Til hr. Falck.
Vi har modtaget:
I en i dagspressen den 1. september optagen artikel bedyrer hr. skotøjshandler Falck først at han ingensinde har angrebet mig personlig, hvorpå han i slutningen af samme artikel parentetisk antyder at jeg har benyttet branden i Valby til at få vores kalkulationsbøger brændt. Man vil sikkert derefter erkende at jeg ikke fremtidig behøver at beskæftige mig med hr. Falck.
København den 2. september 1918. Max Ballin.
København 3. september 1918.
Indbrud.
Natten til søndag er der forøvet indbrud i fru Petersens osteforretning i Valby Langgade 53. Mod sædvane havde fruen ikke taget pengene med sig ved sin bortgang fra forretningen, og det blev en temmelig kostbar forglemmelse idet tyven bortførte en taske der indeholdt et beløb på 600 kr.
Nationaltidende 16. september 1918, 2. udgave.
Jernkræmmeren i Valby.
Den bekendte jernkræmmer Getvaldsen i Valby der i længere tid har siddet arresteret, sigtet for hæleri, er i går blevet sat på fri fod til dommen falder.
Getvaldsen der flere gange tidligere har været arresteret som anklaget for hæleri, har denne gang købt kobberforme som en lærling havde stjålet hos "Bing & Grøndahl", og der er næppe stor udsigt til at han slipper denne gang.
Aftenbladet (København) 18. september 1918.
En opvoksende bydel - en opvoksende slægt.
Valby er nu en bydel på ca. 20.000 mennesker, større end de fleste af landets provinsbyer, og den vil hurtigt vokse endnu mere med de betydelige fabriksanlæg, som forestår i denne bydel. Er Valby end ikke i sig selv en ung by, så er den overvejende beboet af unge familier og har er en stor børnerigdom og en mængde ungdom. For denne sidste, - og navnlig da den mandlige del af den - er her ualmindelig få gode tilholdssteder.
Her savnes ganske foreningslokaler og der er stor trang for gode pensionater og hjem. K. F. U. M. (Kristelig Forening for unge Mænd) i Valby har ærlig gjort sit i en årrække for at byde de unge mænd et godt sted at være. Foreningen har søndag aften og enkelte hverdagsaftener indbudt til sammenkomster og møder, til sportsøvelser og udflugter. Men lokaleforholdene har været nærmest fortvivlede. Man har hjulpet sig med private hjem og lokaler, dels i menighedshuset “Effata”, dels i Timotheuskirken. Arbejdet trænger til en central, hvor der er plads, også til et pensionat og hjem for unge mænd. For tiden indsamles der af venner af sagen og formående mænd og Institutioner herude til et byggefond for en ungdomsbygning, enten det nu bliver i form af et ejendomsselskab eller en nybygning.
Og meningen med denne opsats var at henlede opmærksomheden herpå, så at venner af ungdom, som måske også kender til Valby og dets forhold og kan forstå, hvad gavn der var i, at en sag som denne gennemførtes, kunne støtte de unges indsamling med et pengebidrag, der kan tilsendes undertegnede eller Kontorchef Kanneworff. Rahbecks Allé 32.
Valby, Septbr. 1918.
Paul Oldenburg. Sognepræst ved Jesuskirken.
Nationaltidende 18. september 1918, 2. udgave.
"Sibiriens" hemmelighed.
Politiet overrasker en forbryderbande i Valby Mose. Kobbernedløbsrenderne fra Frederiksberg Slot stjålet i nat.
[nogle linjer mangler] berg Have og Valby ligger nogle forfaldne skure som beboerne kalder for "Sibirien". En mand som i nat kom forbi mosen, lagde mærke til at der var lys i skurene, og at der lød hammerslag derude fra. Han vidste at "Sibiriens" rønner var ubeboede, og så snart han mødte en betjent, henledte han dennes opmærksomhed på at der måtte foregå noget ulovligt derude.
Da betjenten havde overbevist sig om at der blev udfoldet en travl virksomhed ude i skurene, telefonerede han efter det frederiksbergske politiautomobil, og kort efter var hele "Sibirien" omringet. Da betjentene stormede ned fandt de tre mænd i færd med at udhamre kobberrør. De tog alle tre personer og deres kostbare metal med til stationen hvor man tog forklaring af dem.
Det opklaredes nu at kobberet var stjålne nedløbsrender fra Frederiksberg Slot, og de tre fyre var tre velkendte forbrydere: Anthon Hansen, Vilhelm Rasmussen og Jens Larsen.
De havde stjålet kobberrørene samme nat, men for øvrigt har de i længere tid haft tilhold i "Sibirien"
Aftenbladet (København) 25. september 1918.
Flittige indbrudstyve. 3 indbrud i Valby.
Et komplot af energiske indbrudstyve har natten til i går opereret i Valby hvor de har forøvet en række indbrudstyverier. De har først været på besøg hos ekviperingshandler Espen Jacobsen, Valby Langgade 69. Her har de stjålet 5 habitter og 2 vinteroverfrakker. Derfra er de spadseret til Skolegade 5 hvor konditor Larsen har forretning. Hos ham har de stjålet 80 kr. i kontante penge, foruden en del chokolade. Endelig er de gået til Rughavevej 3 til bagermester Elith Jensen. Mens bageren var gået op i sin lejlighed har de stjålet to snese æg og 2 kilo smør.
Indbruddene er anmeldt til politiet, der imidlertid ikke har noget spor af tyvene.
Social-Demokraten 4. oktober 1918.
Til beboerne i Valby.
Der har i de sidste dage gået drenge rundt i Valby og solgt julekort "til fordel for D.U.I.s juletræ". Må jeg gøre opmærksom på at der ikke bliver udsendt eller solgt noget til fordel for vort juletræ. Vi afholder den 14. december fest i Korups Have for nævnte formål, og beder jeg enhver der måtte træffe på disse drenge, om at sikre sig deres navn og adresse, og lade mig få meddelelse herom, så at den trafik kan blive stoppet.
For D.U.I., Valby, C. J. Tagemose, Trekronergade 78.
Social-Demokraten 9. december 1918.
Den spanske syges genopblussen.
Den spanske syge er desværre ved at blusse op på ny. Rundt om i byens forskellige kvarterer øges dens udbredelse i de sidste dage, og navnlig i Valby er den i så stærk tiltagen, at man allerede, skal være betænkt på at lukke skolerne derude igen.
Forhåbentlig kommer vi ikke til at opleve en gentagelse af den voldsomme epidemi i efteråret. Dertil har sikkert for mange mennesker erhvervet uimodtagelighed mod sygdommen gennem deres anfald i sommer og i efteråret Og adskillige læger, som vi har talt med, mener da også, at den spanske syge for tiden har en langt mildere karakter end under den store epidemi. Patienterne er for en stor del lettere angrebet og bliver hurtigt raske igen, og komplikationerne synes ikke nær så talrige. Men derfor vil en fornyet opblussen af epidemien alligevel være en alvorlig kalamitet, som lægerne imødeser med en ikke ringe bekymring, og fra forskellig side stiller man det spørgsmål, om myndighederne er forberedt på med kort varsel at hjælpe lægerne i deres virksomhed. De drastiske foranstaltninger som lukning af skoler og forlystelser tænker lægerne vel mindst på, fordi de forekommer nogenlunde illusoriske og vel kun er egnede til at udtvære epidemien og forhale dens udbredelse, mens de ikke er i stand til at forhindre den. Og hospitalspladserne - ved vi jo - kan hurtigt fremskaffe i tilstrækkeligt antal. Nu lettere end før, da en mængde materiel er anskaffet og i beredskab. Det, lægerne ønsker, er at der, hvis epidemien skulle antage et større omfang, straks stilles befordringsmidler til rådighed for dem så at de ikke skal genopleve de umenneskelige forhold, de arbejdede under i oktober. Dagene er kortere nu. Forel »let og gader og veje dårligt oplyste. Især i de yderste forstæder og fx i Valby, hvor bebyggelsen er spredt, har de praktiserende læger allerede nu svære forhold at kæmpe med. De skal ofte lange veje. som er delvis ufarbare for cykler og de har ondt ved at finde veje og husnumre når det bliver mørkt så tidligt som nu. Skulle sygeligheden tage stærkt til, må lægerne være berettiget til at forlange, at der stilles automobiler og benzin eller benzolsprit til rådighed for dem i så rigt mål, at de virkelig har nytte af disse hjælpemidler. Såvel her i byen som ude i landet har denne hjælp til lægerne været dårligt organiseret og slet gennemført. Mange landlæger har slet ikke fået benzin til deres vogne, eller fordelingen har været så sparsom og langsommelig, at det har været lægerne umuligt at arbejde under menneskelige forhold. Og i København har man indskrænket lægernes kørsel til nogle timer daglig og forlangt, at de selv delvis skal betale den benzolsprit, de kører op til samfundets bedste.
Dette bør ikke finde sted, hvis den spanske syge igen skulle få en større udbredelse. Rette vedkommende må da i tide være forberedt på at yde lægerne hjælp og vel at mærke tilstrækkelig hjælp uden omsvøb og indskrænkninger.
Dr. J.
Nationaltidende. 10. december 1918. 2. udgave.
Hjemløses Hjem. En børneforsorg, som fortjener opmuntring.
Blandt de institutioner, som mod den tilstundende jul henvender sig til offentligheden om hjælp, er også “Hjemløses Hjem”, der særligt antager sig børn fra ulykkeligt stillede hjem og optager dem for en tid, indtil hjemmet atter er bragt på fode. Sidste år optoges 71 med et samlet dageantal af 8452. De spæde og sygelige børn optoges i hjemmet på Valbygårdsvej, de andre anbragtes på hjemmet i Sydsjælland.
Til hjemmet på Mellemtoftevej [Rosengårdsvej] er knyttet en poliklinik, hvor der i de sidste 4 år har været ca 10.000 konsultationer Og fra mælkekøkkenet sammesteds udleveres daglig gratis hundreder af portioner soxhletteret mælk og mælkeblandinger samt vælling og bygvand.
“Hjemløses Hjem" kan da også opvise smukke resultater. Sundhedstilstanden på de to hjem er god. Børnene trives godt og kan tilbagegives hjemmene i en tilfredsstillende og stærkt forbedret form.
Endelig er der til virksomheden knyttet en syforening som sørger for børnenes påklædning.
Der synes således at være god grund til at opmuntre denne virksomhed, der helt opretholdes ved frivillige gaver og er en selvejende institution. Kontoret, Mellemtoftevej [Rosengårdsvej] 4, Valby modtager med tak bidrag.
Nationaltidende 18. december. 2.udgave
Den ufremkommelige Trekronergade. Henstilling til apoteker Benzon.
Vi har modtaget følgende:
Tillad mig at offentliggøre en klage i "Social-Demokraten« angående de uheldige vejforhold i Trekronergade i Valby.
Vejen er i en meget slem forfatning, der bl. a. er en følge af den uhyre vogntrafik til de mange store fabrikker, som efterhånden er vokset op i dette kvarter, og som bevirker, at vejen henligger i et så ufremkommeligt ælte, at det trodser enhver beskrivelse.
Jeg tillader mig at forespørge, om der ikke, selv for private veje, finder et årligt vejeftersyn sted. De private vejejere burde kunne tvinges til at holde deres veje i en nogenlunde ordentlig stand.
Da vejen ikke lader sig befare af cyklister, tager disse ganske ugenert fortovet i besiddelse, På det ene fortov er anbragt en række fliser, der er så smalle, at to personer ikke kan passere forbi hinanden, uden at den ene er nødsaget til at træde ud i pløret.
Vi små husejere sørger for at feje vort stykke vej. Men hvad gør de store vejejere, fx apoteker AIfred Benzon eller fabriksejer Ballin? Man ser aldrig, at de herrer lader vejen rengøre.
Og lige så uheldigt er det med hensyn til belysningen. Vejen henligger til dels i mørke, og de vejfarende trasker om Aftenen om i skarndyngerne, der ophobes langs vejkanterne.
En beboer.
Social-Demokraten 27. december 1918.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar