Valby Tidende nr. 246, februar-maj 1920

Frederiksberg-Valby

Søndre Fasanvej ført igennem.

I en menneskealder omtrent har man talt om at føre Søndre Fasanvej igennem fra Roskildevej og ud til Valby Langgade, således at Fasanvejen dannede en lige færdselslinje fra Nørrebro, nemlig fra Frederikssundsvej over Frederiksberg til Valby.

Først nu er planen realiseret, og som man ser af vort billede, præsenterer det nye stykke af Fasanvejen sig som en bred og smuk vej der på den ene side har Søndermarkens gamle træer og kratbevoksede grænselinje.

Billedet er taget fra Roskildevejen, således at man har indgangen til Søndermarken på det ene hjørne og den ombyggede slotspavillon på det andet.

Vejen der løber ud over den i sin tid berygtede Valby Mose, hvorfra peststank bredte sig over Valby og myggesværmene drog på blodtørstige togt ind over Søndermarken og forstyrrede mangen idyl og blandede sig i mangen lønlig elskov, vil med tiden få sin sporvej. Men foreløbig må man vente på denne, forhåbentlig dog ikke i så mange år som man havde måttet vente på vejen.

Folkets Avis (København) 24. februar 1920.

Scandiagade 31 blev opført i 1920. Den holdt i 100 før den blev nedrevet og erstattet af boligbyggeri. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mundtlig procedure i Byretten. Voldssagen fra Valby.

I går eftermiddags fandt der mundtlig procedure sted i byretten. Det var den kendte voldssag fra Valby hvorunder smed Th. Hansen står anklaget for at have slået fru Lorentzen i ansigtet og sparket hende i underlivet.

Sagen behandledes i tredje kriminelle afdeling hos dommer Ipsen. For anklagemyndighederne mødte politiassessor Axel Nielsen der har ledet undersøgelsen, og som defensor for Th. Hansen mødte overretssagfører Schrøder.

Efter at alle de mødte havde indtaget deres pladser, rejste politiassessoren sig. Han refererede sagen, således som den er oplyst ved vidneudsagnene og udtalte derefter:

Jeg skal bemærke at Hansens hele optræden under sagen ikke stiller ham i noget særlig godt lys. Til at begynde med nægter han at have slået hende og kun at have taget hende i armen. Han søger at påvirke fru L.s pige til at sige at hun ikke har set noget. Han er fremkommet med en række beskyldninger mod fru L.,men i retten må han erkende at det kun er noget han har hørt. Her må han omsider indrømme at have slået fru L. i ansigtet, men han nægter stadig at have sparket hende i underlivet.

Dokumentationen. Politiassessoren lader derpå forskellige vidneudsagn og dokumenter oplæse, heriblandt et brev som Hansen har skrevet til hr. Lorentzen og hvori han truer med at han vil anmelde ham for tyveri og bedrageri, hvis han ikke straks tager anmeldelse om vold tilbage.

Derefter en forklaring der går ud på at han selv før overfaldet har udtalt sig således at man må antage at han vidste fru L. var frugtsommelig, og forklaringer der går ud på at han stødte fru L. i underlivet.

Endelig dr. Einer Halls forklaring om at han ikke nærer tvivl om at hun var frugtsommelig og har aborteret.

Vidneførsel. Derpå fremfører politiassessoren tre vidner, en søster til fru L., en ekspeditrice frk Petersen og fru L.s niece, Betty Guldborg der alle forklarer at fru L. havde fortalt dem at hun var frugtsommelig, og at de havde kunnet se det.

Overretssagfører Schrøder fremførte derpå et vidne, fru L.s søster, fru Guldborg der fortæller at fru L. havde fortalt hende at hun i oktober 1917 havde født et dødfødt barn.

Fru L. siger hertil at det passer ikke, men at fru G. er ganske forfærdelig berygtet for sine usandheder.

Fru Guldborg bemærker hertil at hun heller ikke selv troede på historien. Hendes søster fulgte ikke altid sandheden overfor hende. 

Overretssagfører Schrøder anmoder derpå om at få oplæst Hansens hustrus forklaring og hans søster, fru Andersens forklaring om at de der stod ned i haven, ikke kunne se hvad der foregik på trappen, og om hvorledes fru L. havde irriteret Hansen ved at sige: De skal måske ud at søge efter den mand der har underskrevet deres falske eksamensbevis?

Han henviste yderligere til ejendomsinspektør Hansens forklaring om at Th. hansen er en brav mand og en god familiefader.

Blev fru L. sparket, og har hun aborteret som følge deraf? Politiassessor Nielsen genoptager derpå sin fremstilling.

Det er ved sigtedes egen forklaring godtgjort at han har slået hende i hovedet. Jeg finder det også tilstrækkelig godtgjort at han har sparket hende i underlivet. Fru L.s egen forklaring og pigen Mary Andersens forklaring går ud derpå, og læge Halls forklaring tyder dog på at der er øvet vold mod hende. Når Hansen selv benægter det, kan der dog næppe tillægges denne nægtelse nogen betydning, idet han jo først nægtede overhovedet at have slået fru L., ligesom også hans forsøg på at påvirke Mary Andersen taler imod ham. Det synes mig at stå fast at han har sparket hende.

Politiassessoren henviste til vidnernes forklaring om at fru L. var frugtsommelig og på grundlag af dr. Halls erklæring og fru Lorenzens egen og hendes piges forklaring om hvad de havde iagttaget, måtte politiassessoren finde det tilstrækkelig klart bevist at fru L. have aborteret, og at det var en følge af stødene mod underlivet.

Politiassessoren kunne ikke se noget der talte til undskyldning for Hansen og han måtte derfor påstå ham idømt lovens strengeste straf, derunder at han blev dømt til at udrede erstatning efter rettens skøn.

Defensor taler. Derpå tog overretssagfører Schrøder ordet. Han måtte erkende at anklagede havde øvet vold imod fru L., idet han havde slået hende med knyttet hånd i ansigtet. Derimod har han bestemt benægtet at han har sparket hende i underlivet, og der foreligger ikke noget bevis derfor. efter lægeerklæringen er der ikke tegn på ydre vold. Der kan ikke tillægges fru L.s egen forklaring nogen betydning, og når tjenestepigen har givet den forklaring at han har sparket hende, må man huske på at hun daglig har været sammen med fru L., og det kan have ført til en forandring af det virkelighedsbillede hun havde modtaget. Dr. Duurloo der havde undersøgt fru L. samme aften som overfaldet var sket, mener da heller ikke at den overlast hun havde lidt, var meget betydelig.

Når lægerne har forklaret om ømhed fornemmelser i underlivet, må man huske på at deres forklaringer herom er fremkommet på grundlag af hvad fru L. har sagt. Man måtte være meget forsigtig med at lægge for megen vægt på fru L.s forklaringer, idet hun står som den der kræver noget, således 161 kr. i erstatning for skete udlæg og erstatning for følgerne af vold.

Taleren måtte dog nedlægge påstand om at spørgsmålet om erstatning ikke blev afgjort her. Dertil var det for lidt oplyst.

Taleren måtte vedblivende hævde at tiltaltes handling ikke havde medført aborten. Den kunne være en følge af hele hendes nervøse tilstand. endelig hævdede han at hansen intet kunne vide om at fru L. var frugtsommelig. 

Optrinnet var foregået efter en ordstrid, hvorunder fru L. og Hansen havde vekslet nogle spydige bemærkninger. Hansen var blevet hidsig og havde begået en handling som han vil blive straffet for, men han henstillede til rette at sagen afgjordes med en bøde og at erstatningsspørgsmålet afgjordes ved civilt søgsmål. han havde for øvrigt på tiltaltes vegne givet tilbud om en meget rundelig erstatning, men dette tilbud var blevet afslået.

Efter endnu nogle bemærkninger af politiassessoren og overretssagføreren, optog retten sagen til doms.

Dommen falder den 3.marts kl. 1.30.

Social-Demokraten 28. februar 1920.

Bjerregårdsvej 8. Opført 1918. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Husejersønnen fra Valby dømt.

Smed Th. Hansen fra Valby, der som ofte omtalt, var sigtet for at have slået og sparket fru Lorenzen, der boede i Hansens faders villa, hvor han også selv havde en lejlighed, blev i går dømt af dommer Ipsen i tredje afdeling.

Fru Lorenzen var mødt for at påhøre dommen sammen med det selskab af venligtsindede slægtninge, som hun er troppet op med hver gang, der har været forhør.

Dommen kom til at lyde på 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost, og da den idømtes efter § 203 kan man gå ud fra, at dommeren ikke har anset det for tilstrækkelig bevist, at Hansen har sparket fru Lorenzen.

Efter samråd med sin defensor, overretssagfører Schrøder, forlangte Hansen betænkningstid over, hvorvidt han vil appellere dommen eller ikke.

Forøvrigt er det karakteristisk, at fru Lorenzen ude i forværelset råbte op om at den dom var alt for mild.

Social-Demokraten 4. marts 1920.

Drabssagen fra Valby.

Da den 77-årige trådhandlerske blev kvalt og udplyndret.

I dag nåede drabet paa den 77-årige trådhandlerske fru Holm i Valby op for Højesteret. Og her gav rigsadvokaten, hr. Topsøe-Jensen, som offentlig anklager en udførlig sagsfremstilling.

Kl. 3 om eftermiddagen den 7. juni i fjor blev den gamle kone fundet dræbt i sin Lejlighed i Valby Langgade 77. Liget lå bundet på hænder og fødder med et uldent tørklæde svøbt om hovedet, så næse og mund var dækket, og nogle dyner var kastet hen over det. Liget var endnu varmt, men døden var indtrådt. dødsårsagen var kvælning.

Seks dage senere anholdtes en 24-årig arbejder Oscar Henry Jensen, som var søn af en kusine til den dræbte. Hans forklaringer førte til anholdelse samme dag af en af hans kammerater, den 26-årige arbejder Carl Joachim Hansen, og en noget ældre - tidligere straffet - arbejder, den 32- årige Oscar Richard Berntoft. Og I løbet af de følgende to måneder blev den uhyggelige sag fuldt opklaret

Jensen og Hansen, som i fællesskab havde begået forskellige tyverier, bl.a. af cykler, var den 6. juni sammen og blev enige om at begå et eller andet "kup", fordi  de manglede penge til pinsefornøjelser (det var 1. pinsedag den 8. juni). Da spadserede så ud gennem Valby, og her fortalte Jensen om sin gamle slægtning, der efter hans mors mening var velhavende.

De to forbrydere blev da enige om at udplyndre fru Holm den næste formiddag og aftalte, at de skulle "stikke noget i munden på hende” for at hun ikke skulle skrige. Men der måtte Ikke ske hende nogen overlast.

Jensen kom imidlertid ikke til det aftalte mødested næste morgen. Og da Hansen forgæves havde søgt ham i hans hjem, opsøgte han Berntoft, der straks var villig til at deltage I røveriet. Det aftaltes, at man ville "kværke" den gamle kone og binde hende på hænder og fødder.

Ved 2.30-tiden nåede forbryderne ud til fru Holms butik. De låste døren indvendig fra, og Berntoft greb så deres offer om halsen og klemte til med begge hænder, til hun sank sammen. Hansen havde imidlertid på sengen fundet et uldtørklæde, som han svøbte om offerets hoved, så næse og mund dækkedes, hvorefter de bandt hende på hænder og fødder og lod hende ligge, mens de gennemrodede den lille Butik og lejlighed.

De fandt 30-40 kr. kontant og nogle sparekassebøger med et samlet indestående beløb af 7200 kr. Så kastede de nogle dyner hen over deres offer, som de begge påstår endnu åndede, og de forlod butikken, hvis dør de ikke låste. De tog straks ud til Jensen, fortalte ham, at nu var "kuppet" udført og sendte ham ud til Valby for at hæve pengene på den ene sparekassebog, der var fra et pengeinstitut derude.

Da Jensen kom til Valby, hørte han at fru Holm var død, og han turde så ikke forsøge at hæve pengene. Han vendte tilbage til de to andre og i forening brændte de derefter sparekassebøgerne, delte de kontante penge og skilles.

Det blev straks fastslået, at dødsårsagen var kvælning. Men på foranledning har retslægen, professor Ellermann, udtalt at det ikke kan afgøres, om den gamle kone er død under Berntofts kvælningsforsøg eller først efterhånden som følge af grebet om Halsen, tørklædet og dynerne,

Alle tre arrestanter har erklæret og fastholdt, at det ikke var deres hensigt at berøve fru Holm livet. De to, som udførte drabet, vil end ikke have tænkt sig, at døden kunne blive en følge af den hende overgåede behandling.

Kriminalretten dom faldt den 30. september i fjor, Herntoft og Hansen dømtes efter straffelovens § 188 - når den skyldige, "skønt han ikke har villet døden, dog har måttet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig følge af gerningen" - og § 248 (røveriparagrafen) og Hansen dømtes tillige for tyveri. De fik hver 16 års tugthusarbejde.

Jensen dømtes efter § 248 sammenholdt med § 54 - om ansvar for planlagte forbrydelser, som man ikke søger at hindre - samt for tyveri. Hans straf bestemtes til 6 års Forbedringshusarbejde

Af de tre forbrydere er Berntoft senere som sindssyg indlagt på Kommunehospitalet og skal være uhelbredelig.

Efter rigsadvokatens fremstilling af sagen begyndte den omfattende dokumentation som først bliver færdig i morgen.

Nationaltidende 11. marts 1920, 2. udgave

Valby Langgade 19 blev opført 1920. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valbydrabssagen pådømt.

Højesteret skærpede straffen for de to drabsmænd.

I formiddags kl. 11 afsluttedes  drabssagen fra Valby endeligt ved højeterets dom.

Det hedder i dommen at den nu sindssyge Jensen - den dræbte trådhandlerskes nevø - vel har været uden modstandskraft over for påvirkningen, men dog må anses for at have været fuldt tilregnelig da han lagde planen til overfaldet på den gamle kone. For hans vedkommende stadfæstedes derfor kriminalrettens dom der lød på 6 års forbedringshusarbejde.

Med hensyn til de to forbrydere Berntorp og Hansen der dræbte fru Holm, bemærkes det i dommen at de efter det oplyste har slæbt deres offer fra butikken ind i soveværelset, mens Berntorp stadig holdt hende med et fast greb om halsen. De måtte under disse forhold være klar over at det var aldeles sandsynligt at døden ville blive følgen af deres handlemåde, så meget mere som deres offer var et gammelt menneske.

Ved kriminalretten var de to forbrydere dømt til 16 års tugthusarbejde. Højesteret skærpede imidlertid straffen til livsvarigt tugthusarbejde.

Nationaltidende 15. marts 1920, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 245, januar 1920

Her slibes knive, her slives sakse..!

Folk navnlig ude på Vesterbro og Nørrebro, vil kende en skærsliber ved navn Christensen, der i mange år har kørt rundt derude med sin grønmalede trædetrillebør og - med en sjælden klangfuld og mærkbar melodisk Stemme - sunget sin vemodige slagsang:

Her slives knive -
her slives saxer -
Saxer og knive slives -
Her er Skærslippermund!

Christensen sang, så gadens folk fik tårer i øjnene og skyndte sig at finde frem “en lille bagatel”, de sku' ha'e slebet þå. Og når Christensen rendte træt eller hæs eller fuld, tog Esmeralda fat - hans viv Esmeralda - og hvinede med sin skærende diskant: “Her slives-!”

Men i fjor sommer forsvandt Christensen pludselig fra arenaen - blev brat borte med samt sin slibervogn og sin slibersang - slet, slet ikke knive mere ...!

Årsagen var den, at han var bleven particulier. Particulier og grundejer. Han havde vundet 2000 kr. i lotteriet. Og da de forvirrede valutakurser ganske naturligt havde svækket hans tillid til vore banker, købte han sig en grund ude i kolonihaverne ved Vester Fælledvej, rejste sig en træhytte derpå og flyttede ind sammen med sin trofaste Esmeralda.

Vinteren over har de to ægtefolk levet lunt og lykkeligt i deres lille hus derude i limen. Ikke noget med at slibe knive mere! Bare particulier i grønne morgensko og lang pibe. Og så en smule selskabsliv en gang imellem i hytten med gode, gamle venner!

- - -

I aftes var der souper - soirée dansante derude.

Der var efter forudgående indbydelse fremmødt tre andre skærslibere, som hver havde medbragt sit bidrag af fetalje - den ene for 50 øre pressesylte, den anden en blodpølse og den tredie en portion færdigsyet skildpadde med et halvt æg lynende i hvidt og gult midt i den kønne brune sovs.

Alkoholen havde værten personlig sørget for. Han har destillationsapparat med kolber og gummislanger og gesvejsninger. Og han havde brygget en "radium", hvis gradeindhold var omtrent oppe ved kogepunktet, og som i løbet af et par timer gjorde samtlige festdeltager gråblå i ansigtet og tvang dem til at aflevere al den dejlige aftensmad i omvendt orden.

Der blev intet af den bebudede dans, som fru Esmeralda havde glædet sig så meget til. I stedet for tog de på at slås - samtlige fire skærslippere. De slog bohavet itu, alt, hvad der ikke var mur- og nagelfast, - servicet, glassene, radiumsflaskerne og endog selve destillationsapparatet. Og i morges ved firetiden modtog Christensen og hans frue med hinanden i hånden, blodige og forslåede, ude på politistationen i Valby og bad om hjælp til at komme ind i deres hus igen, da gæsterne havde smidt dem ud af Edens Have og lukket Iågen i lås!

Overbetjenten gav dem et par mand mod tilbage til det tabte Paradis. Og lidt efter var alle festdeltagerne forsamlede på stationen, som de fyldte med en radiumsos, der gav huskatten kvælningsfornemmelser og slog politiassistent Jacobsens gamle kanariefugl ihjel.

Overbetjenten tog af rent praktiske hensyn det fornuftige parti at smide hele selskabet ud. Han beholdt kun den ene af gæsterne, skærsliber P. P. Jonassen junior, der i sin rus kom til at opgive sin adresse som Middelgrundsfortet,og som ved nærmere undersøgelse viste sig at være deserteret derude fra for godt to måneder siden, ked og led af alt militærvæsen.

De to andre skærslibere vandrede ud ad Roskilde til. Og hr. Christensen og fru Esmeralda gik i den gryende dag hånd i hånd tilbage til deres hytte i kolonihaven, hvor de satte sig til at gøre deres bo op med det resultat, at de blev klare over, at particuliertilværelsen uigenkaldelig var til ende for dem - at deres livs skønneste eventyr var forbi.

I dag til formiddag har man atter kunnet se de to trofaste ægtefæller trille rundt ude i Istedgade med den grønmalede og synge deres: “Her slives knive - her slives

Saxer -!”

Men der er rust i stemmerne.

Radiumsrust og vemod - Sorg over deres tabte Paradis derude i kolonihaven på Vester Fælledvej!

Svip.

Aftenbladet (København) 21. januar 1920.

På udgrænsen af København.

Fjerkræets by. - Valbykonerne på Gammeltorv. - Valbys mægtige allierede. - En historisk bygning. - Valby-englændere og Saksen-Valbys bjerge.

Et karakteristisk parti fra Valby. Fra Trekronervej ser man ud over typisk lave længer, repræsentanter for det gamle Valby. Til højre rejser den moderne bebyggelse sig og til venstre i baggrunden skimtes en byggeforeningsby for kommunale tjenestemænd. 

Ligesom skovshovedkonerne - “skovserne" i sin tid - enkelte gør det forresten endnu -  drog ind til København med deres fiskefyldte langstrakte kurve på nakken, således var “Valbykonerne" også engang for ikke så farlig mange år siden en gadetype i København.

“Valbykonerne" holdt til på Gl. Torv, hvor de rejste deres borde omkring “Guldæblespringvandet" og fyldte dem med slagtet fjerkræ, mens der på stenbroen rundt om dem stod tremmekasser og Kurve, hvorfra haners kykeliky, høns’ kaglen, kyllingers pippen, ænders rappen og duers kurren gjorde luften muntert levende.

Valby var dengang hovedstadens fjerkræforsyning. Viktualiehandlerne ville i vore bedsteforældres dage have gjort sig til almindelig grin, om de havde pyntet deres vinduer med slagtet fjerkræ; det duede kun, når man købte det hos “Valbykonerne” på Gl. Torv. Så nøje var dette torv knyttet til den fjerntliggende lille landsby, at da  fjerkræhandlerne derude døde eller gik over til et andet erhverv, var der ingen andet sted fra der tog deres gerning op på Gammeltorv. 

Valby i folkemunde.

Som en erindring fra Valbykonernes periode kan man endnu af og til træffe på udtrykket “Gl. Torv” som betegnelse for en kvinde, der er nået et godt stykke ud over den første ungdom.

Valby har forøvrigt også måttet lægge navn til to andre folkelige udtryk, som lever den dag i dag, nemlig betegnelsen “valbyenglænder” om en indfødt københavner, der ynder at give sig et britisk tilsnit - udtrykket stammer formentlig oprindelig fra den tid, da man måtte smøge benklæderne meget højt op for at færdes i det valbyske morads - Betegnelsen “Saksen-Valby”, som skriver sig fra de sagn, der herinde i hovedstaden gik om Valby Bakkes højde og hele landsbyens stærkt kuperede terræn.

Visedigteren William Rantzau har i en parodi på en i tredserne meget yndet tyrolersang "Gemsejægeren" ladet københavnske tyrolere synge:

Vi kommer ej så ganske hertil fra Tyrol,
I Saksen-Valby så vi først den kære sol,
om gemserne, vi traf derude, kan De tro,
var højst en tyrekalv, ja eller ko.
Og så gik vi op på Valby Bakke - hi! ha! ho!
Huldiæ! huldiæ! huldiæ! huldiæ!
Udsigten er kær,
som man nyder der.
Huldiæ! huldiæ! diæ!

Carlsberg-Bryggeriernes betydning for Valby.

Valby, der i første halvdel af forrige århundrede kun bestod af én gade, der til gengæld så også havde en så anseelig længde, at den kaldtes Langgade, beherskedes af den store Valbygård, hvis udstrakte marker bredte sine hundreder af tønder land på begge sider af den nuværende Vigerslev Allé.

Men omkring midten af århundredet grundlagdes herude en af landets største og førende fabriksvirksomheder, der snart nåede europæisk berømmelse - Carlsberg-Bryggerierne. Dette betød et opsving for Valby, der herigennem fik et betydeligt plus til sin befolkningstilvækst.

Gamle brygger I. C. Jacobsen havde efter lange spadsereture i hovedstadens omegn omhyggeligt udsøgt sig dette terræn af Valby Bakke til sit bryggeri, idet han netop ønskede sig et bakket terræn, da udgravningerne til de nødvendige lagerkældre så blev lettere. I efteråret 1846 købte Jacobsen en grund i Valby, i alt omtrent tre tønder land, i foråret 1847 begyndte opførelsen af bygningerne, og den 10. november 1847 udførtes den første brygning; denne dag har siden været mindet som Carlsbergs stiftelsesdag.

Carlsberg-Bryggerierne bredte sig efterhånden over større og større terræn i Valby, og dets rigdomme ofredes rundhåndet på videnskabens og kunstens alter. Valby var stolt af sit bryggeri og glad ved den store skatteyder, den havde i bryggeren, der blev æresdoktor ved Københavns Universitet, og i hans søn, der blev æresborger i København - efter at Valby var blevet indlemmet i hovedstaden.

I mange år lå jo også Glyptoteket herude, og det såvel som selve bryggerierne og deres laboratorium trak en masse udlændinge og alle mulige indenlandske foreninger herud. Jo, Valby havde grund til at være stolt og glad, og den udviklede sig da også støt og sikkert.

En mægtig allieret.

Men Valby har også haft en anden mægtig allieret - Søndermarken. De andre indlemmede distrikter har ingen skov at kunne byde sine beboere, men det har Valby i Søndermarken, en herlig lille skov med et fugleliv så rigt som man ikke finder det i nogen anden af byens parker. 

Som folkeparti går Søndermarkens historik ikke synderlig langt tilbage i tiden, idet den først åbnede for publikum i året 1853. At denne foranstaltning vakte glæde, erfarer man bl. a. af en vise fra slutningen af tresserne, i hvilken digteren - og med ham hele byen, for  visen opnåede stor folkeyndest! - synger;

Smukke Søndermark ved Frederiksberg.
dig har vi rigt'nok kær!
Mangen lønlig elskov tavs du bær'
bag dine træer.
Hør, hvor pjuskende,
sagte ruskende,
en i buskene,
kommer luskende!
Tys! . hvad er det vel jeg hører - tys!
Var det et kys?

Skønt det i den samme vise fortælles, at Søndermarken i de tider havde en meget striks overgartner ved navn Rothe, som ikke tålte, at man betrådte de fine græsplæner, synes det dog at fremgå af det oven citerede vers, at den folkekære park dengang var det samme Paradis for unge ubefæstede sjæle, som den stadig er det

Moderne og gammelt mellem hinanden.

Sit store gennembrud fik Valby først efter indlemmelsen i begyndelsen af dette århundrede. Byggeraseriet der dengang hærgede København, satte også sine kasernehøje spor i Valby, hvor navnlig detailhandlerbanken finansierede en række byggeforetagender, som med et slag gav den forhenværende landsby med de lave huse, villaer og idylliske haver, præget af at være forstad til en stor by.

Og byggeforeningerne fik øje på Valby, den ene hvide eller røde by groede op efter den anden af Valbys og Vigerslev markjord. Og fabriksanlæg lagdes herud. Således købte bl.a. Carl Aller de sidste rester af Valbygårds jorder og rejste papirfabrik og trykkeri for sit skandinavisk berømte ugeblad.

Men endnu er der dog mange gamle rønner og faldefærdige længer tilbage fra Valbys landsbytid. Og en historisk bygning har Valby da også.

I Skolegade ligger der en lille bygning med takkede gavle. Den benyttes nu af brandvæsenet, men har i sin tid gjort tjeneste som den første skole for Frederiksbergs børn. Den gamle bygning er nemlig en af de 240 landsbyskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i 1721 - i sit halvtredssindtvvende Aar - og over hvis indgangdør han lod skrive i en sten :

Halvtredsindstyve Aar, Gud har mig nu opholdt,
at Sygdom, Krig og Pest mig intet ondt har voldt ;
thi yder jeg min Tak, og breder ud DIT Navn
og bygger Skoler op, de Fattige til Gavn.
GUD lad i dette Værk, din Naades Fylde kende,
O GUD, lad dette Værk bestaa til Verdens Ende.

I Valby brydes det moderne og det gamle som i ingen anden af byens forstæder. Når byggeriet ad åre på ny tager fart, må det gamle herude hurtigt opgive kampen, og måske vil Frederik den Fjerdes fødselsdagsgave til Valby og Frederiksberg - skolebygningen - da også falde. Men selve værket vil, som han ønskede det, bestå til verdens ende lutret af tidernes stigende oplysningstrang.

Bruno.

Folkets Avis (København) 23. januar 1920.

Jensen & Møller Biscuit Fabrik på Ottiliavej 1920.

Valby Tidende nr. 244, november-december 1919

Stor tagbrand i Valby.

I aftes blev brandvæsenet i København, Valby og på Frederiksberg alarmeret til Gl. Jernbanevej 32 i Valby hvor der var opstået en heftig tagbrand.

Da brandvæsenet kom, havde ilden så godt fat at den nåede at få ødelagt tagetagen på den store bygning fuldstændig. Bl.a. brændte en mængde vinterbrændsel.

Det vides endnu ikke hvorledes ilden er opstået.

København 13. november 1919. Ifølge Folkets Avis 13. november 1919 tilhørte ejendommen malermester Carl Udsen, Valby Langgade 40.

Foto af Gammel Jernbanevej fra Folkets Avis 13. november 1919.

Fra koksoplagene på Valby Gasværk.

Vognene der er læssede, kører ud.

De fleste af de koks kommunen ligger inde med og som hundreder af familier længes efter, ligger ude på Valby Gasværk. Der er efter sigende 80.000 hektoliter, et stort tal, men dog ikke nær nok til at skaffe varme i hele byen.

På det øverste billede ses nogle læssede vogne parat til at begive sig på vej til byens forskellige kvarterer.

Koksene trilles til jernbanevognene.

Ikke alene hjemmene, men også fabrikkerne skal jo forsynes, således at industrien kan holdes i gang. Adskillige af byens større fabrikker har jernbanespor, og de får derfor brændsel tilkørt på jernbanevogne. På vort nederste billede ses "trilleren" i færd med at køre koks til en jernbanevogn.

Social-Demokraten 19. november 1919.

En murer fra Valby myrdet. Han var på vej til Nizza.

En 73-årig, fhv. murer Gravesen fra Valby er for få dage siden faldet som offer for en forbrydelse.

Han var den 2. november rejst herfra på vej til Nizza for at tage ophold hos en søn der er bosiddende der. Men da det blev langt over tiden for ankomsten og han stadig udeblev, blev sønnen urolig og iværksatte en undersøgelse.

Det lykkedes derigennem at konstatere, at den gamle mand lå på et hospital i Marseille, hvortil han var indbragt overfaldet, skamslået og udplyndret. Han var fundet liggende i en skov i nærheden af byen. Sønnen rejste til Marseille og fandt sin fader bevidstløs, Efter nogle dages forløb døde den gamle mand uden forinden at have været ved bevidsthed.

Politiet mener, at han i Marseille er lokket ud af toget af en skandinavisk talende person, - Gravesen talte ingen fremmede sprog - og forbryderen har da ført ham ud i skoven, har bibragt ham nogle frygtelige slag i hovedet og derefter udplyndret ham for hans formue, omkring 1.500 kroner.

København 30. november 1919

Eksplosion og brand hos Ballin. Et meget stort læderlager i fare.

Ved 8-tiden i aften blev brandvæsnet alarmeret til Ballins fabrikker i Valby.

I et tørrerum hvor man arbejdede med at tørre lakeret læder, var pludselig en mængde spiritus- og oliedampe trængt ud og havde på en eller anden måde forvoldt en eksplosion.

Arbejderne flygtede for flammerne der i løbet af få øjeblikke havde angrebet alt træværket i rummet.

Der var alvorlig fare for et vældigt læderlager der fandtes i en etage umiddelbart ovenover eksplosionsstedet, men ved brandvæsnets - og navnlig motorsprøjtens - arbejde blev en katastrofe afværget.

København 18. december 1919.

Valby. Den sigtede aflægger en delvis tilståelse.

Atter i går holdt dommer Ipsen et længere forhør vedrørende den uhyggelige voldssag fra Valby. Som omtalt er en maskinarbejder Thorkild Hansen sigtet for at have sparket en fru Lorenzen i underlivet mens hun var gravid.

Hansen havde i går indkaldt et vidne, en fru Vilhelmsen, hvilket han imidlertid ikke fik nogen glæde af. Fruen der er en søster til fru Lorenzen, forklarede at Hansen dagen efter overfaldet havde fortalt hende det hele. Senere havde han telefoneret til hende og søgt at påvirke hende til at forklare i hans favør.

På indtrængende henstilling fra dommeren tilstod Hansen så at have overfaldet fru Lorentzen Med slag, hvorimod han indtil videre ikke vil aflægge tilståelse om sparket.

På sagens nuværende stadium er situationen dog højst alvorlig for voldsmanden.

København 24. december 1919.

Pjalten faldt sammen som en klud.

Men han var modig nok til at slå på kvinder.

Under et højst dramatisk forhør der i går eftermiddags fandt sted i 3. afdeling for kriminelle sager, dommer Ipsen, måtte voldsmanden fra Valbygårdsvej 70, maskinarbejder Th. Hansen, tilstå at det alligevel var ham der i sin tid skamslog fru Lorenzen. Det var fru L.s svigerinde, der fældede voldsmanden ved at oplyse at han overfor hende havde udtalt at han havde slået fru Lorentzen fem gange i hovedet med knyttet næve: "thi der kunne det nemlig ikke ses!"

Banditten der gjorde den mest ynkelige figur, erklærede at det havde været hans hensigt at lyve sig fra affæren. Men nu blev der altså ikke noget af det noble forsæt.

Sagen er udsat til efter jul. Og så falder fars hammer forhåbentlig med kraft på synderen hoved.

Folkets Avis 24. december 1919.

Valby Tidende nr. 243, juli-oktober 1919

Den døde by

Udsigt over Nordisk Films arbejdsplads i Valby. Foto fra artikel i Aftenbladet (København) 3. september 1919.

Valby uden vand

Fra alle sider klages der over den slette vandforsyning i Valby. Således er der som oftest kun vand i fjerde sals lejligheder til lidt op ad formiddagen, så beboerne er henvist til at hente det hos husfællerne på tredje eller som oftest i gården.

Der burde gøres noget for at afhjælpe den mangel inden ret længe. Og hvordan ville forholdet være for eksempel under en stor brand. Mon der var pres nok?

Hvad siger vandvæsnet?

Folkets Avis 23. september 1919.

En af Ballins arbejdere, en russer der hedder Smolum, blev i går taget på fersk gerning da han med et helt skind ville liste sig ud af fabrikken i Valby. Han gik til arresten.

Aftenbladet (København) 23. september 1919.

Højesteret. Det er dyrt at overtræde huslejeloven.

Tømrermester Storskov fik i foråret 1918 godkendt af huslejenævnet for Valby at lejen for en lejlighed i hans ejendom på Valby Langgade - 88 C - måtte forhøjes med 150 kr. til 750 kr. Et halvt år efter lejde Storskov imidlertid lejligheden ud til fabrikant Wengel der skulle betale 850 kr. årlig for den, samtidig med at fabrikanten skulle betale 100 kr. yderlig for lejlighedens pulterkammer, kælder og cykelskur.

For dette forhold dømtes tømrermester Storskov af kriminalretten til at betale 500 kr. i bøde, en dom der appelleredes til Højesteret. Her mødte hr. Liebe som aktor og hr. Harboe som defensor. Men Højesteret stadfæstede bøden og dømte endvidere Storskov til at betale 100 kr. i omkostninger.

København 3. oktober 1919.

Skorstensfejermester Steen afskediget for bedrageri

Han udskrev regninger for arbejde, han ikke havde udført.

Skorstensfejermester V. B. Steen, der er bosiddende i Valby, er den 1. oktober pludselig og uden opsigelse blevet afskediget af Københavns Kommunes tjeneste. Grunden er den, at han i lang tid har bedraget kommunen for ret betydelige summer.

Bedragerierne udførte Steen på den måde, at han opkrævede regninger på arbejde, som han aldrig havde udført.

Opdagelsen skete ved, at han hos et grundejer-konsortium havde forlangt en regning betalt for fejning af skorstenene i konsortiets ejendomme, skønt han ikke havde gjort det fjerneste ved skorstenene. Konsortiet henvendte sig med regningen i Magistratens 4. afdeling, og så snart man så den, var man på det rene med, at der forelå bedrageri, hvorefter skorstensfejermester Steen pr. omgående fik sin afsked.

Vi talte i aftes med borgmester H. C. V. Møller, der bekræftede, at Steen havde bedraget kommunen. Borgmesteren havde dog i øjeblikket ingen anelse om, hvor store beløb det drejede sig om.

På forespørgsel, om der var sket anmeldelse til politiet, svarede hr. Møller nej. Magistraten vil afvente og se, hvad den iværksatte undersøgelse vil bringe for dagen, og hvorledes den bedrageriske skorstensfejermester tager med afskedigelsen.

Social-Demokraten 7. oktober 1919.

Snittet pulsåren med et stykke sejlgarn. En arrestantinde der absolut vil af med livet

For nogle måneder siden anholdt politiet en kvinde ved navn Johanne Olsen, sigtet for at have stjålet for mange tusinde kroner.

Hun brugte den trafik at tage plads som sygeplejerske eller som husbestyrerinde, og overalt stjal hun som en ravn, og hvad hun ikke kunne omsætte af tyvekoster, hjemførte hun til sin elegante lejlighed i Valby.

Hendes sag henvistes til første kriminalkammer og verserer nu ved tiende undersøgelseskammer.

Under sit ophold i arresten har hun gentagne gange forsøgt at berøve sig livet, en gang ved hængning og siden ved at snitte pulsåren over.

Man traf naturligvis sine forholdsregler, men trods alt er det i nat alligevel lykkedes hende at gøre endnu et selvmordsforsøg.

Hun havde fået fat i et stykke sejlgarn og med det havde hun under uhyre viljeanspændelse "savet" pulsåren over på venstre håndled.

Stærkt medtaget af blodtabet førtes hun til hospitalet hvor man mener der er fare for hendes liv.

Folkets Avis 11. oktober 1919.

Kjeldsgårdsvej 17-23. Nybyggeri i 1919. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Uhyggelig morgenulykke på Valby Sodafabrik. Spillet sprang og knuste Arbejderens Ansigt.

På Sodafabriken ved Ottiliavej i Valby er der til morgen sket en meget uhyggelig ulykke, hvorved en arbejder fik ansigtet fuldstændig smadret.

Manden, Holmgreen fra Pilestræde 57, var beskæftiget ved et spil, der på en eller anden uforklarlig måde pludselig sprængtes således, at et stort hjul slyngedes ud og ramte ham lige i ansigtet.

Med et skrig sank den ulykkelige sammen, og da hans arbejdskammerater ilede til, var hans ansigt fuldstændig ukendeligt. Blodet drev af ham, og næsen var så at sige kvaset fuldstændig sammen.

I en ambulance blev H. der havde tabt bevidstheden, ført til Kommunehospitalet; og der kom han øjeblikkelig på operationsbordet.

Folkets Avis 28. oktober 1919.

Valby Tidende nr. 242, maj-juni 1919

Fra det gamle Valby.

Ovenstående billede er taget ude på Gammel Jernbanevej i Valby og viser den såkaldte "Røde Port" som fører til nedgangen til den nedlagte gamle jernbanestation.

Det er en hel lille landskabsidyl. Et pust fra svundne tider og fortæller om de gamle dages primitive jernbaneforhold.

Nu er Valby jo en meget moderne jernbanestation og Storkøbenhavns banevæsen er vidt forskellige fra fortidens.

Der er vel også nu nedgange til togene, men de er helt anderledes indrettede, og togene som nedgangene fører til, kører ikke under den blå himmel, men bruser af sted nede under jorden.

En sammenligning mellem den gamle tremmeport på vort billede og station Nørreport inde på boulevarden viser bedre end lange beskrivelser den udvikling Københavns jernbanevæsen har gennemløbet, inden det nåede sit nuværende standpunkt.

Folkets Avis 1. maj 1919.

Syv værgerådsdrenge i en kasseret jernbanevogn.

De havde indrettet sig det såre komfortabelt og fyldt lokaliteterne med tyvekoster.

På jernbaneterrænnet ved Valby har der i nogle måneder stået en gammel, afdanket jernbanevogn.

Den var både tilstøvet og overgroet med svampe; men i den senere tid har jernbanepersonalet lagt mærke til, at vognens vinduer blev pudsede fra tid til anden. Og da så en mand i går kiggede indenfor, gjorde han den opdagelse, at vognen var beboet. Politiet blev underrettet; og i nat ved 2-tiden stormede man det gamle køretøj.

I den bageste del af vognen lå 7 drenge i 14 til 15 års alderen og sov; og rundt om dem var der opstablet store mængder af tyvekoster, lige fra silketæpper til vin, cigarer, smør og fjerkræ.

De unge mennesker vækkedes mindre blidt af deres slummer; og da de havde fået gnedet øjnene og var blevet klar over situationens alvor, rykkede de ud med, at de var flygtet fra en opdragelsesanstalt.

Siden da har de boet i vognen: og til livets ophold har de skaffet sig ved hyppige tyverier.

Indtil nu kun de tilstået 66 indbrud; men de erklærer selv, at der måske nok er flere, når de får tænkt sig om.

Deres anfører hedder Christian Poulsen. Han er 15½ år gammel!

Folkets Avis 3. maj 1919

Direktør la Cour kræver en erstatning på 208.580 kr.

Højesteret påbegyndte i går en sag som direktør C. B. la Cour der er formand for aktieselskabet "Ved Søndermarken", har anlagt mod Ny Carlsbergfondets direktion. Det drejer sig om en erstatning på 208.580 kr.

I sommeren 1914 indledte la Cour på selskabets vegne forhandling med Ny Carlsbergfondets direktion om køb af nogle grunde ved Jesuskirken i Valby. Man blev også enige om handelen, men da planerne til gadeanlæggene og bebyggelse af arealerne skulle godkendes, nægtede Jesuskirkens bestyrelse at anerkende disse, da de ikke ville passe til kirkens omgivelser.

Forhandlingerne endte med at Ny Carlsbergfondets direktion annullerede handlen, idet man ikke var i stand til at foretage sig noget der var i strid med Jesuskirken der er en selvejende institution.

C. la Cour anlagde så erstatningssag. Han krævede at Ny Carlsbergfondet skulle erstatte selskabet det tab der var lidt, med 204.640 kr., samt at betale ham en provision på 3940 kr, og desuden tilbagebetale 25.000 som var udbetalt a conto.

Ved Hof- og Stadsretten blev Ny Carlsbergfondets frifundet.

I Højesteret mødte Liebe for la Cour, mens Knudtzon skal tale Ny Carlsbergfondets sag. Der falder ikke dom før i morgen.

Social-Demokraten 13. maj 1919.

Atter en bilulykke.

En piccolo Svend Rasmussen der bor i Valby Langgade 42 B, blev i går middags påkørt af en motorcyklist og fik brystet alvorligt kvæstet. Han blev kørt til Kommunehospitalet.

Social-Demokraten 15. maj 1919.

Hvor by og land mødes.

Ved Flaskekroen.

Skulle man ikke tro at ovenstående billede var taget langt ude på landet milevidt borte fra hovedstaden og al dens storstadslarm?

Og så ligger det lille landlige udsnit kun 20 minutters gang fra Valby ud af Gl. Køge Landevej og mange københavnere kender så såre godt bygningerne ved broen over den lille Harrestrup Å.

Det er nemlig den kendte Flaske Kro hvis ægte landlige omgivelser har glædet mange familier når de har pakket madkurven ud og her nyde nogle timers landlig fred.

Meget længe varer denne fred dog næppe. Storbyen skyder sine arme længere og længere ud, og om nogle år vil kroen ligge mellem udløberbygningerne fra byens hjerte. Og selv om disse bliver villaer og havebygninger - den gamle idyl er borte.

Grænsen mellem land og by er rykket længere ud.

Aftenbladet (København) 4. juni 1919.

En gammel kone i Valby myrdet ved højlys dag.

Gamle fru Holm, Langgade 76 A findes på gulvet, kvalt af en ubekendt mand der ville stjæle. De to par brugte kaffekopper på bakken i den gamle køkken.

Den myrdede fru Holm.

Det fredelige Valby opskræmtes den smukke sommereftermiddag i går af et mord. En af Valbys ældste beboere, den 77 år gamle fru Holm, Valby Langgade 76 A, blev ved 3-tiden fundet kvalt i sin lille lejlighed, hvor hun henimod to menneskealdre har handlet først med lys og andre småting, og da lysene gik af brug, med tråd og mindre manufakturvarer. Den gamle havde også bolcher til fals. Hun har boet i huset i et par og tres år, fra før det brændte - og alle, der har boet i Valby som børn, kender hende og hendes bolcher.

På mordstedet.

I det lille idylliske tre etagers hus med grønne vedbend op ad døre og vinduer boede fru Signe Holm i stuelejligheden til højre. Man kommer derind fra trappegangen, ikke direkte fra gaden. Af de to små værelser, hvoraf lejligheden består, havde fru Holm omdannet det til gaden til butik ved at sætte en klokke på døren og slået par reoler op langs den ene væg. Stuen var i øvrigt udstyret, som vi husker vor bedstemoders lille dagligstue, pænt og hyggeligt. Ud til gården med småtræer havde fru Holm en anden dagligstue med en kæmpemæssig træseng fuld af dyner i et hjørne og et stort klædeskab på den modsatte langvæg.

Fru Holm er sidst set kl. 1.20, da hendes nabo i huset, fru Christensen, som har kendt hende fra barnsben - de er præstekammerater - lånte avisen af hende. Fru Holm erklærede den gang, at hun var lidt træt og ville lægge sig.

Fru Christensen gik derefter et ærinde.

Kl. 2 var en lille pige ved fru Holms dør for at købe bolcher, men da døren var låset - også køkkendøren - gik hun igen, idet beboerne i huset mente, at fru Holm så måtte være et lille ærinde.

Mordet opdages.

Klokken henved 3 kom et par damer ind i butikken for at købe noget tråd. Døren, var da åben, og de to damer fandt hele lejligheden gennemrodet. Døren til gårdværelset var lukket. De åbnede den, kiggede derind og ville gå igen, fordi de troede, at fru Holm var ude.

Pludselig så de imidlertid, at liget af den gamle kone var slængt hen i en krog mellem skabet og væggen med alle sengens dyner stoppet oven på.

Vinduet til gården stod åbent, og derude, lige udenfor vinduet, gik en arbejdsmand og syslede med lidt nedrivningsarbejde og havde gået der hele tiden, mens mordet udførtes.

De to damer alarmerede en tilfældig forbiridende cyklist, og han tilkaldte øjeblikkelig politiet og læge Einer Hall, Valby Langgade 49. Dr. Hall kunne kun konstatere, at døden lige var indtrådt, og at dødsårsagen var kvælning, rimeligvis kvælning i dynerne.

Den gamle kones ben var snøret sammen med et solidt reb (en tøjsnor), som morderen har medbragt, og armene var bundet på ryggen. Fru Holms store strikkede sjal var snoret fast om hendes mund og hals.

Snart efter kom politiassistent Tage Jensen og en stab af vore bedste opdagere til stede og gik i gang med at opklare dette tæt tilslørede mysterium.

Intet spor!

Man har intet spor af gerningsmanden. Kun har fru Hansen, den kone, der bor oven over fru Holm, set en mand gå over gården til WC.  Hun så ham ikke komme tilbage, har derfor ikke set hans ansigt, men beskriver ham som en mand lidt under middelhøjde, søndagsklædt, med mørke bukser på. Fru Hansen stod og strøg tøj - hun kom hjem kl. halv to - og stod ved et åbent vindue ud til gården. Skønt fru Holms vindue lige nedenunder stod åbent, har fru Hansen intet hørt til mordet og dog må det have fundet sted, mens fru Hansen stod og strøg. Fru Christensen mener at have hørt højrøstet mandstale fra Fru Holms lejlighed ved klokken halv tre tiden

Har morderen fået kaffe?

I Fru Holms køkken stod efter mordet to brugte kaffekopper på en bakke. Fru Holm brugte jo selv kun en kop, og hun brugte aldrig bakken, når hun var alene. Alt tyder således på, at morderen er kommet til hende som en mand, hun mente at kunne have tillid til. Hun har beværtet ham med kaffe, og den fremmede har belønnet hendes gæstfrihed med den frygtelige ugerning.

Hvem kan fru Holm tænkes at ville beværte med kaffe?

Fra hvem kunne denne mand tænkes at bringe bud? Det er endnu ikke opklaret.

Fru Holm havde ingen børn. Hendes mand, Carl Holm, der var skibsbygger på orlogsværftet, døde for 7 år siden. Fru Holms forældre, lysestøber Hansens, havde boet i huset, og som ung pige begyndte jomfru Hansen den lille forretning. Senere blev hun gift med Holm. Hendes eneste pårørende og hendes arvinger - hun havde ordnet testamentet inden mandens død - var frk. Meta Holm i Alderstrøst og tømrer Julius Holm, Roskilde Landevej. De er børn af hendes mands bror.

Var fru Holm velhavende?

Det sagdes i Valby, at fru Holm var velhavende. Hendes lille forretning gav som al handel med manufaktur, godt udbytte under krigen - da tråd slap op, havde fru Holm endnu. Hun havde desuden pension fra Holmen og en livrente. Fru Holm havde netop i disse dage fået udbetalt sine månedspenge og tilmed et dyrtidstillæg fra Holmen. Man mener dog ikke, at hun har haft ret mange penge hjemme. De stod alle i banken. Fru Holm var altid bange for tyve og sagde det ofte til sine naboersker. Hun købte altid rigeligt med varer og betalte dem konstant.

Motivet til mordet synes at ligge åbent: Det er rovlyst. Morderen synes at have været lokalkendt i Valby og kendt med den gamles forhold. For ingen ville ellers falde på at der bag de bitte ruder i småhuset nr. 76 boede en gammel kone, som havde mere end til dagen og vejen.

Men politiet har ikke mistanke til nogen. Ved en samtale, vi i aftes havde med politiassistent Tage Jensen, erklærede han, at man endnu intet vidste om gerningsmanden.

*

Fru Signe Holm havde ret til ikke mindre end to enkeboliger, men modsatte sig stadig, når hendes pårørende opfordrede hende dertil, at flytte fra huset i Langgade. Hun havde jo boet der næsten hele sit liv og fyldte snart 78.

Nu til pinsen havde hende mands brodersøn, tømrer Holm, Inviteret hende ud til sig i pinsen og opfordret hende til at rejse allerede i går middags. "Men jeg ved såmænd ikke, om jeg tager af sted," sagde fru Holm, da hun fortalte det.

Var hun taget af sted, havde hun vel levet endnu.

Social-Demokraten 8. juni 1919.

Valby Langgade 76. Facaden har ændret sig en del, og dengang hørte en lille forhave til bygningen, se nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pinsemordet i Valby

Den lille trådhandel hvor mordet fandt sted. Foto fra Aftenbladet (København) 10. juni 1919.

Banditterne fra Valby i forhør. Levede den gamle fru Holm ved forbrydernes bortgang.

Efter de sene Forhør i går fik forbryderkomplottet fra Valby lov til at forblive i ro i arresten til i dag ved middagstid.

Så blev de under skarp bevogtning af 6 opdagere ført over til fremstilling i kriminalkammer hos assessor Gammeltoft. Der vil i løbet af eftermiddagen blive afholdt omfattende forhør. 

Osvald Bernstorf der er den værste forbrydertype af de tre, og som for resten også er den eneste af dem der er tidligere straffet, holder sig stiv og vil end ikke indrømme at han har været i Valby på det klokkeslæt forbrydelsen blev øvet. I og for sig er det ligegyldigt, om han tilstår eller ej, Indicierne er aldeles overvældende, men forøvrigt vil han nok meget snart knække sammen. Han var i dag ikke slet så upåvirket af situationen, som han tilsyneladende var i går.

Anklagen for mord kan utvivlsomt ikke opretholdes. Den omstændighed, at banditterne har bundet den gamle kone, tyder afgjort imod. Det har sikkert kun være deres agt at uskadeliggøre hende.

Muligvis har den gamle fru Holm endda levet ved forbrydernes bortgang. Som vi meddelte, var hun ikke blå i ansigtet - som kvalte mennesker bliver - da de to damer fandt hende, men kridhvid. Først senere antog hendes ansigt et blåligt skær.

Efter at hun var blevet fundet, gik der en halv time før en læge kom til stede. Måske kunne hendes liv ellers være reddet. Dette er dog kun en vag mulighed, men at den overhovedet er til stede, betyder en formildende omstændighed for de to banditter.

Nationaltidende 14. juni 1919 2. udgave.

Valby-morderen

Foto af Jarl Hansen fra Aftenbladet (København) 17. juni 1919.

Valby-drabet.

De tre forbryderes pårørende og bekendte i forhør i går mødt til vidneafhøring i 1. kriminalkammer, skønt forbrydelsen kan siges at være opklaret i alle sine enkeltheder.

Det var da heller ikke selve forbrydelsen assessor Gammeltofts spørgsmål gjaldt, men forbryderne. Afhøringen gik ud på at uddybe billedet af de tre unge fyre samt at trænge ind i den periode af deres liv som ligger forud for politiets indskriden.

Som tidligere meddelt er det allerede fastslået at de i hvert tilfælde har begået adskillige cykeltyverier. Muligvis vil endda mere komme for dagens lys.

De tre forbrydere var ikke i forhør i går bl. a. af hensyn til deres slægtninge og bekendte, hvem et møde under disse omstændigheder næppe kunne være behageligt.

Nationaltidende 24. juni 1919, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 241, marts-april 1919

Dræbt for moderens øjne. En frygtelig ulykke i Karensgade i går. Et lille barns død.

I ejendommen Karensgade 1 i Valby bor på 3. sal en maskinpasser Jensen med hustru og 6 børn. Og her passerede i går eftermiddags enn ulykke der koste et af børnene livet.

Fru Jensen var beskæftiget i køkkenet og havde sit 3-årige barn, den lille pige Melanie hos sig på køkkenbordet. Nogle af de andre børn legede nede i gården og moderen åbnede et vindue for at kalde børnene op. I samme nu fik Melanie skubbet det andet vindue op og inden moderen der var næsten sanseløs af skræk, kunne gribe fat i det, styrtede barnet ud af vinduet og ned på gårdens cement

Moderen styrtede rædselsslagen ned i gården og løftede selv det blodige og bevidstløse barn op i sine arme. I en ambulance blev barnet så kort til Kommunehospitalet, men man så straks at der intet håb var. Hjerneskallen var knust. Og i morges tidlig døde barnet.

Moderen er ved at blive sindssyg af sorg.

Aftenbladet (København) 13. marts 1919.

Det giftesyge "lig" fra Nyborg.

Den bedrageriske kommissionær der døde og genopstod som kærlighedskandidat i Valby.

Som FOLKETS AVIS tidligere har meddelt forsvandt en kommisionær August Peter Jensen ved juletid fra Nyborgegnen efter først at have meddelt sin familie, at han var træt af livet og nu ville søge dødens fred. Men da politiet kort efter fik meddelelse om at manden havde bedraget forskellige slagterier og mejerier for op mod 10.000 kr., iværksattes der en nøje efterforskning af liget; men det gav slet intet resultat. Og man begyndte så lidt efter lidt at slå sig til ro med, at manden nok alligevel havde sagt, døden.

Så skete det imidlertid i lørdags, at en enke fra Valby, fru Thora T., henvendte sig på domhuset og meddelte, at hun for nogen tid siden gennem Tante Berlingskes ægteskabsannoncer var kommet i forbindelse med en jævnaldrende landlig herre Evertsen. E. havde lovet hende ægteskab, men det var trukket forfærdeligt ud med forberedelserne, fordi han ikke kunne få sine papirer fra hjemstavnskommunen på Fyn. Da brudgommen så til sidst helt udeblev, og sorgen havde lagt sig lidt, vågnede den kvindelige nysgerrighed i den grad, at fru T. besluttede at kigge ”kærestens" gemmer efter. Hun uåbnede skrivebordsskufferne i det værelse, der var overladt Evertsen, indtil vielsen kunne komme i stand; og stor var hendes forfærdelse, da hun fandt en dåbsattest lydende på navnet August Peter Nielsen.

Kort efter viste manden sig imidlertid atter, og enken der godt havde læst om den forsvundne kommissionær, lod som intet. Men da hun næste morgen vågnede efter at have “sovet på det" som man siger, gik hun til opdagelsespolitiet og gjorde anmeldelse.

En opdager indfandt sig derefter i fruens hjem og anholdt kommissionæren, der forklarede, at han ikke havde haft kraft nok til at søge døden, og så valgte han i stedet - ægteskabet.

Men da Jensen både har kone og børn i Nyborg, vil dette hans mod selvsagt ikke blive regnet ham til gode, når regnskabet nu skal gøres op.

Folkets Avis 17. marts 1919.

Fra enevældens tid.

Rytterskolen i Valby.

Det var ikke så behageligt at gå i skole i gamle dage som nu til dags. Undervisningen bestod mest i prygl og udenadslæren.

Men der var jo dog den forskel, at man kunne lade helt være at gå i skole. Tvang og pligt var der ikke noget, der hed; det var egentlig først kong Frederik den Fjerde, der i et anfald af religiøsitet, der plejede at falde over ham, når han havde levet for muntert, med sine elskerinder på sit ryttergods på Sjælland, oprettede de første skoler for Almuen med små og hyggelige bygninger, en institution, der danner grundlaget for vore senere så beundrede paladser, der hedder kommuneskoler.

De fleste af disse rytterskoler er nu jævnet med jorden, men nogle stykker har vi dog endnu tilbage; der ligger en af dem endnu ude ved Tikøb, og den måske allerældste, den, vi her bringer en afbildning af, er den gamle rytterskole i Valby, som vel nok var den største, om ikke den første i landet.

Selvfølgelig egner den sig ikke længere til skolebrug; men til folkebibliotek og politistation er den fortrinlig, hvilket viser, Frederik den Fjerde havde solide tanker med sit arbejde for det unge Danmarks almindelige oplysning.

Den omfattede ganske vist i hine tider kun religion - som var det vigtigste - skrivning, udenadslæsning og en smule regning, men alligevel var den første spire til, at kongeriget Danmark gennem den herved grundlagte begyndelse ved senere udvikling blev det mest oplyste land i Europa med hensyn til folkeoplysning. Derfor er der al god grund til ikke at gå tankeløs forbi et så gammelt minde om en fornuftig konges alvorlige bestræbelser for fattigfolks vel, som den lille bygning, kong Frederik den Fjerde for 300 år siden rejste ude i Valby til ly for den oplysning, der forøvrigt senere blev gudbenådede enevældes værste og retfærdigste fjende.

Knud Bokkenheuser.

Folkets Avis 31. marts 1919.

Avisens oplysninger om rytterskoler er ukorrekte. Af de ca. 240 skoler findes endnu ganske mange. Alene i Københavnsområdet i Brøndbyøster, Brønshøj, Farum, Ganløse, Gladsaxe, Herstedvester, Hvidovre, Ledøje, Måløv og Slagslunde. Flere anvendes stadig i forbindelse med skoler. Hertil kommer så flere i resten af landet. Valby er ikke den "allerældste", der findes adskillige på samme alder.

Rytterskolen. Valbys måske bedst kendte bygning. Pt bibliotek. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kommunalt grundkøb i Valby. En gartnerhave der forsvinder.

I disse dage har Københavns Kommune købt handelsgartner H. P. Beyers ejendom i Valby. Det er et areal på henved 7 tønder land. Ejendommen ligger ud til Langgade - nr. 150 - ved Skellet mellem Valby og Frederiksberg. Hr. Beyer der tidligere efter sin far havde et gartneri ved Hejmdalsgade på Nørrebro, har drevet gartneri i Valby siden 1898.

Købesummen er 270.000 kroner med en udbetaling af 120.000 kr. Foreløbig vil kommunen udleje arealet. Det er meningen at der senere hen skal opføres en sporvognsremise på den indre del af grunden, mens den del af arealet mens den andel del af arealet der ligger nærmest ud til Valby Langgade vil blive anvendt til bebyggelse.

Valby mister altså en af sine gartnerhaver. Der er snart ikke mange tilbage.

Nationaltidende 19. april 1919, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 240, januar-februar 1919

Konrad Wengel atter arresteret. I den korte frihedsperiode er han blevet ruineret i bund og grund i den korte frihedsperiode er han blevet ruineret i bund og grund.

Den store transvindleraffære, hvis hovedmænd er David Nathan og pengeudlåneren Conrad Wengel, nærmer sig nu sin afslutning.

Nathan der har siddet arresteret under hele affæren, er som bekendt meget syg, medens Wengel hvis foreløbige frihedstime slog i oktober, siden den tid har ført et muntert liv på Børsen. Ja, så muntert var det at han der ved sin løsladelse var en hovedrig mand, nu er i bund og grund ruineret.

For kort tid siden måtte han således forlade sin 12 værelsers lejlighed inde i byen og flytte til Valby, hvor der kun var råd til to værelser.

Men nu er udenomsbekvemmelighederne yderligere blevet indskrænket. Wengel fik nemlig i aftes anvist enecelle i Nytorvs Arrest, og hans og Nathans dom falder rimeligvis allerede i morgen formiddag.

Folkets Avis 13. januar 1919.

I politiretten blev der i går forhandlet en sag mod en slagtermester Jørgensen fra Valby fordi han  havde taget 15 % over maksimalprisen for oksekød. Han fik 100 kr. i bøde.

Social-Demokraten 21. januar 1919.

Gloende jern over benene.

På F. L. Smidth & CO.s Maskinfabrik i Valby skete der i går en ualmindelig styg ulykke.

To unge arbejdere, Knud Hansen, Valby Langgade 51, og Sven Larsen, Istedgade 107, fik smeltet gloende jern over benene og blev frygtelig forbrændt.

Redningskorpsets ambulance blev tilkaldt, men da begge, til trods for at de var stærkt medtagne, forlangte at blive kørt til deres hjem, fulgte man deres ønske.

Social-Demokraten 26. januar 1919.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): F. L. Schmidts maskinfabrik. 1904. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De resolutte bagere.

De forhindrede plyndring af brugsforeningen i Valby.

En svend som i går arbejdede i bageriet ved siden af brugsforeningens lokaler på Steins Plads i Valby, hørte at der var tyve inde i brugsforeningen. I en fart fik han telefoneret efter politiet som øjeblikkelig kom cyklende to mand stærk.

Uden for brugsforeningen anholdt de indbrudstyvenes vagtposter og da de gennemsøgte lokalerne, fandt de to mænd der havde gemt sig bag butikkens disk.

Mens bagersvenden hjalp betjentene med at anholde indbrudstyvene, gik bagermesteren en tur hen ad vejen. Her blev han anråbt af en mand der spurgte ham:

- Hvor bliver Aage af?

Og da bagermesteren var klar over at det var en af tyvenes vagtposter, som i mørket tog fejl, slog han armene om fyren og svarede:

- Aage, han er her.

De fire indbrudstyve blev kort efter indsat i arresten.

Aftenbladet (København) 28. januar 1919.

Byggeforeningernes Brugsforening på hjørnet af Eschrichtsvej og Steins Plads (th). Bygningen har undergået nogle forandringer, bl. a. er den ene halvdel af halvtaget over indgangen fjernet, og buerne over vinduerne i stueetagen er ligeledes også forsvundet.

En bande mordbrændere i Valby.

Fire ildebrande i nat. - En urtekræmmerbutik og et havehus i flammer. Petroleum over trapper.

Fire gange har det blusset i nat i Valby, og efter de resultater som brandvæsnet er kommet til, må det være de samme brandstiftere, der har været ude med tændstikker alle fire steder.

Først brændte det i en kolonihave ved Østergårds Allé. Huset og haven ejes af en agent Christiansen, der er der bolignøden selv har boet derude. Nu stod huset imidlertid tomt, og da det brændte i nat ved 2-tiden, troede man at det var nogle husvilde mennesker der havde indlogeret sig i det, og som ved uforsigtighed var kommet til at sætte ild på. Det er dog efter senere oplyste mere sandsynligt, at det er ondskabsfulde brandstiftere, der har ladet det brænde, efter at de forgæves har søgt efter noget at stjæle. Da man ingen vand havde og måtte nøjes med at slukke med sne, brændte hele det lille hus ned.

Et par timer senere, kl. 4 i morges, så nogle tilfældigt forbigående, at der var ild i urtekræmmer Andreasens butik i Valby Langgade 153. Man fik alarmeret brandvæsenet, men inden ilden blev slukket, var der brændt for over 1000 kr. varer. Et vindue til gården var brækket op, hvad der kan tyde på at det har været indbrudstyve der efter at have stjålet, har stukket ild på for at udslette sporene efter sig. For en 14 dages tid siden var der et lignende indbrud hos Andreasen, men da tyvene ikke fik noget af betydning, tror Andreasen, at det er af hævn, at tyvene har søgt at svide butikken af.

Det skulle ikke blive herved. Medens brandvæsenet arbejdede i urtekrambutiken, kom der meddelelse om at det også brændte i ejendommen nr. 171. Her brændte der en del gamle havemøbler og noget ældre skrammel som en gammel dame havde oplagret der. Men det var ikke af stor værdi, og brandvæsenet fik hurtigt ilden slukket.

Her i kælderen fandt man utvivlsomt tegn på at branden var påsat, og at morderen der var ude, fik man en halv time senere afgørende bevis for. I ejendommen nr. 165 opdagede beboerne at der var hældt petroleum over trappen og at der var hygget bål af pinde og klude, der også var overhældt med petroleum. Det røg og blussede godt da man kom til, men det lykkedes dog beboerne at få ilden slukket uden brandvæsenets hjælp. For al sikkerheds skyld sendte man dog bud efter brandfolkene, der var ved at slukke i kælderen i nr 171, og da de kom så de snart at det var et regulært mordbrandsforsøg man stod overfor, og optog brandforhør.

- Der er som sagt en overvejende sandsynlighed for at det er de samme brandstiftere der har lavet alle fire brande, og politiet vil i dag på de fire brandsteder afholde brandforhør.

Aftenbladet (København) 1. februar 1919.

Det var ikke pyromanen. De mystiske brande i Valby er stadig uopklarede.

Som bekendt anholdt opdagelsespolitiet kort efter de fire mystiske brande i Valby en 19-årig tidligere værgerådsdreng, Jens Georg Andersen der havde betlet i Valby og som var set luske om i brandstedernes umiddelbare nærhed.

Han indviklede sig straks i så mange selvmodsigelser at man havde grund til at tro at han var brandstifteren. Og hans sag blev så overgivet til 3. kriminalkammer hvor assessoren imidlertid snart konstaterede at Andersen intet havde med branden at gøre.

A. der vil blive idømt nogle dages simpelt fængsel for betleri, glider dermed ud af sagaen. Og opdagerne kan begynde forfra efter den mystiske pyroman.

Folkets Avis 8. februar 1919.

Jul. Folkmann: Max Adolph Ballin (1865-1921), erhvervsleder og garveriejer. Ballin angives som gullaschbaron i Det Kongelige Biblioteks beskrivelse af fotoet. Fri af ophavsret. Også kendt som nøgleperson i spekulationerne omkring Landmandsbanken. Han begik selvmord i 1921 og er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads..

En alvorlig brand i Ballins garverier. En tørrebygning der indeholder bark, i flammer.

I morges ved 8.30-tiden blev brandvæsen og redningskorps på ny alarmeret til Ballins Garverier i Trekronergade i Valby.

Det drejede sig om en alvorlig brand af samme natur som den der fandt sted i efteråret.

Ilden var denne gang opstået i en stor 1 -etages bygning, som indeholdt bark til garveribrug. Dette materiale frembød, som man forstår, en aldeles udmærket næring for ilden, og den bredte sig da også med faretruende hurtighed.

Såvel Københavns som Frederiksberg Brandvæsen mødte med stor udrykning. To motorsprøjter var i brug og en dampsprøjte holdtes i beredskab. Faren ved branden var, at de øvrige bygninger i det store, nye fabriksforetagende skulle antændes. Alle bestræbelser gik da også ud via at hindre dette.

Et vanskeligt slukningsarbejde.

Slukningsarbejdet lededes af vicebrandchef Friis og inspektør Wiese. Branden udviklede en stærkt kvælende røg som bredte sig langt over det omliggende terræn. Og i øvrigt gjorde det vanskeligt for brandvæsenet at udrette sit arbejde. Ved 10-tiden var man dog nået så vidt, at man i al væsentlighed var herre over ilden.

Da taget på den brændende bygning straks var gået i brand og blevet helt omspændt af flammer, var det umuligt for brandfolkene at trænge ind i bygningen. Man måtte komme ilden til livs ved at rejse stiger og derfra sprøjte på bålet.

Tæt ved barklageret lå et stort lagerrum, fyldt med huder og skind. Ilden havde flere gange fat i taget på denne bygning, men brandvæsenet formåede dog hver gang at få standset dens videre udbredelse ad denne kant.

Redningskorpset, som også mødte med stor udrykning under kommando såvel af den gamle som unge direktør Falck, havde travlt op at gøre. Korpsets folk dækkede maskiner til med presenninger, bragte huder og skind i Sikkerhed og sørgede navnlig for at sikre de elektriske kabler der en periode var stærkt truede. Redningskorpset går nu i gang med det store oprydningsarbejde.

Man mener ilden er opstået ved uagtsomhed.

Om brandens opkomst foreligger endnu ikke noget bestemt. Brandforhørene vil blive optagne af Politiassistent Mellerup, som fungerer i stedet for politiassistent Jacobsen i Valby, der ligger syg.

Direktør Max Hallin, med hvem vi i middags havde en samtale, var nærmest tilbøjelig til at mene at branden skyldes uagtsomhed. Der er andre som tror, at ilden er opstået ved selvantændelse. Herom mente direktør Ballin imidlertid at der på grund af forholdenes natur ikke godt kunne være tale.

- Det drejer sig nemlig, forklarer han - om ret lange stykker garvestof af ca. 1 meters længde hvert enkelt stykke. Der har været for megen ventilation mellem de enkelte stykker til, at selvantændelse har kunnet finde sted.

Direktøren oplyser videre, at der har været arbejdet i bygningen til klokken 8. og at branden er udbrudt noget efter, at de sidste arbejdere havde forladt bygningen.

Skadens størrelse.

Direktør Ballin anslår skadens størrelse til omkring 50.000 kr. De ødelagte garvestoffer var kommet hertil fra Sverige og Tyskland mod kompensation. Det har jo hidtil været vanskeligt at skaffe garvestofferne - men situationen har bedret sig noget i den seneste tid. Der ventes således inden længe en damper med en ny ladning garvestoffer, så branden vil næppe komme til at virke stærkt hæmmende på den store virksomhed.

Slukningsarbejdet vedvarer.

Endnu ved 3-tiden var brandvæsenet i arbejde på Ballins Fabrik, travlt optaget af at hindre ilden i at blusse op paa ny og skabe videre ødelæggelse.

Såvel motorsprøjter som stationssprølterne fra Valby og Vesterbro var på dette tidspunkt til stede. Inspektør Wissing havde nu overtaget kommandoen.

Ved bekæmpelse af ilden havde i alt 5 slanger været i brug.

Nationaltidende 20. februar 1919, 2. udgave

En tyk og kvælende røgsky står op af skuret der er fyldt med den brændende og ulmende granbark. I medaljonen til højre som længst til venstre direktør Hertz, i midten direktør Ballin, længst til højre den unge Ballin. Foto fra Aftenbladet (København) 21. februar 1919.