lørdag den 9. september 2023

Valby Tidende nr. 228, februar-marts 1916

På politistationen i Valby fik den nye chef, hr. Jacobsen, i eftermiddags af en deputation bestående af overbetjentene Schou, Schwenger og Petz, samt opdagelsesbetjent, løjtnant Frandsen overrakt den kårde som hans kolleger har skænket ham. Overbetjent Schwenger fungerede som ordfører.

Nationaltidende 3. februar 1916, 2. udgave.


En glemt mindesten.


Ved Jesuskirkens sydvestlige hjørne er der et lille anlæg så stort som et spisestuegulv i en moderne 3-værelses lejlighed. Det indesluttes af en avnbøgshæk, og lige inden for denne, 
fuldstændig gemt for folk, der går på vejen, står en mindesten, der bærer følgende, næsten udviskede indskrift:

Christen Larsen,
faldt ved Slesvig.

Jacob Olsen,
faldt ved Kolding.

Jacob Christiansen,
faldt ved Fredricia.

I mødte paa Kampens Dag og holdt Ord.
men aldrig Hjemmet mere I saa, ej Faer og Moer.
Den Sejr I vandt, da I for Konge og Fædreland stred
skal bære Dannerfolket Frugt i Tid og Evighed.
Staa her skal Eders Navne, æres her skal Eders Minde,
saalænge Stenen kan holde, saa længe Kilden kan rinde.

Den lille mindesten, der åbenbart i sin tid er forfærdiget over tre tapre valbyere som er faldet i treårskrigen, stod i mange år i haven til Valby Kro; men her så afdøde brygger Carl Jacobsen den en dag, og han syntes da, at pladsen ikke var helt heldig valgt for et minde over tre faldne helte. Stenen blev derfor på hans foranstaltning flyttet ud ved Jesuskirken, hvor den imidlertid nu syntes fuldstændig glemt af guder og mennesker.

I sin nuværende tilstand svarer den i hvert fald kun i ringe grad til den smukke og løfterige indskrift, som den bærer. Stentavlen, på hvilken skrift står indhugget, er til dels knust i det nederste venstre hjørne, regn og sol i forening har ganske gjort det af med den farve, der i sin tid har gjort bogstaverne læselige, og grågrønne alger, der breder sig uforstyrret har yderligere bidraget til at gøre indskriften ulæselig.

Mindesten gør i det hele et trist og forsømt Indtryk, der vidner om manglende pietetsfølelse hos dem, der har haft pligt til at holde det i stand og værne om de tre heltes minde.

Folkets Avis - København 4. februar 1916.

Mindetavlen kan i dag ses på Jesuskirken. Her kan man også konstatere at artiklen ikke har afskrevet indskriften helt korrekt. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Det nye mødrehjem i Valby.

På Eschrichtsvej nr. 7, lige overfor kommuneskolen, har foreningen “Mødrehjemmet i Valby” i sommer opført et nyt hjem på en af Københavns Kommune skænket grund. Foreningen, der har bestået i ca. 9 år, tager sig af unge mødre, der skal føde første gang, og giver dem ophold den sidste tid før fødslen. De der ønsker det, kan blive i hjemmet det første år med deres barn, og betaler da efter evne for opholdet, som regel udgør faderens bidrag betalingen, og af denne får moderen endda de 3 kr. månedlig til eget forbrug.

Indtil det nye hjem, der er opført efter tegning af arkitekt Fog, blev taget i brug, har institutionen haft bolig i den gamle Beckers Gård ved Køge Landevej.

Det nye hjem betyder et stort fremskridt. Alt er smukt indrettet med lyse store fællesstuer og hyggelige mindre værelser for mødre og børn, og i huset er indlagt centralvarme, elektrisk lys, og der er gode bade og økonomirum.

De unge mødre besørger husets gerning og vejledes i husgerning, barnepleje og madlavning, under ledelse af forstanderinden, frk. Paula Wendt og assistenten frk., Anna Paulsen.

Midlerne til driften af hjemmet tilvejebringes ved frivillige gaver og tilskud fra staten, børnehjælpsdagen og enkelte legater.

Det er en smuk virksomhed der øves i hjemmet, hvor for tiden 15 mødre med deres børn og 15 plejebørn bor, og den fortjener støtte, særlig nu hvor dyrtiden føles trykkende på det i forvejen beskedne budget.

Social-Demokraten 7. februar 1916.


En arbejder dræbt på F. L. Smidths Fabrik.

På F. L. Schmidths fabrik i Valby har der i morges fundet en uhyggelig begivenhed sted.

En 21-årig arbejder, Carl Richard Rasmussen var sammen med nogle andre arbejdere i færd med at montere et valseværk til firmaet Nielsen & Winther. En del af valseværket gjorde sig da pludselig fri af løftekranen og styrtede ned over arbejderen. Hans hoved knustes. Ambulancen blev tilkaldt, men døden indtrådte øjeblikkelig. Der stod da kun tilbage at føre liget til Johannesstiftelsens lighus.

Den forulykkede havde sit hjem hos en søster og svoger i Toftegårds Alle nr. 11, 2. sal.

Nationaltidende 7. februar 1916, 2. udgave.


Ulykken hos F.L. Smidth (Alex. Foss)

Arbejdere dræbes og, lemlæstes, fordi uerfarne folk anbringes på poster, som de Ikke magter. Som meddelt i går er en arbejder mandag morgen blevet dræbt under sit arbejde på firmaet F. L. Smidths Fabrik i Valby (Alex. Foss). Ulykken, der skete ved 8-tiden, gik for sig på den måde, at et mægtigt stykke maskingods, til hvis ophejsning i en kran vedkommende arbejder selv havde givet tegn til kranføreren, svingede hen imod ham og knuste hans hoved, så han døde på stedet.

Den forulykkede havde den bestilling at være, hvad man kalder “stropmand”, det vil sige han skulle slå strop om godset, som kranen løfter og transporterer. Da han havde givet tegn til ophivning, gav han sig til at manøvrere med et andet stykke gods i en sådan stilling, at han nødvendigvis måtte blive ramt.

Ulykken skyldtes med andre ord den omstændighed, at manden ikke havde tilstrækkeligt kendskab til eller øvelse i at besørge det pågældende arbejde. Han havde først overtaget det for ca. 3 uger siden uden før at have haft med den slags at bestille.

Dermed falder et meget alvorligt ansvar på firmaet. Det gælder så meget mere, som ulykker af lignende art er indtrufne flere gange før dér på fabrikken af samme grund.

For ca. 3 måneder siden kom en arbejder meget hårdt til skade under tilsvarende forhold, og for omtrent et år siden indtraf en ulykke af samme art; vedkommende arbejder er endnu uarbejdsdygtig derefter.

Det har nemlig gentaget sig til stadighed, at fabriksledelsen har antaget folk til disse kranposter uden at lægge vægt på, om de har nogen erfaring i dette arbejde eller i det hele taget i at tumle med det svære gods. En mand var således barber, en anden kelner. Det siger sig selv, at anbringelsen af folk fra så fjerntstående områder i den slags farlige stillinger er uforsvarlig. Oven i købet har fabrikkens ledende mænd, derunder navnlig overværkfører Jacobsen, gentagende engageret sådanne uøvede folk til trods for, at fabrikkens arbejdere har protesteret derimod, netop under henvisning til, at arbejdet efter sin beskaffenhed ubetinget krævede erfarne og øvede folk.

En enkelt gang har vel driftsbestyreren sagt til overværkføreren, at der skulle tages sådanne Folk, men det har ikke nyttet. Blandt fabrikkens øvrige arbejdere er det vanskeligt at få foIk til stropmandsstillingen, fordi den tilmed er særlig slet lønnet; det er et forhold, som yderligere skærper fabrikkens ansvar: man må søge egnede folk, og man må give en ordentlig løn for arbejdet, så man kan få sådan arbejdskraft.

Naturligvis hviler ansvaret mest umiddelbart på den leder, der antager arbejderne, men det rammer derfor ligefuldt også den øvrige ledelse, helt op til direktøren. Når der gang på gang forefalder svære ulykker ved det samme arbejde, fordi det udøves af ukyndige folk, skulle dog ledelsen til sidst kunne få øjnene op for det uforsvarlige i sin handlemåde.

Hidtil er dette ikke sket. Det er dog næppe troligt, at hr. Alex. Foss selv er underrettet om, hvordan forholdene er på dette område i Valby-Fabrikken, og man tør måske gå ud fra, at han nu, da sagen påklages offentligt vil sørge for at ordne den med et fast greb på forsvarlig Måde.

Social-Demokraten 9. februar 1916.


Indbrud hos billedhugger Brandstrup.

Hos billedhugger Brandstrup på Bjerregårds Sidevej i Valby er der begået indbrud. Tyvene er kommet ind gennem et køkkenvindue og har stjålet en del smykker, sølvtøj m.m.

Nationaltidende 10. februar 1816, 2. udgave.


800 liter linolie i brand.

På Drubins Farvefabrik i Valby opstod der i går eftermiddags brand i en beholder som rummede 800 liter linolie. Brandvæsnet blev tilkaldt og hindrede branden i at tage videre udbredelse. Men ilden havde så at sige fortæret hele beholderens indhold. Det varede en fire-fem timer før den var slukket.

Nationaltidende 11. februar 1916.


Carlsbergmuseet.

Interiør fra det nye bryggerimuseum med Carlsberg-søjlen fra Århusudstillingen i midten. På væggen til venstre ses et kæmpebillede af det mægtige Carlsberg Bryggeri.

På afdøde brygger Carl Jacobsens fødselsdag i overmorgen, den 2. marts, åbnes Carlsberg-museet i den gamle glyptoteksbygning på Ny Carlsbergvej ved Langgade 

Der et naturligt at Carlsbergbryggerierne, der står som et af de berømteste, smukkeste og mest storstilede industrielle anlæg herhjemme, får sit eget museum, hvor minder fra denne virksomheds lyse barndom kan samles, det er så ligetil, at man i grunden ikke forstår, det ikke forlængst er blevet virkeliggjort, navnlig da bryggerierne jo hører med til de steder, som turisterne fra ind- og udland skal se, og året igennem modtager besøg af alle mulige foreninger, for hvilke bryggerierne altid gæstfrit åbner sine porte.

Man må derfor være direktør Vagn Jacobsen taknemlig, fordi han så resolut har gennemført  tanken og sat al kraft ind på at få museet færdigt til indvielse på faderens fødselsdag.

Direktør Vagn Jacobsen i en af det nye museums sale.

Der er vel ikke meget tilbage fra lejebrygger Christian Jacobsens bryggergård på hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde hvor grundlæggeren af Carlsberg, kaptajn J. C. Jacobsen kom til verden og arvtog faderens beskedne hvidtølsbryggeri; men den bryggerkedel, hvori kaptajnen bryggede det første bajerskøl findes dog på museet og ligeledes kaptajnens stue fra hans smukke bolig - den bolig, om hvilken han, da den var færdig, udtalte til sin daværende 12-årige Søn: Jeg har hygget dette hus, Carl, ikke for at få en prægtig bygning at bo i, men for at gøre noget smukt."

Men selv om der mangler noget fra de ældste tider, er det dog lykkedes at få en overordentlig righoldig samling ud af det, og der er ingen tvivl om at Carlsberg-Museet vil blive en attraktion mere til at få turister fra alverdens lande til når de besøger Danmarks hovedstad, at gøre turen ud til Valby, til Danmarks smukkeste fabriksanlæg, ølbryggeriet hvis millionfortjeneste ofres på kunst og videnskab til gavn og glæde for nationen.

Folkets Avis - København 29. februar 1916.


Sodaen gået ad Hækkenfeldt til. De danske sodafabrikker har standset fabrikationen.

Byens urtekræmmere, kolonialhandlere og grossister i denne branche modtog i går uden forudgående varsel den ret ubehagelige meddelelse, at sodafabrikkerne i Valby, der har det meste af sodafabrikationen herhjemme, i går havde set sig nødsaget til at standse fabrikationen på grund af mangel på råmaterialer.

Meddelelsen vakte ligefrem panik blandt de handlende, for ingen af dem ligger inde med større partier af denne vare, så at byen i løbet af et par dage vil være fuldstændig raseret for alt, hvad der hedder soda.

At dette vil få en indgribende betydning på mange områder, er der ingen tvivl om, for soda er jo et produkt, som anvendes både i kemien, teknikken, medicinen og husholdningen.

Direktør C. H. Schmidt fra sodafabrikkerne har i de sidste dage været på rejse i udlandet for at fremskaffe de nødvendige råmaterialer, men det synes ikke at være lykkedes; i hvert fald kommer direktøren hjem i morgen, og på “Folkets Avis"s forespørgsel på fabrikkerne i formiddag svarede man, at der for øjeblikket intet kunne siges om, hvornår fabrikationen atter vil begynde.

Som man vil erindre, kunne vi for nogen tid siden her i “Folkets Avis" fortælle om, hvorledes eksport-spekulanterne pludselig havde kastet deres kærlighed på sodaen og opkøbt store mængder af den, så det er denne eksport, der har bevirket, at sodaen er gået ad Hækkenfeldt til - eller om forladelse ad Tyskland til.

Folkets Avis - København 1. marts 1916.


Hvidovre og Valby.

Valby har fra tidernes morgen i kirkelig henseende hørt til Hvidovre. Selv da Valby fik Jesuskirken og Jesuskirkens sogn blev oprettet, vedblev Valby og Hvidovre at være forenede i kirkelig henseende. Ja selv da Valby blev slugt af storstaden København, vedblev den kirkelige forbindelse med Hvidovre og har altså varet ved indtil de sidste dage, da kongen på ministeriets forestilling har bifaldet at de nu udskilles fra hinanden. 

Valbyerne har hidtil været berettiget til når de afgik ved døden, at blive begravet på Hvidovre kirkegård., Men når den kirkelige forbindelse nu ophører, hvor skal de så hen for at komme i jorden?

Har valbyerne fremdeles ret til at blive begravede på landet eller skal de nu stedes til hvile herinde i byen?

Nå, valbyerne har jo ingen grund til at fortvivle for den sags skyld, de kan jo blot sige et ord, så bliver de brændt.

Folkets Avis - København 2. marts 1916.


Tyven der stjal en cigarautomat.

Om natten til den 20. januar mødte to politibetjente i Valby Langgade en arbejdsmand Hans Mortensen der var på vej med en stor cigarautomat på ryggen. Da hans forklaring om at han havde fået den af en ubekendt mand for at sælge den næste dag som gammelt jern, ikke forekom dem troværdig, tog de ham med på politistationen.

Under den senere undersøgelse for kriminalretten fastholdt han sit standpunkt til trods for at automaten var i rigtig god stand og var fuld af cigaretter. Retten forkastede imidlertid hans forklaring og dømte ha, i dag for tyveri af automaten, der tilhører en cigarhandler på Vesterfælledvej, til 100 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Nationaltidende 4. marts 1916, 2. udgave.


Eget hus. Tjenestemændenes Byggeforening.

I slutningen af juli måned 1914 slog vi her i “Folkets Avis”  til lyd for Tjenestemændenes Byggeforening, der havde til hensigt at skaffe gode og billige boliger, som beboerne selv blev medejere af.

Så kom imidlertid krigen, og den smukke og sunde tanke blev som følge deraf skudt ud i fremtiden. Senere er den taget op på ny, og nu skal den realiseres.

Vi følger med glæde opfordringen til at bringe nogle enkeltheder om det sunde og gode projekt ud til vore mange tusinde læsere.

Tjenestemændenes Byggeforening er stiftet med det formål, på grundlag af et organisatorisk samarbejde at opnå, at foreningens medlemmer ved at blive medejer af det udbytte, der fremkommer ved driften af foreningens ejendom. Medlemmerne vil komme til at sidde for en rimelig boligafgift, og efter forløbet, af en årrække vil der ved afbetaling på prioriteterne og nedgangen i renteudgifterne kunne blive ydet medlemmerne enten et årligt udbytte eller et afslag i boligafgiften.

Et areal i det smukke kvarter ved Kjeldgårdsvej i Valby har man nu købt, og den første bygning er projekteret færdig til indflytning til oktober flyttedag.

Bestyrelsen har ladet foreningens arkitekt udarbejdet tegninger og planer til en udvidelse af foretagendet, så det hele kommer til at udgøre et smukt og stilfuldt kompleks på 10 opgange med store 2 og 3 værelsers lejligheder, alle forsynede med nutidens bekvemmeligheder.

Når foreningen nu, til trods for de herskende høje priser, giver sig i lag med den store opgave, så er grunden den at foreningen antagelig vil kunne få ejendommen opført til priser som ligger langt under dem der bliver tale om når krigen engang er endt, og der derved bliver stærk efterspørgsel efter bygningsmaterialer. Foretagendet er godt gennemarbejdet og kan gennemføres til priser, som ligger indenfor rimelige grænser.

I beregningen over ejendommens administration er der fastsat følgende boligafgifter: Stor 3 værelses lejlighed 44 kr. pr. måned, mindre 3-værelses lejlighed 38 kr , 2-værelses lejlighed med kammer 35 kr., 2-værelses lejlighed 30 kr. 

Af disse boligafgifter afskrives et meget betydeligt beløb på ejendommenes prioriteter, og derved kan foreningens medlemmer hurtigt opnår de goder, som foreningens formål tilsigter.

Betingelsen for at kunne optages som medlem er, at vedkommende er ansat i statens eller kommunens tjeneste eller er ligestillede med sådanne tjenestemænd i økonomisk Henseende. Ved indmeldelsen betales der et indskud på 5 kr. samtidig med, at man underskriver foreningens love og underkaster sig disse, hvorved man blandt andet forpligter sig til at indbetale en andel, som andrager henholdsvis 400, 350 eller 300 Kr., eftersom man ønsker sig en større eller mindre lejlighed.

Foreningens energiske Formand er Postbud J. Chr. Schou. Asger Rygsgade 19, som giver alle oplysninger om det udmærkede foretagende, der har dobbelt interesse på en tid, da der er bolignød her i København

Folkets Avis - København 22. marts 1916.

lørdag den 2. september 2023

Valby Tidende nr. 227, januar 1916

Valby.

I Valby er kampen mellem det gamle og det nye snart forbi, det gamle er så godt som helt bukket under - men derfor er de sidste rester fra fordums dage derude netop dobbelt interessante og vemodige at se. Ganske vist har byen endnu et morsomt blandet præg: husrækken i Langgade er meget ujævn, idet høje moderne huse veksler med småhuse fra ældre tid, men landsbyen, hønsekræmmernes og bøndernes Valby er så godt som forsvunden.

Indtil 1776, da vejen forbi Frederiksberg Slot blev fortsat, gik den almindelige vej til Roskilde om gennem Valby, der således lå ved en hovedlandevej og indbyggerne, ikke mindst kromanden, så med uvilje den nye færdselsåre dannes.

Tænker vi os tilbage i tiden, mens vi fra Carlsberg Bryggerierne går op over Valby Bakke forbi Søndermarken - den smukkeste adgang til en forstad, man kan tænke sig - da har vi på venstre  side gårdene Bjerregaard, Lykkens Minde og Skovbogård med tilhørende jorder. På de to første gårdes jorder ligger nu et meget smukt villakvarter samt Vestre Kirkegård - af Lykkens Minde står endnu en Længe, den titter frem i haven bag en af villaerne i Langgaden midt på bakken - ; den sidstnævnte gård nedbrændte for få år siden, og det er på dens jorde, at der nu er i færd med at rejse sig endnu et villakvarter og desværre syd for Jesuskirken en række høje huse.

Valby Langgade

Vi går videre, forbi Korups Have - oprindeligt et skovløberhus. der ligger på Frederiksberg - og standser ved GI. Jernbanevej, der går om langs volden, hvor Valby Station lå ved Danmarks første jernbane, indtil denne i 1864 blev ført om ad Frederiksberg. Drejer vi ned ad denne vej minder Mølleallé os om, at her indtil for en halv snes år siden lå en mølle, Kongens Mølle, der ligesom Luciemøllen i Enghaven I sin Tid blev flyttet ud fra voldene, da de faldt for byens udvidelsestrang. Nu er også møllen jævnet med jorden og de høje huse skyder langsomt, men sikkert og dræbende, deres stenmasser ud over den lille, gamle by.

Det gamle tingsted.

Vi går videre ad Valby Langgade og standser på det lille torv. Her ligger omkring et lille lindetræ tingstenene fra det ældgamle tingsted. Det rigtige gamle bytræ var en stor ask, der imidlertid sygnede hen, da der i 80'erne blev gravet en brønd på torvet. Sognerådet søgte Amtet om tilladelse til at sløjfe tingstedet og fjerne stenene, men amtet sagde nej, linden blev plantet og takket være amtets gode beslutning er der endnu i Valby en smuk og karakteristisk plet fra svundne tider. Ganske vist har senere tider gjort, hvad det er mulig for at gøre for at ødelægge det lille torv: Kroen med tilhørende have, der lå her, er sløjfet, og ligeledes sprøjtehuset med klokken i en galge over taget - høje grimme huse har rejst sig, hvor de lå. Men ikke nok med det: en sporvejsstander og nu i de sidste dage en af de forbryderisk hæslige stenklumper, der kaldes plakatsøjler, tager den sidste mulighed for glæde fra den, der går over torvet, hvor bymændene i fordums tid forsamledes. Her var midtpunktet for byens liv: Øvrighedens bekendtgørelser blev opslåede her, gavntømmer blev aflæsset og fordelt til bønderne som løn for pligtkørsel - og de elskende mødtes under den gamle ask.

Bag det sted, hvor forhen sprøjtehuset stod, ligger en smuk, lille bygning, Valby ældste skole, der nu er brandstation, og drejer man derfra til højre om ad Annexstræde, da er man med eet 100 år tilbage i tiden. Dette lille stræde er den mest ubeskadigede del af fortidens Valby. Døren synker halvt i knæ på de små skæve huse, taget hælder og muren har buler, men vedbend pryder gavlen, blomster er der i de bitte små vinduer, og når rigtigt matgult lampelys om aftenen siver ud over de små haver gennem gardiner, hvorpå pragtfulde svaner sejler i skønne slotshavers kanaler, da er her en lille ejendommelig idyl. Men fra den ene side ruger de høje huse i hovedgaden og fra den anden et stort bomuldsspinderis kæmpebygning over deres snart afsjælede bytte.

Et af de ældre huse.

På den anden side af Langgade forleder Gadekærsvej os til at søge gadekæret. Det er forlængst udtørret; hvor det lå, har kommunen nu en stenplads.

Hvor Valby smedje lå (ved hjørnet af Annexstræde og Langgade) ligger nu en ubeskrivelig grim bygning, i hvis stueetage Frelsens Hær har lokaler, og den falskeste hornmusik i verden har afløst hamrenes djærve klang mod ambolten.

Lige her overfor strækker sporvognsremisen sin store hal, men forinden man kommer til denne, passerer man på højre hånd en række småhuse, på hvis gavl står: 1865. I dette år hærgedes Valby af en stor brand, der begyndte i kroen oppe ved Tingstedet og derfra sprang over på den anden side vejen og raserede en betydelig strækning. Efter denne brand blev de nævnte småhuse opførte.

I 1883 hjemsøgtes byen atter af en større ildebrand, idet den bekendte mordbrænder Jens Nielsen stak ild på 4 gårde, af hvilke de to lå, hvor remisen nu ligger. De nedbrændte totalt og blev genopførte udenfor byen.

Endnu lidt længere ude ligger på venstre hånd en stor, meget smuk og vel vedligeholdt gård,

Valbys største: "Sankt Hans Minde". Dens ejer, proprietær Hoffmann har forlænget solgt det sidste af gårdens betydelige jorder til byggegrunde, men af pietet bevarer og vedligeholder denne mand, hvis livsinteresse er topografisk-historiske Studier, den store gamle have, det herskabelige stuehus og de store, hvide Længer. Få aner denne store gårds eksistens i hovedgaden bag det høje, grå plankeværk, men Ole Olsen har opdaget den, og når der skal filmes i en herregård, må "Sankt Hans Minde" åbne sine porte for aktørernes brogede skare.

Ja, Ole Olsen , ham havde vi nær glemt, og dog indtager hans virksomhed et meget stort areal af byens Grund.

Engang var Valby Mose - et stykke af arealet mellem Langgade og Roskilde Landevej - en stor, grøn eng, af hvilken hver gård havde en lod - en moselod -  her begyndte Ole Olsen i hjørnet af en lod på en bræddetribune med kulissebaggrund, og nu er hans etablissement en hel by med huse og slotte - af træ og lærred - og mange indbyggere lige fra apacher til grever og fyrster. Den øvrige del af mosen er i årenes løb bleven solgt til kolonihaver.

Men vi må videre ud mod det frie land. "Sankt Hans Minde"s udstrakte jorder er nu for en stor del bebyggede af forskellige byggeselskaber. Disse villabyer har folk imellem fået navne efter deres udseende, der er ligeså mangefarvet som vore dages diplomatiske redegørelser: der er den grå villaby, den hvide, den røde og villabyen "Lyset"

Disse småvillaer er det Valbys yderste vedetter.

I tidens løb har Valby givet plads for talrige store industrielle virksomheder, af hvilke de største er: Carlsberg Bryggerierne, Bomuldespinderiet, F. L. Smidth Maskinfabrik, Sukkerraffinaderi, Sodafabrik, flere Garverier, Allers Etablissement og Stillings Farvefabrik.

Til Valby hører et betydeligt strandareal ved Køge Landevej. Engang havde hver gård her en strandlod og en overdrevslod, men i provisorieårene købte regeringen til høj pris "Valby Fælled" til eksercerplads; da soldaterne imidlertid var trætte, inden de kom derud, gik arealet over til kommunen, der nu må se at få noget ud af det.

Skulle man mindes nogle historiske begivenheder, der berører Valby, kunde man nævne, at Frederik den l's hær, der i 1523 indesluttede København, gravede skanser på Valby Mark, og at svenskekongen i 1658 drog gennem Valby mod København.

I Valby boede Meir Aaron Goldschmidt som dreng.

Og ifølge overleveringen skal Wessel jo have beæret Valby Bakke med engang at lægge sig der til at sove en rus ud, hvilket gav anledning til det velkendte replikskifte med et par forbipasserende.

Vagabonden.


DE GAMLE HUSE.

Intet gør mig svag
som jert lave Tag.
I sidste, smaa og gamle Huse - .
hvor er Gadens Kær,
hvor er Vejens Trær,
hvor de frie Vinde frejdigt bruse?

Byen altfor nær, 
er I fangne her,
vogtet af en skarp, elektrisk Lygte
stundom føler jeg:
om det stod til mig,
hjalp jeg Jer en Aften med at flygte.

Blir jeg - trods al Mén -
selv en gammel En,
fremmed i de nye Tiders Færden,
og naar ingen mer
til den Gamle ser -
da er jeg som I i denne Verden.

Tit jeg tænkte paa,
naar ved Nat jog saa,
I var skønne som et dejligt Minde:
der er dybt i mig
fra en Fortids Vej,
noget skønt og gammelt sluttet inde

Se de gamle to,
som nu gaar til Ro,
rejser sig fra Ovnens sidste Lue;
- skønt af trange Aar
bøjede de gaar -,
jættestore i den lille Stue.

Her er alting smaat,
stille, trygt og godt, -
ingenting at naa og lidt at miste.
Stol og Seng og Bord,
Sol og Regn og Jord -
Ja her kan de gamle Hjerter briste.

Axel Juel.


Før og nu.

Af Helge Jacobsen.

Mine erindringer om Valby går langt tilbage som sidst i firserne og begyndelsen af halvfemserne, da mine forældre boede på den gamle Bülovske Bakkegård, endnu på en tid, da de små, ikke særligt skønne, men hyggelige villaer i Valby udlejedes til landliggere fra København. Den gang måtte disse benytte sig af hestesporvognen, som kørte fra det daværende Halmtorv, og stå af ved hjørnet af Pileallé, for enten at spadsere eller tage med dagvognen til Valby. Jeg erindrer også, at kusken på dagvognen ved svinget ved Ny Carlsbergvej blæste i et posthorn og knaldede lystigt med pisken for at sætte fart i hestene op ad Bakken.

I reglen stod der ud for den gamle hyggelige Slotskro en af Estrups blå gendanner og holdt øje med glade krogæster og berusede Folk, og jeg husker endnu tydeligt, at hønsene på den store mødding i gården ofte tog sig en udflugt tværs over vejen til Schlegels villa og ind i Halls have, som strakte sig langs Vesterbrogade, helt op til Frydendalsvej.

Senere blev sporvognslinjen til Valby anlagt, og de to heste med bjælder om halsen måtte ved indgangen til Søndermarken afløses af andre to, og raskt svang rytteren sig i sadlen, og red dem ned til remisen i Allégade.

Selve Valby har jeg ingen erindring om fra barndommen, men kvarteret mellem Jesuskirken og Carlsbergvej står endnu lyslevende for mig - Ja! jeg husker endnu de fleste af beboerne, som den gang boede på de to veje, Søndermarksvej og Bjerregårdsvej, men hermed skal jeg ikke trætte læseren.

Gamle Ostenfeldts have, som nu kun eksisterer i udparcellerede og bebyggede villahaver, var et sandt eldorado for os drenge. - I dammen (i nuværende grosserer Rich's have) fangede vi om sommeren karusser og vandkalve, om vinteren løb vi på skøjter. Men i denne have gik vi på stærejagt og spiste byttet i vor spejderhytte; køkkentøjet holede vi i vore søstres legestuer. Bagefter røg vi vældige cigarer fra min faders cigarkasse (jeg begyndte, da jeg var 7 år gammel, med Hirschsprungs Quinta Essencia, og ryger den stadigt) for bagefter i Cridlands hønsehus at ånde op ad den kalkede væg for at vore forældre intet skulle kunne opdage. Om tobakken er bleven ringere med årene, ved jeg ikke, men jeg synes aldrig at have nydt tobak som den gang.

Tydeligt husker jeg også, at vi løb på ski og skøjter i Hamborgmarken, hvor nu Clemmensens villa dominerer omgivelserne, og hvor afdøde direktør Kühle levede til sin død.

Der var den gang over Valby en hygge og idyl, som jo nu til dels er forsvundet, men til trods for den nye tid, som har ført moderniseringen med sig, er det et sted, som altid vil have sin egen tiltrækning for mig, som er født og opvokset i disse omgivelser.

[Her følger en artikel om Søndermarken]

(Nationaltidende 9. januar 1916).


25-års mesterjubilæum.

Murermester Carl Olsen kan i morgen fejre 25-års mesterjubilæum.

En anselig række af større byggeforetagender vidner om den betydelige virksomhed som denne dygtige håndværksmester der endnu er en forholdsvis ung mand, kan se tilbage på. Carl Olsens navn er således knyttet til Bispebjerg Krematorium, bryggeriet "Trekroner" i Valby - en ejendom der for nylig er solgt til det Ballinske Aktieselskab -, sukkerraffinaderierne i Larsbjørnsstræde og ved Langebro, Carl Lunds nye fabrikker på Amager, Cikoriefabrikkerne, Valby Jernbanestation og Gethsemanekirken i Dannebrogsgade.

Murermester Carl Olsen er vurderingsmand til ejendomsskyld under magistraten og vurderingsmand i Østifternes Kreditforening.

Nationaltidende 12. januar 1916, 2. udgave.


Mødrehjemmet i Valby

Den nye bygning hvori virksomheden nu har til huse.

For 9 år siden oprettedes, væsentlig på kontorchef Plougs initiativ en institution, som kaldtes “Mødrehjemmet i Valby". Denne Virksomhed falder i to dele, idet den omfatter både en plejebørnsafdeling og en afdeling, hvor ugifte, ubemidlede mødre, som skal barsle, kan få gratis ophold 1-3 måneder før nedkomsten og derefter sammen med deres spæde børn i ca. 1 års tid.

Virksomheden støttes dels gennem et mindre statstilskud, dels gennem bidrag fra børnehjælpsdagen. Indtægten for plejebørnene samt de ugifte mødres alimentationsbidrag i det år, de har ophold på hjemmet.

Siden dets oprettelse har det haft til huse i Tvedes Gård på Gammel Køge Landevej. Men nu er det rykket ind i sit eget hus, opført af arkitekt Fog, på Eschrichtsvej 7 i Valby.

Ejendommen er, som man ser på ovenstående billede, i to etager, således at plejebørnsafdelingen er i stuen, mødre- og børneafdelingen på 1. sal.

For øjeblikket huser det 15 plejebørn og 15 mødre med deres børn. Endvidere har forstanderinden, frk. Wendt, og assistenten, frk. Poulsen, deres hjem i ejendommen. Tilsynshavende læge er den bekendte, dygtige børnelæge, dr. Fabricius-Bjerre.

Der er ingen tvivl om, at en virksomhed som denne bør støttes i stor udstrækning, for den er lidt af en samfundsopgave.

Folkets Avis 13. januar 1916

Foto 2024 af bygningen på Eschrichtsvej. Erik Nicolaisen Høy.


Mødrehjemmet i Valby. Et hjem der burde findes mange af.

Ude, hvor Valby og Vigerslev mødes, et sted hvor vinden har frit spillerum og kan holde luften frisk, ligger et “mødrehjem", som vi kunne ønske storbyen adskillige af.

Hjemmets navn er “Mødrehjemmet Valby", det ligger på Eschrichtsvej, og det giver husly i et år til unge, ugifte mødre der føder første gang.

Selve institutionen er 9 år gammel. Det er en kreds af embedsklassens damer, som har taget sagen op, og med fru kontorchef Ploug i spidsen bragt den så vidt frem, at man i disse dage har kunnet tage sin egen, moderne indrettede bygning i brug. Det nye bygningsværk skyldes arkitekt Fog, som sammen med ingeniør Sven Koch har skabt et mønsterhus. Den sidste har gratis planlagt og ledet det betydelige arbejde med varmeanlæg og varmtvandsinstallation.

Princippet i denne smukke institution er dette, at man vil give den unge pige, som første gang bliver moder, en chance for at beholde sit barn. Den vordende moder optages de sidste 1 a 2 måneder før fødslen, og når denne er overstået, vender hun og barnet tilbage til mødrehjemmet, hvor de så kan blive et år. Betalingen er 9 kr. månedlig eller knapt nok alimentationsbidraget. For dette beløb får moder og barn fuld forplejning det første år, og bagefter hjælpes moderen til en plads, der sætter hende i stand til at forsørge barnet uden at sætte det i fremmed pleje. Så godt har princippet virket, at kun 14 af de 160 mødre i disse 9 år har skilt sig ved børnene.

Det nye hjem som indvies i dag, men allerede er taget i brug, udmærker sig ved sin fortrinlige indretning. Alt er lyst og venligt, alt hygiejnisk og praktisk ordnet. Og foruden de 15 mødre med børn kan hjemmet modtage 15 plejebørn. Mødrene beskæftiges afvekslende med husets rengøring, vask og børnepleje; og der levnes dem selvfølgelig rigelig tid til samværet med deres eget barn.

I glæden over det nye hjem blander sig hos fru Ploug kun sorgen over dyrtiden med dens yderligere stramning af budgettet. - Alene mælkeudgiften andrager 160 kr. månedlig, og koksudgiften er endnu højere.

Så meget mere må det overraske at høre, at borgmester Marstrand har afslået at tilstå hjemmet et parti koks til samme pris, som det tilstås ubemidlede, eller at hjemmet ikke kan få del i mælkerabatten. Man skulle dog synes, at en institution som denne, hvis samfundsbetydning er iøjnefaldende, måtte være selvskreven til al mulig støtte. - Man erindre at hver moder og barn bor for 9 kr. tilsammen pr. måned!

Det er da at håbe, at hjemmets tidligere og nuværende venner ikke vil svigte, men at kredsen udvides så at fru Ploug der sætter en ære i at holde hjemmet frit for gæld, må se dette ønske opfyldt inden ret længe.

Nationaltidende 17. januar 1916.


Forskønnelsesforeningen og Ny Carlsbergfondet.

"Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse" har under 17. ds. tilskrevet direktionen for Ny Carlsbergfondet således:

“Foreningens bestyrelse har med nogen uro erfaret det stedfundne salg af grunde ved Jesuskirken i Valby, ved hvilket grundsalg der vil blive påført den skønne kirke et i æstetisk henseende ret generende naboskab.

Den almindelige mening hos byens borgere er vistnok den, at man meget nødig ser store bygningskomplekser rejse sig i Jesuskirkens umiddelbare nærhed, og bestyrelsen for nærværende forening deler ganske den opfattelse, der i her omhandlede henseende er kommet offentlig frem. Efter sagens anledning at have afholdt et bestyrelsesmøde, tillader bestyrelsen sig herved at henstille til den højtærede direktion at overveje muligheden af at kunne bevare kirken i omgivelser med lav bebyggelse, der ikke vil kunne ødelægge kirkens arkitektoniske virkning.

Idet man udtrykker sin forvisning om, at netop den højtærede direktion for et fond, hvis formål er at bidrage til at virke for bevarelsen af hovedstadens skønhed, vil lade sig det være magtpåliggende at sikre sig, at den bebyggelse, der måtte resultere af det nu engang afgjorte grundsalg, i hvert fald bliver af en sådan karakter, at den ikke kommer til at mispryde kvarteret, skal man sluttelig tillade sig at fremhæve nødvendigheden - eller dog ønskeligheden - af, at opgavens løsning under fornøden kontrol overdrages de bedst mulige kunstneriske kræfter,

Med højagtelse
P. b.v.
Thorvald Jørgensen,
f. t. formand."

Nationaltidende 19. januar 1916, 2. udgave.


Den nye politiassistent. Justitsministeriets udnævnelse foreligger nu.

Justitsministeriet har i dag på politidirektørens indstilling udnævnt overbetjent Jacobsen i opdagelsespolitiet til politiassistent i Valby.

Vi har tidligere da indstillingen forelå, bragt den nye politiassistents biografi, og skal derfor blot nu indskrænke os til at anføre, at hr. Jacobsen siden den 18. maj 1888 har haft ansættelse i Københavns Politi, og i de sidste 8 år har fungeret i den post, han nu forlader som særlig medhjælper hos 2. politiassistent.

De københavnske borgere har kun grund til at hilse denne embedsbesættelse med tilfredshed. Hr. Jacobsen er en dygtig og taktfuld politimand, der møder med de bedst tænkelige kvalifikationer til den post der er betroet ham.

For politiet i almindelighed - og for opdagelsespolitiet i særdeleshed - har udnævnelsen imidlertid den betydning at den åbner udvej for at de praktisk uddannede politifolk fremtidig kan nå frem til chefstillingerne, selvom de ikke er i besiddelse af embedseksamen.

Nationaltidende 29. januar 1916, 2. udgave.


Den nye politiassistent.

Som tidligere meddelt her i "Folkets Avis" blev det opdagelsespolitiets souschef, overbetjent Jacobsen der fik politiassistentembedet i Valby. Han tiltræder i morgen, og beboerne har al grund til at være tilfredse ved justitsministeriets valg.

Folkets Avis - København 31. januar 1916.


Den ny politiassistent.

N. P. Jacobsen

Embedet som politiassistent i Valby blev - som vi tidligere har antydet - ganske naturligt besat med overbetjent N. P. Jacobsen, der i mange år har virket som souschef for opdagelsespolitiet. Det er en dygtig politiassistent Valby har fået, og det er en varmhjertet mand, der ikke absolut fortaber sig i de kolde lovbøger. Han har været opdagelsespolitiet i København en god mand, hvis mening man altid på højere steder lyttede til og respekterede. Han er tillige en koldblodig og rolig overvejende mand, der altid trænger til bunds i de sager, der er ham betroet. Men tillige er hr. Jacobsen en retlinet og nobel mand. - han er kort sagt en personlighed. Og han vil gøre sig afholdt i Valby.

Aftenbladet (København) 31. januar 1916.

lørdag den 26. august 2023

Valby Tidende nr. 226, november-december 1915

Brugsforeningen i Valby.

De nye lokaler i andelshuset på Rughavevej.

Valby Brugsforening rykkede på flyttedagen ind i det store nye andelshus på Rughavevej og skiftede derved i det ydre karakter. Med et slag kom foretagendet, der hidtil havde rådet over 2 afdelinger: en kolonialbutik og en viktualieforretning (installeret langt fra hinanden i utidssvarende lokaler) til at præsentere sig som et helt, samlet stormagasin.

Det var på høje tid, at denne forvandling skete, for foreningen, der begyndte som en lille flok af medlemmer fra Vesterbros Brugsforening, var vokset med så rivende fart, at de tidligere rammer for længst var blevet utålelig snævre.

Her - som adskillige andre steder i byen - har der fundet et heldbringende samarbejde sted mellem brugsforeningsbevægelsen og Arbejdernes Boligforening.

Man ser ved første øjekast at de nye lokaler ikke tilfældigt er kommet til at huse en brugsforening: de er ganske øjensynligt byggede netop med dette formål for øje.

En meget stor og præsentabel kolonialafdeling, hvor der er plads både til kunderne og ekspeditionen selv på de travleste dage, står i forbindelse med en viktualieafdeling, som på én gang opfylder alle praktiske krav og hygiejnens strengeste forskrifter. Og fra kolonialafdelingen fører en vindeltrappe op til en velassorteret manufakturafdeling, der står i forbindelse med foreningens hyggelige kontorlokaler.

Under hele forretningen findes dybe og rummelige kælderlokaler, der foruden de store lagere rummer en afdeling for tilvirkning af alle viktualievarer og en afdeling for fremstilling af leverpostej o. lign. Indtil de mindste enkeltheder mærker man, at alt er anlagt med den mest praktiske ekspedition for øje.

Formanden, hr. Frederiksen, som viser os rundt i lokalerne, bemærker træffende, at således som brugsforeningerne efterhånden - ved samarbejde med boligforeningen - indretter deres lokaler, forsvinder den sidste rest af den uheldige sammenblanding af forskellige varer, som tidligere gjorde, at bymennesker ikke rigtigt kunne forsone sig med brugsforeningerne. Alle varer samlet i samme hus og dog adskilte på den mest smagfulde og overskuelige måde - det er nu princippet i brugsforeningernes omsætning.

Lokalerne blev forevist en kreds af repræsentanter for de forskellige københavnske brugsforeninger og ved en lille sammenkomst udtalte alle deres uskrømtede beundring.

Der blev holdt taler af formanden for Valby Brugsforening, hr. E. Frederiksen, formanden for “Godthaab”, hr. Wittrup, formanden for “Sct. Paul”, hr. Bolgan, formanden for Sundby brugsforening, hr. N. Petersen, boligforeningens formand, hr. J. Chr. Jensen, samme forenings næstformand, hr. Af. P. Nielsen, journalist Marinus Kristensen, typograf Vilh. Wartenberg og formanden for de samvirkende brugsforeninger, hr. J. M. Johansen.

Det blev fra alle sider stærkt betonet, at det næste store skridt i de københavnske brugsforeningers udviklingshistorie må være en fastere centralisation om indkøb, administration og regnskabsvæsen, en centralisation, hvortil der allerede findes veludviklede spirer.

Fra flere sider blev der rettet en varm tak til den socialdemokratiske presse, hvis arbejde har været banebrydende for den kooperative bevægelses fremgang i arbejderklassen.

Valby Brugsforening har allerede nu en omsætning på over 6000 kr. om ugen, og den skete udvidelse vil utvivlsomt være indledning til ny fremgang. m-

Social-Demokraten 7. november 1915.

Ejendommen som den ser ud i dag. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvalt i en narresut. Et lille barns død.

Gartner Frederiksen der bor ude på Gammel Jernbanevej nr. 12, og som er en af Valbys kendte borgere, har i går mistet sin lille, tre måneder gamle søn Poul, på en højst uhyggelig måde. Fru Frederiksen der havde noget arbejde at udrette i køkkenet, havde forinden hun gik derud, lagt barnet i dets vugge og for at holde det i ro, givet det en gummisut i munden. Da hun kom ind i sovekammeret igen, havde barnet suget sutten til sig og fået den ned i halsen hvor den havde sat sig fast og lukket af for luftrøret så barnet var helt blåt i ansigtet og åbenbart ved at kvæles.

Ingen redning mulig.

Den forfærdede mor fik hurtigt barnet op af vuggen, dunkede ham i ryggen og råbte om hjælp mens hun selv forsøgte at få fat i sutten og drage den op af barnets hals. En tjenestepige der kom til, skyndte sig om på Valby Langgade og hentede den derboende dr. Hald. Og det varede ikke mange minutter før doktoren var på stedet. Men han kom for silde.

Al hjælp var frugtesløs. Barnet havde udåndet - kvalt i sin narresut.

- - -

Efter hvad der bagefter er oplyst, skyldes den uhyggelige ulykke dette at sutten var af en ny og åbenbart forkert konstruktion. Den er lavet herhjemme efter at tilførslen og så af denne vare er standset fra udlandet. Og den var lavet betydeligt længere i gummiet end de sædvanlige narresutter der næppe rummer nogen fare. Mødre der har små børn, bør altså vise forsigtighed med de "narresutter", de giver børnene.

København 29. december 1915.

lørdag den 19. august 2023

Valby Tidende nr. 225, september-oktober 1915

10 arbejdere i livsfare. Olsens garveri i Valby nedbrændt.

I går eftermiddags er det kendt L. Olsens garveri i Valby nedbrændt. Ilden opstod i tørrestuen, og på et øjeblik havde flammerne fået fat i hele den gamle bygning hvor bl. a. en halv snes arbejdere var beskæftigede med at banke huder.

I sidste øjeblik lykkedes det dem dog at redde sig ud af det knitrende bål. Men alt deres tøj gik tabt, og flere af dem havde desværre ikke assureret. I alt anslås skaden til ca. 50.000 kr., og tabet bliver så meget des større som garveriet netop i denne tid havde usædvanlig meget at bestille.

Folkets Avis 14. september 1915.

Skovbogårds Alle 11, opført 1915. Foto Erik Nicolaisen Høy.

To unge piger og to unge mennesker forsvundne. En 14 års pige forsvundet under mystiske omstændigheder.

I mandags er en 14-årig Pige, Rosa Cecilie Korff, en steddatter af bryggeriarbejder Th. Petersen, Kirstinedalsvej 2, Valby, forsvundet fra sit hjem,

Den pågældende dag ved tolvtiden kom den unge pige der arbejder på Valby Spinderi i Skolegade, som sædvanlig hjem til middag og spiste sammen med sine to yngre søskende lidt mad - forældrene var begge på arbejde - og mens den ældste af søstrene besørgede et ærinde i byen, klædte hun sig om, hvorpå hun forlod hjemmet uden at give nogen meddelelse om, hvor hun gik hen.

Hendes moder, der er meget nedbøjet over hendes forsvinden, forklarer, at Rosa i tidligere tid flere gange har været bortgået fra hjemmet, men altid efter kortere tids forløb er vendt tilbage, og at hun på grund af denne lyst har været indlagt til observation på 6. afdeling og en enkelt gang på anstalten i Rahbeks Alle.

Den mystiske veninde. 

- Rosa havde en veninde, forklarer hendes moder, - en ca. 20-årig pige ved navn Helga Jensen. De to unge piger stod i jævnlig brevveksling med hinanden, og kom vist også en del sammen. Men Helga Jensen, der boede i Absalonsgade, er også forsvundet. Hun har for nogen tid siden forladt sit hjem hos forældrene og taget bolig ude i byen, men hvor ved hverken hendes forældre eller tidligere arbejdskammerater, så lidt som man har nogen anelse om, hvor hun nu arbejder. Rosas mor nærer derfor og måske ikke med urette den antagelse, at de to unge piger nu bor sammen.

Et brev til moderen.

Fru Petersen har allerede for et par dage siden anmeldt sin datters forsvinden til politiet, men heller ikke derigennem er det lykkedes at finde noget spor, derimod har moderen i morges modtaget følgende brev, som vi gengiver her:

“Moder må tilgive mig, fordi jeg har handlet således, og vil du endnu engang gøre mig en glæde så led endelig ikke efter mig, jeg har det godt hvor jeg er. Så snart jeg tjener lidt flere penge end nu, skal jeg sende dig nogle en gang imellem. I må ikke tænke på mig, for det har jeg ikke fortjent.

Rosa."

Men der er den mærkelighed ved dette brev at Rosa ikke selv har skrevet det, dog er det sikkert skrevet af en kvinde, skriften tyder i hvert fald derpå.

Rosas signalement. 

Som før nævnt er den forsvundne pige 14 år gammel, men meget veludviklet og af højde som en middelhøj kvinde. Hun har mørkt hår, lyseblå øjne, temmelig stor, noget fremstående mund og nærmest opstoppernæse. Ved sin bortgang fra hjemmet var hun iført sort kastorhat med hvid blot, grønstribet ulster med spændetamp, lysblomstret liv, sort nederdel, sorte strømper og laksko med blanke spænder.

Oplysninger om den forsvundne modtages på "Folkets Avis"s redaktion, Linnesgade 22, og i hendes hjem Kristinedalsvej 2, Valby.

- - -

Folkets Avis - København 9. oktober 1915. Uddrag


Rosa fundet. En mystisk historie.

Vi fortalte i lørdags her i “Folkets Avis" , at en 14-årig pige, Rosa Cecilie Korff, der er steddatter af bryggeriarbejder Th. Petersen, Kirstinedalsvej 2 i Valby, havde været forsvundet fra sit hjem i ca. otte dage.

Kort efter, at “Folkets Avis" var udkommet, henvendte en arbejder sig i barnets hjem og oplyste, at han i de sidste par dage, når han gik til sit arbejde om morgenen, havde set en ung pige opholde sig i et kolonihavelysthus ved Valby Mose.

Han havde allerede før han læste i artiklen i “Folkets Avis", fundet den unge piges ophold i lysthuset mystisk, og havde henledt politiets opmærksomhed derpå; men - mærkelig nok - havde politiet svaret ham at det var en sag det ikke kunne blande sig i, da ejerne af kolonihaverne og deres familie jo havde lov til at opholde sig dér så meget de lystede.

Denne betragtning er naturligvis rigtig; men når der til stationen er anmeldt en ung piges forsvinden ude i Valby, og der så fra anden side sker anmeldelse om at en ung pige flere morgener er set opholde sig i et lysthus i en afsidesliggende kolonihave, synes vi unægtelig at politiet burde undersøge det pågældende lysthus for at opklare dets mysterium, navnlig da en kolonihave jo på denne årstid egentlig ikke er noget helt almindeligt opholdssted for unge piger.

Efter arbejderens anmeldelse til forældrene, tog disse ud til det pågældende sted og fandt ganske rigtig Rosa i lysthuset. Hun var en del forkommen; men syntes ellers ikke at have taget nogen skade på helbredet. Hun påstår, at hun har været i lysthuset lige siden den dag, hun gik hjemmefra, altså forrige mandag.

Den unge pige, der før har vagabonderet og nogle gange været indlagt på 6. afdeling, har sandsynligvis om dagen drevet omkring på gaderne og så tilbragt nætterne i lysthuset.

Dette vil dog forhåbentlig nu ved den undersøgelse, forældrene har sat i gang, blive fuldt oplyst. Det brev, hun havde sendt moderen, og som vi aftrykte i lørdags, tydede jo nærmest på, at hun var faldet i kløerne på fremmede mennesker.

Folkets Avis - København 11. oktober 1915.


Den forsvundne og genfundne Valby-pige. Samtale med Rosa.

Vi opsøgte i går den “genopstandne" Rosa Korff, der efter otte dages forsvinden blev fundet i et kolonihavelysthus i Valby Mose. Plejeforældrene, bryggerkusk Petersen og hustru, er begge ude, Rosa er alene hjemme, og vi har ikke talt mange ord med hende, før vi får det indtryk, at dette lille pigebarn er langt tilbage i åndelig udvikling.

Trods sine fyldte fjorten år gør hun et endnu yngre indtryk, hun er nærmest sløv, og selv om man ikke rent ud kan betegne hende som åndssvag, ville man dog nok kunne tænke sig hende hørende hjemme på en afdeling for “bedre begavede åndssvage" .

Hun er langtfra sky eller føler sig genert over den opsigt, hun har vakt ved sin mærkelige forsvinden, - tværtimod synes det nærmest at more hende, og hun svarer meget villigt på de spørgsmål, vi retter til hende. Nogen sammenhængende forklaring kan hun ikke selv give.

Rosa har boet 3 nætter i en trappegang på Erik Menveds Vej.

- Hvor længe har De opholdt Dem i lysthuset i Valby Mose? spørger vi.

- De sidste tre nætter.

- Og hvor har De været den øvrige tid?

- Om dagen har jeg haft en formiddagsplads på Rolighedsvej, og om natten har jeg boet på en trappegang på Erik Menveds Vej.

Efter et krydsforhør får vi følgende forklaring:

Rosa har - således fortæller hun - efter en annonce på en gadetavle, fået en formiddagsplads hos en fru Olsen på Rolighedsvej. - Gadenumret påstår hun ikke at kunne huske.

Skønt hun kun skulle gøre formiddagsgerning, fik hun dog efter anmodning lov til at hjælpe til i huset og gå byærinder om eftermiddagen også, og på denne måde fik hun føden mens hun tilbragte nætterne på en trappegang på Erik Menveds Vej, hvor “der var så rart fredeligt", siger hun. Også her påstår hun ikke at vide husnummeret.

Først de sidste tre nætter har hun tilbragt i lysthuset, og hun nægter at have lidt hverken sult eller kulde.

- Jeg havde jo en god, varm ulster, siger hun.

- Hvem havde skrevet brevet til Deres moder? spørger vi.

Nu ser vi for første gang et virkelig gemytligt smil på pigebarnets ansigt. Hun ler som godtede hun sig over en veludført gavtyvestreg.

- Det havde jeg selv!

- Men Deres mor påstår jo, at det ikke var Deres skrift!

- Ja, men jeg kan skrive på så mange forskellige måder, så det er umuligt for nogen at sige, om det er mig eller ej!

- Hvorfor er De løbet hjemmefra?

- Det ved jeg ikke, - det er noget, der kommer over mig, siger Rosa og synes nærmest ligeglad med det hele. Nogen anger føler hun absolut ikke. 

Og det er vist også den eneste forklaring der kan gives - "det er noget der komme over hende!" Og det vist gentage sig når som helst.

Rosa er en sandelig forkvaklet stakkel, - ikke åndssvag nok til at anbringes på en anstalt, og ikke klog nok til altid at være herre over sine egne handlinger.

Larus.

Folkets Avis 12. oktober 1915.

lørdag den 12. august 2023

Valby Tidende nr. 224, marts-august 1915

Korporalen tilstår flere Indbrud

Korporal Munck-Hansen, der sidder arresteret ved 3. kriminalkammer for indbrudstyverierne hos grosserer Messerschmidt i Valby og direktør Schou i Pile Allé, skulle i disse dage have haft sin sag sluttet, idet de bestjålne har fået deres ejendele tilbage. Munck-Hansen har stadig nægtet at have haft andre indbrud på samvittigheden end disse to, men i går forlangte han sig fremstillet for assessoren og tilstod at have forøvet indbrud hos enkefru Petersen i Sankelmarksgade 19, hvor han havde tømt et sølvskab for dets indhold samt at have forøvet et par indbrud i Holte, hvor han havde stjålet en del beklædningsgenstande og en del sølvtøj. Efter disse tilståelser vil sagen ikke blive afsluttet foreløbig.

Folkets Avis - København 13. marts 1915.


5-øren om morgenen. En konflikt mellem Magistraten og Frederiksberg Sporvejsselskab.

I morgen åbner Frederiksberg Sporvejsselskab, som tidligere meddelt, sin nye linie til Valby.

Det synes som om denne linie allerede inden sin fødsel skal pådrage selskabet en række bryderier. Næppe er man færdig med de tidligere omtalte kævlerier med remfabrikant Brandt, før der dukker en ny kalamitet op, idet Københavns Magistrat i disse dage har forbudt Frederiksberg Sporvejsselskab at benytte sine sædvanlige billige morgentakster på den nye rute.

Frederiksbergerne har som bekendt i de senere år haft den priselige og uhyre fornuftige ordning at man om morgenen inden kl. 7 kan køre overalt på selskabets linjer for halv pris, 5 øre. Dette er meget påskønnet af den store frederiksbergske arbejderbefolkning der har sine arbejdspladser inde i byen, og det er selvfølgelig meningen at denne ordning også skulle gælde på den nye Valbylinie, som indvies i morgen.

Men nu har Københavns Magistrat spændt ben for selskabet og forbudt den billige takst på det sidste stykke af Valbyruten. Nu er det jo nemlig det københavnske spor, det samme som linie 2 benytter, og når den frederiksbergske linie kører billig, er Magistraten jo bange for at linie 2 kommer til at følge trop, og den kommunale sporvejsdirektion siger: Ingen billig takst på vore linjer!

Det er jo bemærkelsesværdigt, at netop kommunen, - Magistraten, - der jo ellers gerne vil have ord for at være demokratisk og folkelig, her kuldkaster en virkelig god demokratisk og folkelig forholdsregel. De billige morgentakster er indført af hensyn til arbejderbefolkningen, og de spiller en ikke ringe rolle for en mængde ubemidlede mennesker, der hver morgen benytter sporvognen, og for hvem det ikke er uden betydning, hver dag at kunne spare en femøre. Det bliver dog til penge i årets løb.

Og netop i Valby, hvor der bor en mængde arbejdere, ville denne ordning være blevet hilst med glæde.

Larus.

Folkets Avis - København 29. marts 1915.


I går middags har en 18-årig bagerlærling Henrik Rasmussen i Valby dræbt sig ved et riffelskud. I de sidste uger har han der tidligere altid var i fortræffeligt humør, været tungsindig og indesluttet. Hans kammerater lige så lidt som hans forældre, aner årsagen hertil eller grunden til selvmordet.

København 9. april 1915.


Kunstfund i Korups Have. Gipsfiguren i forhaven er havnet på Kunstmuseet.

De mange, som i årenes Løb har besøgt den gamle og gode beværtningshave i Valby, der bærer navnet "Korup Have", vil sikkert huske den ret store gipsfigur, som stod i forhaven ud mod Langgade.

Ingen har hidtil anet, at den  havde nogen synderlig værdi; men nu har billedhuggeren L. Brandstrup opdaget den, og efter at hans kollega Jens Lund har fjernet kalkpudset af den, viser det sig at det er en højst værdifuld terrakottafigur fra ca. 1780.

Den er sandsynligvis lavet af den dansk-franske kunstner Dajon, og er et led i et større værk som hed "Årstider".

"Høst", som figuren hedder, er nu afkøbt restauratør Henriksen og står herefter i Kunstmuseet.

Folkets Avis - København 13. april 1915.


Studene kommer.

På en gård ved Valby bearbejdes jorden i denne tid med 5 spand stude. Det er vist de første i hovedstadens omegn. Men flere vil der følge efter. Heste har man jo snart ingen af.

Folkets Avis - København 8. maj 1915.

Foto fra København 3. juni 1915 med samme indhold.


Et automobil dræber et barn i Valby.

I forgårs aftes skete der en meget uhyggelig kørselsulykke på hjørnet af Valby Langgade og Smedestræde. Her kom et vareautomobil, tilhørende "Magasin du Nord", kørende ind mod byen, og idet vognen nu befandt sig ud for Smedestræde, kom der pludselig en dreng på en halv snes år løbende ud fra ejendommen der støder umiddelbart op til kørevejen.

Chaufføren forsøgte straks at dreje vognen bort fra barnet. Men det mislykkedes, og drengen fik et meget hårdt slag i hovedet.

Barnet, som var en søn af købmand Petersen, Smedestræde 12, blev kørt til hospitalet i bevidstløs tilstand. Men nogle få timer efter døde det som følge af de kvæstelser slaget havde frembragt.

Folkets Avis - København 25. maj 1915.


Et cirkustelt blæst om.

I nat er Cirkus Sarrasanis store reklameskilt i Valby blæst om. Det blev omtrent splintret i faldet.

Folkets Avis - København 9. juli 1915.


Blodigt overfald i Valby.

Bokseren Lorenz Hansen slået en mand til jorden og derpå rejst til Amerika

Lorenz Hansen.

I dag kl. 10.30 afholdes der i kriminalrettens 2. kammer stort forhør i en voldssag fra Valby; sagens forhistorie er følgende.

For nogen tid siden sad i Valbyrestauranten V. Petersens Minde, nr. 60 på Valby Langgade, to mænd og mundhuggedes. Den ene var en fiskersøn Gunnar Gotfredsen, fra Hvidovre Marks Strand, en høj og kraftig knøs, den anden den lille tætte og seje mesterbokser, Lorenz Hansen. Denne er afholdsmand og nød en stille kop kaffe, mens hans bordkammerat i aftenens løb havde taget godt til sig af de våde varer.

Ved 1-tiden forlod de restauranten, og værten Peter Hansen hørte dem småskændes hen ad gaden.

En times tid efter fandt den patruljerende betjent Gotfredsen liggende bevidstløs på gaden med adskillige huller, rifter og sår i sit syndige hoved.

Han førtes til en læge, blev syet sammen og forbundet, og da han var kommet til bevidsthed, sigtede han mesterbokseren fra "Helgoland" Lorenz Hansen for udåden.

Næste morgen blev den stærke Lorenz afhentet af to betjente i sin fader, vognmand C. Hansens hjem, Nygade 9, hvor han bor med hustru og 3 børn. Bokseren der selv havde et vældigt blåt øje og et stort sår over dette, forklarede at det var Godtfredsen der havde været den angribende part, og at han havde måttet forsvare sig.

Sagen blev henvist til Kriminalretten, efter at Hansen først havde søgt at få sagen bilagt ved at betale lægeregning.

Vi talte i går med bokserens far, hr. Hansen der forklarede os at hans søn der aldrig har fået så meget som en bøde og som ikke drikker spiritus, sikkert har handlet i nødværge. Han har i de sidste 1½ år været arbejdsmand på Ole Olsens filmfabrik og optagelsesteater i Valby. Men nu havde en ven, en kelner Jørgensen der har arbejdet på Chromlæderfabrikken, overtalt ham til at rejse til Amerika hvor han vil bokse sig guld og berømmelse til.

Min søn havde bestemt rejsen og købt billetten, da slagsmålet fandt sted, og i torsdags dampede han af sted med "United States" til det fjerne vesten hvorfra han først om mange år vender tilbage.

- - -

I dag kl. 10.30 sættes retten i 2. kriminalkammer. Men bokseren vugger da på Atlanterhavet hvilket måske er heldigt, for man har før set en bokser blive dømt i nødværge, og der er næppe tvivl om at Lorenz Hansen er gået for vidt i sit forsvar, har grebet offensiven og bokset den arme Gotfredsen sønder og sammen.

Folkets Avis - København 10. august 1915.


Lyshøjgårds ladebygninger nedbrændt i nat.

Kl. 11.15 blev brandvæsnet alarmeret til den store gård "Lyshøjgård" i Valby, da der var udbrudt ild i ladebygningerne. I løbet af ganske kort tid stod hele taget i lys lue. Det lykkedes dog at redde kreaturerne. Men alt høet og hvad anden furage der fandtes på stængerne, brændte.

I 4 timer sled brandmændene før de var herre over ilden. Men da stod der også kun murene tilbage.

Gården ejes af fabrikant F. L. Smith, men var forpagtet til hr. Rasmus Hansen.

Efter de oplysninger der foreligger, menes det at ilden er påsat af en vagabond.

Folkets Avis - København 11. august 1915.


Brandstifteren fra "Lyshøjgård" anholdt. En farlig pyroman. 

Roskilde, 12. august.

Politiet i Roskilde har i dag anholdt en tidligere straffet person der i det første forhør har tilstået at have påsat branden på Lyshøjgård ved Valby natten mellem tirsdag og onsdag.

Brandstifteren blev i mandags løsladt af arresten i Haslev, hvor han havde afsonet en straf for hestetyveri. Han begav sig til København og tirsdag forlod han hovedstaden for at betle omkring i omegnen.

Tirsdag aften gik han ind på Lyshøjgård hvor han tidligere har været. Han gik op på stænget og kom her i tanker om at det kunne være interessant at se Københavns brandvæsen i virksomhed. For at få sit ønske opfyldt, stak han ild på en bunke halm på loftet, og da det havde begyndt at brænde, forlod han gården og begav sig hen til jernbanebroen ved Valby Station hvor han havde god udsigt til brandstedet. Da brandvæsnet var mødt, vendte han tilbage til brandstedet og betragtede sit værk. 

Brandstifteren der hedder Oscar Wilhelm Nielsen og som er ca. 18 år gammel, har endvidere tilstået at han i sommer har sat ild på en plantage ved Middelfart og på en plantage ved Køge, men ingen steder lykkedes det ham at få træerne til at brænde.

I aftes blev han ført her til byen og indsat i arresten på Nytorv.

Folkets Avis - København 13. august 1905.


Et hundebid for retten. En tiårs dreng skambidt i ansigtet.

Hof- og Stadsretten har i dag pådømt en sag, der var anlagt af fru Hilda Hansen som værge for hendes søn, Eigil Richard Hansen mod mejeribestyrer Marius Petersen.

Den 7. juli i 1914 om aftenen, da den 6-årige Eigil legede på en mark i Valby, blev han bidt af en Petersen tilhørende stor sct. bernhardshund, som i reglen stod lænket, men nu var løs og løb på marken. Drengen lå derefter i 23 dage på Kommunehospitalet; han havde fået et stort sår gennem hele venstre kind, venstre mundvig var udreven og der var et 5-6 cm langt sår i baghovedet foruden 4 mindre sår i hovedet.

Fru Hansen påstod mejeriejer Petersen dømt til at erstatte hele de ved biddet forvoldte udgifter 52 kr. 95 øre, dels tabt arbejdsfortjeneste for hende selv i 8 dage, hvor hun passede sønnen = 18 kr. 40 øre, dels den drengen påførte svie, smerte og lyde og forringelse af hans arbejdsevne med 2000 kr., i alt 2071 kr. 36 øre Efter vidneforklaringerne måtte det antages, at drengen var løbet efter hunden og havde tjattet den med en lille pind og havde stukket træpinden ind under porten til hunden for at drille den. Men herved kunne drengen ikke efter rettens mening være skyld i, at hunden anfaldt ham.

Mejeriejere blev derfor dømt til at betale 671 kr. 35 øre i erstatning, således at der ikke kunne pålægges indstævnte at erstatte forringelsen af drengens arbejdsevne, da det ikke kunne antages, at læsionerne havde medført sådan forringelse. Mejeriejeren fandtes derhos pligtig at erstatte fru Hansen sagens omkostninger med 100 kroner.

Folkets Avis - København 23. august 1915.

lørdag den 5. august 2023

Valby Tidende nr. 223, januar-februar 1915

En mand overfaldet i sin lejlighed.

En ældre mand i Valby vækkedes i nat ved at der var støj i lejligheden. Da han ville rejse sig, blev han grebet af en person der holdt ham nede i sengen, mens en anden person ransagede værelset. Efter at have taget forskellige ting, og bl. a. tømt gasautomaten, forsvandt de to røvere. Allerede i formiddags lykkedes det dog at fange forbryderne, to tidligere straffede personer.

Nationaltidende 11. januar 1915, 2. udgave.


Atter natligt indbrud i en villa.

I nat er der blevet begået indbrud i grosserer Messerschmidts villa, Bjerregårdsvej i Valby. Da pigerne i morges kom ind i værelserne, opdagede de straks at der havde været tyve. Disse havde opbrudt sølvskabet og røvet for ca. 1.000 kr. sølvtøj.

Nationaltidende 12. januar 1915, 2. udgave. C. W. Messerschmidt boede på Bjerregårdsvej 3 i en ejendom som nu er nedrevet. 

Niels Larsens skoleinventarfabrik på hjørnet af Valhøjvej og Gl. Jernbanevej.

Kvæstet mellem to jernbanevogne

På Valby Station skete der i går eftermiddags en alvorlig ulykke, idet en af banens daglejere Johan Nielsen, Toftegårds Alle 5, kom i klemme mellem to jernbanevogne. I meget lidende tilstand kørtes han til Rigshospitalet.

Folkets Avis - København 16. januar 1915.


Sagen om slagtermester Kjærulff: Denne opfattende sag er behandlet i Politivennen Live Blogging. Den ville fylde adskillige numre i Valby Tidende.


Hjertesuk fra Valby. Lad os køre for 5 øre!

Da jeg i mandags i “Folkets Avis" så overskriften: Nye 5-øres takster, var jeg lige ved at glæde mig til at det var Valbylinjen der endelig var kommen i betragtning. Jeg så jo imidlertid desværre at det var på Frederiksberg.

Derude er de altså ikke så bange for nye 5-øres takster, og det er endda et privat selskab. Hvor meget mere må det ikke forpligte Københavns Sporveje, der ejes af selve kommunen, til at indrette sin kørsel så billig og fordelagtig for de forskellige bydeles befolkning som muligt.

Valby der tager mægtigt til i udvikling, har længe sukket efter en 5-øres takst, så meget mere som linie 2 i den anden ende, Amagerenden, har et helt par 5-øres takster. Det er en skæbnens ironi at linie 2 i den ene ende har to 2-øres takster og i den anden ende slet ingen.

Hvad har vi arme valbyere dog gjort, mens vi ikke må få en 2-øres takst gennem Valby Langgade? Det vil snarere være til gevinst end til tab for kommunen at give os den. Lad os nu få den 5-øres takst på linie 2 mellem endestationen på Valby Langgade [Remissevej] og Slotskroen snarest.

Om kort tid vil vi ellers have det særsyn at en Frederiksberg-vogn kører på linie 2's spor med en 5 øres takst til Valby jernbanestation og omvendt, mens passagererne på en linje 2 vogn må bløde 10 øre, selvom de kun vil køre fra Slotskroen til Korups Have.

Det vil dog næsten være et nummer for stærkt.

Folkets Avis - København 23. januar 1915.


Sølvtyvene fra Valby fangede.

Der har som tidligere omtalt, i den sidste tid fundet en række sølvtøjstyverier sted i Valby og tilgrænsende kvarterer. Forbryderen har gennemgående haft et betydeligt udbytte af sine indbrud, men da hans medviderske i formiddags forsøgte at pantsætte en del af kosterne, blev dette årsagen til hans anholdelse.

Det var en yngre kvinde der kom ind på et lånekontor og ville pantsætte forskellige sølvting som var efterlyste, og pantelåneren fik derfor tilkaldt en betjent der tog kvinden med på stationen. Her tilstod hun at hendes kæreste havde begået indbruddene, bl. a. hos fabrikant Messerschmidt i Valby og direktør Schou i Pile Alle, ligesom de også havde begået forskellige tyverier i provinsen, fx i Holbæk. Kæresten, en tidligere straffet person, blev kort efter anholdt i sit logis.

Nationaltidende 25. januar 1915, 2. udgave.


En fhv. korporal som stortyv. Han har over 200 tyverier på samvittigheden.

Assessor Simonsen ved 3. kriminalkammer har fået en meget stor tyverisag til behandling, og man er foreløbig kommet til klarhed over, at den arresterede stortyv, en fhv. korporal ved navn Johannes Munch Hansen har over 200 indbrudstyverier på samvittigheden, hvilket må siges at være noget af en rekord. Munch-Hansen var i efteråret indkaldt til sikringsstyrken; men kort tid efter sin indkaldelse deserterede han, og det varede flere uger, før man fik fat i ham igen.

Han blev nu indsat i arrest; men ved juletid forduftede han igen, idet han ved hjælp af et sengeben borede hul i væggen ved vinduet for derefter at unddrage sig den militære retfærdighed. En henvendelse hos hans kæreste i Valby bragte intet resultat, idet den unge og i øvrigt uberygtede pige hævdede at hun ikke havde set ham i en hel måned. I den følgende tid opererer Munch Hansen som indbrudstyv.

Kort tid efter finder der en række dristige sølvtyverier sted i Valby, bl. a. indbruddene hos direktør Schou i Pile Allé og hos fabrikant Messerschmidt, og det sidstnævnte sted var politiet så heldig at finde nogle fingeraftryk, der uden tvivl var Munck-Hansens.

Dagen efter fik politiet endvidere at vide, at en ung pige havde forsøgt at pantsætte nogle af tyvekosterne hos en frederiksbergsk pantelåner, og efter alt at dømme var denne unge pige ingen anden end Munck-Hansens kæreste, hvem opdagerne Jacobsen og Rønninge nu søgte at få en samtale med.

Desværre lykkedes det ikke lige straks, for nu var hun også borte, og forældrene vidste ikke hvor hun opholdt sig.

En skønne dag kom der imidlertid til pigebarnets forældre et prospektkort fra Stenlille med en venlig hilsen til de gamle fra det unge par, som for tiden var i besøg herude hos nogle af Familien. Dermed var deres skæbne beseglet, og i løbet af den samme dag var de begge anholdte. Munck-Hansen gjorde en del modstand og måtte belægges med håndjern; men i grundlovsforhøret tilstod han dog straks en mængde tyverier.

Han havde overhovedet levet udelukkende af indbrud i de sidste par måneder, og hans kæreste havde hjulpet ham med at pantsætte tyvekosterne. I en lade ved Søren Jensens Pianofabrik på Lyngbyvej havde han magasineret en del af det stjålne, og her fandt politiet da også en mængde efterlyste sager.

Et tyveri i nærheden af Holbæk tilstod han også at være gerningsmanden til, og assessor Simonsen venter sig adskillige overraskelser endnu.

Folkets Avis - København 28. januar 1915.


Korporalens indbrudsbedrifter. Til påvisning i håndjern.

Som tidligere omtalt anholdt politiet i begyndelsen af forrige måned en korporal Munck-Hansen der var deserteret, og hans kæreste Jenny Therkildsen sigtede for de store sølvtyverier hos grosserer Messerschmidt i Valby og hos direktør Schou i Pile Alle.

Sagen har siden været behandlet ved 3. kriminalkammer, hvor det er blevet oplyst at Munck-Hansen har været alene om indbrudstyverierne og kun benyttet kæresten til at pantsætte tyvekosterne.

I mandags mødte grosserer Messerschmidt i retten, hvor tillige en halv snes pantelånere var mødt.

Grosserer Messerschmidt fik sine sølvsager, der blev vurderet til ca. 3000 kroner udleveret, uden at pantelånerne fik en skilling tilbage af lånesummen.

I går formiddags ved 9-tiden kørte opdagerne Schwinger og Haugsted tilligemed den arresterede korporal ud i Pile Alle til direktør Schou,

Arrestanten var belagt med håndjern, som blev taget af, mens han i overværelse af opdagerne og direktør Schou med familie demonstrerede hvorledes han havde båret sig ad med at begå indbruddet her.

Efter endt påvisning kørte opdagerne tilbage med korporalen til domhuset, og direktør Schou mødte senere på dagen og fik sine sager udleveret.

Sagen kan derefter ventes sluttet om nogle få dage, hvorefter korporalen vil blive overført til den militære arrest, da han vil blive dømt ved en krigsret fordi tyverierne er blevet begået i den tid han har været soldat.

Da han var flygtet flere gange fra de militære arrester, sidst fra hovedvagten i Kastellet og et par gange forsøgt at flygte fra domhuset, er han stadig under streng bevogtning og iført håndjern.

Folkets Avis - København 24. februar 1915.