lørdag den 14. oktober 2023

Valby Tidende nr. 233, marts-maj 1917

Valby Byggeforening opløst. Fortjent opmærksomhed.

I søndags afholdt Valby Arbejderes Byggeforening sin sidste og afsluttende generalforsamling i Korups Have idet foreningen er opløst, og de enkelte medlemmer er blevet selvejere. Ved denne afslutning overrakte bestyrelsen foreningens hidtilværende formand et smagfuldt sølvbæger med indhold mellem 4 og 500 kroner i guld og sølv fra foreningens medlemmer som en påskønnelse for hans mangeårige virksomhed til gavn for foreningen.

J. N.

Folkets Avis (København) 8. marts 1917.


Den frygtelige brandkatastrofe i Valby.

Ruinerne af det nedbrændte lysthus.

Som omtalt i Folkets Avis fandt der i går formiddags en frygtelig brandkatastrofe sted ude i Valby.

To fattige børn indebrændte, og en stakkels mor har ikke alene mistet alt hvad hun ejer, men tillige det ene som gav hendes ellers så glædesløse liv indhold!

- - -

Fru Andrea Hansen boede i et af de små lysthuse lige over for Carl Allers etablissement i Valby.

Hendes mand rejste fra hende til Amerika sidste sommer, og efter dette havde hun ikke råd til at bo i sin lejlighed, Henrik Ibsensvej 20.

Selv arbejdede hun hos konditor Helbo, Falkoner Alle mens hendes gamle far, den 73-årige Chr. Tønnensen passede på de tre småbørn, Allis, Grethe og Else.

I går var bedstefar gået en lille tur til købmanden, og da han vendte tilbage, mødte han den ældste af børnene, den 6-årige Else, som råbte:

- Bedstefar, bedstefar! Huset brænder!

Og i det øjeblik stod da det hele i lys lue.

Manden der forsøgte at redde de to små stakler.

Vognmandskusk Emil Christensen der kom til samtidig, forsøgte ikke mindre end tre gange at trænge ind i den lille træbygning for at redde børnene, men det var umuligt.

Og da brandvæsnet kom til, fandt man de to små stakler som forkullede lig.

Folkets Avis (København) 10. marts 1917.


Gavlreklamering tilladt.

I går faldt Højesterets dom i den anden gavlreklamesag. Den fik samme udfald som den første, idet Henry Adler der havde ladet male en gavlreklame i Valby Langgade, blev frifundet.

Social-Demokraten 22. marts 1917. Gavlreklamen var på Valby Langgade 41.


Bladbudjubilæum.

En af Social-Demokratens bladbude Augusta Rosenskov, Eshrichtsvej 20, Valby, kan i morgen fejre sit 30 års jubilæum som bladbud ved Social-Demokraten. Augusta Rosenskov der som 14-årig pige begyndte denne virksomhed, er meget afholdt af sine kolleger. I flere år har hun været bestyrelsesmedlem i Bladbudenes Afdeling 3 inden for Kvindeligt Arbejderforbund og gjort et godt arbejde.

Jubilæumsdagen i morgen vil derfor ikke komme til at gå sporløst hen. Der er sikkert mange der vil huske hende, bl.a. vil hendes kolleger arrangere en festlighed, ligesom sikkert mange i det distrikt hvor hun uddeler aviser - i Lyset og gasværksboligerne i Valby - vil ønske hende et hjerteligt til lykke.

Social-Demokraten 16. april 1917.


En af Valbys kendteste borgere, malermester Th. Huber er efter længere tids sygdom afgået ved døden.

Den afdøde har i ca. 15 år været formand for Valbys Håndværker- og industriforening, og det er på hans initiativ at Valby har fået sin tekniske skole.

København 18. april 1917.


Tyverierne i Jesuskirken.

Der blev som tidligere omtalt for nogle nætter siden stjålet en del kobber- og blyrør i Jesuskirken i Valby. Og i går er tyvene fanget.

Efter at den udmærkede opdager Jakobsen er blevet politiassistent i Valby turde det ikke være tilrådeligt for forbrydere at arbejde derude.

Politiet har hurtigt fundet resterne af de stjålne rør - de lå i en sammensmeltet dynge hos en jernkræmmer i Valby.

En opdager fik til opgave at passe på jernkræmmerens kunder, og da to mænd i går kom slæbende med nogle sække blyrør, blev de anholdt. De tilstod tyverierne i Jesuskirken, og jernkræmmeren der havde købt rørene alt for billigt, måtte gøre tyvene følgeskab til arresten på Nytorv.

København 21. april 1917.


En ondskabsfuld arrestant.

For nogle måneder siden blev en yngre maskinarbejder Brokhausen anholdt, sigtet for indbrug på Pindstoftes Maskinfabrik i Valby.

Han har siden hensiddet ved 4. kriminalkammer, men nægter stadig. I de sidste dage har han gjort sig bemærket ved nogle frygtelige trusler, han har udstødt mod opdageren Møller som pågreb ham. I går fandt man Brokhausen bevæbnet med en lille jernstang - benet af den seng han sover i Vestre Fængsel. Han erklærede at det var hans mening at dræbe opdageren med jernstangen, men han blev afvæbnet i tide, og vil fremtidig blive fremstillet iført håndjern.

København 25. april 1917.


En fru Waahl der har sit hjem i ejendommen Valbygårdsvej 44, stillede i går en patentflaske til varme i kakkelovnen. Netop som hun ville tage den bort igen, eksploderede flasken, og både fru holdt sig i stuen, såredes af glasskår. Begge måtte de bringes til hospitalet.

Aftenbladet (København) 8. maj 1917 (der synes at mangle en linje i artiklen).


Tyvene fra Jesuskirken.

For ca. 14 dage siden anholdt politiet i Valby 6 personer der havde forøvet indbrud i Jesuskirken, stjålet en del metalgenstande og brækket zinkrenderne i stykker. Sagen er henvist til 8. kriminalkammer, hvor de siden har tilstået 26 indbrudstyverier. Hovedpersonen for banden hedder Carl Pedersen og er 16 år.

I går blev et vidne i sagen, jernhandler Ferdinandsen der havde købt en del af tyvekosterne, sat under anholdelse, sigtet for hæleri.

Det er den anden jernhandler der er impliceret i sagen , idet en jernhandler Gjedtvoldsen ligeledes har siddet anholdt i sagen. De er begge fra Valby.

Folkets Avis (København) 10. maj 1917.


En medicinsk student brændt ihjel.

Grufuld ulykke på Valhøjvej i Valby i morges. Han skulle tænde op under moderens vaskekedel.

En ung medicinsk student har tidlig i morges ude i Valby sat livet til under ganske frygtelige Omstændigheder.

I villabygningen på Valhøjvej Nr. 12 ligger "Valby Realskole og Børnehave", der indehaves af enkefru Petersen. i den til Skolen hørende privatlejlighed boede, foruden enkefruen, hendes Datter og hendes søn. den 22-årige Aage P., der studerede medicin og var en endog meget lovende ung Mand.

Det er ham, døden har taget i morges.

Ramt af ligfald foran kedelovnen.

Den unge mand havde i aftes, da familien gik i seng, lovet sin moder at stå tidligt op og fyre under vaskekedlen, der stod i vaskehuset bag skolen ud mod haven.

Aage er også kommet op før kl. 6 og har fået tændt under kedlen. Men hvad der derefter er sket, kender man ikke i enkelthederne. Det må kun antages, at den unge mand, der hyppigt har lidt af besvimelses- eller ligfald, er bleven ramt af et sådant i det øjeblik, han har tændt i ovnen, og at samtidig den petroleum, hvormed han havde overhældt brændet, er slået ud i flammer og har antændt hans klæder.

Politibetjent nr. 467 Frøsig, der patruljerer ude på Gammel Jernbanevej, opdagede henimod kl. 7, at vaskehuset bag realskolen brændte. Han ilede derhen, og kort efter mødte brandvæsnet, der var alarmeret af en civil mand, som samtidig med Frøsig havde bemærket ilden.

På dette tidspunkt stod vaskehuset i flammer og var på alle sider omgivet af en kvælende røg, så det var komplet umuligt at trænge ind gennem nogle af de to døre.

Der gik et par pinlige minutter, i hvilke Frøsig mener at have hørt en svag rallen inde fra det brændende hus - i hvert fald en lyd, der lod ham forstå, at der var et levende væsen derinde. Og så snart sprøjternes første stråler havde fået dæmpet ilden og røgen en Smule, trængte betjenten og brandfolkene ind i vaskehuset.

Studenten forkullede legeme.

Det var et frygteligt syn, der mødte dem derinde:

På gulvet lå Aage Petersen, brændt ihjel, fuldkommen stegt til døde, ukendelig som menneske mere.

Brandfolkene bar ham ud i haven, hvor hans stakkels moder og søster tog imod det så forfærdelig mishandlede legeme, lagde det på en af havens bænke og i den dybeste  fortvivlelse kastede sig ned over det, mens alle de mange morgenvandrere, der var stoppede ved brandstedet, stille stod omkring og stirrede på denne stumme, hjerteskærende sorg.

- - -

Branden i vaskehuset var hurtigt slukket. Og snart efter kørte brandmændene deres vej, samtidig med, at St. Johannes Stiftelsens sorte rustvogn mødte for at hente den unge students lig.

Aftenbladet (København) 25. maj 1917.


Efter en glad dag.

Da jeg i går kom inde fra Folkets Avis til mit hjem, Vester Alle 3 i Valby, blev jeg behageligt overrasket ved at møde kr. 55,50 i døren.

Vel kom pengene ikke i strengeste forstand spadserende til mig, men til "feriebørnene" eller "Feriebørns Landophold", og derfor må jeg på de børns vegne der kommer til at nyde godt af disse penge, bringe giverinden en hjertelig tak.

Det er skuespillerinde Anna Madsen der så smukt har tænkt på at glæde de små i samfundet.

Efter en glad dag er disse penge indleveret for at glæde adskillige af vore småfolk. Det er et følgeværdigt eksempel der her er givet, og på de smås vegne må vi ønske at mange måtte følge efter i så henseende.

Min bedste tak for de 55½ kr.

Lærer J. Nielsen, Vester Alle 3, Valby, København, eller

"Feriebørns Landophold", Linnesgade 22, 1. K. 

Folkets Avis (København) 26. maj 1917.


Hjemløses Hjem.

Et godt navn til et godt sted, Hjemløses Hjem - det siger hele institutionens mål: at opsamle og tage sig af de forladte, svage og forsømte børn, hvis forældre er syge, eller forsumpede, og hvis hjem derfor Ikke er noget hjem.

Ude på Valbygårdsvej i en villa, midt i et luftigt, frisk kvarter har institutionen sit optagelseshjem. Her er dog kun plads til syv børn, og det er - undtagen for de ganske spæde -  kun midlertidig børnene optages her, indtil de kan blive sendte ned til det store børnehjem “Karen Helenas Minde" i Fakse, hvor der er plads til nogle og tredive børn. Endelig har "Hjemløses Hjem" også en poliklinik for børn af ubemidlede forældre på Mellemtoftevej [Rosengårdsvej] i Valby. I de sidste 4 år har denne poliklinik behandlet c a. 1500 Patienter med op imod 8000 konsultationer. Den er dog ikke blot lagt an på klinisk behandling, men også som en slags børneplejestation for mødre med spæde børn, og på dette område - som rådgiver med hensyn til de spædes ernæring - udfører den et stort og nyttigt arbejde. I de sidste tre år er der således uddelt 20.000 flasker soxlethteret mælk og forskellige mælkeblandinger.


Klinikken ledes af dr. A. Polack, der bistås af dens mangeårige forstanderinde, sygeplejerske frk. A. Huge.

Optagelseshjemmet på Valbygårdsvej ledes af en bestyrerinde, frk. G. Haremst. Vi træffer hende i færd med at made et lille, svageligt, blegt pigebarn på 1 1 år, der har engelsk syge. I den solbeskinnede have under træerne med de brydende bladknopper, tumler 2-3 små knægte sig. Den ene er helt skævbenet og skal på hospitalet for at få benene rettet; i en vugge sidder en stor dreng, der også venter på at komme på hospitalet, han har en mavelidelse. "Men de har ventet mange måneder", fortæller sekretæren, frk. Simonsen, der viser os om, "de ved jo at børnene har det godt her, og at vi beholder dem, til hospitalet tager dem, og imidlertid bliver børnene raskere og friske at se på herude i den gode, sunde luft".

På optagelseshjemmet er det, som sagt, kun spæde børn og børn, der tiltrænger særlig pleje, der bliver. Før et barn optages, undersøges det på polikliniken, da de virkelig syge maa henvises til hospitalerne. Men børn, der er underernærede, vanrøgtede eller som lider af engelsk syge, optages her og kommer sig forbavsende under den omhyggelige pleje.

Et hovedhensyn ved optagelsen er det at søge at bevare hjemmene. Hvor et hjem ved faderens eller moderens sygdom er kommet ind i ulykkelige forhold, kan en optagelse af et eller flere børn for kortere eller længere tid være af den allerstørste betydning. Men i de fleste tilfælde er årsagen til optagelsen at søge i de elendigste livsvilkår for børnene, i forhold hvor forbliven i hjemmet ville være ensbetydende med børnenes fuldstændige ødelæggelse. Foruden de stadig skiftende optagelser er der også mange børn, som for hele barndommen er under institutionens varetægt, og som efterhånden dels anbringes i gode plejehjem på landet, dels efter konfirmationen anbringes i tjeneste og lære, der passer for dem.

Alle disse børn samles altså i det store børnehjem i Fakse, hvor børnene så vidt muligt lever som i et hjems ramme. Og børnene finder sig i almindelighed udmærket godt til rette, de trives godt og får sans for en renere lykkeligere tilværelse, end de oftest ville have fået i deres hjem. De børn, der tilbringer det meste af deres barndom her, står senere hen næsten alle i stadig forbindelse med "Hjemløses Hjem" og betragter ganske naturligt virksomheden som deres egentlige og eneste hjem. Heri ligger for de mænd og kvinder, som sætter deres arbejde ind på at tjene institutionen, eller som støtter den pekuniært, den største glæde og løn for deres ofre. "Hjemløses Hjem drives udelukkende for frivillige gaver - Majblomst dagens indtægt tilfalder det - det ledes af en bestyrelse, hvis formand er redaktør N. Bang.

I tilknytning til institutionen er der en syforening, som skaffer børnene tøj, og en forening, “Unge Hjælperes Forbund", hvis medlemmer er velstillede, mindreårige børn som til stadighed underholder et barn på hjemmet.

Sv.-P

Nationaltidende 28. maj 1917.

Ifølge Krak var "Hjemløses Hjem" stiftet 1897, og havde kontor på Valbygårdsvej 38 (opført 1903). I bestyrelsen sad frk. G. Haremst, frk C. Krøyer, frk. J. Mandrup Poulsen, frk. L. E. Rostock, frk. C. Simonsen, kaptajn H. V. Bang og N. Bang


Det modbydelige griseri på den kommunale nedsaltningsanstalt.

Arbejderne trådte hen over svinekroppene med fodtøj der var tilsvinede med snavs og væde fra anstaltens pissoirer.

Vi ser, at den kommunale nedsaltningsanstalt i Valby har haft fint besøg i går, idet både borgmester Jensen, overpræsidenten, veterinærinspektør Mørkeberg, borgerrepræsentationens formand og udvalg har været ude at besigtige varerne og selvfølgelig befundet alt at være såre godt. - Selvfølgelig siger vi; for der er vel ingen, som bilder sig ind, at nogen mors sjæl, han være nok så klog, ved en hastig gennemgang og oven i købet ved en sådan lejlighed, kan se på flæsket, hvor mange dage det har ligget nedsyltet i hesteurin og snavs.

Og - vi skulle også tage meget fejl, om der ikke er blevet skrubbet og skuret godt forinden besøget; for vi så jo, hvad der blev gjort, da FOLKETS AVIS’ repræsentant skulle derud, siden så når så fint et selskab melder sin ankomst.

Værdien af dette besøg tør vi derfor rolig stemple som ganske lig nul, hvis det var sat i scene, for at skyde vore anklager ned, og - ikke sandt, det er der jo ikke så lidt, der taler for!

Dog, medens vi er ved dette besøg, da kommer vi pludselig til at huske på en anden lejlighed, hvor blandt andet borgmester Jensen var derude på anstalten!

Det var medens svinenet rigtig florerede, og en af vore kammerater stod derfor op på en af flæskestablerne og råbte så højt, at han mente, borgmester Jensen kunne høre ham:

- Dette her er dog noget infamt svineri!

Resultatet af vor arbejdskammerats fuldstændig rigtig bemærkning, blev imidlertid ikke dette, at der skete noget for at forhindre svineriet, nej, det fik lov til at gå sin gang; men vor kammerat blev afskediget ½ time efter.

Se, det var, hvad der skete ved det sidste besøg af borgmester Jensen; det er os en glæde at besøget i går er spændt noget bedre af. 

Arbejderne travede hen over flæskekroppene der var tilsvinet af snavs og væde fra anstaltens pissoirer.

Vi skal i dag komme ind på et andet forhold, som også, efter vort skøn, henhører under begrebet: Utilladeligt svineri! Se, svinekroppene lå jo, som før nævnt, stablet eller "troppet" op i en vis højde, og når der nu kom mere, måtte stablerne gøres højere, hvorved det blev nødvendigt for arbejderne at trave hen over de underliggende flæskesider, som ligger med kødsiden opefter!

Men nu skulle man jo tro, at almindelig renlighed fordrede, at der ved sådanne lejligheder blev lagt noget hen over de flæskesider, på hvilke der skulde gås; men nej, det blev der ikke!

Og følgen var da, at når arbejderne fx havde været nede i et af anstaltens pissoirer, og hvorledes der ser ud sådant et sted, ved vel enhver, ja så kan de traske hen over flæskesiderne med fodtøj, som selvfølgelig var tilsvinet af snavs og væde fra det sted, hvor de nys havde været!

Se, den slags ting har vi ikke set en gang, men mange gange, og vi føler det som vor pligt  over for vore titusinder af klassefæller her i København at gøre opmærksom på dette svineri! thi det er jo særlig os, som efter sigende skal begaves med flæsket!

Og - vi ønsker også at gøre d'hrr., som i går har beset anstalten og befundet alt såre godt, opmærksom på dette og lignende forhold; for først da vil de få det rette udbytte af deres besøg samt det rette syn på de mænd, de herrer Johannesson og brødrene Hansen der er sat til at varetage kommunens tarv på rette måde.

En mærkelig affære om noget tovværk.

Som slutning på artiklen i dag skal vi tillade os at fremføre en lille affære, som bidrager til at fuldende det smukke billede af d'hrr. Johannesson og brødrene Hansen, som vi håber vore standsfæller snart har dannet sig af d'hrr. ved at læse vore artikler i FOLKETS AVIS.

Da virksomheden begyndte derude, blev der ansat en 8-9 mand af Johannessons egne folk derude.

Disse mennesker fik nu lov til af hr. Johannesson at beholde det tovværk, som var bundet om flæskeballerne.

Mange vil måske tro, at her var tale om småting; men det er ganske fejlagtigt.

Disse 9 mand solgte nemlig i løbet af ca. 14 dage tovværk for en sum af ca. 400 kr.

Det blev ca. 20 kr. pr. uge ekstra til hver af disse mennesker, og det må dog kaldes for en betydelig ekstraindtægt.

Nu var der imidlertid bleven antaget en del nye folk, ca. 80 og hvad var da rimeligere end at vi alle såfremt da hr. Johannesson havde ret til at skænke tovværket bort, blev delagtige i denne ekstraindtægt.

Samtlige arbejdere affattede derfor efter et møde en rekommanderet skrivelse til hr Johannesson, hvori vi fremsatte vort syn på forholdene, og vi forespurgte ham, om vi ikke alle måtte få del i goden og derved skabe os et grundfond til en skovtur for samtlige arbejdere på anstalten med deres familier.

Men - om det nu var, fordi hr. Johannesson gennem vor skrivelse blev gjort bekendt med, hvor stor værdi tovværket havde, eller hvad grunden nu var, nok om det, vi fik intet svar på skrivelsen; men ingen fik fra den dag af lov til at tage det omtalte tovværk!

Da vi tog ude fra anstalten, lå der tovværk til en værdi af 10-1200 kr., og en af brødrene

Hansen sagde en dag, at han havde en liebhaver til tovværket, så han sørger nok for at det bliver solgt.

Men i hvilken lomme går mon disse penge?

Er tovværket ikke kommunens, som har købt flæsket?

I så fald, hvorledes kunne hr. Johannesson da give tovværket til en værdi af 400 kr. bort ?

Disse spørgsmål kunne det sikkert interessere flere end os at få besvaret; for kommunen er jo dog ikke så rig, at den har råd til at kaste ca. 1600 kr. bort.

De kunde jo fx passende have været brugt til at skabe den betryggende renlighed for derude! Og - derigennem havde man da endvidere opnået det, som vel er formålet, at alt flæsket var bleven tjenlig til menneskeføde.

Det er det nemlig ikke nu!

Julius Rasmussen, Ryesgade 79 B, 4.
Wilhelm Rasmussen, Nansensgade 72, 5.
Peder Steffensen, Saxogade 72, 3-
Oluf Petersen, Hedebygade 9 B, 2.
Johannes Hermann Tiedt, Klerkegade 15, 3.

Folkets Avis - København 31. maj 1917.

lørdag den 7. oktober 2023

Valby Tidende nr. 232, januar-februar 1917

Natligt indbrud i Valby på Pindstoftes Maskinfabrik.

I går morges opdagedes det at der om natten har været indbrudstyve på Pindstoftes Maskinfabrik på Trekronergade i Valby.

Tyvene har flænget to pengeskabe, og bl. a. stjålet 3.000 finske mark kontant, samt en 6-måneders veksel lydende på 6.000 tyske mark, udstedt af en maskinfabrik i Hamborg. Vekslen vil tyvene næppe få fornøjelse af.

Allerede i løbet af dagen mente politiet at have fundet det rette spor. Bl.a. har nogle fingeraftryk i kontoret været opdagerne til nytte.

København 2. januar 1917.


Ung pige overfaldes. En voldsforbryder i Valby.

Banditten slår en ung pige til jorden, men må flygte og gribes.

Søndag aften sent fandt der ude i Valby en forbrydelse sted, som satte det halve Valby i bevægelse og vakte sensation og forbitrelse hos de mange, som ofte er tvungne til at færdes på de ret ensomme steder, som forstaden er så rig på.

En ung pige, hvis navn vi ikke skal nævne, kom søndag aften kørende med Linje 2 sporvognen og stod af ved linjestationen. Klokken var da henad 11, og det var bælgmørkt. Megen belysning ofrer kommunen ikke herude i disse øde egne. Da den unge pige var stået af sporvognen, så hun en cyklist køre forbi sig. Ellers var intet menneske at se. Hun gik dog resolut videre over ad Ny Østergaard til, hvor hun skulle på besøg. Da hun var nået et stykke vej mod Vigerslev, så hun, at cyklisten var stået af maskinen og gik langsomt ud over marken. Den unge pige ville gå rask forbi, men i samme øjeblik kastede cyklisten sin maskine ud på vejen og sprang ind på den unge pige. Pigen blev et kort øjeblik så rædselsslagen, at hun næsten var lammet og ikke kunne råbe om hjælp, og forbryderen fik hende derfor slået om på marken og begyndte at flå klæderne af hende. Men nu fik pigen mælet, og hun skreg med skingrende stemme.

Hjælp! Hjælp!

Råbet blev også hørt. Ovre fra Vigerslev kom et par soldater styrtende til. Da forbryderen så dem komme, sprang han op, styrtede afsted og forsvandt i mørket. De to soldater hjalp den forfærdede og fortumlede pige på benene, og man gik over til Vigerslev Politistation for at gøre anmeldelse om sagen.

Imidlertid var råbet om hjælp også blevet hørt af et par arbejdere, der kom ovre fra Valby Langgade. De så en mand komme løbende over markerne, og da de nærmede sig ham, forklarede han dem med ynkelig stemme, at han var blevet overfaldet og skamslået og bad dem om at følge sig hjem. Han fik også dette ønske opfyldt, og de to arbejdere gik med ham til et lysthus på Vigerslev Mark, hvor han boede. Han opgav at være maskinarbejder og at hedde Viggo Andersen.

Da de to arbejdere havde afleveret ham i hans lysthus, gik de også til politistationen, og her sad allerede de to soldater der foruden den unge pige også havde medbragt en cykel de havde fundet på vejen. Dette møde skulle komme til at opklare forbrydelsen.

Ved at sammenholde soldaternes, pigens og arbejdernes forklaringer og de signalementer, de gav af voldtægtsforbryderen og den overfaldne mand kom man til resultat at det var en og samme person, det drejede sig om. Der blev øjeblikkelig sendt politi over til Vigerslev Mark, og beboeren af lysthuset blev taget. Han blev nu konfronteret med den unge pige, der nok mente at kunne genkende ham, men som dog ikke var helt sikker i sin sag. Da begik den anholdte mand en uforsigtighed. Da man viste ham den cykel, man havde fundet på vejen, erklærede han, at den var hans. Der var nu for politiet ingen tvivl om at man havde voldtægtsforbryderen for sig, og at han kun havde spillet komedien som den overfaldne mand for at slippe bort uden at vække mistanke.

Så blev han sat under anholdelse og sendt ind til København. Han er ca. 26-27 år, og hans opgivelse af navn synes at være rigtigt nok. Den unge pige var naturligvis dybt rystet og havde fået et nervechok, men man mener dog, at hun forholdsvis let vil komme over det. Forbryderen venter der en meget streng straf.

Aftenbladet (København) 2. januar 1917.


En tyvetøs.

En 18-årig syerske ved navn Emma Jensen er lillenytårsaftensdag anholdt af politiet.

Hun boede hos en familie i Valby hvor hun for nogen tid siden stjal to af familiens cykler og derved nær havde forvoldt et uskyldigt menneskes anholdelse. Fra en skræddermester Nielsen i Adelgade for hvem hun syede, stjal hun en dag 100 kroner, og fra forskellige systuer hvor hun havde arbejde, har hun ligeledes stjålet som en ravn.

Hendes sag er henvist til 1. kriminalkammer og det formenes at hun har mange andre tyverier på samvittigheden.

Aftenbladet (København) 2. januar 1917.


Pengeskabstyveriet i Valby. En maskinarbejder anholdt.

Allerede i går er det vist nok lykkedes politiet i Valby at pågribe gerningsmanden til pengeskabstyveriet på Pindstoftes Maskinfabrik i Valby.

Den sigtede er en arbejder på fabrikken ved navn Petersen. På forhånd har opdagelsespolitiet meget stærke indicier mod ham.

Sandsynligheden er for at han har medskyldige, og dem leder man nu efter.

København 3. januar 1917.


Proces om et Legat.

Ved et gavebrev af 1881 oprettede brygger Kogsbølle et legat på 10.000 Kr. for arbejdere på fabrikken "Alliance". Ved en senere tillægspåtegning bestemtes, at hvis “Alliance" nogen sinde skulle ophøre at bestå som fabrik, skulle kapitalen tillægges “Valby Asyl" og de fattiges kasse i Valby, hver for en halvdel.

“Valby Asyl" har nu under en retssag, da samtlige de af fabrikken Alliance tidligere drevne virksomheder er overgået til “Carlsbergfondet", påstået fondet kendt pligtigt til at anerkende asylet for berettiget til halvdelen af legatets kapital med overskudsfond, dog således. at asylet, indtil de personers rettigheder, til hvem legatet nu er uddelt fuldstændig, er bortfaldne, alene får udbetalt halvdelen af det årlige udbytte med fradrag af understøttelserne.

Under hensyn til, at fabrikken Alliance" efter de foreliggende oplysninger må anses for at være fuldstændig gået op i Carlsbergfondets bedrift, i hvilket det ikke er muligt at påvise andet spor af “Alliance" end de etiketter, der påklæbes de på Carlsberg aftappede flasker, fandt retten asylet berettiget til halvdelen af legatkapitalen med overskudsfond, dog at det ikke for tiden kunne forlange udbetalt nogen del af kapitalen eller udbyttet, idet der med hensyn til den efter udbetaling af understøttelser tilbageblivende del vedblivende må forholdes efter reglerne i den oprindelige fundats. Sagens omkostninger ophævede.

Nationaltidende 15. januar 1917, 2. udgave.


En børneven. Digter og sporvognskonduktør.

Mark Nielsen.

Vi sidder i en lille hyggelig Lejlighed ude i Mølle Allé i Valby. Dette er den unge digter Mark Nielsens Hjem.

Mark Nielsen er ikke nogen ung lyriker med flagrende lokker. Det er en sporvognskonduktør på 43 år. stamgæsterne på Linie 1 kender godt den flinke, alvorlige, altid høflige og forekommende funktionær. Og alle, som har forbindelse med “Børnenes Kontor", kender også hans varme Interesse for de børn, som lider ilde. Det er en af disse folk, som gennem mange år har virket i det stille for den gode sag. Først nu bringer den lille bramfri digtsamling, han har udsendt på “Fremad’s Forlag” hans navn ud til offentligheden. Og ved et tilfælde opdager man at står overfor en personlighed, som fortjener at blive belyst,  for at publikum kan se, hvilke stærke kræfter der arbejder i det skjulte i det moderne samfund.

Mark Nielsens digte er vel ikke kunstværker. De mangler naturligvis adskilligt i rim og rytme, hvad han forresten er den første til at bekende. Men med hensyn til følelsernes varme og dybde kan han godt tåle fuld belysning. Nogen fremragende originalitet udviser han ikke. Men der er på den anden side god og bred dansk tone i hans stemningsliv.

- Ja, her bliver de til, digtene, siger Mark Nielsen og peger på sit skrivebord. Det er værkstedet. Men jeg ved såmænd godt, at jeg mangler meget for at kunne stå frit frem som digter. Men det er mig naturligt at skrive vers. Allerede som barn digtede jeg. Oppe på Morsø er jeg født i den rige, sunde muld. Og alle de indtryk, som fjordens blinkende vand og de solbeskinnede marker med de svirrende lærker ovenover gav mig, formede sig i vers. Men jeg har ingenting lært. Altid har jeg været meget videbegærlig og som følge deraf trykket over en alt for mangelfuld skolegang. Men jeg udvider stadig mine kundskaber. Og nu har jeg fået stor hjælp af min søn, som er i et jernfirma på Vestergade, hvor han skal være Korrespondent. Navnlig hans sprogkundskaber har jeg megen glæde af. Jeg har haft fire børn, men de er jo alle sammen store. En af mine døtre er kassererske i Magasin du Nord.

- De interesserer Dem meget for "Børnenes kontor"?

- Ja, i høj grad! Jeg har i flere år efter ringe evne og i al beskedenhed arbejdet for denne fortrinlige institution. Det begyndte med, at jeg ved juletid 1910 skrev små vers i bladene med opfordring til publikum om at støtte Børnenes Kontor. Så gav jeg mig til selv at samle penge ind. Vi sporvognsfolk har jo ved endestationerne vore borgerstuer med marketenderi. Der kunne jo i tidligere tid se slemt ud med madpapir på gulvet og sådan. Men så fandt jeg på et mulktsystem med bøder fra to til fem øre. At kaste papir koster to øre, at glemme nøglen fem øre og så videre. Og alle disse bøder har i alt indbragt ca. 500 kr. til ”Børnenes Kontor". Alene ved julen nu Indsamlede mine kammerater og jeg på denne måde 138 kr. Og den første indsamling for nogle år siden, da vi begyndte, gav kun 9 kr. Så der er jo fremgang I sagerne.

- Hvor længe har De været ansat ved sporvejene? 

- I 20 år! Jeg var oprindelig underofficer i Randers. Men De kan tro: jeg er ikke militarist mere. 

- Hvordan går det med salget af digtsamlingen?

- Forbavsende! Oplaget var på 1000 eksemplarer. Deraf er de 500 solgt på ganske få dage og mest underhånden til private venner og bekendte, så vi mangler eksemplarer til at bringe i handelen. VI overvejer et nyt oplag.

- I Deres digte synger De meget om drikkeriets forbandelser.

- Ja, jeg er afholdsmand, men jeg står ikke i nogen organisation.

- Nu kommer der vel en ny digtsamling af Dem?

- Jo, det gør der sikkert. Det er mig ligeså naturligt at skrive vers som at klippe omstigningsbilletter, siger Mark Nielsen

Folkets Avis (København) 15. januar 1917


Tabt 11.000 kr. Direktør David Nathans forsvundne tegnebog.

En kendt københavnsk forretningsmand, direktør David Nathan der bor privat på Rughavevej nr. 1 ude i Valby, har lørdag eftermiddag på vejen herinde i byen til sit hjem haft det uheld at tabe sin tegnebog der indeholdt ikke mindre end 11.000 kr. i kontante penge foruden en del værdipapirer.

Direktør Nathan forlod ved femtiden "Bernina" til hvis stamgæster han hører, besørgede derefter forskellige ærinder og benyttede herunder bl.a. en automobildroske. Hvor eller hvorledes han har tabt tegnebogen, ved han naturligvis ikke. Han savnede den først da han ved syvtiden kom hjem og ville lægge pengene ind i sit pengeskab. Og da var alle hans efterforskninger frugtesløse.

Politiet har modtaget anmeldelse om den forsvundne tegnebog.

Aftenbladet (København) 29. januar 1917. I Aftenbladet 2. februar 1917 var en længere gennemgang af en mystisk telefonopringning som ikke førte til noget.


Annonce for de tabte penge: Aftenbladet (København) 3o. januar 1917.


Vesterbros sten-tagpapfabrik i flammer. Stor brand i Valby i morges.

For ca. 2 år siden nedbrændte så godt som hele Vesterbros Sten-tagpapfabrik der ligger lige uden for Valby ved Gl. Køge Landevej.

Nu er fabrikken imidlertid forlængst bygget op, og den daglige drift gik sin vante gang.

Men så i morges ved 6-tiden er fabrikken atter blevet et offer for en heftig ildløs, og det var denne gang en stor lagerbygning som ilden tog fat i, og hvorfra flammerne bredte sig med lynets fart til de øvrige af institutionens bygninger.

Brandvæsnet mødte med almindelig sprøjte samt motorsprøjten, og ved et energisk og ihærdigt arbejde, lykkedes det til sidst de raske brandfolk at få bugt med de rasende flammer som i tagpappet fandt et udmærket brændselsmateriale.

Ved 8.30 tiden var ilden endelig slukket, men da var fabrikken også raseret på det frygteligste, og skaden er meget betydelig.

Folkets Avis (København) 17. februar 1917.

Bjerregårdvej 15, hvor maleren Franz Schwartz boede. Det er tegnet af arkitekten Hans Jørgen Holm som også tegnede to af kapellerne på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En kunstners testament.

Frans Schwartz skænker 200.000 kr. til byen København.

Den gamle maler Frans Schwartz efterlod sig ved sin død en ret stor formue. Han havde arvet mange penge efter faderen, den gamle kunstdrejer i Sværtegade, og han havde selv forøget sin formue. En del af pengene går til Schwartz' plejedatter, fru dr. Duurloo i Valby, men en meget betydelig sum, 200.000 kr. skal ifølge det åbnede testamente tilfalde byen København, således at denne kan anvende renterne i kunstneriske øjemed. Man skal kunne udsmykke offentlige pladser, bygninger eller lokaler for pengene.

Pengene tilfalder først København om ti år. Så længe skal bestemte, private personer nyde renterne. I denne tid bestyres legaterne af departementschef Weiss og overretssagfører Moltke Leth. Men når de ti år er gået, tiltrædes legatets bestyrelse af Københavns overpræsident og et medlem af Kunstakademiet.

Aftenbladet (København) 23. februar 1917.


Direktør Nathan har igen i nat oplevet et mærkeligt eventyr,

Direktør David Nathan fra Rughavevej nr. 1 i Valby mistede som man vil erindre, for nogen tid siden en tegnebog med 11.000 kr. Han har atter i nat været ude for et større uheld, idet han ud for Studenterforeningens bygning skal være blevet påkørt af et automobil og bagefter i halvt bevidstløs tilstand udplyndret af et par unge mennesker. Røvernes udbytte opgives til 4.400 kr.

Af nogle forbipasserende blev direktøren fundet og kørt til Kommunehospitalet. Rent korporligt havde han ikke lidt nogen overlast, hvorfor han kort efter bragtes hjem.

Direktøren har gjort anmeldelse til politiet.

Nationaltidende 24. februar 1917, 2. udgave.


Direktør Nathans uheld. Han udlover atter en stor dusør.

Direktør Nathan fra Rughavevej i Valby har med kort tids mellemrum haft et par ejendommelige uheld. I det ene tilfælde mistede han en tegnebog med 11.000 kr. Han udsatte en dusør på 5000 kr. Men endnu er der ikke hørt nogen om tegnebogen!

For et par dage siden mistede han på Boulevarden atter en tegnebog. Denne gang var Nathan endda blevet udplyndret. Han har nu i anledning af sit sidste eventyr udsat en dusør på 1.000 kr. til den som bringer ham den røvede tegnebog med det pengebeløb og de papirer som den indeholdt. Hr. Nathan lover specielle dusører for tilvejebringelsen af henholdsvis bogen, brevet og papirerne.

Politiet synes at stille sig skeptisk overfor hr. Nathans oplevelser. Han synes selv at have et sikkert indtryk deraf.

Nationaltidende 26. februar 1917.

lørdag den 30. september 2023

Valby Tidende nr. 231, september-december 1916

Den tyske direktør Hans Voigt arresteret. Han har solgt gummien i sildetønderne.

Undersøgelsen af den tidligere omtalte smugleriaffære Valby, i hvilken en tredie klasses “grosserer", Tüchsen, blev arresteret for forsøg på udsmugling af gummi i sildetønder, har, efter hvad vi erfarer, ført til, at assesor Thorup har ladet det i københavnske forretningskredse meget kendte og meget ansete grosserer Hans Voigt sætte under anholdelse. Hans Voigt der har haft fast ophold her i byen i de sidste seks år, står som Indehaver af filialen fra firmaet “Continental Caoutchouc & Gutta-Percha Co." i Amaliegade nr. 28. Han er et halvt hundrede år gammel og har, som nævnt, hidtil haft det bedste ry også herhjemme. Men Voigt sigtes nu for at have været for langt ude i den Tüchsenske smugleriaffære. Et er i hvert fald sikkert: Det er ham, der har leveret den gummi, der fandtes i sildetønderne. Og skønt han bestemt hævdede, at han havde været uvidende om, hvorhen gummien skulde gå, fandt Assessor Thorup dog beviserne imod ham så graverende at han afsagde arrestdekret over ham

Aftenbladet (København) 6. september 1916.


Dræbt af en mursten.

Murerarbejdsmand Chr. F. Rasmussen der bor i Skolegade 2 B ude i Valby, er kommet af dage på en tragisk og uhyggelig måde.

Rasmussen der arbejdede hos murermester Fugmann på en nybygning ude på Duevej, blev i mandags ramt i hovedet af en mursten der faldt ned fra 5. sal. Hans kammerater antog ikke såret for videre farligt og efter at have givet ham et lommetørklæde om hovedet, lod de ham køre hjem i et automobil. Doktor Duurloo i Valby, der blev tilkaldt, opdagede heller ikke at Rasmussen havde fået brud på hjerneskallen, og først i onsdags da Rasmussen kom ned på gaden og faldt besvimet om, forstod man hvor farlig hans tilstand var. Man fik ham så i en fart kørt på Kommunehospitalet, men her er han nu afgået ved døden.

Rasmussen der kun var 47 år, var gift og havde 4 børn.

Aftenbladet (København) 11. september 1916.


Hvad bestiller Manden?

Hr. Redaktør Rex!

Angående den artikel om, at de små detailhandlere sidder for alt for store afgifter, kan jeg udmærket give mit samtykke til, men jeg kan godt forstå, at kommunen skal bruge mange penge, når jeg mener, der er folk i kommunens tjeneste, som her aldeles ikke er brug for, hæver fuld gage. Vi behøver blot at gå til Valby Pumpestation, som ligger ved Damhussøen: den har så godt som slet ikke været i brug i flere år, men maskinmesteren, som er der, vedbliver lige godt at hæve sin gage. Det er tilmed en olding på 76 år; hans oprindelige fag siges at være snedker; i alt fald er han ikke uddannet som maskinarbejder og har ikke en gang kedelpasserprøven. Jeg, som for en del år siden var ansat som kedelpasser der, skal ikke nærmere komme ind på, hvilken behandlingsmåde jeg fik af ovennævnte herre. Vil De ikke være så venlig at spørge vandværksdirektøren, hvad arbejde denne mand udfører for pengene han hæver af kommunekassen.

Med tak for optagelse.
Sophus Hansen, cigarhandler, Istedgade 4.

Folkets Avis - København 13. september 1916.  


Ud af mit hjem. Ny udsættelse i går.

En kone, hendes to små børn og hendes gamle mor bliver smidt på gaden. Uhyggeligt optrin i Valby.

Dagen i går nåede ikke til ende uden at bringe en ny, skandaløs udsættelsesforretning til understregning af de fortvivlede boligforhold, vi har her i byen for tiden.

Ofret i den nye affære er en fraskilt kone, fru Elna Olsen. Og åstedet for begivenheden er det gamle hus Gadekærsvej 5 i Valby.

Børnene betragtes som spedalske.

Fru Olsen har i de sidste to år beboet en lille stuelejlighed der i huset sammen med sin moder og sine to små børn. Hun har altid betalt sin husleje prompte og forud, som kontrakten fastsætter det. Men - hun havde jo de to børn! Og børn behandlet af visse husværter værre, end man i den bibelske oldtid behandlede de spedalske!

For en måned siden fik hun en opsigelse fra værten, detailhandler Laage på Gl. Jernbanevej nr. 47.

Hun forsøgte først en henvendelse til værten for at få ham til at tage opsigelsen tilbage. Det var forgæves, han forklarede hende bare at lejligheden var lejet ud til en mand der - for at få den - havde tilbudt ikke alene at betale den sædvanlige leje, 10 kr pr måned, men endvidere uden betaling at holde gade, gård og kloakker rene, altså gratis udført alle en gårdmands arbejder. Hun kunne derfor nok forstå . . . !

Dette kunne den stakkel kone måske. Derimod har det været hende plat umuligt at finde sig en anden lejlighed, skønt hun i den forløbne måned har benyttet al sin fritid til at jage rundt fra hus til hus, fra gade til gade, fra bydel til bydel og søgt og spurgt, tigget og bedt. medens hun stod med pengene i hånden for at demonstrere at hun kunne, virkelig kunne betale! Hun skulle være flyttet nu den 1. oktober. Men hun kunne ikke komme andre steder hen, kunne ikke få anden lejlighed og - var så nødt til at blive boende

Byfoden i arbejde.

Indtil i går middags - da underfoged Schørring mødte for efter værtens begæring at udsætte fru Olsen af huset.

Begæringen var ikke til at komme udenom. Møblerne, børnene, den gamle bedstemoder, der i dag fejrer sin 76-årige fødselsdag, og konen selv blev sat ud på gaden. Dørene blev lukkede af. Og fogden afleverede egenhændigt nøglerne til værten, mens en politibetjent tog post ved flyttegodset for at vogte det mod fremmede Indgreb.

Han havde ikke behøvet at være der. Den udsatte familie havde jo ingen steder at gå hen. Og den camperede derfor midt på gaden ved siden af bohavet - Fru Olsen selv med sine sparepenge, 160 kr i alt, i hånden, rede til at erlægge nær sagt, hvad man ville forlange af hende for en ny lejlighed.

Hun gik til sidst så vidt, at hun tilbød folk, der kom forbi, 50 kr. blot for at skaffe hende et sted, hvor hun kunne sætte sine møbler hen!

Og på dette punkt fik hun “lykken” med sig:

Ved velvillig imødekommenhed fra cigarfabrikant Jensen på Langgade nr 93 fik hun tilladelse til at lade bohavet, der ellers ved solnedgang skulle have været kørt ud på Sundholm, bringe om i en tom butikskælder på Nyvej nr. 9 hvor det nu foreløbig står.

Den udsatte kone er syg og har indlæggelsesordre til hospitalet. Når fattigfolk hjælper hinanden.

Det meste af eftermiddagen tilbragte den udsatte familie på nye vandringer rundt i kvarteret derude for at finde husly. Og hen mod aften fandt de, hvad de søgte, hos en anden fattig familie, sukkerhusarbejder Bentzen, der bor i en lille lejlighed på Gadekærsvej nr 12, og som bravt åbnede sit hjem for de husvilde, skønt der i forvejen er otte børn i dette hjem!

Den hele udsættelse får for øvrigt et langt grellere skær over sig, når man erfarer, at fru Olsen i lange tider har været alvorlig syg og i den sidste måned har gået med en indlæggelsesordre til hospitalet. Også her, på hospitalet, er der imidlertid “bolignød”. Og den stakkels kvinde har Ikke kunnet finde nogen plads på hospitalet, men har til stadighed, for at holde sammen på det hjem, der nu er slået i stykker, passet sit arbejde på Carlsberg aftapningsanstalt.

Aftenbladet (København) 5. oktober 1916.


En af gartnerstandens landskendte veteraner, handelsgartner N. Jensen, "Valdal" i Valby fejrer i morgen sit 40 års jubilæum. Den 11. oktober 1876 overtog han nemlig ejendommen "Valdal", det op til Søndermarken beliggende gartneri som alle københavnere kender.

Ved siden af sin betydelige virksomhed har jubilaren udfoldet et stort, samfundsnyttigt arbejde. Han havde gennem flere år sæde i Valby sogneråd indtil kommunen indlemmedes i København. Han har naturligvis beklædt tillidshverv indenfor sine fagfællers kreds og han har endelig gjort et godt arbejde inden for Københavns understøttelsesforening.

Jubilæet fejres i morgen ved en familiemiddag.

Nationaltidende 10. oktober 1916, 2. udgave.


Den første motorplov i Københavns omegn.

Motorploven i virksomhed ude bag Valby.

Som automobilerne har fortrængt de gamle hestedrosker, således vil sikkert også motorploven fortrænge den gammeldags plov, hvor god og brugbar denne end kan være. Allerede nu har den første motorplov vist sig i Københavns umiddelbare omegn.

I disse dage kan man se den i virksomhed ude bag Valby. Den ruller tung og massiv som en damptromle hen over stubmarken og pløjer jorden op i en bredde af 2 meter. Intet under derfor at vore driftige, kloge smørbønder ser med beundring på den amerikanske jætteplov der kan gøre 4 mands og 4 spand hestes arbejde.

Og de forudser den dag da hele vort gode danske bondeland udelukkende pløjes af "andelsmotorplove".

Aftenbladet (København) 16. oktober 1916.


Kirkekone i 25 år.

Enkefru C. Clausen.

På onsdag den 15. november da Jesuskirken i Valby har bestået i 25 år, holder kirkekone enkefru C. Clausen, Valby Langgade nr. 12 sit jubilæum derude. Hun er 75 år, men rask og rørig, og passer med stor omhu sit hverv. I de 25 år hun har virket ved kirken, har hun blandt dem der til stadighed søger kirken, vundet sig mange venner der vil mindes den gamle dame på hendes hædersdag.

Aftenbladet (København) 13. november 1916.


Bolignød?

En Hønsegård i Valby

Nej, hold nu op med den! Bolignød? Her skal De se, mine damer og herrer, hvordan hønsene er indkvarterede ud i Valby. Vi skal ikke nævne villaens og villaejerens navn. Men denne lille nette villa, som fotografen har taget, tyder jo ikke på bolignød - blandt hønsene i hvert fald.

Det er så minsandten et helt lille harem, disse puttehaner har indrettet Nå, kan dens kone gøre nogle æg, så er vi jo vel hjulpne. Men oprigtig talt: Bolignød - det tyder denne lille villa jo ikke på.

I dette hus kunne en hel familie bo. Den kunne ganske vist ikke frembringe æg, men måske børn.

Nå, ja. Der har vi skandalen.

Men oprigtigt talt: Når man selv bor i en kommuneskole gymnastiksal, eller på Sundholm måske, så er det jo forunderligt alligevel at se sådan noget som høns svømme i luksus og velvære og erotisk magtudfoldelse.

Folkets Avis - København 4. december 1916


En rest fra en svunden tid.

Det gamle tingsted i Valby.

Når man farer med den moderne linie 2 ekspres ud gennem Valby, standser man på hjørnet af Langgade og Skolegade ved en samling store sten der planmæssigt er anbragt omkring et træ, på hvilket bladene mangler, - fordi det er vinter. Stenene er ikke brillanter. I så fald skulle “kære ven" have været der med et tilbud. Det er heller ikke disse almindelige småsten, som drengene spiller tære med, eller som pigerne sparker rundt med i “Paradis", Nej. nej, - det er store kampesten af den slags, Goliath hængte ved urkæden.

Dette er Valbys gamle tingsted.

Her samledes i fordums tid de gamle valbyfolk for at drøfte byens vel. Det er nogle år siden nu. Carlsberg var ikke anlagt. Man drak mjød. Skuespiller Schyberg boede ikke dengang i Valby Langgade nr. 5. Hans tipoldemoder havde ikke så meget som tænkt på at han nogle år senere skulle duellere med dr. Brandes der kort tid efter blev selve rigets finansminister. Dr. Duurloo boede selvfølgelig heller ikke dengang i nr. 15, endsige forfatteren Axel Juel. Når man nu ser kunstmaler Sybergs tjenestepige gå ind i smørforretningen “Smørblommen” i nr. 28 i Langgade, så er det pudsigt fra dette moderne syn at kaste blikket hen på tingstedet og de gamle dage, da vor fotograf Sengeløvs oldefaders fætter stod her og gav råd til byens folk, uden anelse om, at hans ætling nogle år senere skulle gøre det gamle Valby usikkert med sit kamera.

Valby var dengang en lille landsby, fjernet nogle dagsrejser fra København. Husene var stråtækte. Markerne bredte sig om dem. Køer brølede i aftenstunden, når solskæret forgyldte de bugnende rugmarker. Og pigerne gik hjem, bredhoftede og med mælkeåget over skuldrene. Og græshopperne sang, og løvet skælvede og alt det her lyriske skvalder.

Pedersen.

Folkets Avis - København 5. december 1916.


Tyve hos Carl Aller. To anholdelser i nat.

I den sidste tid er der forøvet en mængde tyverier af metaldele fra den store oplagsplads som "Familie-Journalen"s udgiver, Carl Aller har ude i "Dalen" i Valby. Opdageren Bagger fik sagen til undersøgelse. Og i nat har han anholdt to unge, tidligere straffede fyre ved navn Carl Sørensen og Chr. Jensen som gerningsmænd til tyverierne.

De to tyve havde installeret sig i en kolonihave ved siden af "Dalen", havde brudt et hul i hegnet omkring oplagspladsen og så regelmæssigt hver eneste nat stjålet store mængder af de gamle maskindele og kørt dem bort på en trækkevogn, for dagen efter at sælge dem til forskellige jernhandlere.

Tyverierne løber op i mange penge.

Aftenbladet (København) 15. december 1916.

lørdag den 23. september 2023

Valby Tidende nr. 230, juni-august 1916

En uhyggelig herre

Trolden, der lugter menneskekød (det originale avisfoto i dårlig kvalitet er her erstattet med et nutidigt af samme motiv).

Billedhugger Hansen-Jacobsen, kunstneren, symbolisten med de sære og underlige idéer modellerede ham, brygger Carl Jacobsen købte ham og stillede ham i dyb forståelse af symbolikken op i anlægget uden for Jesuskirken i Valby, hvor han nu står og krummer sine spidse kløer efter kirkegængerne.

Der ligger så meget i dette, at Carl Jacobsen netop stillede ham, trolden, der lugter menneskekød, på denne plads.

Trolden symboliserer det onde, der altid er rede, hvor det gælder at skabe ulykker, altid er på springet efter de, der vakler og ikke rigtig ved til hvilken side de vil gå og som ikke viger tilbage for at forfølge sit bytte lige til det godes dør, over hvis tærskel han ikke tør træde, og hvor al hans magt hører op.

Billedhugger Hansen-Jacobsens trold er egentlig kun lidet kendt, gemt bort som det er på denne plads, men det er et kunstværk, der i al sin ejendommelighed er af stor virkning på beskueren, og har man en gang set den, glemmer man den ikke.

Den er et af de kunstværker, der vækker til eftertanke og bider sig fast i erindringen.

Folkets Avis - København 9. juni 1916.


Forstadsunionernes fodbold. Valby vandt pokalen med 1 mål mod 0.

Amager og Valby Union spillede i går på Idrætsparkens bane slutkampen i forstadsunionernes fodboldstævne. Der var ikke ret mange tilskuere, men til gengæld stor begejstring der til tider antog karakter af den vildeste fanatisme hos de Valby-Amager kliker. Spillet var rigtig livligt og pænt fra begge sider, dog tør udfaldet nok betragtes som retfærdigt.

Det afgørende mål faldt først 20 minutter ind i 2. halvleg ved centerforward Carl Hansen, så spændingen var hele tiden på højdepunktet.

Efter kampen overrakte en repræsentant, hr. Skancke, det vindende hold en stor smuk sølvpokal, idet han i en bevinget lille speach takkede for den interesse der var vist dem, såvel af publikum som af pressen.

Folkets Avis - København 22. juni 1916.


Sprunget ned fra jernbanebroen. En uhyggelig tildragelse ved Valby Station.

Ved 12.30 tiden i middags har en mand forsøgt at berøve sig livet ved at springe ned på banelinjen fra den personbro der fører herover i nærheden af Valby Station. 

Manden blev iagttaget netop som han stod i begreb med at udføre det farlige spring. Men det var for sent til at man kunne nå at hindre ham deri. Man så ham da tumle gennem luften og omsider ende ned på banelegemet. Han traf ikke skinnerne, men faldt på gruset der fungerer som ballast mellem dem. Det er åbenbart årsagen til at han ikke slog sig ihjel på stedet, men var i live da stationens personale kom til.

I en ambulance kørtes han til hospitalet. Det er senere oplyst at han er en fabriksarbejder Hjalmar Rasmussen fra Louisevej nr. 5. Om årsagen til hans selvmordsforsøg vides intet.

Nationaltidende 10. juli 1916, 2. udgave.


En tyv på domhuset.

i lørdags havde en agent Jørgensen fra Valby der skulle møde i kriminalretten, sat sin cykel og en håndtaske fra sig på domhuset mens han var i forhør. Da han en time efter kom for at tage sin cykel, var den væk tillige med håndtasken der indeholdt en del handskeprøver.

Nu leder politiet efter den frække tyv.

Folkets Avis - København 10. juli 1916.


Grisen på Valby Politistation.

Politiassistent Jacobsen på stationen ude i Mølle Alle i Valby har i nat huset en ret usædvanlig gæst i sine detentionslokaler, nemlig en gris - ikke ordets overførte kæfertbetydning, men en veritabel, sprællevende pattegris!

Grisen tilhører en arbejder ved navn Ole Jørgensen der egentlig har bolig i et lille skur ude ved Østre Fælled, men som i går var ude ad vesterkanten til for at spille "handelsmand" med sin opsparede ugeløn.

Han blev drivende fuld på sin vandring, og det endte med at han ude i Vigerslev Kro af en snild bondemand købte den lille pattegris der dårligt var vænnet fra endnu.

Ole Jørgensen drak videre i aftenens løb. Og da han sent i nat - efter lukketid - drog af ind mod byen med grisen i en sæk på nakken, var han så usikker på benene, at Vigerslev Alle der ellers hører til kommunens stoltheder, næppe var bred nok til ham.

Ole endte i grøften. Og hvad værre var: I faldet tabte han sækken der ikke var tilbunden. Og resultatet blev at grisen slap ud  af sækken og så hurtigt dens små tæer kunne bære den, satte i galop og urent trav hen ad vejen, skarpt forfulgt af Ole der råbte og hylede i vilden sky: "Stop grisen! stop grisen!".

Det blev to politibetjente der opfyldte hans begæring. Den ene af dem fik tag i det lille dyrs krøllehale. Og mens den og Ole hylede videre omkamp, grisen af sorg over sin tabte frihed, og Ole nærmest bare af kæfert, gik vandringen til politistationen.

Her har de to fæller tilbragt natten hver i sin celle, kærligt tilseet af den vagthavende overbetjent der er både dyre- og menneskeven.

Grisen er blevet trakteteret med sødmælk i nattens løb. Mens Ole bare har fået kommunevand!

Aftenbladet (København) 11. juli 1916.


Nød lærer nøgen mand at spinde

Kolonihaveejeren i Valby der selv ælter og sætter sine tørv.

Når koksene begynder at nærme sig fire kroner hektoliteren og når vi samtidig nærmer os det tidspunkt hvor kælderen skal have kakkelovnsmad, er der adskillige der nærer betænkeligheder ved vinteren. Hvordan klare den? En mand ude i Valby, kolonihaveejer Hansen fra Mosedalsvej 7, har på en snild og praktisk måde løst problemet. Han laver sit vinterbrændsel selv.

Kolonihaveejeren har opdaget at hans kolonihave ligger på god mosegrund og der hvor andre ville dyrke roser og kartofler, graver han tørv. Han smækker den fede glinsende tørvejord op i kasser, han ælter den og stikker den ud, og han sætter de nydeligste tørv op. Af sin kolonihave kan han årligt stikke 5.000 tørv op, og det er netop hvad han har brug for i sin husholdning. Ham skal dampskibsrederne og kulhandlerne ikke blive millionærer på. Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan klare sig i vanskelige tider. Men det er jo ikke enhver der kan efterligne det.

Aftenbladet (København) 3. august 1916.


Politijagt på klausulsvindlere. De fanges som ål i en ruse.

“Folkets Avis" omtalte i går en ny klausul-svindleraffære, som var under opsejling, idet jernbaneassistent Jens Knudsen på godsbanegården havde gjort den opdagelse, at en vognladning saltede sild i virkeligheden var - gummi!

Ved den derpå følgende politiundersøgelse oplystes det, at det var en agent Tychsen, som med bistand af en dansk-amerikaner ved navn Rønne stod bagved som klausulædere og gummismuglere.

Deres såkaldte “salteri" havde de installeret på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade i Valby, og her mødte altså politiet op for at se lidt nøjere på de to herrers virksomhed.

Tychsen havde på dette tidspunkt gjort sig usynlig, og Rønne så sit snit til at flygte, skarp forfulgt af opdagerne, der snart efter fik assistance fra hovedstationen.

Nu blev der en formelig klapjagt ud over markerne; men det syntes, som om flygtningen ganske var forsvundet i jorden.

Fabrikken og lageret blev selvfølgelig sat under politiets opsigt, og det bliver vist nogle kønne ting, der nu kommer for dagen.

Lokalerne har siden krigens udbrud været udlejet til tyskere, som først havde en sæbefabrik her, siden en oliefabrik og nu altså en nedsaltning af - gummi!

Virksomheden blev drevet meget hemmelighedsfuldt, og kun Tychsen og Rønne fik adgang til "fabrikslokalerne"

Tychsen og Rønne fanges.

Jagten på gummismuglerne fortsattes med den største energi, og efter flere timers arbejde var man kommen så vidt, at man havde fået omringet det terræn, hvor man mente, de måtte holde sig skjult.

Og - nu gik det fremad med sikre skridt.

Kredsen blev mere og mere snæver og til sidst sad fyrene der, som ål i en ruse.

Vejen var spærret, der var intet andet at gøre, end at overgive sig på nåde og unåde. Og i dag sidder de velforvaret i det Thorupske Hotel.

Folkets Avis - København 17. august 1916.

Trekronergade. Gerdasgade går ind til venstre mellem de to gule bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gummien i sildetønderne. En dramatisk og spændende jagt i Valby. Manden med spegesildene er taget.

Der kom meget hurtigt klarhed over affæren med spegesildene og gummien på godsbanegården, og manden for det hele sidder allerede bag lås og slå. Men inden man nåede så vidt, var der blevet udspillet en længere film, som man må beklage ikke blev taget ind i nogen kukkasse og opbevaret for eftertiden som minde om disse dages eksportraseri og klausulslugeri.

Det havde på godsbanegården vist sig at der i alt var 170 tønder. Heraf var de 160 tønder ægte og reelle nok, og kun i de 10 tønder var der gummi og benzin. Det var altså nærmest et nederdrægtigt uheld for eksportøren at tolderne faldt netop over en af disse 10 tønder. Men: når uheld være skal. osv. Hvem eksportøren var, fik man snart klarhed over. Speditionsfirmaet Goldstück, Hainze &. Co., der havde sendt sildetønderne ud på banen, oplyste, at afsenderen var en vis agent Tücksen, der havde et salteri og pakkeri ude på Trekronergade i Valby.

Dette salteri og pakkeri er ikke politiet helt ukendt. Det har ofte fået meddelelser om, at alt vist ikke gik rigtigt til derude i huset med de overmalede ruder; men da man ikke havde noget reelt at holde sig til, var der ikke noget at gøre i den retning. Men nu var der altså en anledning til at tale med folkene derude, og et par af opdagerne fra København tog ud til Valby for at hente hr. Tücksen til forklaring på politikammeret.

Her er det, at den store film begynder. Da opdagerne kom ind i pakkeriet, der ligger på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade, helt ude hvor linie 6 ender, traf de mellem sildetønderne en mand, der syntes overmåde forfjamsket. Da man spurgte efter Tücksen erklærede manden at hedde Rønne, og da der ikke var andre levende væsener at øjne i huset, besluttede opdager i mangel af bedre at tage Rønne med sig. Noget måtte man vel nok kunne få at vide hos ham. Rønne syntes nok at være lidt ked af det, men han gjorde alligevel ingen ophævelser og var klar til at gå med. Han bad blot om tilladelse til at måtte sætte sin cykel ind i et skur. Det var der ikke noget i vejen for, han gik ind i skuret, opdagerne ventede i gården, og i samme sekund brød Rønne gennem en hæk, kom ud på en mark og satte afsted som en kronhjort. Borte havde taget ham, og opdagerne så jo noget nedtrykte ud. Nu gik det imidlertid som på en rigtig spændende film.

Der blev pebet i fløjter, blev telefoneret efter hjælp fra København, og et lille kobbel politihunde med savlende munde og ludende hoveder blev sat på flygtningens spor. Politiassistent Tage Jensen kom selv til stede, og snart var der samlet en styrke på i alt 13 opdagere. Nu gik den vilde jagt over stok og sten. Men flygtningen havde fået et langt forspring, og man kunne ikke følge hans spor længere end over til Årstrandsgård. Her ligger flere haver, der strækker sig over til Kløverbladsgade, og i dem forsvandt Rønne. Hundene og opdagerne tabte hvert spor.

Der var imidlertid blevet sat vagt af i pakkeriet, og ud på eftermiddagen fik man det første resultat. Da meldte der sig nemlig en lille tyk herre, og da han overfor opdagerne navngav sig som Tücksen, blev han strak sendt ind til politikammeret. Og ud på natten fik man en endnu større belønning for sin tålmodighed.

Rønne havde holdt sig skjult ovre i haverne ved Kløverbladsgade, men natten var kold, og ved 2-tiden kom han så listende på hosesokker over til pakkeriet, hvor han har et værelse. Opdagerne var naturligvis over ham i samme sekund, og den modstand, han gjorde, blev kun af kort varighed. Håndjernene klappede sammen, og så gik turen til København.

Pakkeriet har som sagt ofte tiltrukket sig politiets opmærksomhed. I huset har der været forskellige virksomheder, både mejeri, oliefabrik osv., til det for nogen tid siden blev lejet ud til sildepakkeri.

Sagen vil sandsynligvis blive henvist til behandling ved 7. kammer hos assessor Thorup. Man vil vel så få oplysninger om, hvem Tücksen og hvem Rønne er, hvorledes deres fortid ser ud, hvem de har stået i forbindelse med i de sidste tider og hvad der er foregået i den mystiske fabrik ude i det yderste Valby.

Aftenbladet (København) 17. august 1916.

lørdag den 16. september 2023

Valby Tidende nr. 229, april-maj 1916

Tjenestemændenes andelshus i Valby.

Tjenestemændenes Byggeforening stiftedes i sommeren 1914, men på grund af de ved krigen indtrådte vanskelige forhold blev de af foreningen påtænkte foretagender udskudt indtil videre.

Da der nu stadig er bleven større og større mangel på gode lejligheder for den mindre bemidlede del af byens borgere, og da lejen efterhånden er blevet så høj, lod foreningen sidste efterår udarbejde tegninger og planer til en ejendom, til hvilken der er købt en grund i det smukke kvarter ved Kjeldsgårdsvej i Valby. Byggeforetagendet ventes nu påbegyndt så tidlig i foråret, at ejendommen kan blive færdig til indflytning til oktober flyttedag.

Bygningen bliver på 10 opgange med store 2- og 3-værelsers lejligheder, alle forsynede med nutidens bekvemmeligheder.

På ovenstående tegning er vist ejendommens facade til Kjeldsgårdsvej.

Enhver, der i økonomisk henseende er ligestillet med statens og kommunens tjenestemænd kan optages som medlemmer. Ved indmeldelsen betales et indskud på 5 kr., hvorhos man tegner sig for en andel, som andrager henholdsvis 400, 350 eller 300 kr., eftersom man ønsker sig en større eller mindre Lejlighed. Andelen kan indbetales i rater.

På onsdag aften Kl. 8.15 afholdes der et møde om sagen i Korups Have, hvortil der er gratis adgang for alle.

Social-Demokraten 4. april 1916


Tjenestemændenes byggeforening

Det smukke hus.

“Folkets Avis" havde i går en samtale med Tjenestemændenes Byggeforenings energiske formand, postbud J. Chr. Schou.

- Tak for Deres artikel forleden om vort foretagende, sagde hr. Schou; den har gavnet det meget, planen tager fastere og fastere form, tilslutningen bliver større og større, og med rette; for hvad er bedre end at være herre i eget hus, med alle en husejers rettigheder; men uden hans forpligtelse, og hvor finder man en bedre og solidere pengeanbringelse end i en rentabel og velbygget ejendom.

Vi havde atter forleden et møde med stor tilslutning, det var i Korups Have, og grundejerforeningens formand havde besørget en virksom reklame med sit manifest.

At bo i et hus, hvor man risikerer at der bliver lagt på lejen, er jo ikke nær så godt som at vide nøjagtigt lejens størrelse og at den går ned.

På mødet udviklede jeg hvorledes lejerne i vor bygning kun skal betale de ejendommen påhvilende renter og skatter og vedligeholdelsen, og ved amortisation af prioriteterne opspare et betydeligt beløb, der vil komme medlemmerne til gode.

Til forrentning og amortisering af byggesummen, skatter og vedligeholdelse vil medgå ca. 39.000 kr. Den formodede boligafgift (i et andelsforetagende hedder det boligafgift, i private: husleje) 43.500 kr, overskud altså 4.500 Kr., der skal imødegå den prisstigning på byggemateriale, der nok vil komme.

Hvor meget bliver prioritetsafdragene?

- Første år 4400 kr. eller ca. 44 kr. pr. medlem, men efter få års forløb vil boligafgiften kunne nedsættes med 5 kr. pr. måned - det er da en god sum.

- Skal De ikke have statslån?

- Jo vi søger til 2 omgange - der bliver i alt 10 - og forventer at få det.

Det bliver på 100.000 kr. - naturligvis 1. prioritet med billig rente og stempelfrihed.

Staten låner 4/5 af ejendommens vurderingssum eller hvad selve ejendommen koster.

Til de andre 8 opgange må vi så foretage almindelig omprioritering.

- Hvor stor bliver ejendommen?

- Grundarealet er 4295 kvadratmeter stort og koster 55.000 kr., det bebyggede areal bliver 1438 kvadratmeter og vil koste ca. 530.000 kr.

Der bliver 102 lejligheder, hovedsagelig store 2 værelsers med kammer, til 36 kr. pr. måned, uden kammer til 30 kr., og et mindre antal 3 værelsers uden kammer til 38 kr. og en del med kammer til 48 kr. - her er en ændring i den oprindelige plan; men vi har ment, at en 3 værelsers lejlighed med kammer måtte gøre lykke, de er også meget efterspurgte.

Årsboligafgiften bliver altså 360- 420-456 og 576 kr., i indskud betales der 300-350 og 400 kr. efter lejlighedernes størrelse.

Indbetalingen sker i rater på særlig gunstige betingelser.

Halvparten af lejlighederne og alle butikkerne er tegnede. Opførelsen af huset påbegyndes, så snart forholdene inden for byggefagene tillader det, en del af Huset står færdigt til oktober flyttedag i år. Resten til april 1917.

Når hele komplekset er overtegnet, fortsættes med et nyt, rimeligvis også på Kjeldsgårdsvej i Valby.

Der er friskt, og bygningerne omgives af forhaver og gården er haver, legeplads og tørrepladser.

- Ja, siger postbud Schou - det er et enestående tilbud, vi giver vore kolleger, og folk af alle tjenestegrene, både stats- og kommune, tjenestemænd - flokkes om vort foretagende.

Jeg selv giver hver tirsdag og fredag i mit hjem, Asger Rygsgade 19, 1. sal, alle oplysninger.

Folkets Avis - København 12. april 1916.

Det omtalte byggeri på Kjeldsgårdsvej. Foto Erik Nicolaisen Høy

Det var kun for sjov

at den 22-årige Aage Michael Nielsen natten til den 26. februar trak af med en cykel der tilhørte kusk Hans Jørgensen og aflåst henstod på fortovet udenfor dennes bolig i Mølle Alle ude i Valby.

Således forklarede Nielsen i hvert fad da betjent nr. 257 Skamstrup tog både ham og cyklen inden i gården til nr. 3 på Gammel Jernbanevej. Betjenten forstod ikke spøg, og hverken han eller kriminalretten brød sig om at se kuskens forbavsede ansigt som tyven sagde han havde ventet sig så megen fornøjelse af.

Nu er der sædvanlig fangekost til Nielsen i 100 dage. Og det er ikke spøg.

Aftenbladet (København) 18. april 1916.


Et lille barn dræbt under en barnevogn.

Et lille barn har i går fundet en uhyggelig død. Barnet, en 9 måneders dreng Harry, søn af fru Thorning på Gammel Jernbanevej 17 i Valby, lå i en barnevogn der stod i gården til ejendommen Trekronergade 34. Barnevognen er pludseligt - hvorledes ved man ikke - gledet ned i en kælder. Her er den væltet med bunden i vejret. Da barnet blev trukket frem under vognen, var dets hoved knust og i nat døde barnet på hospitalet.

Nationaltidende 28. april 1916, 2. udgave.


Direktør Riegels, byfogden og gørtlermester Møller. Retssag om el Lejemål.

I 1914 udlejede malermester J. Dich til direktør V. Riegels en lejlighed i den ham tilhørende ejendom på Valbygårdsvej 12. Lejen skulle erlægges forud for 1/4 år ad gangen den 10. decbr., 10. marts, 10. juni og 10. septbr. Lejemålet kunne opsiges inden 1. december eller inden 1. juni til den påfølgende april eller oktober flyttedag. Lejekontrakten indeholdt endvidere naturligvis de sædvanlige bestemmelser om, at såfremt lejeren udeblev med lejen udover forfaldstid, var ejeren berettiget til at forlange, at lejeren straks uden opsigelse skulle fraflytte lejligheden.

I december 1915 solgte Dich ejendommen til gørtlermester David Møller, der den 17. decbr. tilskrev Riegels om at indbetale den den 10. d. m. forfaldne leje. Efter nogen korrespondance mellem Riegels og Møllers sagfører indbetalte Riegels den 3. januar den skyldige husleje, men fik kun kvittering, hvori toges “behørig reservation med hensyn til lejekontrakten bestemmelser".

Riegel protesterede mod forbeholdet i kvitteringen, men Møller ville ikke slette dette, med mindre Riegels indgik på forskellige betingelser m. h. t. opsigelse af lejligheden, installation af W. C. m. m.

Møller indgav så den 6. januar til byfogden rekvisition om at udsætte Riegels af lejligheden. Under fogedproceduren protesterede Riegels mod udsættelsen, og fogden afsagde kendelse der udtalte at udsættelsen ikke kunne nyde fremme.

Fogedkendelsen stadfæstet.

Da det under sagen oplystes at Riegels aldrig har betalt lejen til Dich til de i kontrakten fastsatte tider, men først den 1. i den følgende måned og således havde føje til at antage at han ikke ville blive udsat af lejligheden når blot han betale til den tid, stadfæstedes fogedkendelsem, hvorhos det pålagdes Møller at betale sagens omkostninger med 50 kr.

Folkets Avis - København 22. maj 1916.

Valbygårdsvej 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da fogden nægtede at udsætte en lejer.

Den 6. januar henvendte ejeren af en ejendom på Valbygårdsvej, gørtlermester David Møller sig til kongens foged for at få en lejer, direktør V. Riegels udsat af lejligheden. Riegels havde nemlig først betalt huslejen nogle dage over tiden, og Møller der lige havde købt ejendommen, ville da kun modtage den imod at lejeren gik ind på en mængde nye betingelser i lejekontrakten.

Kongens foged nægtede imidlertid at foretage udsættelsesforretningen idet Riegels kunne godtgøre at han altid havde haft den ordning med værten at han betalte efter forfaldsdagen.

Fogedkendelsen blev indanket for Hof- og Stadsretten der godkendte fogedens nægtelse af at udsætte lejren. Værten, gørtlermester Møller, skal endda betale 50 kr. i sagsomkostninger.

Social-Demokraten 23. maj 1916.


En hovedstadsidyl

Parti fra Smedestræde i Valby.

I hovedstaden udkanter som i de gamle bydele, finder man nyt og gammelt side om side, og der er vel ingen tvivl om, at langt de fleste, der standser et øjeblik for at studere kontrasterne, i deres hjerte har en del tilovers for det gamle, der klemmes inde af nybygninger og måske endda, skal de være helt ærlige, synes nok så godt om det gamle.

På det billede vi ovenfor bringer, finder man et gammelt bondehus, en rest fra det ældste Valby. Man ser på det, at det har levet sin længste tid, at ingen kærlig hånd skøtter om det for at bevare det

Vind og vejr får lov til at husere med det. Taget er pjusket, forrevent og hullet, og i gulvene lever rotter og mus et rent slaraffenliv, kun forstyrret af en eller anden tælleprins, der i vinterens kulde og slud entrer over stakittet og søger sig lidt læ for blæsten, regnen eller sneen.

Men trods sit forpjuskede udseende, trods onde dage, der bider og river i det, holder det dog stadig stillingen - til der en dag melder sig en behjertet mand med skillinger i lommen og som har lyst til at bygge en stor ny femetages bygning med moderne lejligheder. Men så er idyllens tid også forbi, til fordel for komfort og moderne hygge.

Folkets Avis - København 30. maj 1916.