lørdag den 30. oktober 2021

Valby Tidende nr. 131, oktober-december 1893

Drenge på eventyr.

Vi meddelte forleden at to drenge, Hjalmar Hjortholtsen fra Ny Carlsbergvej og Johannes Voldby fra Valby var gået på eventyr og ikke senere vendte tilbage. Begge de unge vagabonder blev i mandags pågrebet på Kongevejen af en gendarm. Fyrene havde opholdt livet på forskellig vis. Om natten havde de sovet på fællederne, om dagen har de bl.a. deltaget i militæret øvelser, ligesom de også var med til revyen. Nu får de ovenpå den historie en solid portion ris.

København 4. oktober 1893.


Tilstået brandstiftelse.

Som det muligvis vil erindres nedbrændte manden den 25. f. m. en Niels Skriver tilhørende gård i Vigerslev fuldstændig. Trods den stærke storm lykkedes det at redde de andre dele af byen fra ildens ødelæggelse. I det samme dag optagne brandforhør fremkom der stærk mistanke til en i egnen velkendt vagabond som var set på brandstedet kort før ildens udbrud, mens han benægtede dette og påstod at have været i Valby på dette tidspunkt. Han blev som følge heraf samme aften anholdt og har nu i følge Berlingske Tidende efter at være blevet arresteret inden Københavns Amt søndre birk tilstået at have påsat ilden ved at antænde halmen i laden, hvor han har tilbragt de sidste to dage før branden, hvorefter han forlod gården og gik ad Valby tl. Men da han blev opmærksom på at det brændte, vendte han tilbage til brandstedet hvor han tilbragte dagen med at se på branden. Han kan intet bestemt motiv anføre til sin gerning, men den må dog vist nærmest antages at være udført af hævn mod gårdens ejer der gentagne gange havde forbudt ham at indfinde sig der. En på gården tjenende røgter der er broder til brandstifteren, er ligeledes blevet anholdt som sigtet for falsk forklaring for retten.

Lolland-Falsters Folketidende, 6. oktober 1893.


Selvmord eller ulykkestilfælde?

En Pige forsvundet.

Hos sognefoged Niels Olsen i Valby var en 20-årig tjenestepige ved navn Eleonora Christine Andersen i kondition.

En aftenstund, for seks uger siden, da hun skulle gå nogle byærinder for sognefogdens hustru, gjorde hun sig i stand som sædvanlig og forlod kort efter huset. Pigen skulle til

indkøbet have medtaget en torvekurv, men da fruen noget efter kom ud i køkkenet, stod kurven endnu på bordet, medens pigen var forsvundet.

Denne omstændighed vakte straks fruens forundring, men mere forbavset blev man, da pigen slet ikke vendte tilbage. Man tænkte sig muligheden af, at hun var gået på et eller andet eventyr og nok hen ad natten vilde indfinde sig, men hendes herskab har nu ventet længe, og endnu er hun ikke arriveret. Man har hverken hørt eller sét noget til hende siden.

Da der således foreligger formodning om, at pigen på en eller anden måde er forulykket, anmodes enhver, som måtte træffe på hende, død eller levende, at oplyse politiet på Københavns Amts søndre Birkekontor herom.

Eleonora Andersen var ved sin Bortgang kun iført en hvid- og blåstribet bomuldskjole, hvid stråhat og lædersko. Hun er en sværtbygget, middelhøj skikkelse med blondt hår og blå øjne.

Hendes pludselige forsvinden vækker megen bekymring, da hun var særdeles vel lidt i sin kondition.

København 10. oktober 1893


Forsvundet.

En ung pige, Eleonora Christine Olsen der tjente hos sognefoged Nielsen i Valby, er forr seks uger siden forsvundet fra sin plads uden at der senere er hørt noget fra hende. Det antages at hun er forulykket.

Social-Demokraten 11. oktober 1893.


Pludselig død.

En ca. 28-årig slagtersvend som i forgårds var beskæftiget med at aflæsse nogle kohuder hos en skindhandler i Valby, blev ramt af et hjerteslag og faldt død om. Han efterlader sig kone og et par børn.

Aftenbladet (København) 2. november 1893.


Brandstiftelse.

Arrestanten Jens Peter Christian Jacobsen tiltaltes ved Københavns Amts søndre birks ekstraret for brandstiftelse. Mandag den 25. september kl. 7-8 om morgenen da alle beboerne var oppe, satte Jacobsen ild på gårdejer i Vigerslev Niels Gravesen Skrivers gård der fuldstændig nedbrændte tilligemed al avl samt en del vogne og avlsredskaber, hvorimod besætning og indbo reddedes. Da Jacobsen så at det fængede i halmen, gik han uden om gården ad Kirkestien til Valby og vendte sig på vejen gentagne gange om, og da han var kommet midt på den gamle jernbanevold, så han at det brændte, men vendte først om da han kom til Jens Olsens enkes går i Valby hvor han mødte en ham ubekendt mandsperson som gjorde ham opmærksom på at det brændte. Han gik derefter tilbage til brandstedet hvor han hjalp sin bror med at indfange kreaturerne som var sluppet løs. For sit udviste forhold blev Jacobsen der tidligere er straffet, nu anset med forbedringshusarbejde i 3 år. Foruden at han tilpligtedes til at udrede 30.173 kr 96 ører (!) i erstatning til brandassurancen.

Social-Demokraten 5. november 1893.


Nappet forbryder.

I går formiddags pågreb politibetjent Svendsen på Valby Langgade en efterlyst indbrudstyv ved navn Theodor Zinck der efter vor meddelers udsagn skal have været en skræk for det hele Valby.

København 7. november 1893.

lørdag den 23. oktober 2021

Valby Tidende nr. 130, januar-september 1893

Miltbrandarten Rosen. 

Efter indstilling af den kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles ambulatoriske klinik er der af politimesteren i Københavns amts søndre birk beordret offentlig tilsyn over den proprietær Istenfel til Bjerregård i Valby tilhørende svinebesætning på grund af at der i denne er konstateret tilfælde af miltbrandarten Rosen.

Dagens Nyheder 12. januar 1893.


Dyrplageri.

Vognmand Peter Petersen fra Valby mishandlede for nogle dage siden i Slotsgade sin hest, idet han kastede hesten hesten et dækken over hovedet, mens han bearbejdede den med piskeskaftet. Til sidst blev pisken taget fra han af folk der harmedes over hans råhed, og han blev af en tilkaldt politibetjent bragt til stationen. I går måtte han i Politiretten bøde 20 kr.

Social-Demokraten 14. januar 1893.


En droskekusk skulle forleden køre en ældre og en yngre dame fra Vimmelskaftet til Valby. En herre som ikke kørte med, betalte ham forud - 3 kr. og drikkepenge. Men da kusken kom til Frihedsstøtten, ville han ikke længere, han lod damerne, trods deres modstand, stå ud af vognen og kørte fra dem. I den anledning mødte han i går for retten hvor han forklarede at han undervejs var faldet i søvn, og da han pludselig vågnede, kunne han ikke huske hverken at han skulle føre damerne til Valby eller at han havde fået pengene. Da han næste dag havde fundet pengene i vestelommen, havde han opsøgt damerne, gjort dem en undskyldning og tilbagebetalt dem pengene. Dette mærkelige tilfælde på glemsomhed og den sildige anger kunne dog ikke fri ham for en bøde - også 6 kr.

Social-Demokraten 14. januar 1893.


"Valbybakkens Villaparti"!

Lige ved Søndermarken og eventuel Sporvei kan i det til villaer med servitut udlagte areal fås smukke, sundt beliggende villaparceller i forskellig størrelse til 2 a 3 kr. pr. kardratalen, ved henvendelse til proprietær Ostenfeld, Bjerregaard, Valbybakke.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1893.


Dømt for tyveri

En ung gift kone af velhavende familie, hvis mand på grund af at han ikke var ganske vis på hendes troskab, tre måneder efter brylluppet forlod hende, tilvendte sig en dag da hun gjorde et indkøb i en modehandel i Valby, en rulle silkebånd. Hun har derfor ved Københavns amts søndre birk fået en dom på 2 gange 5 dages vand og brød.

Social-Demokraten 25. januar 1893.


Apoplexi.

En midaldrende dame som i flere år har opholdt sig i Amerika, og som i fjor kom tilbage til Valby og byggede sig en villa, blev i fredags ramt af et apoplektisk tilfælde og døde i lørdags.

Aftenbladet (København) 22. maj 1893.


Bygget 100 huse.

Tømrermester Hans Pedersen i Valby hejsede i går kransen på det 100. hus som han har bygget i Valby. Af disse 100 ejendomme tilhører de 17 ham selv. Dagen i går fejredes på forskellig måde.

Social-Demokraten 2. september 1893.


Ildebrand i Valby.

Torsdag eftermiddag ved 2-tiden udbrød der ild i fabrikken "Dan" i Valby der tilvirker vognsmørelse, olier o. lign. Fabrikkens maskinhus blev ødelagt af ilden, hvorimod det lykkedes at redde det umiddelbart derved liggende arbejdshus der er af bindingsværk med paptag, og hvori opbevares en mængde brændbare sager der imidlertid hurtigt skaffedes bort af tililende folk. 

Efter hvad der under det samme dag optagne brandforhør er oplyst, må det antages at ilden er foranlediget derved at de fra destillationsapparatet udstrømmende gasarter er blevet antændte af gnister fra dampmaksinens skorsten idet ilden først bemærkedes ved at der pludselig viste sig en stærk flamme fra en tud på apparatet.

Dagens Nyheder 9. september 1893.


Når katten ude . . .

Ude i Valby på gammel Jernbanevold har der nylig fundet en begivenhed sted, som har sat den ganske by i bevægelse. - Sognets øverste spids, sognerådsformand dbmd. Ole Nielsen, drog på en lille rejse til Lolland med sin hustru, overladende hus og hjem og vinkælder til pigen, den skønne Valborg, der således i nogle dage så sig som villaejerinde.

Den første dag. det var en lørdag, iførte hun sig sin frues brudedragt - dog ikke sløret -  og begav sig i Tivoli.

Struttende af skønhed, ungdom og kostbart silke forstår det sig af sig selv, at hun snart fik beundrere. Hun udvalgte de fire, hun syntes bedst om og indbød dem til en visit på “sin villa" næste dag. De mødte, lod drosken køre tom hjem, og - hvad derpå fulgte inden villaens mure, derom lyder kun dunkle sagn.

De agerende træder først frem for historiens lys, da Skøn Valborg i sin stammemoders kostume åbnede sit vindue for at svale sin brændende barm og ofre til de vrede guder, mens de fire adamssønner inde fra opløftede vældige brøl til ære for deres betrængte veninde. Dette observeredes af en nabo, som snart fik sendt bud efter ordenshåndhæveren . . . De fire gæster mærkede uråd, hældte den skønne over med koldt vand og forsvandt ad køkkentrappen over gårde og haver. Betjenten fandt kun Valborg, der kælede for en rigtig pæn bjørn, som hun i løbet af Natten dimitterede i “stationens gæsteværelse." Næste dag rystede hun den lille bys støv af sine små fødder og gemte sig i den store hovedstad.

Da manden kom hjem, fandt han en orden i sine sager, som om svensken havde været der. Flere flasker vine, cognac, o. lign. manglede indholdet, hans kones brudestads var støvet og plettet . Nu vanker der, når politiet har fundet skøn Valborg og hendes riddere.

København 12. september 1893.


Lynnedslag i Valby.

Hos proprietær Madsen på gården "Lyshøj" slog i går eftermiddags ved tretiden lynet ned i staldbygningerne, dog uden at antænde.

Ved lufttrykket dræbtes fire køer der stod opstaldede i fjernt fra hinanden beliggende båse. En røgter og en karl der opholdt sig i stalden, slap over katastrofen uden at tage mindste skade, ja uden engang at ane at lynet var slået ned ved siden af dem.

Gårdens tag blev en del ramponeret, og i karlekammeret der ikke lå umiddelbart op til stalden, sloges pudsen af væggene.

København 24. september 1893.

Valby Langgade 36. Morten Petersens Forretning, grundlagt 1887 på Vesterbrogade 115. 1893 flyttet til Valby Langgade 36. Ombygget. 6 ansatte. (Bokkenheuser 2, 259). 1903 solgte han kolonihaver op til Søndermarken, og titulerede sig selv havebruger. Bygningen blev revet ned før 1930, fra hvilket år den nuværende bygning stammer. 17. maj 1918 indrykkede han en dødsannonce for hans bror, Peter Jensen Petersen som var gartner på redningshjemmet "Enkrateia" og døde 15. maj 1918. Han blev begravet på Vestre Kirkegård.

lørdag den 16. oktober 2021

Valby Tidende nr. 129, oktober-december 1892

Vi meddelte forleden at professor Duurloo lå farlig syg. Onsdag aften afgik han ved døden.

Professor H. P. Duurloo der blev 75 år gammel, var i en lang årrække inspektør ved Idiotanstalten i Rahbeks Alle, da han for nogle år tilbage tog sin afsked, blev han udnævnt til R. af Dbg. og slog sig ned i Valby hvor hans søn er nedsat som læge.

København 1. oktober 1892.


Ved afsløringsfesten i Valby Krohave på søndag eftermiddag kl. 4 vil talen over de tre faldne krigere fra den første slesvigske krig blive holdt af kaptajn, amtsforvalter Jagd. De danske Vaabenbrødres frederiksbergske afdeling giver møde med fane.

Dagens Nyheder 14. oktober 1892.


Afsløringsfesten i Valby.

Billetter til festmåltidet i Valby Kro søndag den 16. d.s. i anledning af afsløringen af en mindesten over tre faldne krigere fra 1848 erholdes a 1 kr. 50 øre hos hr. fabrikant Kjørulff, Dr. Tværgade 19, st. o. g. og hos restauratøren i Valby Kro, indtil lørdag eftermiddag kl. 4

Dagens Nyheder 14. oktober 1892.


Klapjagt i Valby

Hvert år afholder kommunen i Valby en klapjagt, og denne har da også gentaget sig i år. Efter at jagten var forbi, blev der holdt auktion over vildtet, og indtægten herved vil blive tilstillet Valby Vuggestue.

København 15. oktober 1892


Et forlis

Skonnertbriggen “Bellona" af Svendborg, kaptajn Iversen, er den 10. september forlist midt ude i Nordsøen. Af et brev fra en af mandskabet til hans i Valby boende hustru, aftrykker vi følgende:

“- - -Vi er forlist midt i Nordsøen den 10. ds. Vi havde ligget og lænse i 18 dage fra vi gik fra Christianssand og var blot en 12 mil fra Rochester. Så fik vi en orkanagtig storm og drev til søs igen. Vi holdt den så på pumperne nat og dag alle mand i 2 døgn, men vi kunne ikke få den læns. Om aftenen klokken 8 stod vandet så højt i lasten, at det gik op i kahytten, hele dækslasten havde vi smidt over bord i forvejen.

Kl. 10 måtte vi så forlade skibet, og vi var næppe en skibslængde fra det, før det sank. Alle de andre fik ikke reddet en stump, jeg var heldig og fik reddet lidt.

Vi lå så midt i Nordsøen i en storm i den åbne båd til kl 8 næste morgen, våde og forkomne alle sammen; en af mine skjorter måtte vi binde paa en åre og sætte op som nødflag. En tysk damper fik os da at se, optog os og tog os med her til Amsterdam.

Om kaptajnen, hans søn og styrmanden er reddet, det ved vi ikke: de gik i den anden båd i forvejen og lod os klare os selv, vi så dem ikke senere - - -

Aftenbladet (København) 15. oktober 1892.


Offentligt møde i Valby.

I søndags afholdtes et offentligt møde i Valby Kro. Mødet dirigeredes af formanden for den socialdemokratiske forening, hr. A. Chemnitz. Cigarfabrikant E. Hyller talte om middelstanden og socialismen, smed F. Hurop om arbejdernes økonomiske stilling og midlerne til dens forbedring. Arbejdsmand Boelsen talte om betydningen af sammenhold blandt arbejderne. Udtalelserne lønnedes med bifald.

Social-Demokraten 25. oktober 1892.


Billigt rugbrød

En bagerkrig er ifølge Aftenbladet i disse dage udbrudt mellem tre bagere i Valby. Prisen for et 8 punds rugbrød er nu hos de tre bagere 38, 37 og 36 øre. Beboerne har selvfølgelig intet imod at spare 12-14 øre pr. brød.

Thisted Amts Tidende 19. november 1892.

lørdag den 9. oktober 2021

Valby Tidende nr. 128, juni-september 1892

Løsgængere

Ved en razzia som politiet i Valby foretog for et par aftener siden, anholdtes ikke færre end 9 personer som havde søgt nattely i halmstakke og skure. Af de anholdte blev de to afleveret til fattigvæsnet. De var rømte var Sct. Johannes Stiftelsen.

Aftenbladet (København) 14. juni 1892.


(tegning)

Mange års lidelser.

I mange år har jeg lidt af hovedpine, kolik og mavesyre i den grad at alt hvad jeg nød, kom op igen, og ingen hjælp hvor jeg søgte.

Efter at have anskaffet mig et volta-kors, blev jeg så rask som jeg ikke har været i flere år, og kan spise og drikke med en appetit uden at få kvalme eller opkastning, ligesom jeg føler mig oplivet og styrket ved at bære det.

P. Nielsen,
Langgade,
Valby ved København.

Social-Demokraten 11. juni 1892.

(Volta-korset bestod af to korsformede kobberplader med en zinkplade imellem; Fabrikanten reklamerede med, at korsets elektriske kraft var helbredende, når det blev båret på brystet. Senere fremstilledes det store Volta-kors - som naturligvis var dyrere, men selvfølgelig langt kraftigere!) https://digitaltmuseum.se/011023869877/botemedel 


Jesuskirken.

I anledning af flere udtalelser fra pressens og publikums side om at det var ønskeligt at Jesuskirken var tilgængelig for publikum, meddeles det os at Jesuskirken hver søgnedag fra kl. 12-2 kan beses mod at erlægge 25 øre pro persona til stolekonen. Selskabet på indtil 10 personer erlægger 2 kr. Udenfor nævnte tid kan man henvende sig til stolekonen som bor på Valby Langgade nr. 36, ligeoverfor Jerusalemsvej, men må vedkommende da erlægge 50 øre pro. persona.

Dagens Nyheder 6. juli 1892.

Jesuskirken. Tårnet er forsøgt skåret væk da det ikke var bygget på daværende tidspunkt.

Dyrplageri.

Med dampskib fra Sverige ankom i forgårs formiddags hertil byen et træbur 63 '' langt, 25'' bredt og 22'' højt. I buret var pakket ikke mindre end 50 større og mindre kyllinger der var så fast sammenstuvede at de ikke kunne røre sig, hvorfor politiet lod dem fordele i 2 bure forinden de sendtes til deres bestemmelsessted i Valby.

Social-Demokraten 15. juli 1892


Dømte Tyve.

Først på året skete der på Vesterbro en række dristige indbrudstyverier. bl. a. i Wessel & Vetts Filial, og hos en Vinhandler blev der med korte mellemrum stjålet en mængde vin.

I marts måned lykkedes det politiet at fange en tyvebande på tre personer, Adolf Petersen. Hansen og Frederiksen, og på samme tid ophørte tyverierne på Vesterbro.

De tre staldbrødre havde begået en mængde tyverier, og den ene af dem, Adolf Petersen, gjorde sig i foråret bekendt ved at gøre et mislykket forsøg på at tilbageerobre sin frihed. Han fortalte nemlig dommeren, at han i en have i nærheden af Slotskroen havde nedgravet noget af den vin, de havde stjålet. Sammen med en opdagelsesbetjent fik han så lov til at spadsere ud for at vise ham denne underjordiske vinkælder. Men da de kom i nærheden af Slotskroen, kastede Petersen en håndfuld snustobak, som han havde i frakkelommen, i øjnene på betjenten, der nogle minutter blev fuldstændig blindet og måtte slippe tyven efter en kort kamp med ham. Den undvegne fange nød kun friheden i fem dage, som han tilbragte ved at strejfe om ved Kalvebodstrand og i Valby, han sov i fri luft, krøb ind i en eller anden høstak og sultede, så tarmene skreg i livet på ham.

En dag gik han ind på Vestre Kirkegård og tiggede noget mad af en graver. Graveren kom til at tænke på den udbrudte tyv og lod hemmeligt telefonere til politiet. Kort efter var Petersen fanget og bragt tilbage i varetægtsarresten.

Endelig er retten blevet færdig med undersøgelsen af de tre tyves synderegister, og i går faldt deres dom. De blev alle tre dømt til forbedringshusarbejde, Adolf Petersen i 3 år, Hansen i 1 år og Frederiksen i 8 måneder. En fjerde som havde været medtiltalt, blev helt frikendt.

Social-Demokraten 27. juli 1892


Hundeskatten i Valby har for de tre første kvartaler af året 1891-92 udgjort 800 kr. fordelt på 3 tegn a 40 kr, 14 a 20 kr. og 34 a 10 kr, svarende til 53 hunde.

Nationaltidende 6. august 1892, 2. udgave.


Tegning

E. Winthers smukke, Skandinaviens eleganteste og enestående karussel kommer til Valby og kører første gnag onsdag den 17. august og følgende dag fra kl. 4 eftermiddag.

Ærb.

E. Winther

Aftenbladet (København) 14. august 1892.

https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3Adf4fad3b-5030-4c57-abb8-99340e330a24/query/valby*


Bopælsforandringer.

Læge J. V. Duurloo er flyttet til Villa "Mi Gusto", Valby Langgade 31, lige over for indgangen til Søndermarken.

Nationaltidende 8. september 1892.


Fru Carl Jacobsen, Ny Carlsberg, har tilstillet sognerådsformanden i Hvidovre Ole Nielsen et større beløb til gratis desinfektion for ubemidlede i Valby, Hvidovre m.m.

København 13. september 1892


Professor Duurloo, hfv. inspektør ved Idiotanstalten i Rahbeks Alle, ligger betænkelig syg.

København 27. september 1892.

lørdag den 2. oktober 2021

Valby Tidende nr. 127, januar-maj 1892

Ildebrande.

Nytårsnat brændte i Valby en træbygning der benyttedes til forretning af furagehandler Hemmingsen. Ilden der begyndte kl. 9 om aftenen, menes at være forårsaget ved nytårsskydning. Kl. 2 var ilden slukket.

Social-Demokraten 3. januar 1892.


Arbejdsnedlæggelse i murerfaget.

Arbejdet er nedlagt hos en murermester i Valby på grund af at svendene har et overskud til gode for murerarbejde af 404 kr. 72 øre og for udført fugearbejde 137 kr. 48 øre, altså et samlet beløb af 542 kr. 20 øre. Arbejdet vil derfor være nedlagt og blokeret for medlemmerne af murersvendenes understøttelsesforening, indtil svendene har modtaget deres tilgodehavende. Bekendtgørelse herom vil finde sted i Social-Demokraten. E. M. Fisch. Formand.

Social-Demokraten 10. januar 1892.


Arbejdsnedlæggelse i murerfaget.

Den tidligere her i bladet omtalte murermester i Valby har nu udbetalt overskuddet for udført murerarbejde, en sum af 409 kr. 42 øre. Arbejdet på hans bygning bil dog fremdeles være nedlagt for medlemmerne af murersvendenes understøttelsesforening, indtil der stilles garanti for den ugentlige udbetaling og for det mulige overskud.

Arbejdssøgende kolleger bedes at henvende sig til undertegnede før de søger arbejde på bygningen.

C: M. Fisch. Formand.

Social-Demokraten 22. januar 1892.


Arresteret voldsmand.

Den af os forleden omtalte slyngel, som ved høj lys dag på Køgevej overfaldt en ung pige, er i går aftes nappet af politiet i Valby. Den arresterede er enca. 20-årig stenhuggerlærling her fra byen.

Aftenbladet (København) 15. februar 1892.


Anholdelse.

En 17-årig stenhuggerlærling der i den senere tid har gjort vejene i og ved Valby usikre på forskellige måde at genere og forulempe vejfarende, er i disse dage blevet anholdt af Københavns Amts søndre birks politi.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. februar 1892, 2. udgave.


Mildbrandarten rosen.

Mækeforpagter af Valby, Jørgen Hansens svinebesætning, som den 18. januar d. å. blev sat under offentlig tilsyn på grund af, at ovennævnte sygdom havde vist sig blandt dyrene, er nu frigivet.

Social-Demokraten 10. marts 1892.


Barnemord i Valby

En pige der tjente i Valby Asyl, har forrige torsdag nat født et levende barn, som hun kvalte og lagde i en kommodeskuffe hvor det senere blev fundet. Barnemordersken er 28. år gammel.

Social-Demokraten 11. marts 1892.


Den undvegne indbrudstyv

Adolf Petersen er endnu i dag ikke pågrebet, skønt der fra Politiets Side har været arberdet ihærdigt for at få fat på ham

I går eftermiddags havde forbryderen stævne med en ældre kvindelig slægtning ved en af indhegningerne ved den gamle jernbanevold. En  på Vesterfælledvej patruljerende politibetjent fik af en tilfældig forbipasserende underretning om sammenkomsten og ilede derfor hurtigst derhen. Ved Ny Carlsbergvej må imidlertid Petersen have set betjenten: han løb om ad Ny Carlsberg til og ud ad Valby Her har man ligeledes i går eftermiddags sporet ham, uden at det dog er lykkedes nogen at komme ham tilstrækkelig nær.

I Morges ved daggry blev der af en større styrke civile betjente foretaget en razzia i den vestlige bydel og henad Vestre Kirkegård til. Endnu i eftermiddags var der dog ikke opnået noget resultat.

Ved de i anledning af undvigelsen anstillede undersøgelser er det oplyst, at Petersen har fået det snus, han kastede overbetjenten i øjnene, af en anden forbryder, der var sat til al være udgangskarl. Undvigelsen har altså rimeligvis været planlagt i forvejen.

Aftenbladet (København) 7. april 1892.


To provinstyveknægte.

der var efterlyst fra Frederikssund og Præstø, blev i går pågrebet her i byen, hvor de forsøgte at afhænde tyvekosterne. Tyvene tilstod sig yderligere skyldige i et kort forinden forøvet tyveri fra sognefogden i Valby.

Aftenbladet (København) 12. april 1892.


Hjertelig tak.

Da der til mit 25 års jubilæum som distriktsjordemoder for Hvidovre Sogn blev bevist mig så megen ære og overrakt mig så mange store og kostbare gaver, beder jeg enhver som har bidraget dertil om herigennem at modtage min inderlig hjertelige og varme tak.

Ærbødigst
Enkemadam Riis
Valby

Aftenbladet (København) 25. maj 1892.

I 1892 påbegyndtes arbejdet med at opføre rækkehusene på Toftebakkevej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

lørdag den 25. september 2021

Valby Tidende nr. 126, juli-december 1891

Sammenstyrtning på en nybygning.

I går morges lidt efter kl. 6 skete der på en bygning, der er under opførelse i Valby, en sammenstyrtning, hvorved en arbejder kom til skade.

Bygningen er opført til 1. sals højde og tømrerarbejdet udførtes af tømrermester Petersen i Valby.

Der var i for gårs samlet et oplag af sten og kalk på den ene fløj. I går morges, straks efter at murerne havde taget fat på den modsatte fløj, lød der pludselig et tordenlignende brag, der kunne høres langt bort. En sky af støv steg op, et skrig hørtes, og da folk ilede til, viste det sig, at den fløj, hvor stenene var opstablet, var styrtet sammen. Tre tykke pommerske bjælker knækkede som svovlstikker, og det hele styrtede i et kaos ned i den underste etage, hvor en arbejder blev ramt i underlivet af en kalkbalje og straks måtte søge lægehjælp.

Havde flere arbejdere været beskæftiget her, ville der utvivlsomt være være sket en uberegnelig ulykke.

Da der meddeltes os, at bjælkerne var gamle og opkøbt efter nedrivning af en herværende ældre materialbygning, undersøgte vi stedet, og fandt også at de ikke så ud til sikkert at kunne bære nogen synderlig vægt. Mange af dem var udvendig så ormædte og møre at der kunde pilles splinter af med fingrene.

Det synes forunderligt, at vedkommende bygningsinspektør, hr. Thuren kan give sit samtykke til deres anvendelse ved opførelsen af et hus, hvor mange mennesker skal opholde sig.

Mange af plankerne bar endnu mærker af deres tidligere anvendelse. De var således gennemborede, hullede og adskillige havde indsnit fra deres forrige sammenføjninger, der ikke synes at kunne styrke soliditeten.

Vi håber, at bygningsinspektøren vil underkaste disse byggeforhold en skarp prøvelse, før der herved hidføres katastrofer af alvorligere art.

Straks efter sammenstyrtningen forlod samtlige murere og arbejdsmænd bygningen - de havde fået nok af at arbejde den dag.

Social-Demokraten 29. juli 1891

Jesuskirken. Et forsøg på at vise kirken som den så ud i 1891. Se beskrivelse i forrige nummer af Valby Tidende. Tårnet er redigeret væk - det var endnu ikke bygget på daværende tidspunkt. Træerne er også vokset til siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Originalt indbrud.

(Pol.) En gårdejer i Valbys omegn vågnede forleden nat ved at det støjede og rumsterede i hans køkken. Da han efter at have tilkaldt et par karle, trådte til, fandt han til sin overraskelse en mandsperson der havde skaffet sig adgang til køkkenet ved at slå et stort hul i væggen. Ved synet af de indtrædende, stak fyren hænderne i lommen og sagde: "Ja, tag I mig kun. Jeg har været på Vridsløse før, og egentlig har man det jo meget bedre der, end når man går på fri fod og lider sult."

Horsens Folkeblad og andre, 17, august 1891.


Cirkus Guillaume

hvis forestillinger begynder i aften i Valby, har måttet flytte længere ned i byen på en plads overfor kroen, da nogle villabeboere har modsat sig opstillingen af teltet i deres nærhed.

Aftenbladet (København) 30. september 1891.


Ny skolebygning.

Mandag den 19. oktober indviedes i overværelse af en stor kreds indbudne en ny skolebygning for realskolen i Valby. Bygningen er højt og frit beliggende med lyse og rummelige lokaler, den er opført af tømrermester Hans Petersen i Valby efter tegning af skolens bestyrer, Hans Larsen. Skolen er kun et par år gammel, men tæller allerede over 50 elever fordelte i 3 klasser.

Nationaltidende 21. oktober 1891.


Samtlige bygningssnedkersvende (6 mand) har forladt arbejdet hos tømrermester Petersen i Valby, fordi hr. Petersen har nægtet at underskrive bygningsskedkernes priskurant.

Social-Demokraten 21. oktober 1891.

I oktober 1891 faldt der dom i højesteret over Aftenbladets redaktør Rex på 50 kr. for at have bemærket at der ikke var sket noget i sagen hvor gendarmer havde afklapset en karl. Og hvor korpsets chef havde ignoreret karlens klage over at der ikke var sket påtale af gendarmerne.

lørdag den 18. september 2021

Valby Tidende nr. 125, januar-juni 1891

Fredag morgen den 9. januar hjemkaldte Herren til hvile og fred min kære datter Elvine Cathrine Wadum, 28 år gammel efter 6 års tiltagende svaghed og 14 dages hårde lidelser, for at samles med sin 5 uger forinden hensovende fader.

Valby d. 10. januar 1891.
Sophie Wadum
født Mortensen Hassing.

Begravelsen finder sted onsdag den 14. januar kl. 1 fra Vestre Kirkegårds Kapel. 

Aftenbladet (København) 12. januar 1891.


Københavns Amtsråds møde 20. februar 

Hvidovre Sogneråd havde andraget om samtykke til at udrede et tilskud af 150 kr. til Valby Kost- og Realskole. Formanden kunne ikke se at der var trang til en skole i Valby, der lå så nær ved Københavns og Frederiksbergs skoler. Berg støttede andragendet der var anbefalet af sognerådet. Formanden ville have nægtet et tilskud hvis amtet skulle have betalt. Flere medlemmer støttede andragendet og fremhævede at sognerådet måtte kunne skønne om skolens betydning, ligesom det ikke var givet at alle børn i skolen var fra selve Valby. Der kunne være børn både fra Hvidovre og Vigerslev. Samtykket blev herpå givet. 

Nationaltidende 20. februar 1891, 2. udgave.


Stjålen lygtepæl.

Engang i vinter lod Frederiksberg Gasværk udlægge en lygtepæl på en plads ved Valby Skolegade, hvor det var meningen at den skulle oprejses, men da fristen forinden kom blev den liggende indtil den en skønne dag fandtes knækket midt over. En på Vesterbro boende kludesamler, der jævnlig kommer i Valby, fandt nu at den måtte henhøre til "gl. jern" og kørte den ganske roligt ind til en jernkræmmer i København, hvor han solgte den for 2 kr. efter først at have slået den i små stykker udenfor på gaden.

Nationaltidende 22. april 1891.


Jesu-Kirken i Valby.

I løbet af en månedstid eller så vil den nye Jesu-Kirke i Valby, der er opført på Brygger Carl Jacobsens bekostning, kunne tages i brug. Den lille landsby, der i mange måder kan siges at være en slags forstad til hovedstaden, har derved samtidig med, at den kommer i besiddelse af sit eget gudshus, fået en arkitektonisk prydelse, der sikkert vil drage mange ud til den.

Kirken er opført på en mark, der ligger til højre for hovedgaden, når man kommer fra hovedstaden. Bag marken ses endnu resterne af den gamle jernbanevold, på hvilken den første jernbane i Danmark førtes ud til den nu nedlagte Valby Station; skråt over for den er indgangen til Søndermarken og det ved siden af denne beliggende traktørsted “Korups Have”, alt sammen dels minder om svundne dage, dels vidnesbyrd om stedets tarvelige forhold. Som en fremmed fugl hæver nu den ejendommelige, nye kirkebygning sig midt imellem disse omgivelser, og endnu mere fremmed vil den vel komme til at tage sig ud, når den får sit eget fritstående kirketårn, der skal ligge til venstre for kirkens Indgang, men som vel næppe bliver til i det første arstid.

Facaden viser en åben vestibule, båret af granitpiller; derover et rosetformet glasvindue, der er indrettet som urskive, og endelig på frontispicen plads til de tre statuer, som skulle anbringes der. Udvendig på sidemurene er de tre led markerede, som bærer kirkens hvælvinger idet der findes tre sådanne over hovedskibet Dette afsluttes med et halvrundt kor. Hovedskibets væsentligste prydelser består i det anvendte stenhuggerarbejde. På begge sider hæver der sig et pulpitur, båret af stenpiller. Skiftevis afløser en slank, poleret og en tyk, groft tilhugget grå granitpille hinanden, og over hver af de svære pillers kapitæler er der derhos anbragt ornamenter, udskårne i den rå kalk, en dekorationsmåde, som også er anvendt på flere andre punkter i kirken. Pulpiturerne bærer atter en række af overordentlig smukke og høje polerede granitsøjler, hver enkelt forskellig i farvetone fra de andre. Mellem disse 5 der anbragt balustrader af  billedskåret egetræ med forgyldning. Dog findes der ingen sådan balustrade mellem de to sidste piller til venstre op mod alteret. Her er nemlig prædikestolen anbragt; også den er et stenhuggerarbejde med ornamenter modellerede på den før angive måde i kalk.

Jesuskirkens hovedskib. Nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Det er i de nævnte søjler og det øvrige stenhuggerarbejde - Gulvet er lagt i terrazzo-mosaik - at skibets væsentligste prydelser består. Væggene er benyttede på anden måde, idet de både foroven og forneden i kirken er holdt i en grønlig bundfarve, på hvilken der med store guldbogstaver er anført en række forskellige skriftsprog.

Alternichen, til hvilken et par trappetrin fører op, ligeledes smykket med en samling af prægtige, polerede granitsøjler. Over den løber en frise som Stephan Sinding har modelleret i kalk, og hvis forgyldte figurer har Kristus til centrum, fra hvilket apostle og helgener danner overgangsleddene til Luther på den ene side og Hans Tavsen på den anden, med hvilke frisen ender. I rummet over og bag denne frise er kirkens kostbare franske orgel opstillet. I krypten under alteret findes atter båret af granitpiller - den jacobsensk familiebegravelse, i hvilken brygger, dr. J. C. Jacobsens kiste nu er hensat. Da kirken nu så stærkt nærmer sig sin fuldendelse er det naturligt at også de forskellige genstande nu er færdige, selvom de ikke er opstillet i kirken. Ved Industriforeningens udstilling i denne måned har man således haft lejlighed til at se de  store udskårne egetræsporte fra det Oxelbergske Maskinværksted, af hvilke det yderste par senere er blevet anbragt på deres plads, medens det indre par med de smukke ene fyldinger af gennembrudt metalarbejde endnu venter på deres placering. Ligeledes sås ved nævnte forevisning den pragtfulde messekjortel og det tidligere her i bladet omtalte altertæppe af fløjl med guldbroderi samt den dertil hørende alterdug.

Dagbladet (København) 30. april 1891.


Københavnerliv.

15. Juni 1891.
Hos pottemagerne i Valby.

Valby er en by i opkomst, en besynderlig by, hvor københavnsk velstand og landlig nøjsomhed kigger ind ad vinduerne til hinanden. Villaer, omgivet af haver, danner yndige oaser midt imellem gadekær og skaldede græsgange, hvor geder og får klavrer op ad bratte skrænter gnavende på magre totter.

Midt igennem byen krummer Langgaden sig som en pukkelrygget orm.

Lave, gamle huse, hvor man uden besvær kan skræve gennem vinduerne ind i stuen, synker sammen langs fortovene, hvis toppede brolægning endnu kun egner sig for træsko med solide klamper.

Alt er buklet, buet, pukkelrygget, uregelmæssigt, uden stil, en bizar parodi på den lille provinskøbstad.

Som andre byer har Valby sin seværdighed.

Vi mener ikke det jacobsenske tempel med sin gyldne pynt.

Det går vi forbi med en taknemmelig tanke til alkoholisme-statistikken.

Langt længere ude tæt ved kroen hvor landhandlere og bønder damper på piben til en tevandsknægt, ligger målet for vor pilgrimsfart.

“Københavns Lervarefabrik” - vi går ind.

Et rum med hylder og lange borde langs væggene, der er ikke megen plads til at bevæge sig i, det er potter, krukker og dunke overalt. En fin, henrivende farvepragt!

Hvem skulle tro, at der kunne gives så megen poesi i et pottemager!?

Disse dunke, krukker og potter, som står opstillede alle vegne, toner frem i de prægtigste farver, matte, grå blå, lyserøde, grønne, brungule, hvidlige, pastelagtige farver.

Der ligger gesimser, fantasifuldt tegnede, henne mellem sparegrise og nydelige lerfigurer. Der står små allerkæreste blomsterkurve, i grøn og blå glasur, omgivende en nylig modelleret løve, som venter på at komme i ovnen.

Vi bestiger, ledsaget af hr. Eifrig, fabrikkens dygtige bestyrer, en smal trappe, der fører op til første sal.

Atter krukker, fade, flasker i disse matte, behagelige farver. 

Henne i baggrunden får vi øje på et bekendt ansigt. Det er arkitekt Bindesbøll. Han står bag et lille bord. Foran ham ligger et lerfad hvor han indridser løjerlige snørkler med en stilet.

Der hænger rundt om ham en mængde andre fade, indbrændt med farver, der danner besynderlige overgange, og i hvis ejendommelige dekoration man straks opdager mesterens originale hånd.

- Jeg holder meget af at gå og pusle herude mellem disse potter, siger han med sit brede, morsomme tonefald. Det er det eneste sted, jeg kan få mit blåler, som jeg vil have det.

Vi fortsætter vor vandring, hr Bindesbøll følger med, klapper under vejen en stor krukke kærligt på maven, som han har udset til offer for sine dekorations-luner, og fører os op i øverste etage til drejerne.

Her sidder tre-fire mand mellem bjerge af vådt blåler. Foran hver løber en skive rundt, sat i bevægelse af fødderne, og på denne skive klasker drejeren en klump blåler. Derpå stikker han tommelfingeren i klumpen, trækker leret ud og ind, klemmer det og  mejsler det - og et halvt minut efter står en dunk, en krukke, en potte eller hvad, de vil, til deres behagelige disposition. En dukkert i farvepotten, og leret er parat til at gå i ovnen.

Det er et lille kompagni af drejere, der under hr. Eifrigs ledelse har overtaget denne industri efter, at firmaet “Københavns Lervarefabrik” havde opgivet ånden.

Aktionærerne arbejder selv, og arbejderne indkasserer selv aktionærernes renter.

Og i dette lille hyggelige samfund, midt i den gamle pukkelryggede, snørklede, stilløse by, går en af vore første kunstnere omkring og pusler, ridsende sine ejendommelige barokke idéer ind i det friske ler, glad, når han ser en nylig drejet krukke falde på gulvet og antage sære puklede former, eller når han får lov af hr. Eifrig til for sin fornøjelses skyld at dreje

halsen om på en dusk.

Guy

København 17. juni 1891.


Vort blad meddelte for nogen tid siden at der skulle oprettes en gedefarm i Valby. Den har nu været i gang en uges tid, med geder af schweitzsk og østfrisisk race, og ejeren hr. Duurloo, sælger allerede gedemælk på flasker rundt om i de forskellige mælkeudsalg.

Den smager ganske som komælk, og er dog, især for småbørn, langt sundere. Desuden kan geden som bekendt, næsten aldrig få tuberkulose.

København 21. juni 1891.