lørdag den 18. november 2023

Valby Tidende nr. 238, juli-august 1918

Da de tyske desertører kom til Valby. Hvem skal betale skaden?

Da de to tyske desertører, professor Nicolai og hans mekaniker Silberhorn kom flyvende til Vigerslev, blev en del kolonihaver derude nedtrampede og delvis ødelagt. Ejerne af disse kolonihaver har henvendt sig til prof. Nicolai og bedt om skadeserstatning. De har fået et meget affejende svar. Hvis man vil have erstatning, må man henvende sig enten til Silberhorn - altså til den mand der har ofret sit eget velfærd for at frelse Nicolai - eller til de danske autoriteter.

Til det sidste er der kun at sige at hr. Nicolai er på vildspor. Det er en gang for alle fastslået at ballonskippere og flyvere skal betale enhver skade der direkte eller indirekte opstår ved deres landing, og det gælder også de to tyskere. De arbejdere der har fået deres kolonihaver ødelagt, finder forhåbentlig en hjælper der kan belære de to tyskere om at de skal lyde landets love.

Aftenbladet (København) 16. juli 1918.

Se Politivennen Live Blogging om Georg Friedrich Nicolai.


Den spanske syge har krævet et nyt dødsfald. En sygeplejerske smittet af patienter.

I går indtraf det andet dødsfald. som "Den spanske Syge" har medført.

En 39-årig sygeplejerske fra Valby, blev under pasningen af militære patienter, der led af den nævnte sygdom smittet og skønt hun straks kom under lægebehandling hos dr. Duurloo i Valby, afgik hun dog kort efter ved døden.

VI har i den anledning haft en samtale med stadslæge Ulrik, der udtalte:

"Ja - jeg har netop i dag modtaget meddelelse fra Duurloo, om at en af hans patienter var afgået ved døden af "influenza" efter at være smittet af de patienter, hun passede. Men det sker undertiden med influenza-patienter, når de fx ikke kan tåle den stærke skiften af temperatur. Der er ingen grund til at nære ængstelse. "Influenzaen" - stadslægen betegner vedblivende "den spanske syge" ved dette navn - er ikke ondartet - Ja, den er tværtimod meget godartet. Det er endda muligt, at sygeplejersken i den ene lunge har haft en gren af tuberkulose, og måske kan dette også have været medvirkende til, at døden er Indtrådt.

- Den spanske syge raser i øvrigt over hele byen med samme heftighed som de nærmest foregående dage, og det synes ikke, som sygdommen har nået kulminationspunktet endnu; man må derfor være forberedt på, at den vil gribe yderligere om sig. Man må så trøste sig med stadslægens udtalelse om at "Den spanske Syge" ikke er ondartet selv om den også kræver et par dødsfald.

Social-Demokraten 18. juli 1918.

Venstres tidligere udvalgsværelse der nu er sygestue, med de første patienter. Foto fra Social-Demokraten 18. juli 1918.


Den store cykeltyverisag.

Ved kriminalretten verserer i denne tid en stor cykeltyverisag hvori nogle unge mennesker og cykelsmed Olsen fra Sct. Annægade sidder arresteret. Ved en undersøgelse af rugmarker ved Valby og Peter Bangsvej har politiet fundet en mængde cykler som tyvene har gravet ned. De har forinden afpillet og solgt al gummiet. Blandt de fundne cykler er nogle ganske nye der har kostet over 300 kr.

Social-Demokraten 23. juli 1918.


Syg i sporvognen.

En ældre dame, fru Richter, Valbygårdsvej 20, segnede i går om i en linje 2 vogn og blev bragt på Kommunehospitalet hvor man konstaterede spansk syge hos hende.

Aftenbladet (København) 25. juli 1918.


Sølvbryllup.

Kassereren for Skandinavisk Sadelmager- og Tapetsererforbund og Understøttelseskasse, Nielsen fejrer i morgen sit sølvbryllup.

Hr. Nielsen har været kasserer i over 10 år og i den tid vundet sig mange personlige venner blandt fagets arbejdere. Han har i 6 år været kasserer for Tapetserernes Fagforening og for en tid medlem af vælgerforeningens bestyrelse i Valby.

Der er sikkert mange som i den anledning vil være med til at sende sølvbrudeparret en hilsen i dagens anledning. Hr. Nielsen bor i Kløverbladsgade nr. 14 i Valby.

Social-Demokraten 29. juli 1918.


Et kig bag filmens kulisser.

Gratis tilskuere ved Nordisk Film.

Filmens eventyrverden har en dragende magt over masserne. Det er de mange filmsteatre et usvigeligt bevis på.

Men - kigge bag ved det hvide lærred, se, hvordan heltene og heltinderne i virkeligheden opfører sig, når de står foran optagelsesapparatet - det gør man gerne meget for at se.

Derfor er der også hver dag opstilling ved Nordisk Films Optagelseteater ude i Valby, hvor der er lavet små kighuller i plankeværket, bag hvilket alle de spændende begivenheder udvikler sig.

Skønt - ret meget får de gratis tilskuere ikke at se. De kan lige få et glimt af hr. Gunnar Tolnæs eller fru Fritz Petersen, eller andre af de forgudede væsner, når de i fuld krigsmaling går hen over pladsen.

Meget er det jo ikke, men for at opnå det spildes der mangen god arbejdstime som kunne være anvendt bedre.

Aftenbladet (København) 2. august 1918.


Indbrud på Valby jernbanestation. Er det jernbanetyven der har været på spil?

I nat er der forøvet indbrud i Valby jernbanestation. Tyven er sluppet ind gennem vinduet i dametoilettet. Han har åbnet alle skabene i kontorerne, men kun fundet billetter som han ingen brug havde for. Pengeskabet har han, trods alle anstrengelser, ikke kunnet få bugt med. Tyvens eneste udbytte er nogle smykker og en hat. Han har efterladt sig et stemmejern.

Man tænker sig muligheden af at det er den fra Frederiksborg arrest undvegne jernbanetyv eller muligvis hans hjælper som nu er nået til København.

Nationaltidende 3. august 1918, 2. udgave.


Da søfyrbøderne ekviperede sig. Indbrud i Valby.

Forrige nat blev herreekviperingshandler Albrechtsens butik på Kirkevej nr. 47 i Valby plyndret for varer. Tyvene gik grundigt til værks, og må have haft adskillige sække at slæbe deres bytte bort i. De var gået ned gennem vinduet til gården, og havde i det hele taget arbejdet som professionelle tyve.

Men i morges blev de allerede fanger, og det viste sig da at være et par søfyrbødere som havde besluttet at ombytte det farlige liv på søen med en roligere beskæftigelse på landjorden. De kom ned til en pantelåner i Borgergade der straks fattede mistanke til dem da han så alle de nye fine beklædningsgenstande. Han lod politiet hente og nu får fyrbøderne deres ønske opfyldt om en rolig periode på landjorden.

Aftenbladet (København) 9. august 1918.


Porcelænsfabrikken. Jernkræmmer Getvoldsen påny anholdt.

På Bing & Grøndahls porcellænsfabrikker på Vesterbrogade lagde man mærke til at flere af de ved brændingen anvendte kobberforme forsvandt. Man fattede mistanke til en lærling ved navn Marius Berring, man greb ham på fersk gerning, og så måtte han gå til bekendelse. Ved at forhøre ham fik man også pillet ud af ham at han havde solgt de kostbare kobberforme til den nok så bekendte jernkræmmer Getvoldsen i Skolegade i Valby der adskillige gange har været sat fast som sigtet for hæleri.

Aftenbladet (København) 16. august 1918.


To store Brande. Ballins Fabrik i Valby truet

Ved 6-tiden I går eftermiddags opdagede nogle arbejdere på Ballins Sønners fabrik i Valby, at der var ild i nogle meget store stabler af træknuder som man havde købt op med vinteren for øje. Den stærke blæst gjorde, at ilden fik meget hurtigt fat, således at det store bjerg af brænde blev et frådende ildhav. Flammerne slog meterhøjt i vejret, så branden kunne ses vidt omkring.

Brandvæsenet blev tilkaldt og mødte op med den store udrykning. På dette tidspunkt havde ilden fået fat i den lave fabriksbygning som truedes med at blive opslugt af flammerne. Med fem slanger fra motorsprøjten og en del andre slanger fra brandhanerne gik man løs på kæmpebålet, som det I første omgang gjaldt om at begrænse, så ilden ikke yderligere kuode brede sig. Det lykkedes hurtigt at få slukket ilden i fabrikken og at holde denne uden for fare. Man koncentrerede dernæst hele energien på at få slukket selve bålet.

Falck rykker ud.

Redningskorpset var under ledelse af selve "overdirektøren" mødt op, og i den tro, at fabrikken ville gå op i luer, ryddede man lokalerne for alt hvad der fandtes af materiale. Det 

lå i store dynger på jorden, da direktør Ballin ankom. Da der nu ikke var fare for fabrikken, var han ikke saå lidt forbavset over at se alt fabrikkens materiale ophobet udenfor. Hr. Falck måtte da hurtigt gå i gang med at bære alt ind igen, og det tog jo ikke så få timer.

Branden forårsaget af uagtsomhed af en arbejder.

Under ledelse af politiasassistent Tage Jensen afholdtes der under branden forhør over de forskellige funktionærer.

Det blev herved opklaret, at et par arbejdere i løbet af eftermiddagen havde været beskæftigede ved den store bunke træknuder.

Den ene af arbejderne havde røget shagpibe. og nogle gnister var røget ind mellem træet og havde antændt dette. De to arbejdere havde opdaget ilden og slukket den, hvorefter de gik deres vej. Ilden har imidlertid ikke været rigtig slukket, men er atter blusset op og har forårsaget den store brand.

Det kan med bestemthed siges, at de to mænd ikke har handlet med forsæt.

Skaden anslås til lidt over 100.000 kroner.

Social-Demokraten 24. august 1918.  Uddrag.


Kæmpebålet hos Ballin i Valby.

Københavns og Frederiksbergs Brandvæsen i færd med at nedkæmpe de sidste grådige flammer

I går eftermiddags opstod der pludselig brand i de mægtige stabler svenske stubbe, der ligger ved Ballins garverier, Bryggerivej i Valby.

På ganske kort tid flammede et uhyre kæmpebål op i den umiddelbare nærhed af såvel garveriet som nådleriet; og da den stærke blæst stod lige på, så det ud, som om de bygninger var redningsløst fortabte.

Men både Frederiksberg og Københavns Brandvæsen var hurtigt på pletten med alt disponibelt slukningsmateriale; og samtidig med at dampsprøjternes mægtige vandslanger begyndte at pøse vandmasser ud over brandstedet, lagde en stor styrke sig i selen for at redde de kostbare huder. 

Allerede ved 7-tiden havde det energiske brandvæsen imidlertid fået kvalt kæmpebranden; men da var der også brændt for over 40.000 kr. af de uerstattelige svenske stubbe. Fabrikkerne forblev derimod ganske uberørte.

Man havde lige fra første færd af været klar over, at branden var påsat; og ud på aftenen havde de to opdagere, cand, jur. Jacobsen og Bystrop konstateret, at en arbejdsmand, der arbejdede i stubbene, ved 4-tiden om eftermiddagen, trods det strenge påbud, havde røget pibe og derved tændt ild i nogle spåner.

Han og to kolleger havde forsøgt at slukke; og det var da også tilsyneladende lykkedes for dem. Men da de lidt senere forlod fabrikken, fængede Ilden atter.

De tre arbejdere kom i nat i forhør på domhuset. Og brandstifteren, der i nat har været tilbageholdt, blev til formiddag sat på fri fod.

Han er en ældre, men åbenbart noget letsindig mand.

Folkets Avis - København 24. august 1918.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar