lørdag den 2. december 2023

Valby Tidende nr. 240, januar-februar 1919

Konrad Wengel atter arresteret. I den korte frihedsperiode er han blevet ruineret i bund og grund i den korte frihedsperiode er han blevet ruineret i bund og grund.

Den store transvindleraffære, hvis hovedmænd er David Nathan og pengeudlåneren Conrad Wengel, nærmer sig nu sin afslutning.

Nathan der har siddet arresteret under hele affæren, er som bekendt meget syg, medens Wengel hvis foreløbige frihedstime slog i oktober, siden den tid har ført et muntert liv på Børsen. Ja, så muntert var det at han der ved sin løsladelse var en hovedrig mand, nu er i bund og grund ruineret.

For kort tid siden måtte han således forlade sin 12 værelsers lejlighed inde i byen og flytte til Valby, hvor der kun var råd til to værelser.

Men nu er udenomsbekvemmelighederne yderligere blevet indskrænket. Wengel fik nemlig i aftes anvist enecelle i Nytorvs Arrest, og hans og Nathans dom falder rimeligvis allerede i morgen formiddag.

Folkets Avis 13. januar 1919.


I politiretten blev der i går forhandlet en sag mod en slagtermester Jørgensen fra Valby fordi han  havde taget 15 % over maksimalprisen for oksekød. Han fik 100 kr. i bøde.

Social-Demokraten 21. januar 1919.


Gloende jern over benene.

På F. L. Smidth & CO.s Maskinfabrik i Valby skete der i går en ualmindelig styg ulykke.

To unge arbejdere, Knud Hansen, Valby Langgade 51, og Sven Larsen, Istedgade 107, fik smeltet gloende jern over benene og blev frygtelig forbrændt.

Redningskorpsets ambulance blev tilkaldt, men da begge, til trods for at de var stærkt medtagne, forlangte at blive kørt til deres hjem, fulgte man deres ønske.

Social-Demokraten 26. januar 1919.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): F. L. Schmidts maskinfabrik. 1904. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


De resolutte bagere.

De forhindrede plyndring af brugsforeningen i Valby.

En svend som i går arbejdede i bageriet ved siden af brugsforeningens lokaler på Steins Plads i Valby, hørte at der var tyve inde i brugsforeningen. I en fart fik han telefoneret efter politiet som øjeblikkelig kom cyklende to mand stærk.

Uden for brugsforeningen anholdt de indbrudstyvenes vagtposter og da de gennemsøgte lokalerne, fandt de to mænd der havde gemt sig bag butikkens disk.

Mens bagersvenden hjalp betjentene med at anholde indbrudstyvene, gik bagermesteren en tur hen ad vejen. Her blev han anråbt af en mand der spurgte ham:

- Hvor bliver Aage af?

Og da bagermesteren var klar over at det var en af tyvenes vagtposter, som i mørket tog fejl, slog han armene om fyren og svarede:

- Aage, han er her.

De fire indbrudstyve blev kort efter indsat i arresten.

Aftenbladet (København) 28. januar 1919.

Byggeforeningernes Brugsforening på hjørnet af Eschrichtsvej og Steins Plads (th). Bygningen har undergået nogle forandringer, bl. a. er den ene halvdel af halvtaget over indgangen fjernet, og buerne over vinduerne i stueetagen er ligeledes også forsvundet.


En bande mordbrændere i Valby.

Fire ildebrande i nat. - En urtekræmmerbutik og et havehus i flammer. Petroleum over trapper.

Fire gange har det blusset i nat i Valby, og efter de resultater som brandvæsnet er kommet til, må det være de samme brandstiftere, der har været ude med tændstikker alle fire steder.

Først brændte det i en kolonihave ved Østergårds Allé. Huset og haven ejes af en agent Christiansen, der er der bolignøden selv har boet derude. Nu stod huset imidlertid tomt, og da det brændte i nat ved 2-tiden, troede man at det var nogle husvilde mennesker der havde indlogeret sig i det, og som ved uforsigtighed var kommet til at sætte ild på. Det er dog efter senere oplyste mere sandsynligt, at det er ondskabsfulde brandstiftere, der har ladet det brænde, efter at de forgæves har søgt efter noget at stjæle. Da man ingen vand havde og måtte nøjes med at slukke med sne, brændte hele det lille hus ned.

Et par timer senere, kl. 4 i morges, så nogle tilfældigt forbigående, at der var ild i urtekræmmer Andreasens butik i Valby Langgade 153. Man fik alarmeret brandvæsenet, men inden ilden blev slukket, var der brændt for over 1000 kr. varer. Et vindue til gården var brækket op, hvad der kan tyde på at det har været indbrudstyve der efter at have stjålet, har stukket ild på for at udslette sporene efter sig. For en 14 dages tid siden var der et lignende indbrud hos Andreasen, men da tyvene ikke fik noget af betydning, tror Andreasen, at det er af hævn, at tyvene har søgt at svide butikken af.

Det skulle ikke blive herved. Medens brandvæsenet arbejdede i urtekrambutiken, kom der meddelelse om at det også brændte i ejendommen nr. 171. Her brændte der en del gamle havemøbler og noget ældre skrammel som en gammel dame havde oplagret der. Men det var ikke af stor værdi, og brandvæsenet fik hurtigt ilden slukket.

Her i kælderen fandt man utvivlsomt tegn på at branden var påsat, og at morderen der var ude, fik man en halv time senere afgørende bevis for. I ejendommen nr. 165 opdagede beboerne at der var hældt petroleum over trappen og at der var hygget bål af pinde og klude, der også var overhældt med petroleum. Det røg og blussede godt da man kom til, men det lykkedes dog beboerne at få ilden slukket uden brandvæsenets hjælp. For al sikkerheds skyld sendte man dog bud efter brandfolkene, der var ved at slukke i kælderen i nr 171, og da de kom så de snart at det var et regulært mordbrandsforsøg man stod overfor, og optog brandforhør.

- Der er som sagt en overvejende sandsynlighed for at det er de samme brandstiftere der har lavet alle fire brande, og politiet vil i dag på de fire brandsteder afholde brandforhør.

Aftenbladet (København) 1. februar 1919.


Det var ikke pyromanen. De mystiske brande i Valby er stadig uopklarede.

Som bekendt anholdt opdagelsespolitiet kort efter de fire mystiske brande i Valby en 19-årig tidligere værgerådsdreng, Jens Georg Andersen der havde betlet i Valby og som var set luske om i brandstedernes umiddelbare nærhed.

Han indviklede sig straks i så mange selvmodsigelser at man havde grund til at tro at han var brandstifteren. Og hans sag blev så overgivet til 3. kriminalkammer hvor assessoren imidlertid snart konstaterede at Andersen intet havde med branden at gøre.

A. der vil blive idømt nogle dages simpelt fængsel for betleri, glider dermed ud af sagaen. Og opdagerne kan begynde forfra efter den mystiske pyroman.

Folkets Avis 8. februar 1919.

Jul. Folkmann: Max Adolph Ballin (1865-1921), erhvervsleder og garveriejer. Ballin angives som gullaschbaron i Det Kongelige Biblioteks beskrivelse af fotoet. Fri af ophavsret. Også kendt som nøgleperson i spekulationerne omkring Landmandsbanken. Han begik selvmord i 1921 og er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads..


En alvorlig brand i Ballins garverier. En tørrebygning der indeholder bark, i flammer.

I morges ved 8.30-tiden blev brandvæsen og redningskorps på ny alarmeret til Ballins Garverier i Trekronergade i Valby.

Det drejede sig om en alvorlig brand af samme natur som den der fandt sted i efteråret.

Ilden var denne gang opstået i en stor 1 -etages bygning, som indeholdt bark til garveribrug. Dette materiale frembød, som man forstår, en aldeles udmærket næring for ilden, og den bredte sig da også med faretruende hurtighed.

Såvel Københavns som Frederiksberg Brandvæsen mødte med stor udrykning. To motorsprøjter var i brug og en dampsprøjte holdtes i beredskab. Faren ved branden var, at de øvrige bygninger i det store, nye fabriksforetagende skulle antændes. Alle bestræbelser gik da også ud via at hindre dette.

Et vanskeligt slukningsarbejde.

Slukningsarbejdet lededes af vicebrandchef Friis og inspektør Wiese. Branden udviklede en stærkt kvælende røg som bredte sig langt over det omliggende terræn. Og i øvrigt gjorde det vanskeligt for brandvæsenet at udrette sit arbejde. Ved 10-tiden var man dog nået så vidt, at man i al væsentlighed var herre over ilden.

Da taget på den brændende bygning straks var gået i brand og blevet helt omspændt af flammer, var det umuligt for brandfolkene at trænge ind i bygningen. Man måtte komme ilden til livs ved at rejse stiger og derfra sprøjte på bålet.

Tæt ved barklageret lå et stort lagerrum, fyldt med huder og skind. Ilden havde flere gange fat i taget på denne bygning, men brandvæsenet formåede dog hver gang at få standset dens videre udbredelse ad denne kant.

Redningskorpset, som også mødte med stor udrykning under kommando såvel af den gamle som unge direktør Falck, havde travlt op at gøre. Korpsets folk dækkede maskiner til med presenninger, bragte huder og skind i Sikkerhed og sørgede navnlig for at sikre de elektriske kabler der en periode var stærkt truede. Redningskorpset går nu i gang med det store oprydningsarbejde.

Man mener ilden er opstået ved uagtsomhed.

Om brandens opkomst foreligger endnu ikke noget bestemt. Brandforhørene vil blive optagne af Politiassistent Mellerup, som fungerer i stedet for politiassistent Jacobsen i Valby, der ligger syg.

Direktør Max Hallin, med hvem vi i middags havde en samtale, var nærmest tilbøjelig til at mene at branden skyldes uagtsomhed. Der er andre som tror, at ilden er opstået ved selvantændelse. Herom mente direktør Ballin imidlertid at der på grund af forholdenes natur ikke godt kunne være tale.

- Det drejer sig nemlig, forklarer han - om ret lange stykker garvestof af ca. 1 meters længde hvert enkelt stykke. Der har været for megen ventilation mellem de enkelte stykker til, at selvantændelse har kunnet finde sted.

Direktøren oplyser videre, at der har været arbejdet i bygningen til klokken 8. og at branden er udbrudt noget efter, at de sidste arbejdere havde forladt bygningen.

Skadens størrelse.

Direktør Ballin anslår skadens størrelse til omkring 50.000 kr. De ødelagte garvestoffer var kommet hertil fra Sverige og Tyskland mod kompensation. Det har jo hidtil været vanskeligt at skaffe garvestofferne - men situationen har bedret sig noget i den seneste tid. Der ventes således inden længe en damper med en ny ladning garvestoffer, så branden vil næppe komme til at virke stærkt hæmmende på den store virksomhed.

Slukningsarbejdet vedvarer.

Endnu ved 3-tiden var brandvæsenet i arbejde på Ballins Fabrik, travlt optaget af at hindre ilden i at blusse op paa ny og skabe videre ødelæggelse.

Såvel motorsprøjter som stationssprølterne fra Valby og Vesterbro var på dette tidspunkt til stede. Inspektør Wissing havde nu overtaget kommandoen.

Ved bekæmpelse af ilden havde i alt 5 slanger været i brug.

Nationaltidende 20. februar 1919, 2. udgave

En tyk og kvælende røgsky står op af skuret der er fyldt med den brændende og ulmende granbark. I medaljonen til højre som længst til venstre direktør Hertz, i midten direktør Ballin, længst til højre den unge Ballin. Foto fra Aftenbladet (København) 21. februar 1919.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar