den skulle være forårsaget af våde, må være påsat. Efter at Dam, kort efter at ildebranden havde fundet sted, var blevet arresteret, er det ved hans eget udsagn og sagens øvrige omstændigheder godtgjort at han har været på loftet omtrent 10 eller højst 15 minutter før ilden opdagedes af beboerne, og at der ingen ild var på loftet da han kom derop. Mens han var der, kom en i hans nabolag boende kone som hver morgen kl. kvart over seks plejede at køre ham til København, hen til hans hus for at spørge hvor han blev af, eftersom klokken da var blevet halv syv. Denne kone har nu edelig bevidnet at hun da så hans vogn holde forspændt i gården, mens tømmen lå over hesten, at hun derefter kaldte på hans navn, men da hun ingen så, gik hen til vinduet hvor hun så hans kone i færd med at lægge i kakkelovnen, og at hun derpå atter gik hen i gården og kaldte, uden at nogen svarede, men at hun lidt efter så arrestanten komme krybende gennem den i gården anbragte lem og derpå gå ned ad en stige, der førte op til lemmen, idet han sagde: “Nu kommer jeg”. Idet han gik ned fra loftet, førte han aldeles intet med sig, steg straks derefter op på vognen, og optog vidnet på denne, efter at han havde bevæget sig henimod sin tæt ved værende bopæl. Fra den tid han gik ned fra loftet, indtil det bemærkedes at ilden slog igennem taget, kan der, som omtalt ikke være forløbet mere end 10 til 15 minutter, og efter hvad der er oplyst om adgangen til loftet og om den stilling hvori stedet beboere ved ildens udbrud befandt sig, er det uantageligt at enten nogen af disse eller nogen anden kan have været på loftet i denne mellemtid. Arrestanten har desuden ved sit eget forhold efter branden end yderligere bestyrket at han må være anstifteren. Han har nemlig da han et par timer efter at være kørt hjemmefra kom tilbage, på hvilken tid ilden var fuldstændig slukket, for sin kone og en tilstedeværende politibetjent benægtet at have været på loftet den morgen og foregivet at han kun stod på den førnævnte stige som var så kort at man kun med vanskelighed derfra kan komme til loftet, og at han da han stod på denne stige havde taget noget foder ned fra loftet for at lægge det i vognen. Men han har senere måtte vedgå at han for at tage dette foder var krøbet igennem lemmen ind på loftet hvor han efter den nævnte kones udsagn må have opholdt sig i flere minutter og han har ikke kunnet angive nogen grund til sit første urigtige udsagn. Han har dernæst vedvarende påstået at hans ærinde på loftet var at tage den nævnte foder ned, og at han førte sin favn fuld af dette som han holdt i sin ene arm, mens han gik baglæns ned ad stigen og med den anden hånd holdt sig ved denne. Men foruden at den nævnte kone har benægtet at han bragte foder ned med sig, har tillige hans hustru erklæret at han ikke ville have kunnet bære halm ned fra loftet, da stigen hertil var for kort, men i alt fald måtte have kastet halmen fra loftet ned på jorden inden han gik ned ad stigen. Endelig har et andet vidne, der både den 4. februar d. å. og en dags tid derefter har været på loftet for at tørre tøj og da nøje har lagt mærke til gulvet sammesteds, med bestemthed erklæret at der dengang slet ingen halm lå på samme, ligesom dette vidne også modsiger arrestantens andragende om at han noget over 8 dage før branden har kastet en del halm ned fra loftet på jorden og skæret den til hakkelse til sin hest, idet hun ikke blot som anført den 4. f. m. havde overtydet sig om at der da ingen halm var på loftet, men hun tillige længe før de af arrestanten omtalte 8 dage har set at han har købt hakkelse til hesten, hvilket han næppe ville have gjort dersom han endnu havde haft foder liggende. Ved alle disse omstændigheder i forening må et sådant bevis som efter forordning 8. september 1841 vil være tilstrækkeligt til arrestantens domfældelse, anses tilvejebragt for at den omspurgte ildebrand er påsat af ham, og efter det yderligere oplyste må det antages at han har gjort det i den hensigt at tilvende sig en fordel på vedkommende assuranceselskabs bekostning. Arrestanten blev som følge heraf i medfør af forordning af 8. september 1841 § 4 ved en i fredags ved søndre birks ekstraret anset med straf til 8 års tugthusarbejde og tilpligtet til at udrede 293 rd. 40 sk. som er beløbet af den ved ildebranden tilføjede skade. 
(Dags-Telegraphen (København), 24. maj 1866.)





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar