Fredag morgen den 9. januar hjemkaldte Herren til hvile og fred min kære datter Elvine Cathrine Wadum, 28 år gammel efter 6 års tiltagende svaghed og 14 dages hårde lidelser, for at samles med sin 5 uger forinden hensovende fader.
Valby d. 10. januar 1891.
Sophie Wadum
født Mortensen Hassing.
Begravelsen finder sted onsdag den 14. januar kl. 1 fra Vestre Kirkegårds Kapel.
Aftenbladet (København) 12. januar 1891.
Københavns Amtsråds møde 20. februar
Hvidovre Sogneråd havde andraget om samtykke til at udrede et tilskud af 150 kr. til Valby Kost- og Realskole. Formanden kunne ikke se at der var trang til en skole i Valby, der lå så nær ved Københavns og Frederiksbergs skoler. Berg støttede andragendet der var anbefalet af sognerådet. Formanden ville have nægtet et tilskud hvis amtet skulle have betalt. Flere medlemmer støttede andragendet og fremhævede at sognerådet måtte kunne skønne om skolens betydning, ligesom det ikke var givet at alle børn i skolen var fra selve Valby. Der kunne være børn både fra Hvidovre og Vigerslev. Samtykket blev herpå givet.
Nationaltidende 20. februar 1891, 2. udgave.
Stjålen lygtepæl.
Engang i vinter lod Frederiksberg Gasværk udlægge en lygtepæl på en plads ved Valby Skolegade, hvor det var meningen at den skulle oprejses, men da fristen forinden kom blev den liggende indtil den en skønne dag fandtes knækket midt over. En på Vesterbro boende kludesamler, der jævnlig kommer i Valby, fandt nu at den måtte henhøre til "gl. jern" og kørte den ganske roligt ind til en jernkræmmer i København, hvor han solgte den for 2 kr. efter først at have slået den i små stykker udenfor på gaden.
Nationaltidende 22. april 1891.
Jesu-Kirken i Valby.
I løbet af en månedstid eller så vil den nye Jesu-Kirke i Valby, der er opført på Brygger Carl Jacobsens bekostning, kunne tages i brug. Den lille landsby, der i mange måder kan siges at være en slags forstad til hovedstaden, har derved samtidig med, at den kommer i besiddelse af sit eget gudshus, fået en arkitektonisk prydelse, der sikkert vil drage mange ud til den.
Kirken er opført på en mark, der ligger til højre for hovedgaden, når man kommer fra hovedstaden. Bag marken ses endnu resterne af den gamle jernbanevold, på hvilken den første jernbane i Danmark førtes ud til den nu nedlagte Valby Station; skråt over for den er indgangen til Søndermarken og det ved siden af denne beliggende traktørsted “Korups Have”, alt sammen dels minder om svundne dage, dels vidnesbyrd om stedets tarvelige forhold. Som en fremmed fugl hæver nu den ejendommelige, nye kirkebygning sig midt imellem disse omgivelser, og endnu mere fremmed vil den vel komme til at tage sig ud, når den får sit eget fritstående kirketårn, der skal ligge til venstre for kirkens Indgang, men som vel næppe bliver til i det første arstid.
Facaden viser en åben vestibule, båret af granitpiller; derover et rosetformet glasvindue, der er indrettet som urskive, og endelig på frontispicen plads til de tre statuer, som skulle anbringes der. Udvendig på sidemurene er de tre led markerede, som bærer kirkens hvælvinger idet der findes tre sådanne over hovedskibet Dette afsluttes med et halvrundt kor. Hovedskibets væsentligste prydelser består i det anvendte stenhuggerarbejde. På begge sider hæver der sig et pulpitur, båret af stenpiller. Skiftevis afløser en slank, poleret og en tyk, groft tilhugget grå granitpille hinanden, og over hver af de svære pillers kapitæler er der derhos anbragt ornamenter, udskårne i den rå kalk, en dekorationsmåde, som også er anvendt på flere andre punkter i kirken. Pulpiturerne bærer atter en række af overordentlig smukke og høje polerede granitsøjler, hver enkelt forskellig i farvetone fra de andre. Mellem disse 5 der anbragt balustrader af billedskåret egetræ med forgyldning. Dog findes der ingen sådan balustrade mellem de to sidste piller til venstre op mod alteret. Her er nemlig prædikestolen anbragt; også den er et stenhuggerarbejde med ornamenter modellerede på den før angive måde i kalk.
Det er i de nævnte søjler og det øvrige stenhuggerarbejde - Gulvet er lagt i terrazzo-mosaik - at skibets væsentligste prydelser består. Væggene er benyttede på anden måde, idet de både foroven og forneden i kirken er holdt i en grønlig bundfarve, på hvilken der med store guldbogstaver er anført en række forskellige skriftsprog.
Alternichen, til hvilken et par trappetrin fører op, ligeledes smykket med en samling af prægtige, polerede granitsøjler. Over den løber en frise som Stephan Sinding har modelleret i kalk, og hvis forgyldte figurer har Kristus til centrum, fra hvilket apostle og helgener danner overgangsleddene til Luther på den ene side og Hans Tavsen på den anden, med hvilke frisen ender. I rummet over og bag denne frise er kirkens kostbare franske orgel opstillet. I krypten under alteret findes atter båret af granitpiller - den jacobsensk familiebegravelse, i hvilken brygger, dr. J. C. Jacobsens kiste nu er hensat. Da kirken nu så stærkt nærmer sig sin fuldendelse er det naturligt at også de forskellige genstande nu er færdige, selvom de ikke er opstillet i kirken. Ved Industriforeningens udstilling i denne måned har man således haft lejlighed til at se de store udskårne egetræsporte fra det Oxelbergske Maskinværksted, af hvilke det yderste par senere er blevet anbragt på deres plads, medens det indre par med de smukke ene fyldinger af gennembrudt metalarbejde endnu venter på deres placering. Ligeledes sås ved nævnte forevisning den pragtfulde messekjortel og det tidligere her i bladet omtalte altertæppe af fløjl med guldbroderi samt den dertil hørende alterdug.
Dagbladet (København) 30. april 1891.
Københavnerliv.
15. Juni 1891.Hos pottemagerne i Valby.
Valby er en by i opkomst, en besynderlig by, hvor københavnsk velstand og landlig nøjsomhed kigger ind ad vinduerne til hinanden. Villaer, omgivet af haver, danner yndige oaser midt imellem gadekær og skaldede græsgange, hvor geder og får klavrer op ad bratte skrænter gnavende på magre totter.
Midt igennem byen krummer Langgaden sig som en pukkelrygget orm.
Lave, gamle huse, hvor man uden besvær kan skræve gennem vinduerne ind i stuen, synker sammen langs fortovene, hvis toppede brolægning endnu kun egner sig for træsko med solide klamper.
Alt er buklet, buet, pukkelrygget, uregelmæssigt, uden stil, en bizar parodi på den lille provinskøbstad.
Som andre byer har Valby sin seværdighed.
Vi mener ikke det jacobsenske tempel med sin gyldne pynt.
Det går vi forbi med en taknemmelig tanke til alkoholisme-statistikken.
Langt længere ude tæt ved kroen hvor landhandlere og bønder damper på piben til en tevandsknægt, ligger målet for vor pilgrimsfart.
“Københavns Lervarefabrik” - vi går ind.
Et rum med hylder og lange borde langs væggene, der er ikke megen plads til at bevæge sig i, det er potter, krukker og dunke overalt. En fin, henrivende farvepragt!
Hvem skulle tro, at der kunne gives så megen poesi i et pottemager!?
Disse dunke, krukker og potter, som står opstillede alle vegne, toner frem i de prægtigste farver, matte, grå blå, lyserøde, grønne, brungule, hvidlige, pastelagtige farver.
Der ligger gesimser, fantasifuldt tegnede, henne mellem sparegrise og nydelige lerfigurer. Der står små allerkæreste blomsterkurve, i grøn og blå glasur, omgivende en nylig modelleret løve, som venter på at komme i ovnen.
Vi bestiger, ledsaget af hr. Eifrig, fabrikkens dygtige bestyrer, en smal trappe, der fører op til første sal.
Atter krukker, fade, flasker i disse matte, behagelige farver.
Henne i baggrunden får vi øje på et bekendt ansigt. Det er arkitekt Bindesbøll. Han står bag et lille bord. Foran ham ligger et lerfad hvor han indridser løjerlige snørkler med en stilet.
Der hænger rundt om ham en mængde andre fade, indbrændt med farver, der danner besynderlige overgange, og i hvis ejendommelige dekoration man straks opdager mesterens originale hånd.
- Jeg holder meget af at gå og pusle herude mellem disse potter, siger han med sit brede, morsomme tonefald. Det er det eneste sted, jeg kan få mit blåler, som jeg vil have det.
Vi fortsætter vor vandring, hr Bindesbøll følger med, klapper under vejen en stor krukke kærligt på maven, som han har udset til offer for sine dekorations-luner, og fører os op i øverste etage til drejerne.
Her sidder tre-fire mand mellem bjerge af vådt blåler. Foran hver løber en skive rundt, sat i bevægelse af fødderne, og på denne skive klasker drejeren en klump blåler. Derpå stikker han tommelfingeren i klumpen, trækker leret ud og ind, klemmer det og mejsler det - og et halvt minut efter står en dunk, en krukke, en potte eller hvad, de vil, til deres behagelige disposition. En dukkert i farvepotten, og leret er parat til at gå i ovnen.
Det er et lille kompagni af drejere, der under hr. Eifrigs ledelse har overtaget denne industri efter, at firmaet “Københavns Lervarefabrik” havde opgivet ånden.
Aktionærerne arbejder selv, og arbejderne indkasserer selv aktionærernes renter.
Og i dette lille hyggelige samfund, midt i den gamle pukkelryggede, snørklede, stilløse by, går en af vore første kunstnere omkring og pusler, ridsende sine ejendommelige barokke idéer ind i det friske ler, glad, når han ser en nylig drejet krukke falde på gulvet og antage sære puklede former, eller når han får lov af hr. Eifrig til for sin fornøjelses skyld at dreje
halsen om på en dusk.
Guy
København 17. juni 1891.
Vort blad meddelte for nogen tid siden at der skulle oprettes en gedefarm i Valby. Den har nu været i gang en uges tid, med geder af schweitzsk og østfrisisk race, og ejeren hr. Duurloo, sælger allerede gedemælk på flasker rundt om i de forskellige mælkeudsalg.
Den smager ganske som komælk, og er dog, især for småbørn, langt sundere. Desuden kan geden som bekendt, næsten aldrig få tuberkulose.
København 21. juni 1891.
Igen en samling interessante reportager fra det gamle Valby
SvarSletMange tak!
Slet