Valby Tidende nr. 25, 1850

I en længere artikel gennemgås en kriminalsag med røveri, tyveri og løsgængeri, hvor arbejdsmand Christen Henningsen på Amager var blevet overfaldet af 2 personer og frarøvet bl.a. et lommeur. 3 uger senere fik han af en skibstømrer at vide at uret var blevet set, og politiet arresterede senere en mistænkt, en tidligere forbedringshusfange Andreas Peter Andreasen. Herefter fortsætter artiklen:

En nat i maj måned 1847 da han havde været på værtshus dels på Vesterbro og dels i Valby, begik han ... i Christen Nielsens gård i sidstnævnte by følgende tyveri. Efter at være gået gennem haven, hvortil døren stod åben, begav han sig hen til et hjørne af gården som var under reparation, og hvor der på grund af denne var en åbning for hvilken en dør var løst opstillet som blev holdt ved et op til samme stillet stykke træk. Og efter at have borttaget dette, hvorved døren faldt, kom han ind på gårdspladsen, hvorfra han gik ind i et kammer hvis dør bestod af 2 halvdøre af hvilke den øverste stod åben og den nederste kun var lukket ved en klinke. I nævnte kammer hvori der sov 6 karle, borttog han et sølvlommeur og af lommen i en der hængende frakke en tegnebog, hvori var foruden adskillige værdiløse papirer 15 rigsbankdaler i penge. Da han var kommet ud på vejen, undersøgte han tegnebogen, og da han så at der var 3 kulørte sedler som han antog for 50 dalersedler, blev han herover så glad, at han efter at have stukket sedlerne til sig, bortkastede uret og 
tegnebogen uden at undersøge om der var flere penge i denne, på en mark i nærheden. Han begav sig dernæst ind ad byen til og lagde sig til at sove i en have ved Trommesalen, hvor han vågnede omtrent kl. 4 og opdagede da at sedlerne kun var blå. Endvidere tilstod han at han kort efter sin løsladelse af straffeanstalten i forrige års forår var gået ind i præstegården i Pile Alle ved Frederiksberg og op på 1. sal gennem en gang hvor han åbnede en uaflåst dør til et værelse i hvilket han derpå fra en uaflåst skuffe i en kommode tilvendte sig en perlepung tilhørende præstens tjenestepige med 10 rigsbankdaler, 4 skilling. Endelig overbevistes arrestanten om at have gjort sig skyldig i løsgængeri ved ikke at have efterkommet det ham som mistænkelig person af politiet givne tilhold.
(Fædrelandet, 5. marts 1850.)

Straffen blev fastsat til 7 års rasphusarbejde.

Ny gangsti ved Valby. Et siden jernbanens åbning for Valbys beboere stadigt følt savn af en god tør gangsti fra landsbyen til stationshuset er i dette forår blevet afhjulpet ved fælles hjælp af jernbanen, der har givet materialet, af gårdmændene der har foretaget kørslerne, og byens andre beboere der har givet pengebidrag og af overdirektøren for de kongelige haver der har skænket alletræerne. Ikke alene for Valbys egentlige beboere, men også for københavnerne som sommerbeboere og på spadsereture i denne skønne landlige egn vil denne nye gangsti være en stor behagelighed.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1850.

Frederiksberg Præstegård, Pile Allé 1 (1825). I 1825 nedrev man 20 meter af den 32½ meter lange præstebolig og opførte den viste præstegård med kælder med 11 værelser og køkken. Derudover var der i 1850 en degnebolig og skole, som angiveligt blev nedrevet i 1911. I 1860 beskrives bygningen som en enetages bolig med kælder i syv fags længde med muret kvist over de tre midterste fag samt med halvvalmede gavle og med en lys farve på murene.

Søndermarken

Små ønsker kunne undertiden blive lige så levende og heftige som de store, især når deres opfyldelse forhindres ved en modstand, hvis fornuftige årsag det er en umulighed at udforske. Et sådant lille uskyldigt ønske, der i mange tider har været et af københavnernes yndlingsønsker, er det at adgangen til Søndermarken må blive offentlig for alle og enhver og ikke, som nu, forbeholdes enkelte privilegerede og disse lange hale. Søndermarken betragtes endnu af mange som en slags tryllehave, om hvilken der går de forunderligste sagn, og det er ikke uden en vis sky og ærefrygt de kaster deres nysgerrige blikke over det uigennemtrængelige gitter, der omgiver samme, mens de med en smule misundelse skeler til de få lykkelige, der enten er i besiddelse af nøglen til lågen eller står i så særdeles gunst hos slotsforvalteren, at de kan få den til låns. Denne have hvorom de allerede som børn hørte de besynderligste eventyr, er senere blevet dem endnu mere kær derved, at Nordens store skjald der har tilbragt sit rige digterlivs lykkelige timer, at han der, omsuset af den nordiske ånds mægtige vingeslag, har digtet sine skønneste sange. Jo mere uudgrundelige motiverne for adgangens nægtelse er, desto heftigere bliver også driften efter at opnå den. Imens de andre dejlige haver og skove, som hører til de mange kongelige slotte, der ligger dels i nærheden af hovedstaden, dels spredte i landet, er tilgængelige for enhver, mens endog mange private ejere velvilligt åbner alle og enhver adgangen til deres haver, vedbliver Søndermarken at være låset og stængt for publikum. At dette skulle være foranlediget af den ophøjede beboerinde af Frederiksborg Slot, kan ingen falde på; og selv hvis det var grundet i hendes befaling, behøvede man sikkert kun at gøre hende bekendt med det almindelige ønske, for øjeblikkelig at få forbudet hævet. For at medvirke hertil er det, at vi, på anmodning fra flere sider, herved opfordrer vedkommende til at gøre de fornødne skridt til dette folkeønskes Opfyldelse, eller, hvis uovervindelige hindringer skulde være tilstede herfor, da i det mindste at meddele det offentlige årsagerne, hvorfor en så beskeden anmodning ikke kan efterkommes.
(Flyveposten, 18. maj 1850)


Søndermarken er, ifølge kongelig tilladelse, blevet åbnet for publikum. I søndags var den åben for første gang, og meget talrigt besøgt. Det hedder, at den vil stå åben hver dag indtil Hds. Maj. Enkedronningen tager ud på Frederiksberg. Fra den tid af vil adgangen bero på Hds. Majestæts bestemmelse.
(Kongelig Privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, fredag 21. Juni 1850)

Søndermarken.

Vi har for nyligt udtalt os over de nye anlæg på volden og om at våge over, at dette skønne anlæg ikke beskadiges ved drenges eller andres kådhed. Vi mener at sådant også er anvendeligt på den nu åbnede Søndermark, og tillader os derfor at henvende opmærksomheden på følgende af Overdirektoratet for de kongelige Haver udstedte opfordring af 15de Juni, som lyder således:
"Da det er i Alles Interesse, at denne Folkehave bevares saa fuldstændig og skjøn som de af Staten dertil bestemte Pengemidler tillade, saa anmodes enhver Veltænkende om at understøtte de vagthavende Opsynsmænd i at paasee og forhindre, at der ikke tilføies Træer og andre Væxter Skade ved at bryde og skjære af dem, at Græsstykkerne og Veikanterne ikke betrædes, hvorved Forpeiningen vanskeliggjøres, at Bygninger, Bænke og Hegn m. m. ikke bemales eller paa anden Maade beskadiges, at der ikke henkastes Papir eller Andet paa Veie og Græspladse; thi alt Saadant forstyrre Behageligheden og Skjønheden af Haven og forøger de Omkostninger, som det er i Alles lige store Interesse at undgaae.
Haven lukkes ved Midsommertid kl. halv elleve, og ellers når det mørknes."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1850)

Hund efterlyses

En lille sort hanhund med krum hale, lydende navnet Ali, er torsdag aften bortkommet fra Søndermarken til Frederiksberg Slot. Den som kan give oplysning om denne hund, bedes henvende sig til dens ejerinde, enkefru Eggert i Valby eller i Magstræde nr 29, i kælderen, mod en dusør.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. august 1850.)

I en artikel om krig bliver Valby brugt som et eksempel i en argumentation om nationalisme i et andet blad, Fædrelandet:

Når man for altid vil fjerne krigen, da må man ordentligvis begynde med at fjerne dens årsag, hvilket især består i: dels regenternes herskesyge, dels i noget som kaldes nationalitet. Hvad det første er, det er nu noget som omtrent enhver ved, hvorimod det andet begreb er langt vanskeligere at komme til rette med, såsom man fx fordrer at fordi jeg er født i Danmark - vi vil tænke os Valby - så skal jeg elske den nordlige side af Ejderen højere end den sydlige, skønt jeg aldrig har set noget af den, kun fordi den nordlige side efter “Fædrelandets” definition hører til Danmark, men den sydlige ikke. Og vil nogen fornærme den nordlige side, skal jeg vove liv og blod for at forsvare den, skønt jeg aldrig har set den, og aldrig har høstet nogen gavn af den, men  vil man derimod fornærme den sydlige side, så har jeg på grund af nationaliteten lov til at være ganske ligegyldig derfor. 
(Morgenposten, 6. september 1850.)

Dødsfald

Natten mellem den 19. og 20. september dette år bortkaldte den Almægtige min inderligt kære kone, Ane Marie født Steffensdatter til et bedre liv. Efter et kort, men smertefuldt sygeleje fandt hun nu den hvile, hvortil hun ved sin mangeårige svaghed så meget trængte. En søn modtager hende i Evigheden og tre efterlevende børn begræder med mig tabet af den kærligste moder og stræbsomste ægtefælle. Ved at bringe dette sorgens budskab til fraværende slægt og venner, takkes herved alle, som beærede den afdøde ved at ledsage hende til hendes sidste hvilested og i særdeleshed takkes hr. pastor Bruun for hans lige så sande som gribende, skønne og trøstende tale, hvilket altid vil være mig i kær erindring.
Valby Kro, den 26. september 1850.
Jørgen Petersen
Kromand i Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. september 1850).

Valby Kro

Undertegnede har overtaget Valby Kro med handel og beværtning fra 1. november og åbner beværtningen i dag, onsdag den 6. i denne måned, og anbefaler mig til venner og velyndere.
T. F. Hollensen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. november 1850)

Den første jernbanebro ved Carlsberg, 1848

Sjællandske Jernbane

Til næste forår agtes bortlejet den øverste etage i stationsbygningen ved Valby med fornøden grund til yderligere anlæg for restaurationshold og beværtning. Direktionen ønsker derom nu at træde i forhandling med en pålidelig mand, i hvilket anledning tegninger og overslag til anlægget samt konditionerne er henlagt på hovedkontoret (Frederiksholms Kanal nr. 238), og tilbud modtages indtil den 20. i denne måned.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. november 1850)

Afslutningen på Treårskrigen gav sig ikke udslag i artikler om Valby i aviserne. Siden kampene i 1849 var Slesvig-Holsten blevet isoleret internationalt, men forsvarede sig fortsat bravt, indtil Slaget ved Isted, 24.-25. juli 1850. Nogen sejrherre var der ikke. Det endte med at den slesvig-holstenske hær trak sig, uden at have lidt nederlag på slagmarken. Politisk betød det enden på de mål som slesvig-holstenerne havde kæmpet for. Og som 14 år efter skulle resultere i en ny krig, på helt andre betingelser, og med helt andre politiske mål: Krigen 1864. I eftertiden opstod myten om den fredelige afvikling af enevælden. Selv om det var på baggrund af en blodig, endog den måske blodigste i danmarkshistorien - Slaget ved Isted.

Valby Tidende nr. 24, 1849

Sommerværelse

Foran i Valby er et smukt møbleret værelse med adgang til haven til leje i ferien eller for resten af sommeren. Man henvender sig i nr. 105 i Valby.
(Flyveposten, 14. juli 1849)

Tropperne kommer til København

København den 14. september 1849.
Festens dag er nu til ende. Men slutningen har ikke været mindre brillant end begyndelsen, om også noget mindre poetisk, hvorvel forberedelserne  i flere henseender endog var forhøjede. Det var to bataljoner (4 og 5. forstærknings) som endnu i går eftermiddag ankom, befordrede på jernbanen til Valby og derfra marcherende gennem Frederiksberg By, hvis beboere derved også fik lejlighed til at byde hæren velkommen ved en hurtig anretning af forfriskninger. Derfra marcherede disse tropper først til Nørre Fælled, hvor kongen til den tid holdt revy over alle siden i mandags ankomne tropper og uddelte ordener til de udvalgte menige. De to bataljoner tog derefter ad Farimagsvejen og gennem Vesterport ind i byen. På Nørrebro var blevet oprejst en æresport hvorfra hvidklædte piger strøede blomster. Gennem byens gader var toget ikke mindre omjublet end den første dag, og blomsterhøsten var vel endog større end nogen af de foregående dage. På tribunerne ved Frihedsstøtten og på Nytorv var der vel ingen honoratiores og autoriteter, men de var desto tættere besatte af jublende børn og kvinder. En del laug ledsagede også toget med deres faner og en utallig mængde pyntede og ikke pyntede mennesker var på benene. Men festens hovedparti og store slutningsscene var i går beværtningen i Kongens Have. Den var så meget mere grandios som kongen selv deltog deri og havde skænket en hel okse og et oksehoved vin. Oksen var med forgyldte horn først udstillet og blev derefter i publikums påsyn trancheret af seks langkniv-skærende kokke, mens der ved oksehovedet var anbragt en indretning der gjorde det til en vinfontæne. Under et udspændt telt mellem springvandet og kavallergangen var dækket for kongen, arveprinsen og det kongelige følge, og i række dermed var ved splendide tafler plads for officererne, såvel af de i går som af de tidligere ankomne korps. For de menige såvel af sø- som landetaten, var anbragt flere velbesatte borde på forskellige steder i kavaller- og damegangen, og ved disse borde var ansat marskaller der sørgede for levemådens og drikkevarernes cirkulation og anvendelse. Således havde festmåltidet for de menige lighed med en rigelig sexa. Hele oksen blev konsumeret, og vinfontænen slog langt fra til, da der foruden den gik flere tusinde flasker med. Ved bordene var anbragt lys eller lamper, og det blev derved ikke alene muligt at tømme forskellige skåler i mag, men også at udbringe dertil passende og ikke-passende taler (ikke-passende for så vidt en eller anden ville bringe politik på bane, hvor kun Bacchus og Brage havde adkomst til ordet. Armeer tåler desuden aldrig at politisere, selv ikke med glasset i hånden). Hans majestæt kongen behagede at tømme det første glas af fontænen på alle tilstedeværendes velgående og en uendelig jubel besvarede den folkelige konge. Efter måltidet opholdt kongen sig endnu en tid lang i haven og gik om til de forskellige borde, idet han henvendte nogle venlig ord til de omstående og overalt ledsaget af vedvarende jubel. De civile tilskueres mængde var endog større end gæsternes, og efter at vinen først havde slået den militære tilbageholdenhed lidt af marken, fik mange tapre bondesønner en fin dame til at drikke et glas med sig. Skade at sådanne folkefestlige sammenkomster ikke er hyppigere. - Det har været festdage der ville mindes, og det ikke blot i København, men over hele landet, hvorhen de hjemvendende krigere bringer fortællingen derom. Og disse fortællinger ville udøve en heldig modvirkning til den ensidige politik der for øjeblikket arbejder på at rejse en fjendtlig modsætning mellem købstads- og landbefolkningen. Alt har været frivilligt ved denne fest: Beværtning, festligheder, prydelser. Alt har der været en kappelyst til at overbyde hinanden, og dog har enhver haft frihed til at unddrage sig derfra. Ingen ville have angrebet nogen derfor, og dette var netop en af de smukkeste sider ved festen. Dog har et par af vores dagblade ikke haft samme takt, som den store masse i den henseende udviste. Det blev således i Berlingske påpeget, at et enkelt hus i en af de udsmykkede gader var uden noget udvortes festtegn, og da ejeren derpå stak et flag ud, var det ligesom om festen derved tabte en del af sit frihedspræg som netop dette hus havde givet den.
(Kjøbenhavnsposten 14. september 1849)

Dette syn (fra 1848) var nok det der mødte tropperne da de stod på Valby Bakke.

Falskmønteri

I forbindelse med en gennemgang af en kriminalsag om falskmøntneri, hvor en guldsmed blev anholdt 11. juli i Roskilde, fremgik at der var flere implicerede, nemlig en urmager fra Århus og en gravør. De havde fået fremstillet omkring 400 falske mønter, og yderligere 600 ufuldendte. Artiklen beretter endvidere at:

Ingen af disse 2 mark er kommet i cirkulation, og det var efter denne anholdelse at urmageren og gravøren straks havde bortskaffet stemplerne mm. Disse tillige med de øvrige færdige, men ikke udgivne tomarkstykker, samt alle de der næsten var færdige, er imidlertid senere kommet til stede, da de var nedgravet på en mark ved Valby, hvor de pågældende har påvist stedet, og ligeledes er en del af apparaterne blevet fundet i stadsgraven hvor de var nedsænket ved kanten så at intet deraf nu savnes. 

En nøjere sagsgennemgang og domsafsigelse blev offentliggjort i Fædrelandet, den 12. april 1850.
(Fædrelandet, 20. november 1849.)

Anden del af Treårskrigen foregik april til juli 1849. Her var kontrarrevolutionerne allerede i gang i Europa, og støtten til slesvig-holstenerne mere tøvende. I mellemtiden var enevælden blevet afskaffet i Danmark til fordel for et indskrænket monarki (demokrati var bestemt et fy-ord i de herskende kredse dengang), og den 5. juni 1849 havde Frederik 7. underskrevet Grundloven. 6. juli led slesvig-holstenerne nederlag ved Fredericia, og den anden våbenstilstand til juli 1850 blev indledt. Det er denne sejrsstemning som artiklen ovenfor afspejler.

Valby Tidende nr. 23, 1848

Valby Kro

Onsdag den 8. marts slås katten af tønden og fredag den 10. marts stikkes til stråmanden, begge dage kl. 12 slæt.
Ærbødigst
J. Petersen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. marts 1848)

Opfordring

til beboerne af Frederiksberg og Hvidovre sogne.
Undertegnede mænd af kommunen, som er sammentrådte i en komite for at fremme sognenes frivillige bevæbning til fædrelandets forsvar i alle opståede tilfælde, indbyder herved i henhold til hans majestæt kongens i disse dage udgåede opfordring, alle beboere af disse sogne som føler interesse for denne sag, til et offentlige møde, som afholdes søndag den 2. april, eftermiddag kl. 3 ved Valby Kro.
Frederiksberg den 29. marts 1848.
Fibiger
p. t. formand
Hansen
p. t. sekretær,
Balthazar Christensen. Povelsen.
Jacob Møller. Raasløff.
Ole Pedersen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. marts 1848)

Det kan være svært at se, og det fortæller lidt om hvor totalt Valby Landsby er blevet udraderet: Midt i billedet omtrent hvor det grå betonbyggeri er, lå Valbygård indtil starten af 1800-tallet. Den blev udflyttet til over for Søndermarken.

Opfordring til

Frederiksberg og Hvidovre sognes beboere.
I denne betrængte tid hvor øjeblikket kræver at det ene menneske yder det andet sin deltagelse i nødens stund, og der i sognene findes koner med børn der ikke alene må friste den sorg at have mistet deres forsørger, men tillige må føle den bitre skæbne ikke ved egne kræfter at kunne forskaffe sig og sine det nødvendige til livets første fornødenheder uden at ty til fattigvæsnets hjælp, antager vi at om ikke alle, dog flere af sognenes ærede beboere ikke mindre end vi ønsker at fritage disse for at modtage hjælp fra kommunens fattigvæsen, da de uden egen brøde er bragt i disse omstændigheder, idet at deres forsørger er kaldet til at værne for fædrelandet.
Så har vi undertegnede besluttet at sammentræde i en komite for at modtage de frivillige bidrag der af beboerne måtte ydes, enten en gang for alle, ugentlig  eller månedlig, og at fordele samme i forhold til trangen og til sin tid aflægge offentlig regnskab derfor.
Jens Larsen, Christen Hansen, gårdmænd i Vigerslev.
Ole Pedersen, Christen Nielsen, gårdmænd i Valby.
Knud Pedersen, husmand i Valby
Peder Christoffersen, Jens Larsen, gårdmænd i Hvidovre.
J. P Hansen, Frederiksberg Alle 10
O. Sletting, Allegade 17 A.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. maj 1848)

Der er muligvis tale om Ole Pedersen (Ole Pesen) der i 1832 havde overtaget Valbygård - der gik under navnet Ole Pesens Gård. Ole Pedersen skal have haft enorme kræfter, ifølge "Valby i gamle dage". Kristen Nielsen sad 1825-1870 på Skovbogård. Den var i 1803 udflyttet til Søndermarken, nordøst for nuværende Jesuskirken. 

Valbys første station var tegnet af arkitekt L. F. Meyer. Da stationen blev nedlagt, blev bygningen overtaget af en sukkervarefabrik, "Demont" til 1881 hvor en maskinfabrik "Dan" flyttede ind. Her fremstillede man bølgepap (det første af sin slags i Europa), og gik derfor under navnet "Papyrus". Fabrikken flyttede ud i 1895, og i 1900 blev bygningen nedrevet da jernbanen atter kom til Valby. Først i form af en godsbane, siden også persontrafik. 

Revolutionerne i Europa nåede i foråret 1848 til Slesvig-Holsten, hvor en provisorisk regering tog magten fra enevældens repræsentanter, og med nogen international støtte kæmpede april-august 1848. Hvorefter der var våbenstilstand til april 1849.

Valby Tidende nr. 22, juli 1847-december 1847

Sjællandske Jernbane

Som fornøjelsesinstrument lover den roskildske jernbane virkelig at ville forrente sig meget godt, især hvad stykket til Valby angår, der i går eftermiddags til publikums bekvemmelighed blev særskilt befaret frem og tilbage, således at der hver halve time afgik et tog enten til eller fra Valby. Det eneste vi har hørt nogle af disse mange lystrejsende beklage er, at den kun varer tre minutter. Og det synes jo rigtig nok, når det kun er om kørslen og ikke om målet at gøre, at det havde været mere rigtigt, eller hvad da vil sige det samme, mere fordelagtigt om jernbanen var blevet anlagt i en kreds så at man kunne vedblive at køre rundt ligesom på den tivoliske og stige af hvor man ville. Men kan kan ikke forlange alting på en gang. Det samme kan siges om den ved banegården stedfindende orden og bekvemmelighed for de rejsende. Dog måske kun på grund af den knappe tid man har givet sig. Men en del synes dog straks at kunne have været arrangeret bedre. Således hvad nu billetudsalget angår og den dermed forbundne tidsspilde der gør at rejsen til Roskilde igen bliver længere end den behøver ved hjælp af en jernbane, eller også aldeles ikke kommer i stand. Man kan nemlig ikke som ved den almindelige postbefordring, efter lejlighed forudsikre sig en plads, men skal være til stede en halv time før togets afgang og kan endda, således som det var tilfælde i går formiddags, blive afvist med den besked at “alt er udsolgt”. Eller rettere at man ikke har det nødvendige antal vogne. Når jernbanen skal tjene i stedet for den hidtil værende postbefordring, har man vel absolut ret til at kræve at det bliver den rejsende muligt med sikkerhed at kunne gøre regning på afgangstiden ved at tage billet i forvejen til hvilken tid og med hvilket tog, man selv vil. I det mindste er det en fordring der ikke kan afvises så længe man ikke erklærer banen udelukkende bestemt til forlystelse. For da kan man sige at det kun gælder om hvem der kan trænge sig først frem som ved indgangen til en anden forlystelse, og at de der så ikke kan køre på den lige jernbane, må tage til takke med et af de runde instrumenter. Men i så fald må man også bede om at den hidtil værende postbefordring vedbliver.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1847.)

Den Sjællandske Jernbane.

Det glæder os at kunne meddele at direktionen for den sjællandske jernbane har fundet de i dette blad fremsatte bemærkninger om ekstrature om søndagen, navnlig til og fra Valby, så velbegrundede at der allerede i går var foranstaltet flere forskellige ekstratog, nemlig et fra København til Roskilde om formiddagen kl. 10 og et fra Roskilde til København kl. 12 formiddag, samt fem til Valby kl. 3, 4, 5, 6 og 7 og lige så mange tilbage derfra, nemlig kl. 3½, 4½, 5½, 6½ og 7½. Det ville være ønskeligt om der med hensyn til udstedelsen af billetter for tur og retur blev truffet en anden indretning, end den nærværende, da den påbudne ombytning af billetterne straks efter ankomsten og senere stemplingen er forbundet med stor gene for passagererne. Hvad var vel mere enkelt end straks at udstede billetter in duplo, af hvilke den ene kun gælder for tur og den anden for retur. For at forebygge returbilletters afbenyttelse på en anden dag, end den som den er taget til, behøvede man jo blot at anskaffe forskellige kulører billetter med hvilke man vekslede efter for godt befindende. Og skulle også virkelig engang en returbillet benyttes bagefter, så ville en sådan uberettiget passagers befordring dog være for intet at regne mod den store inkonveniens  som den nuværende fremgangsmåde absolut må medføre for alle parter.
(Flyveposten, 5. juli 1847)

Sjællandske Jernbane

Hvad enten man på jernbanen kører på 1., 2. eller 3. plads, kommer man naturligvis lige hurtigt til Valby eller Roskilde, og det kan kun være det mere venlige og bekvemme sæde man undervejs indtager, som bestemmer den med de forskellige pladser forbundne forskel i prisen. I det mindste bør der ikke gøres nogen anden forskel gældende. Og når derfor enten det over- eller underordnede personale ved jernbanen skulle tillade sig på nogen måde at behandle eller anse dem der kører på 3. plads, for ringere end de andre passagerer, da bør sådant påtales som noget der hverken behøver at blive eller vil blive tålt. Bestyrelsesvæsnet er vel endnu for langt fra at have opnået den tilbørlige orden og nøjagtighed til at man kan anse de ulemper af denne eller lignende art der hidtil har vist sig, som forsætlige. Men de fortjener derfor ikke desto mindre at blive påtalt for at de des bedre og hurtigere kan blive forebygget. Søndag eftermiddag da trængslen for at komme til Valby var så overordentlig stor, blev de fleste billetter taget en time før togets afgang. Men de der var så heldige at sikre sig denne Valbytur på tredje plads, måtte tilbringe næsten hele denne time på en utålelig måde indespærrede som får i en stald, mens det derimod var tilladt de der havde taget billetter til først og anden plads, at spadsere eller dog frit at vade i sand i den indre plads ved banegården. Der hjalp ingen forestillinger og ingen bønner. Udgangen forblev lukket, inspektøren var fraværende og ingen turde eller ville påtage sig det ansvar at tilstede passagererne af 3. klasse samme frihed som de to første rangklasser. I den tid denne indespærring varede, kunne man mageligt være gået til fods til Valby og kommet hjem igen. Men hvad lider man ikke for sin fornøjelses skyld. Et par minutter før toget skulle afgå, bevilliges dog forsamlingsstedets åbning, ret som for at give en mundsmag på de agrements der er forbundet med at tage billetter til de to første pladser. Men det er sådan en vilkårlig behandlingsmåde passagererne kunne kræve sig fritaget for. For der gives ingen som helst bestemmelse der kan give jernbanebestyrelsen ret til at gøre en sådan forskel, hvad enten dermed tilsigtes at anbefale de dyrere pladser til publikum eller at vise sig galantere mod de der erlægger en højere betaling. Tværtimod har alle ret til at kræve lige opmærksomhed og en lige behandlingsmåde af jernbanepersonalet.
(Kjøbenhavnsposten, 7. juli 1847)

Annonce for Sjællandske Jernbanes annonce, Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10. juli 1847 

Gode majkirsebær 12 sk. pd., tages et eller flere lispund, erholdes de for 1 rbd 4 mk. pr. lpd. når man henvender sig personligt til gartner
Wernicke,
Valhøi i Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. juli 1847)

På Søndermarksvej kan man se Lykkens Minde der blev opført i 1847. En af de to gårde (den anden er Bjerregård) som har overlevet tidens tand, om end begge med stærkt modificerede udseender. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019).

Skyldigst tak.

Sidste lørdag den 31. juli i min farvær under min kones hårde forløsning, hvortil krævedes lægehjælp, viste gårdejer Niels Sørensen i Valby sin beredvillighed ved straks at afgive sin befordring til at afhente lægen, hvorfor jeg herved aflægger ham min skyldigste tak, ligesom jeg ikke kan eller bør undlade på det oprigtigste at takke hr. doktor Grub på Frederiksberg for hans udviste ufortrødne og hurtige lægehjælp.
Valby den 2. august 1847
Johan Mauritzen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. juli 1847)

Vers om jernbanen

“Folkevisebog”. Af denne lille vakre samling velvalgte sange er nu udkommet 2. binds 2. hefte. Blandt andet indeholder det en meget morsom jernbanevise, hvori det blandt andet hedder:

Det er dog en Fandens spørgen
Efter banedirektøren.
Han ser bare sit ur,
at der tages ej retur
Længer end det kan gå an
Hvor han sveder, stakkels mand!

Der er nok som ta’r til takke
Med en tur til Valby Bakke
Næppe får man sat sig hen,
Før man rejser sig igen,
“Vi har”, hedder det tørt,
“Dog på jernbanen kørt”.
(Flyveposten, 16. august 1847.)

Carlsberg

Den bayerske ølkælder og halle som hr. brygger Jacobsen anlægger ved Valby i nærheden af jernbanen, nærmer sig sin fuldendelse. Etablissementet består af to bygninger som nu er opført og allerede tagrejste.
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 27. august 1847.)

Undveget fæstningsslave

En fæstningsslave som var undveget fra Kastellets materialgård, var brudt ind hos en officer der boede i Kastellet, og havde med en hovednøgle, som han havde skaffet sig i smedjen, åbnet hans værelse og af et klædeskab taget en fuldstændig dragt og iført sig den, og efterlod sig sine slaveklæder og benjern. Derefter havde han af et skrivebord taget 20 rigsdaler, og endelig et sølvur, som lå på bordet. Således ekviperet slap han lykkelig ud af Kastellet og begav sig på vejen til jernbanestationen, men blev i Valby Kro kendt af to murersvende som havde set ham i Kastellet, og i forening med nogle bønder greb ham. Han var for flere gange begået indbrudsrøveri, dømt til fæstningsarbejde på livstid. Nu er han for hans sidst begåede tyveri blevet dømt til 2 dages kat, 27 slag hver dag. (aftb.)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 27. oktober 1847.)

Gården Lykkens Minde (nr. 14, eller matrikelnr. 18), lå oprindelig på hjørnet af Mosedalvej og Valby Langgade. Den blev udflyttet af Hans Pedersen omkring år 1800. Hans søn Ole Pedersen overtog gården i 1819, og da havde den tabt i værdi. Han må have bygget den endnu eksisterende gård i 1847. Han solgte den 1853 til Anders Nielsen, videreført af hans enke efter hans død. I 1887 blev den solgt til statskassen og derefter til Ostenfeld som udstykkede grunden. En udgave af gården findes i dag på Søndermarksvej, se foto.

Valby Tidende nr. 21, januar 1847-juni 1847

Jernbanen anlægges

Vi meddelte for nylig, at der juleaften blev afskediget mellem 13 og 1400 arbejdere fra den Roskildske Jernbane. Vi måtte meget beklage at bestyrelsen så sig foranlediget  til denne foranstaltning på en årstid hvor der altid er mangel på beskæftigelse for den arbejdende klasse, og i en periode som nærværende hvor dyrtid endnu forøger det trykkende i denne mangel på arbejde. Det glæder os derfor at kunne berette at jernbanedirektionen siden nytår atter har begyndt at antage arbejdere og daglig antager flere. Banen der nu beskæftiger omtrent 300 mand, vil om 8 dage være belagt med skinner fra Valby til Roskilde, og jordarbejdet antages ligeledes til samme tid at være fuldendt. Men ganske færdig vil den næppe blive før sidst i februar. Hele omkostningen ved banens anlæg var kalkuleret til 1,500,000 rigsbankdaler, men da ekspropriationen har været betydelig dyrere (omtrent 75,000 rigsbankdaler mere) end beregnet, og da der ligeledes er påløbet flere andre uforudsete udgifter ved dette arbejde, vil anlægskapitalen endnu kræve et tilskud af mellem 2 og 300,000 rigsbankdaler. (O. Th. Av.)
(Morgenposten, 21. januar 1847.)

Drukneulykke

Den 22. f. m. druknede sig i en brønd i Ring en 60-årig mand, Jens Olsen, der kørte omkring og opkøbte hønsekræmmervarer for en mand fra Valby, som dertil havde medgivet ham 60 rigsbankdaler, af hvilke han i Allersløv Kro og andensteds havde bortspillet nogle og 20 rigsbankdaler. Rimeligvis har han først gjort forsøg på at hænge sig, da et reb fandtes opbundet. Men deri må han vel være blevet forstyrret. Det ulykkelige offer for sin spillelyst efterlader kone og 3 børn. (Præstø Av.)
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 20. marts 1847.)

Jernbanen åbner - snart

Roskilde Jernbane. Det vil være i læsernes erindring at jernbanedirektionen for kort tid siden bekendtgjorde i Berlingske Tidende at banen den 8. denne måned ville være så vidt fremme, at den i sin hele strækning ville kunne befares med lokomotiv. Uagtet indsenderen stadig har beholdt ret når han ved foregående lejligheder har tilladt sig at fremsætte sine tvivlsgrunde med hensyn til de skildringer om arbejdets fremme på denne bane, som Berlingske Tidende fra tid til anden har trøstet publikum med, og dens derpå grundede beregning af det tidspunkt, da banen kunne åbnes, håbede han dog at direktionen, belært ved langvarig erfaring, ville blive så forsigtig, at den ikke let skulle ville indlade sig på at bekendtgøre nogen forudsigelse om arbejdets tilendebringelse uden at den ved selvbeskuelse af lokaliteterne havde erhvervet sig en aldeles fast overbevisning om at forudsigelsen virkelig ville kunne opfyldes. Imidlertid er faktum nu atter ved denne lejlighed gået direktionen imod, for på den dag da planens tilendebringelse var forudsagt, havde man endnu langt fra nået dybden i Valby Bakke, og alene dette arbejde ville i det mindste medtage 14 dage endnu, da grunden i bakken på nævnte dag så ud som en stor tørvemose, hvor den ene vanddam lå ved siden af den anden. Og som bekendt kan en tørvemose ikke befares med lokomotiv. Hvorledes altså direktionen har set sig for, behøver ikke videre at omtales. Men selv om det havde været muligt den nævnte dag at passere Valby Bakke med lokomotiv, må man derfor ikke tro, at banen snart ville kunne benyttes af publikum. Nej, dermed har det i sandhed lange udsigter, da begge sider af bakken ligger så godt som ganske urørte. I det mindste den ene side må være ryddelig før banens åbning, og selv om man koncentrerer hele arbejdskraften på den ene side, vil man på grund af terrænets vanskelighed og jordmassens størrelse, ikke kunne udføre dette arbejde på kortere tid end 2 måneder. Efter direktionens regnskab resterede at flytte jord den 31. december f. å. 33.500 kubikmeter; den 31. januar d. å. 70.350 kubikmeter (man erindrer her den splinterny post: 46.900 kubikmeter til banegården); den 28. feb.: 54.015 kubikmeter. Da man har arbejdet med betydelig arbejdskraft i marts og april, må denne sidstnævnte kvantitet jord nu være flyttet. Man synes derfor berettiget til at spørge direktionen hvor man i regnskabet kan finde oplysning om de mange tusind kubikmeter jord som den dag i dag ligger urørte på siderne i bakken, og som nødvendig må flyttes. I almindelighed ved man, at det er lettere at finde talstørrelser i regnskabet end i virkeligheden. Her synes det modsatte at være tilfældet, for i regnskabet finder man ikke talstørrelsen, men derimod finder man jorden i bakken. Havde direktionen ikke ophørt med jordregnskabet den 28. februar, men fortsat det til dato, havde man ikke været i uvished om dette punkt. I fjor efterår advaredes også bestyrelsen mod at lade ny murarbejder foretage på denne ugunstige årstid. Havde man fulgt dette råd, havde man måske i dette forår undgået den reparation man har været nødsaget til at foretage ved den nybyggede store grundmurede overkørselsbro over den tit omtalte Valby Bakke.
(Morgenposten, 18. maj 1847. I den oprindelige artikel er jordmængderne angivet i kubikfavne, her omregnet til kubikmeter)

Valby Station i 1854. På det tidspunkt havde 4 forsøgt at drive restauration uden held.

Lokomotiv afprøvet med succes

Sjællandske Jernbane. Efter at lokomotivet “Odin” er blevet prøvet af kaptajn Jess, som er tilforordnet den kongelige kommissarius, har man i går kl. 8½ under anførsel af hovedingeniøren gjort en tur til Roskilde med flere vogne. Turen til Roskilde blev tilbagelagt i 2 timer, og da det var det første forsøg, så indskrænkede man hurtigheden. Men da man ved at passere banen, fandt den i så god en tilstand, tilbagelagdes turen fra Roskilde til Valby på 40 minutter. (B. T.)
(Morgenposten, 21. maj 1847)

En smuk lejlighed, på 2 smukke værelser, med pigekammer og øvrige bekvemmeligheder samt køkken er til leje i Valby og kan tiltrædes 1. juli. Adgang haves fra værelserne til haven og udsigt til jernbanen. Nærmere underretning meddeles på Nørregade nr. 39 i butikken. 
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. maj 1847)

Jernbanen

Den roskildske jernbane. Det har vist forundret flere end os, at stationen til Valby spiller en så ubetydelig rolle i banens drift, da denne station, rigtig benyttet, uden tvivl måtte kunne forøge indtægterne betydeligt. Navnlig må det være påfaldende at det ikke er bestemt at der om søndagen skal afgå ekstratog til Valby, hvilket især om eftermiddagen, sikkert burde ske hver time. Hvor stort et antal af de på denne tid til Frederiksberg valfartende tusinder ville ikke med glæde benytte dette befordringsmiddel, i stedet for de langsomme og ubekvemme omnibusser, som nu bestandig er næsten overfyldt, og det så meget mere som man her for den halve prise kunne på få minutter nå stationen hvorfra der kun er en lille spadseretur til Frederiksberg, mens man med de nuværende befordringsmidler ikke kommer meget hurtigere afsted end på apostlenes køretøj. At frekvensen ville være meget betydelig, derom kan man desuden overbevises af den omstændighed at Tivolis og Kehlets jernbaner en miniature ikke er tomme hele søndag eftermiddag. Hvor meget mere ville publikum da ikke gribe lejligheden til at køre på en virkelig jernbane når denne fornøjelse som her, kan opnås for 8 skilling. Vi tillader os derfor at henlede den ærede jernbanedirektions særdeles opmærksomhed på en foranstaltning i denne henseende der sikkert og især i sommermånederne, vil vise sig at være lige så meget i aktionærernes som i publikums interesse.
Mandag middag skete der en uventet standsning i jernbanetoget som var foranlediget ved urenlighed i lokomotivet. Og der måtte derfor sendes efter et andet lokomotiv, hvilket medførte et ophold på omtrent ½ time. Vi tillader os i denne anledning at gøre opmærksom på at det ikke nok så meget kan indskærpes vedkommende af hvor stor vigtighed det er at holde lokomotiverne i ren og proper stand. Ja at renligheden her så at sige er nerven i hele maskineriet. Man finder derfor også på de engelske jernbaner at lokomotiverne er så pudsede og blanke at de både skinner udvendig og indvendig, og det samme er tilfældet på de bedre baner i Tyskland og Frankrig.
(Flyveposten, 30. juni 1847.)

Jernbanen var nu kommet for at blive indtil 1864. Stationen lå nogenlunde for enden af Jernbanegade ved Hønsebroen. Stationen fik et gæstgiveri og konditori, bestyret af konditor Josty 1848-51. Udvalget tiltrak mest det bedre borgerskab og var ikke en god forretning. Konditor Bisserup forsøgte herefter uden held at videreføre etablissementet 1851-1852. Josty skulle også vedligeholde ventesalen til både 1. og 2. klasse. Herefter åbnede Postvæsnet et brevsamlingssted, men det blev for koldt og flyttede samme år. Brygger Friedel (Rabeshave) forsøgte sig 1952-53. Afløst af Valby Kros kromand Petersen i 1954. Så opgav man at fortsætte. Stationen blev nedlagt 1864. Bygningen blev nedrevet 1895.

Valby Tidende nr. 20, 1843-1846

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.
(Politivennen nr. 1458. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450. )

På Amagermuseet kan man se hvordan gæs så ud dengang - omtrent (Eget foto)

Et Blad af Frederiksberg og Hvidovre Sognes indre Historie. 

I efteråret 1842 modtog Frederiksberg og Hvidovre Sogneforstanderskab fra en af kommunens Beboere, student Povelsen i Valby, et Forslag som sigtede på at oprette en søndagsskole for sognenes konfirmerede mandlige ungdom. Den komite som sogneforstanderskabet i den anledning havde udnævnt, bifaldt, skønt den delte sig i en majoritet og minoritet, i det væsentlige proponentens forslag, og androg desuden på at der måtte søges kvindelige håndgerningsskoler oprettet i sognene. I længere tid blev komiteens betænkninger, efter at de i følge indstilling fra majoriteten, havde cirkuleret til erklæring blandt kommunens tre lærere, henliggende uafgjorte. Oftere androg forstanderskabets formand på berammelsen af et ekstraordinært møde til foretagelse af denne sag. men hver gang indtraf der forhindringer for dets afholdelse, og stedets sognepræst Hr. Holsøe, der som første medlem i den tidligere nedsatte komite gentagne gange havde ladet sig erindre, for han berammede et møde eller opsatte en ekspedition, var nu heller ikke den første til at søge sagen fremmet. Rimeligvis ville komitebetænkningerne også være kommet til at henligge en endnu længere tid, dersom ikke 6 af forstanderskabets medlemmer havde følt sig opfordrede til at fremskynde det tidligere udsatte møde, ved at benytte sig af den majoriteten ved kommunalanordningens § 21 hjemlede ret til at begære møde sammenkaldt. Ved den samling, der derefter blev afholdt i december 1843, mødte foruden forstanderskabets formand kun 5 af de sogneforstandere, der havde fremskyndet sagens afgørelse (den sjette var forhindret fra at give møde); hvorimod Sogneforstanderskabets øvrige Medlemmer , anmeldte forskellige grunde for deres udeblivelse. Da de tilstedeværende medlemmer, der kun udgjorde den tarveligste absolute majoritet af den samlede bestyrelse, ikke kunne ønske at afgøre en saa vigtig kommunalsag, uden at såvidt mulig alle medlemmer var til stede, udsattes sagen atter til foretagelse i det næste ordinære Møde. I dette blev komiteens indstillinger endelig foredragne, og en resolution affattet, hvorefter forstanderskabet erkendte det for aldeles ønskeligt, at en kvindelig håndgerningsskole snarest mulig søgtes oprettet "navnlig til en begyndelse i Valby," samt at sammesteds en undervisningsanstalt for den mandlige, ikke skolepligtige alder tillige søgtes oprettet i Valby, og om mulig desforuden en håndgerningsskole for den mandlige ungdom. Samtlige disse foranstaltninger vedtog Forstanderskabet at søge realiserede ved en dertil organiseret komite, til hvem den videre udførelse, "uafhængig af forstanderskabet." kunde overlades. Medlemmerne af denne komite er etatsråd Povelsen, gårdejer Ole Larsen, vandmester Sørensen og student Povelsen. I den tidligere nedsatte komite havde sognepræsten ytret sig om, at han, allerede længe før sogneforstanderskabet trådte i Virksomhed, havde, for at få håndgerningsskoler oprettede i sognene, henvendt sig til det Reiersenske Fond om understøttelse, men at han, da denne ikke fås, havde opgivet sit forsæt. Det kunne derfor ikke andet end være et godt varsel for den nys nedsatte komites virksomhed , at den allerede 23 dage efter, at den var udnævnt, kunne realisere den plan, sognepræsten så længe i forvejen forgæves havde virket for, idet den, efter blot at have erholdt af sogneforstanderskabet skolestuen til afbenyttelse i de timer, den ikke benyttedes af læreren.

Gamle Køge Landevej

I anledning af en besluttet omlægning af bivejen fra Valby ud imod sydøst til den såkaldte gamle Køge Landevej for at den kan antages som mindre landevej, vil passagen på nævnte vej til og fra Valby fra mandag den 15. i denne måned blive afspærret, hvorimod imidlertid passagen åbnes på en nyanlagt interimsvej syd for jernbanelinjen mellem det sted på Køge gamle landevej der overskæres af jernbanen og gårdmand Ole Jensens gård i Valby, samt ad den nyanlagte vej nord for jernbanen fra nævnte gård og ind igen på Køge gamle landevej, nord for det sted samme overskæres af jernbanen. Hvilket herved bekendtgøres.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 11. juni 1846. M. Friderichsen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 17. juni 1846).

Jeg har på min weblog Vandringsløse Tidende beskæftiget mig med Køge Landevej i tre indslag. Det ene generelt, det andet om reminiscenser i vores tid,  og det tredje om omvejen omkring Taastrup. Gammel Køge Landevej fulgte på daværende tidspunkt nogenlunde fra Valby Langgade, Gammel Jernbanevej-Rasmus Rasksvej-nuværende Gammel Køge Landevej fra Toftegårdsplads. Det er vejen som udspringer ca. midt i billedet og går lidt skråt til venstre nedad. Hverken jernbanen eller Toftegårds Alle var anlagt på daværende tidspunkt. 

Valby Børneasyl blev stiftet i 1842. Forslaget kom fra vandmester Sørensen fordi mange af Valbys børn var alene mens forældrene solgte høns på torvet i København, arbejdede hos bønderne eller slagterne. Forslaget havde også interesse fra professorinde Hall på Ny Bakkehus. Asylets første adresse var et lille hus på Valby Langgade. Det ledes af madam Dichhut hvorom der ofte blev klaget over hendes adfærd, men som beholdt stillingen i 25 år. Lokalerne var alt for små, 100 børn i en lille stue, og i 1853 lejer man lokaler hos bager Lotse. I 1874 åbnede asylet hvis bygning nu findes på Valby Tingsted.

Valby Tidende nr. 19, 1840-1842

Retslige avertissementer

Avls- og Lystgården, Bjerregården kaldet, beliggende på Valby Bakke i Hvidovre sogn, Københavns Amt, hvis jorder er ansatte til hartkorn 9 tdr. 7 skpr. 1 fkr 1 ½ Alb. med et areal af 85 tønder land geometrisk mål, tilhørende arvingerne efter afdøde kammerherre, generaladjudant, kommandør Uldall.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 2. januar 1840).

Torsdag den 27. febr. 1840 om middagen kl. 12 bliver den boet efter afdøde gårdejer Poul Christensen og hustru Rebekka Christine født Møller tilhørende og i Valby ved Frederiksberg beliggende gård “Bekkersgaard” kaldet med bygninger og jorder af hartkorn 6 td. 2 skp. 2 fdkr 1 alb. opråbt til absolut bortsalg ved 4. auktion som afholdes i nævnte gård.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 2. januar 1840).

Sogneforstanderskabsvalg

Fredag den 10. december dette år om formiddagen kl. 8 bliver på Valby Kro foretaget valg på 9 medlemmer til sogneforstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre, således at stemmeafgivningen sker først af Hvidovre, derefter af Vigerslev, dernæst af Valby og til sidst af Frederiksberg bys beboere. På valgdagen vil blive ophængt i forsamlingsstuen en fortegnelse der viser den orden hvori de enkelte valgberettigede vil blive opfordret til at afgive deres stemmer. De befalede lister over de valgberettigede og valgbare ejendomsbesiddere er til almindelig eftersyn henlagt både hos vedkommende sognefogder og hos enhver af de undertegnede medlemmer af valgbestyrelsen.
Valgbestyrelsen for Frederiksberg og Hvidovre Sognedistrikt, den 25. november 1841
Povelsen. Jens Mortensen. Balthazar Christensen
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).

Udsigt fra Valby Bakke ind mod København i 1840'erne

Brandforsikring

Da cand. philos., forhenværende gårdejer i Valby, Bartholin Lund, som var meddelt en skrivelse af 16. juni d. å. fra direktionen for det almindelige Assurancecompagni på varer og effekter, hvorefter det er overladt til ham at supplere det fordrede bevis for den af ham anmeldte brandskade ved efter lovlig omgang at bekræfte skadens rigtighed med korporlig ed, under en i boet i går afholdt samling, har begæret boet sluttet i den stand det er, og erklæret at han ikke for tiden vil afgive nogen erklæring om hvorvidt eller når han muligvis vil aflægge ed, assurancegodtgørelsen betræffende, så er det fra nogle af boets kreditorers side begæret, at der må blive afholdt en skiftesamling i boet og derunder affordret de for boets regning ville sagsøge direktionen for Brandassurancecompganiet til betaling enten af det fulde fordrede erstatningsbeløb eller af hvad der efter rettens dom lovligt måtte kunne tilkomme boet, og bliver derfor efter denne begæring afholdt en skiftesamling i nævnte bo i birkets retslokale i Blåtårn, onsdag den 15. oktober d. å. om eftermiddagen kl. 1 til hvilken samling samtlige kreditorer og andre vedkommende herved indvarsles at møde.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 25. september 1845. M. Friderichsen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).
Se også ekstraudgave af Valby Tidende under kortet, nederst

Karl overfaldet af gadekommissær

Skønt der ofte nok har været anket over den grove og ofte umenneskelige behandling som de under politiet ansatte underordnede betjente har tilladt sig, især mod simplere almuesfolk, med hvem de kommer i konflikt, og det ofte uden at disse giver dem nogen anledning dertil, og skønt man dog vel skulle kunne antage at disse betjente blev af deres foresatte indskærpet af den humanitet disse selv kender og anser for forenelig med deres embedsfunktioner, så er der dog ofte endnu ikke at spore nogen betydelig forandring til det bedre i så henseende, idet man endnu ikke sjældent erfarer eksempler på en brutal behandling, og til bevis herpå kan følgende begivenhed tjene: En i Valby tjenende karl havde efter en lang vandring en dag i forrige uge taget plads på en trappe på Amagertorv hvor en gadekommissær der netop kom forbi, forbød ham at sidde. I al uskyldighed spurgte karlen gadekommissæren hvem han var, og hvorfor han ikke turde sidde her. Hvem han var, råbte betjenten, det skulle han straks se, rev frakken op og skiltet frem med den ene hånd og gav sig med stokken i den anden til at slå løs på den arme karl så at det halve af kasketskyggen gik af og han selv fik to sår over øjet hvorfra blodet flød strømmevis. De tililende folk fik karlen bragt op hos en barber, og gadekommissæren ville det sikkert være gået ilde, hvis han ikke havde tyet samme sted hen, da de forsamlede var i højeste grad forbitrede på ham. Efter at bondekarlen var forbundet, forlangte han, formodentlig efter andres tilskyndelse at bringes op på politikammeret for at tale sin sag og klage over den lidte medfart. Om han har fået nogen fyldestgørelse for det lidte, ved vi imidlertid ikke.
(Kjøbenhavnsposten, 24. maj 1842).

Valby Asyl

Efter at vandmester Sørensen havde henledt Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskabs opmærksomhed på nødvendigheden af oprettelsen af et asyl i Valby, hvor familiefaderen og moderen i almindelighed er borte hele dagen, anmodede dette sognepræst Holsøe, vandmester Sørensen og artillerikaptajn v. Bruun, samt instruktør Nielsen og gårdmand O. Larsen om at sammentræde i en komite for at meddele forstanderskabet deres tanker, om hvorvidt asylers oprettelse på landet og navnlig i Frederiksberg og Hvidovre kommune måtte anses hensigtsmæssig, samt dersom dette besvaredes bekræftende, hvorledes da ideen mest hensigtsmæssig måtte kunne realiseres. Efter at inspektør Nielsen havde frabedt sig dette hverv som var tiltænkt ham, hvortil han ytrede at han hverken havde tid, evne eller lyst, udnævnte forstanderskabet efter Asylkomiteens indstilling, gårdmand O. Pedersen i hans sted. I dens derpå afgivne erklæring ytrer komiteen at uagtet trangen til asyler for små børn må være langt større i købstæderne end i landkommunerne, må dog de sogne der ligger i nærheden af hovedstaden, mere eller mindre føle en sådan trang, at dette navnligt må gælde om Frederiksberg og Valby, hvor mange husmænd og indsiddere må søge deres erhverv enten ved handel i København og nabosognene eller ved dagarbejde, hvoraf følger, at forældrene enten hele dagen eller en stor del af samme må være borte fra deres, til sig selv eller en barnepige overladte børn; at den efter de indhentede oplysninger mener, at omtrent 40 børn i Valby og 30 på Frederiksberg ville have trang til at blive optaget i en sådan anstalt. Komiteen ytrer at frivillige bidrag måtte kunne begrunde indretningen, og at forældrene burde yde et om endog kun ringe ugentlig bidrag for hvert barn der optages i asylet, idet den i øvrigt henleder forstanderskabets opmærksomhed på, at oprettelsen af et asyl i Frederiksberg vil lettes ved at der uden vanskelighed dertil vil kunne indrømmes den fornødne lejlighed i Fattighuset. Forstanderskabet delte komiteens anskuelse at oprettelsen af asylet i de nævnte byer ike alene vil være ønskelig, men nødvendig. Komiteen udbad sig nu forstanderskabets godkendelse på dens indbydelse til frivillige bidrag, på antagelsen af en madam Caroline Dickhudt, som bestyrerinde for Valby Asyl og på bemeldt asyls åbning den 1. november, og den havde derhos gjort udkast til en instruks og et regulativ for dette asyl, hvorhos den bemærkede, at vandmester Sørensen havde overtaget sig det hverv at være kasserer for Valby Asyl og kaptajn Bruun for det som ønskes oprettet i Frederiksberg. Den 1. oktober om formiddagen kl. 10 åbnedes således Asylet i Valby med 18 børn i forældrenes, selskabets, asylkomiteens, en sammentrådt kvindelig forenings og flere bidragydendes overværelse med en tale af sognepræst Holsøe. Uagtet den private godgørende og velvillige gaver havde for tiden tilstrækkeligt sørget for denne indretnings fornødenheder, har komiteen dog - og det vist nok med god føje - anset det hensigtsmæssigt at lade forældrene betale 4 skilling om ugen for hvert barn, hvilken lille udgift de også med stor beredvillighed har underkastet sig.
Mens komiteens bygningskyndige medlem, hr. vandmester Sørensen, fra hvem impulsen til hele sagen er givet, fortrinligt har draget omsorg for lokalets hensigtsmæssige indretning, er det især et andet af komiteens medlemmer, artillerikaptajn og sogneforstander Bruun, der ved den iver, hvormed han har virket såvel for arrangementet af en koncert til fordel for asylet, som for tilstedebringelsen af det fornødne inventarium etc. har grundet krav på kommunens erkendtlighed.
Det nærmeste tilsyn med børnenes behandling og den indre orden er forøvrigt betroet den foranberørte, specielt dertil indstillede kvindelige forening, der består af 12 husmødre for størstedelen af selve bondestanden. To asylforstandere fører derhos jævligt tilsyn med asylet, dets lokale og inventarium, de modtager anmeldelser og besværinger og forebringer komiteen de indkomne andragender.

Vi må ikke blot fuldkommen bifalde de anskuelser der har ledt Frederiksberg og Hvidovre kommune til det vist nok meget rigtige resultat, at hvorvel asyler for små børn i reglen ikke let kunne være anbefalelige på landet eller udenfor de større byer, må de dog undtagelsesvis være det for byerne Valby og Federiksberg ifølge disse byers ganske særlige forhold. At denne indretning vil vise sig velgørende for børnenes fremtidige forhold og at den endog vil virke heldbringende tilbage på selve forældrene, tør næppe betvivles. Heller ikke synes det uantageligt, at en landsby som Valby, der alene af husmandsboliger tæller firs, og der aldeles ikke har udflyttere, meget snart vil erkende, hvad den har vundet i dette asyl, og i så fald vil anstalten som nu ses at være trådt i virksomhed med 18 børn, snart kunne regne åpå at måtte optage det tredobbelt antal. Ser man derhos hen til det opsving stemningen med hensyn til det offentlige liv synes at have taget i denne kommune siden kommunalordningen er trådt i kraft, tør man håbe at en så lovende indretning, med omhu vil blive fredet og udviklet ikke blot af sogneforstanderskabet og af de nævnte 2 hædersmænd, hvis opofrende iver for sagen anstalten skylder ikke blot det fortrinlige lokale, hvori den er oprettet men sin tilblivelse i det hele taget, men også af byen Valbys øvrige beboere af hvis deltagelse og erkendelse af den det væsentlig vil afhænge hvorvidt den i den fjernere fremtid vil prospere. X
(Kjøbenhavnsposten, 10.november 1842)

Valby Tidende Ekstraudgave

Om Bartholin Lund (1812-1848) findes en længere beretning på internettet:
Arresteret 1839
"For dem, der blev indsatte i Politiets Arrester eller i et af Stadens Fængsler, var Tilværelsen ikke hyggelig. Baade Lokalerne og den Behandling, man fik derinde, var vidt berygtede. Et Indblik i Forholdene fik man, da cand. phil. Bartholin Lund for Overretten fremlagde og senere offentliggjorde en Beretning om det, han havde gennemgaaet som Varetægtsarrestant. Hans Gaard i Valby var brændt i December 1839, og han blev da arresteret som mistænkt for at have paasat Ilden. I syv Fjerdingaar sad han i Varetægtsarrest, indtil han i 1841 blev frikendt.
Straks efter Branden blev han sat i Blaataarn, hvor han især plagedes af »Utøj og levende Kryb«. Da han her fik en daarlig Arm, blev han overført til Forbedringshusets Sygestue. Men dette Opholdssted, hvor han var omgivet af Forbedringshusfanger og selv blev behandlet som en af dem, var ham saa utaaleligt, at han anmodede om at komme bort derfra igen, endnu før Armen var lægt. Han blev da indsat i Københavns Politiarrest Nr. 11.
Her laa om Natten fire eller fem Personer sammen i én Briks, Halvdelen med Fødderne nedad og Halvdelen omvendt. Det var ikke noget godt Leje for en Patient, der endnu gik med Spiler og Bandager paa den syge Arm.
Fra Nr. 11 flyttedes han ned i Kælderarresten Nr. 8, et halvmørkt Hul, hvor han kom til at sidde sammen med de værste Forbrydere, blandt hvilke han daglig var Vidne til, at »dyrisk Uterlighed« gik i Svang. Han bad paa det indstændigste om at maatte blive flyttet, han vilde tage til Takke med selv det usleste og mørkeste Hul, naar han blot kunde komme bort fra Selskabet, men forgæves. Han overtraadte da Arrestreglementet ved at skrive et Brev til en af sine Medarrestanter og blev herfor idømt femten Slag Tamp. Skønt han var brystsvag og derfor bad om at blive fritaget for Straffen, blev denne dog eksekveret - af en meget haandfast Person og med en Tamp, der i Forvejen var lagt i Vand. Da Eksekutionen var forbi, faldt han besvimet om, og Blodet sprang ham ud af Næse og Mund. I fire Uger derefter kunde han ikke ligge paa Ryggen og ikke klæde sig selv af eller paa, og endnu seks Uger efter var alle de femten Slag kendelige foran paa Brystet.
I lang Tid laa han nu syg i forskellige af Politiets Arrester, - det eneste Hospital, der blev stillet ham i Udsigt, var Forbedringshusets Sygestue, og der vilde han ikke mere hen. Omsider kom han igen tilbage til Blaataarn, og i Sammenligning med det, han i Mellemtiden havde oplevet i Politiets Arrester, fandt han nu Opholdet her ganske taaleligt."
Det blev sagt 1), at Lunds Klageskrift ogsaa kom Kristian VIII for Øje, og at han i Anledning heraf havde forlangt en Erklæring fra Politidirektøren, hvilket førte til en forandret Indretning af Københavns Varetægtsarrester.
(Kilde: Villads Christensen: København 1840-1851 Kap. III)