Valby Tidende nr. 39, 1958

Fastelavn

I øvrigt er vejret herligt, og det har vel også været det som i dag har lokket en sådan mængde mennesker til at løbe fastelavn til Valby hvor der var foranstalte fastelavnsløjer,  især bestående i det bekendte “stikken til stråmanden”.  Færdslen derud, foruden pr. jernbane, var pr. omnibus,  pr. de såkaldte kaffemøller, drosker  etc. og i særdeleshed til fods, lige fra middagsstunden indtil aften så stor, at Roskilde Landevej fuldkommen lignede Strandvejen på en rigtig smuk dyrehavsdag. Under trompeters fanfarer begyndte turneringen Opgaven var i fuld karriere at spidde stråmanden, en prægtig udstyret tyrk, på den fældede lanse og som det vanskeligste, ikke at lade sit bytte slippe fra sig før man havde nået et bestemt mål. Men det varede ikke længe før den stadselige tyrk befandt sig højt knejsende på spidsen af en lanse og af sejrherren i triumf blev forevist for den jublende tilskuermasse. Forlystelsen sluttedes med et bal i kroen der varede til henimod morgenstunden.
(Kongelig privilegeret Aaarhus Stifts-Tidende, 22. februar 1858. Uddrag)

Nyt huslejlighedskontor.

Vesterbro, Valby, Frederiksberg, Gammel. Kongevej og omliggende steder.
Da jeg siden nytår 1858 ofte er blevet anmodet om at skaffe såvel familier som ugifte personer lejligheder i de nævnte distrikter, dels faste hele året, dels for sommermånederne, tillader jeg mig at anmode de herrer husejere eller viceværter som disponerer over samme, at henvende sig til mig snarest muligt. Kontoret (den lille butik ved indgangen fra Vesterbro til Frederiksberg Alle) er åbent hver søgnedag fra kl. 9 til 12 og fra 2 til 5. En protokol vil blive fremlagt, hvori husværternes navne og husenes numre anføres i behørig orden.
Olsen.
(Flyveposten, 27. februar 1858)

Ildebrand

Kl. 3½ i går eftermiddag opstod ild i et i nærheden af Valby beliggende betydeligt teglværk som skal være ganske nedbrændt.
(Flyveposten, 18. marts 1858.)

Jernbanen. 

Da det fra Korsør kommende varetog på den Sjællandske Jernbane i går befandt sig mellem Glostrup og Valby, sprang en af de kæder hvormed vognene er sammenlænkede, så at de bagerste personvogne sammen med godsvogne adskiltes fra den øvrige del af toget. Skønt dette vedblev at gå noget frem for at give de fraskilte vogne tid til at standse, var det dog på grund af banens temmelig stærke fald på det pågældende sted, ikke lykkedes at bringe dem til fuldkommen stilstand, forinden den forreste del af toget holdt stille, og de fraskilte vogne stødte derved så stærkt imod dette at nogle af passagererne  kupeerne skulle have fået nogle kontusioner, der dog så vidt bekendt ikke er af nogen alvorlig natur. ( B. T.)
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad., 24. marts 1858.)

Sundhedspolitiet i Valby. 

Mens der her i hovedstaden såvel som i flere den nærliggende landsbyer i denne ualmindelig varme tid anvendes al mulig omhu for at tilvejebringe og fremme forbedringer i den offentlige renlighed og sundhedspleje, og for at luften ikke ganske forpestes af rådne ådsler, stinkende pøle o. a. lignende, foretages ikke det allerringeste for at forbedre de sanitære forhold i den så stærkt befolkede og hovedstaden så nærliggende landsby Valby der med føje tidligere er benævnt “Københavns Spisekammer”. Her henligger alt i den gamle søle. Og at beskrive i hvilken rædsom grad urenlighederne trives ude i Valby, ville kun være tidsspilde, for der er skrevet såre ofte om det, dels offentlig og dels til rette vedkommende, men altid uden nytte, forbedringerne bliver borte. Alt er strandet i forstanderskabet. De medlemmer af dette der kunne indse ondet og førte ordet i forsamlingen, var grundejere på Frederiksberg og brød sig kun lidt om Valby, og forstanderne i Valby er de såkaldte bønder (gårdejere), og de folk ser aldrig noget, de kunne kalde urenlighed eller svineri. Tværtimod siger de: “jo mere snavs, desto bedre”. Det er heller ikke troligt at de ikke anser koleraen i 1853 for et så stort onde som folk skrålede til. For de 47 ofre den hentede i Valby, var lutter fattige folk, og en sådan udfejning i stodderetaten møder næppe nogen uvilje hos den rige skatteyder i almindelighed, når blot hans familie og husstand kan gå fri. 
- Imidlertid, ganske frakende Frederiksborg og Hvidovre Forstanderskab al fortjeneste i at vise omhu for den offentlige renlighed, kan man ikke. I fjor udnævnte nemlig forstanderskabet 3 bønder til i forening med en rigtignok hele sommeren fraværende slagter at danne en overordentlig sundhedskommission med uindskrænket politimyndighed for Valby. Men hvem var disse 3 gårdmænd? De stod alle i samme forhold til slagteren og de andre beboere i Valby som de herrer Mygind og Jerichau  står i til beboerne i hovedstaden.Og det ville dog i sandhed være absurd om man pludselig hørte at de herrer Mygind og Jerichau var udnævnte til overordentlige sundhedskommissærer for København. Den ovennævnte Sundhedskommission gik heller ikke et eneste skridt i den offentlige renligheds interesse.
Indsenderen heraf spørger nu: ved stadsfysikus i København at der bor 50 slagtere og mangfoldige hønsekræmmere i den stinkende by der alle forhandler deres i en rædsom atmosfære slagtede kreaturer på Axeltorvet i København? Ved han, at der daglig forhandles flere tusinder potter mælk der har været opbevaret i samme atmosfære? Det ville være usandhed når man ville påsige slagterne og hønsekræmmerne at de ikke holdt deres slagtehuse renlige. Netop slagterne og hønsekræmmerne skyller og vasker bestandig, og vandet i Valby er ualmindelig godt. Det er netop gårdejerne og alene dem der fremmaner pølene og stanken, dels ved ikke at besørge grøfter og rendestene ordentlig renset og dæmmet, dels derved at deres møddinger flyder hele byen over på langs og tværs, dels ved at de vogne hvori de fra hovedstaden hjembringer og atter udkører gødningen, ofte er betydelig utætte, og endelig mest derved at de aldeles ingen sans har for renlighed.
is.
(Dagbladet (København), 21. juni 1858.)

En arv. 

En fattig familie i Valby har i disse dage efter en bortrejst slægtning i Amerika arvet 6.000 rd. på den betingelse at de skal rejse til New Orleans for at overtage hans faste ejendomme og pleje en meget gammel moder.
(Sjællands-Posten (Ringsted), 22. juli 1858.)

Carl Bøgh: Trommesalen (1858). Kan måske give noget af stemningen uden for København på daværende tidspunkt.

En hestetyv. 

En svensk karl som tjener hos en mand i Valby, tog for nogle dage siden til Sorø og stjal der en brun 5-6 år gammel hest, som han bragte her til byen og falbød for 80 rdl. Da denne pris knap var det halve af dyrets sande værdi, fattedes der mistanke hvorfor karlen i torsdags blev anholdt af politiet. Han skal i går være gået til bekendelse.
(Dagbladet (København), 31 juli 1858.)

Bekendtgørelse.

I fortsættelse af amtets bekendtgørelse af 23. august d. å. hvorved de hidtil gældende bestemmelser om mundkurve til løsgående hunde blev ophævet fra 1. ds. for det samlede Københavns Amt, med undtagelse af Frederiksberg Sogn, Valby By og marker, i Hvidovre Sogn, Gentofte og Lyngby Sogne, samt Utterslev By og marker, bliver disse bestemmelser nu ligeledes ophævede for de nævnte sogne, byer og distrikter, hvilket herved endvidere bekendtgøres.
Sjællands stifsembedsmandskab, den 21. oktober 1858.
Tetens.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 27. oktober 1858)

Valby Kros Beværtning.

Søndag den 31. ds beværtes med sorte pølser, gåsesteg, sprængt and med flere retter.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 30. oktober 1858)

Koleraen sætter stadig sit præg på København. Lægeforeningens boliger på Østerbro og Kommunehospitalet er opført som en konsekvens af at man opdagede hvor farligt det kunne være med uhygiejniske, overbefolkede boliger i København. Ligesom Københavns første vandværk er det. Derimod gik det meget langsomt med kloakeringen.

Valby Tidende nr. 38, september 1857

Sundhedstilstanden i Valby

Valby, den 9. september. Der er vel næppe mange som i disse dage ængstes for at de kommunale autoriteter anstrenger sig for meget for i tide muligvis at forebygge eller dog at indskrænke koleraens udbredelse. Hvorimod der er desto flere som frygter, og det med god grund, at i enkelte kommuner vedkommende ikke tager hånd i hanke før det er for sent. Denne frygt næres navnlig i landsbyen Valby der for en stor del må betragtes som Københavns spisekammer, og hvor renlighed og god orden så meget mere burde agtes og overholdes. Og dog er det næsten utroligt hvorledes grøfter og pøle ligger hen. Og næppe aner Københavns beboere at imellem disse grøfter og pøle bor over 60 handelsmænd der til dels som slagtere, frislagtere og såkaldte hønsekræmmere sælger deres kød og andre varer på Axeltorvet i hovedstaden. Og det ville ligefrem være en umulighed for disse mænd at bringe kødet og andre artikler i så renlig og proper tilstand til torvet, som det virkelig sker, når ikke disse mænd viste en ganske overordentlig renlighed og flittigt foretog udskylning af deres slagterhuse, og hvis ikke Valby var så heldig at være i besiddelse af ganske fortrinlig vand i tilstrækkelig mængde. Men slagternes virksomhed med hensyn til ordens og renligheds overholdelse er også ganske indskrænket til deres slagterhuse. For udenfor samme er det forbi. Her findes kun mindre eller større ubrolagte, skrækkeligt stinkende grøfter, pytter og pøle. 
Spørger man nu “Har da de mangeårige og velbegrundede klager intet hjulpet, eller har da den kolera der så slemt huserede i 1853, aldeles intet bevirket til den offentlige renligheds forbedring?”, da svares i overensstemmelse med sandheden: “ Nej, aldeles intet”. For opfyldningen af den pøl uden en ordentlig rendesten, eller rensningen af et kær hvori man dagen efter at kæret var forsvarligt renset, lod løbe mødding- og rendestensvand fra et stort tilgrænsende terræn, kan vel næppe anses at være forbedringer i den offentlige renlighed. Og videre er der ikke foretaget, så at koleraen der i 1853 i Valby bortrev 47 mennesker eller 1 af hver 30, kan aflægge sin visit under samme sanitære forhold som for 4 år siden. At distriktets politimester hr. justitsråd Petersen ikke bærer skylden for den dødbringende forsømmelse, som er vist denne landsby, der ligger umiddelbart ved og står i så mange berøringer med hovedstaden, derom kan ingen sandhedskærlig mand tvivle og mindst indsenderen, der har haft så megen lejlighed til at overvære den omhu, hjælp og energi justitsråden viste i farens dage i 1853. Men skylden må ene søges hos det samlede forstanderskab, i hvilken forstanderne for Frederiksberg udgør flertallet, og som måske netop på grund af det viser lunkenhed og ligegyldighed for hvad der passerer i Valby. For med koleraens ophør i 1853 skrinlagdes alle politimesterens påbud, fx om møddingers bortskaffelse, om rendestens brolæggelse etc. etc.
Den måde “en sundhedskommission” for Valby denne gang er kommet til verden på, og hvortil hr. dr. Prieme nok har paternitet, skal ved given lejlighed blive omtalt. Kun vil indsenderen forinden han denne gang slutter, berolige beboerne i Valby med at hr. justitråd Petersen ved at følge Sundhedskommissionens virksomhed nok i tide vil træffe bedre forholdsregler og anvende andre midler end den, forstanderskabet har benyttet til at værne og frede om menneskeliv.
En husmand i Valby.
(Flyveposten, 12. september 1857)

Endnu en stemme fra Valby. 

Indsenderen af disse linjer anser det for højst påtrængende at landsbyen Valbys sanitære forhold underkastes en grundig undersøgelse, og at de derved fundne værste ulemper straks og uden skånsel afhjælpes. Byen ligger i hovedstadens umiddelbare nærhed, idet den næsten er sammenbygget med den ved Vesterbros og Rahbeks Alles bebyggelse, er sommeropholdssted for mange københavnske familier og tæller en befolkning af 12 til 1400 mennesker. Heraf følger at denne landsby i tilfælde af en epidemi må dele skæbne med hovedstaden. Udbryder en sådan her, vil den også nå Valby, og fra Valby vil den nå København. Man vil derfor tillade sig at udpege nogle ulemper der straks bør afhjælpes. Begynder man fra københavnssiden med gården på hjørnet af Valbyvejen og gamle Køge Landevej, er vel møddingen anbragt i en passende afstand fra landevejen, men dens afløb føres igennem en stagnerende grøft ud i vejgrøften og videre nedad landsbyen til. Ejeren bør formentlig holdes til at lede sit møddingevand ind over sin egen jord eller i nødstilfælde at grave en cisterne. Ved indgangen i selve gaden ligger et hus der før begrænsedes mod gaden af et plankeværk. Dette er nylig udflyttet til selve rendestenen, og indenfor er bygget et slagterhus og en svinesti hvis udvendige vægge dannes af plankeværket, og hvorfra en kort trærende leder det flydende affald lige ud i rendestenen. Dette hus og stien bør straks flyttes bort på sognets regning, for da autoriteterne roligt har set på deres opførelse, ville det være uretfærdigt at bebyrde ejeren denne udgift. Videre henne træffer vi 3 gårde der har deres møddingplads og tilhørende pøl ved selve gaden. Disse bør pålægges straks at henlægge deres møddinger til deres gårde som er tilstrækkelig rummelige eller andet sted hen. Det må betænkes at gårdene bør foregå husene med eksemplet, og at politimyndigheden ikke retfærdigt kan kræve møddingerne der ligger næsten foran hvert hus ved vejen til højre ligefor kroen og annekssognet (en sidegade), taget bort, når den går gårdene forbi. Ved hovedgaden nedenfor kroen findes et slags lille torv der frembyder et sørgeligt syn. Brolægningen er dannet af store marksten der ligger op og ned om hinanden. Omlægningen af denne plads overstiger måske sognets kræfter, men den i zigzag løbende alendybe rendesten hvori der henstår en halv alen mudder der ikke kan få afløb, bør nivelleres og skaffes fald. På den såkaldte “Pynt” henligger mange læs uhumskheder, der straks bør bortføres da de måske ellers let kunne blive livsfarlige for de omboende. Afhjælpningen af de oven påpegede ulemper vil ikke være besværlig for befolkningen har altid været velsindet og ville med glæde række hånden til disse forbedringer, især når det blev den klart, at gårdmændene der tillige er ejere af mange af husene, med alvor lagde første hånd på værket. Og hertil bør øvrigheden tilskynde af al magt.
p.
(Flyveposten, 19. september 1857)

Udsnit af billede af Carl Bøgh: Trommesalen (1858). 

Valby, den 20. september. 

Højstærede hr. redaktør! Må jeg endnu engang få plads i Deres meget ærede blad for et par ord.
I dette blads nr. 219 har under mærket p en udtalelse om landsbyen Valby vakt megen glæde hos beboerne, idet de ser at byens rædsomme urenlighedstilstand endog vækker interesse for forbedring her hos fremmede. For at hr. p er fremmed, må antages som givet. Ellers måtte han dog vide at for over 10 år siden er komiteer dannede, forslag gjort, kort og nivellement optaget, attester fra professorer, lægevidenskaben indhentet, der går ud på “en snarlig og alvorlig forbedring i den offentlige renligheds tilstand i Valby”. Han måtte vide at ikke alene hr. politimester justitsråd Petersen, men hans formand, hr. Holmblad, ivrigt har søgt at fremme forslagene, men at et og alt er strandet på forstanderskabets (Frederiksberg og Hvidovre forstanderskabs) ligegyldighed og ringeagt for medborgeres vel og ve i denne henseende. Man må ligeledes vide at ingen sand forbedring i Valbys sanitære forhold kan træde frem, forinden den af hr. justitsråd Petersen tidligere givne politianordning der forbyder slagterne at have oplag af slagteraffald ved deres bopæle i byen til svineføde, eller at have gødningsbunker ved husene i større masse end “et læs”, og andre lignende forbud overholdes. Men så længe forstanderskabet intet foretager til pølenes fyldning, kærenes rensning og rendestenenes brolægning etc. et., hvad nytter da slagternes opmærksomhed? Vil forstanderskabet spørge “hvor skal pengene komme fra”, da svarer undertegnede “fra samme veje hvorfra pengene kom til brolægningen i Bredgade”, (men det forstår sig “det var jo rigtignok til en gade på Frederiksberg”, og derfor stemte flertallet i forstanderskabet, nemlig frederiksbergerne). Til slutningen skal jeg ikke undlade at henlede forstanderskabets opmærksomhed på om det ikke var det mest rigtige straks at slå hovedet på sømmet ved at bygge et højst tarveligt slagtehus for samtlige slagtere i Valby. Det skulle bygges ca. 1.000 alen sønden for Valby umiddelbart ved åløbet “Gåsebæksrenden”, der skulle ansættes en opsynsmand, der blandt andet havde tilsyn med at intet affald bragtes bort til opbevaring til svineføde eller andet brug, og de penge der indkom ved at bortauktionere den ved slagtningen indvundne affaldsgødning, skulle amortisere byggegælden og lønne opsynsmanden. Der er ingen tvivl om at dette også ville være i slagternes egen velforståede interesse. For de ville en efter en anden inden føje tid flytte fra Valby og søge boliger længere ude, hvor de både boede billigere, kunne holde deres svinestier som de bedst syntes og i ro, og ikke stå fare for at Københavns sundhedspoliti en skøn morgen under en udbrydende koleraepidemi i Valby beslaglægger deres handelsvarer og derved sætter henved 50 familiefædre ude af stand til at kunne ernære deres familie, og det uden mindste sløvhed og uefterrettelighed hos forstanderskabet, et forstanderskab der for få år tilbage havde en højtstående mand i sin midte der skrev at “Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskab skal blive et mønster for alle forstanderskabet i Danmark” 
En husmand i Valby.
(Flyveposten, 23. september 1857.)

Sundhedskommissionen, eller "Kommissionen til at føre et overordentligt tilsyn med sundhedstilstanden"  var en udløber af kolera i Europa i 1830’erne, og at denne også var opdaget tæt på Danmark. Der var ikke noget overordnet tilsyn, men forsøg blev gjort i 1848. Kommissionen angående de sundhedsskadelige næringsveje havde ellers i 1852 anbefalet en "almindelig sundhedskommission for København", men den blev først til noget i 1860. Ved koleraudbruddet i 1853 var det den nævnte kommission som fik tildelt den overordnede myndighed over ditriktskommissionerne. Ved lov fik kommissionen i 1857 beføjelser til at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige, til at standse kolera på kommunens regning, mens politiretten tog sig af det retlige. Det ophørte samme år. 

Valby Tidende nr. 37, juni-august 1857

Lærer søges

Andenlærerposten ved Valby Skole i Hvidovre Sogn, Københavns Amt er ledigt. Lønnen er 180 rdl. årlig, skolepenge ca. 25 rdl., fri bolig og 1½ favn brænde, foruden 1½ favn brænde til skolestuen. Posten kan søges af dertil kvalificerede, hvis ansøgninger, bilagt med verificerede genparter af attester om duelighed og forhold og stilede til skoledirektionen for Sokkelunds og Smørum herreder, bliver at tilstille Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskab inden 6  uger fra den 20. juni.
(Dannevirke, 25. juni 1857.)

Over næsten hele forsiden udbreder en artikel sig om Gammel Kongevej og Frederiksberg Alle, og i den forbindelse skrives af en vis B:

Det er slet ingen fornøjelse for os udenbys boende at høre til samme sogn som Hvidovre eller at være undergivet de Valby bønders regimente. Selv om vi skulle svare en noget højere skat - vi bliver allerede ganske anstændig slået - så ville vi dog langt foretrække at inddrages under hovedstaden ...
(Dagbladet (København), 27. juli 1857)

"Idiotanstalten" på Rahbeks Alle. Da terrænet bag bygningen ikke var bebygget, har der været udsigt over de åbne marker til vandet.

(Indsendt). Nu da der påtænkes om-og tilbygning på idiotanstalten på gamle Bakkehus, tillader indsenderen sig at henlede vedkommendes opmærksomhed på den såkaldte “smøge”, som på den ene side helt igennem dannes af Bakkehusets plankeværk. “Smøgen” er den nærmeste, den naturligste vej for fodgængere til Valby og de bestandig fremvoksende landsteder - der næsten alle beboes også om vinteren - , og den er i en tilstand der er dårligere end gaderne i kong Hans' dage. Skønt på en bakkeskråning og altså med det letteste afløb, er en altid fuld af mudderpøle og af det som værre er. Dertil kommer at idiotanstaltens priveter og vaskehuse har dette rådne plankeværk til rygstød Indsenderen har flere gange været vidne til at dette rygstød har svigtet, og at som følge deraf, uhumskhederne er væltet ud på stien.
(Fædrelandet, 14. august 1857)

Ildebrand. 

Tirsdag aften opstod der ild i en sædstak på en mark i Valby og antændte flere. Da de stod temmelig fjernt fra gården, anrettedes ingen videre skade. Det formodes at ilden er opstået ved selvantændelse.
(Flyveposten, 27. august 1857)

Udsnit af Bøgh: Trommesalen som viser bønder mm. Mon valbybønderne kunne se sådan ud?

Valby.

Sommeren er over sin kulmination, men iler endnu sin forherligelse i møde. De lyse nætter i hvilke bondens hvidkalkede, lave, stråtækte huse så ud som kulisserne i en nordisk eventyrkomedie, er afløste af kølige, mørke nætter, hvis måneskin er så dejligt, men hvis stjerneskær endnu mangler septembernattens glans.
Jeg har nu boet her i tre måneder, og da jeg hver dag har gået den halve mil herfra til byen og tilbage, har jeg den fornøjelse at kunne sige, at jeg har gået halvfems mil i sommer. (Denne smule statistik blot for dem som benægter tallenes betydning for indbildningskraften, og for dem som holder af at uddrage moralske sentenser af hvad de læser, såsom følgende: “Mange bække små, gør en stor å.). Da jeg kom herud, var træer og marker endnu brune, men nogle dage kun: - og den store bøg i Søndermarken rystede sine lyse lokker i den kolde østenvind. Så blev det varmt, og jeg så igen - jeg har ikke set det siden min barndom da agerdyrkningen ikke var så vidt fremskreden at jo mange marker lå udyrkede som grønnedes og spættedes hver evige vår - forårets med gule og røde og blå blomster indvirkede tæppe. Jeg forelskede mig formelig i denne dejlige banke med havet om sine lænder, Danmarks hovedstad for sine fødder, bøgenes grønne krans i sine hår og på sin ryg de mægtige marker med korn. 
Det hedder vel, og synes også sådan at denne bøgeskov skyldes menneskehænders gerning. Men er dette tilfældet da er det kun civilisationens indfrielse af en gæld som barbariets økse der engang har fældet den skov naturen lod vokse her, har stiftet. For ingen steds i Danmark dukkede en banke tidligere op af bølgerne end denne. Dens kraftige ler stempler den som bøgens hjemstavn og mens endnu hovedstadens gader og alt det omliggende land var hav eller sump, har skoven kronet disse højder hvor kongeborgen blev bygget.
Jeg har overskrevet disse linjer med navnet Valby, og vil altså indskrænke mig til notitser om denne landsby. Men det første overblik kan ikke løsrive sig fra at betragte banken, højen, bjerget, om man vil, i dets helhed.
Solen er ved sin nedgang: dybt gløder dens sidste stråler over Sjællands flade vang. De hilsede i morges slottets facade og skovens top. - de sniger sig i aften op ad en dal på bjergets sydvestlige side, langs hvilken landsbyen strækker sig, og farver de lave, gammeldags bondehuse med guld. 
Selv i denne glimrende belysning er det første skue af en så stor, så folkerig, ved hovedstaden så nær beliggende landsby noget frastødende. Tæt sammenklyngede ligger bøndergårdene på begge sider af dalen, ikke en eneste er udflyttet, som ville ingen af dem opgive deres andel i perspektivets trylleri. De har alle den ældgamle danske bygningsform, fire sammenbyggede længer, den samme - så underlig det end klinger, så forholder det sig virkelig så - som ligger til grund for det kongelige, det strålende Frederiksborg, og som netop er den der, for mange vistnok ubevidst, gør dette slot til et nationalt mindesmærke. Er ingen af dem end uforandret den samme som lå der i valdemarernes og Dan Mykkilatis dage, så er den dog så lidt forskellig fra den, at en fra hin old opstanden kæmpe ikke ville studse selv ved de store ruder, som sommerkøbenhavnerne af og til smagløst nok har fået bonden til at indsætte i stedet for de små, blyindfattede ruder. Murene er oftest lerklinede, undertiden bundsatte med rå kampesten, sådanne som de forefindes på marken. Husenes snævre rumforhold vidner om den tid da høsten kun var lille og deres højde om den tid da det var bondens skyldighed at dukke sin nakke. Den sjællandske bonde var i for mange år selv et trældyr til at han skulle have nogen stor kærlighed for de firføddede, og Valbys stalde er derfor vråer hvori der kun findes få og mådelige husdyr. Imellem gårdene ligger indeklemte de talrige indsidderes huse. Møddingerne ligger enten midt i bøndergårdene eller mellem disse og husmandens tag - der er så lavt - og svinet er hans fortrolige sambo. Der har engang været brolagte gader i Valby; - stenene er der endnu. Men de er opkørte og optrådte i en sådan grad at de skys af alle som ikke er barnefødte der. Ingensteds har jeg derfor set så mange stier og genveje over marker, gennem haver, ja selv gennem bøndernes gårde som her: gaderne kan ikke passeres uden livsfare. - deraf denne kendsgerning, der ikke fortolkes som en følge af befolkningens liberalitet.
Den åbne favn, som dalen i hvilken byen ligger, vender mod vest, mod Sjælland, modtager daglig en uhyre mængde fjerkræ som fra alle landets egne af hønsekræmmerne føres herhen, for senere at forhandles i plukket tilstand i København, og hele rækker af enspændige vogne tilføjer masser af kalvenakker den næstsidste rædsomme smerte på den ujævne stenbro. Slagternes antal skal være over fyrretyve; - siden Vesterbros bebyggelse og benyttelse af tolvhundreddalersfamilierne er det navnlig, at tilvæksten af disse laugsborgere er tiltagen herude. 
Det er jo bekendt at en mængde københavnere hver sommer flytter til Valby for at ryste kontorstøvet af ærmerne og for at plante roser på deres unge døtres kinder. Hvor smukt, hvor fortryllende at se disse lette skikkelser i morgen- og aftenstunden spadsere på de dejlige bakkeskråninger med strikkestrømper i hænderne og Eugeniehatte på lokkerne og uden krinoliner. Hvor overraskende i den tidlige morgen at skræmme op bag en hæk en sådan skønhed i rød kjole, med hvid kappe på og en bog i hånden! “Men det må jo have en forædlende indflydelse på den oprindelige befolkning?” spørger måske min utålmodige læser. O! Nej! så kender du ikke naturens love. Mens bondens søn som bliver soldat, og som forelsker sig i en slank københavnsk stuepige, nedsætter sig i kælderen på Gammeltorv eller i de om Vesterport beliggende gader, og der bliver fader til børn som hædrer fædrelandet, smykker salonerne og årlig fornyr familielivets kræfter i hovedstaden, må Valby nøjes med at være transportationssted for en stor del af Københavns elskovsbørn som i almindelighed for svage og slet opdragen til at blive civiliserede bønder, tilbringer deres glædesløse ungdom som “lammedaskere” *). Valbybonden bærer endnu, især dog en ældre sin røde hue og knæbenklæderne, som hans fædre bar dem, og tæller med begærlighed de skillinger som de “tossige” københavnere har givet ham til at formere stakkene om hans gård med. Som bekendt er ingen bonde i Danmark så lidt berørt af tiden som disse på denne kant af København. Var det just ikke de Valbybønder - de hører under Hvidovre Sogn som med Frederiksberg danner et forstanderskab - så var det deres nærmeste frænder, dem i Høje Taastrup som første gang der skulle vælges stænderdeputerede, gav deres stemmer til kongen. Hverken hoffet på slottet eller hovedstaden har mægtet at rette valbybondens krumme ryg. Jernbanen vil måske hjælpe, omend lidt sent. Hvis han ikke snart får en mere energisk øvrighed end Københavns søndre birks for tiden er det. Man kan ikke sige at han dyrker sin jord dårligt. Og dog kan det på den anden side ikke nægtes at han, forført af hovedstadens nærhed, som giver ham friske kræfter til jorden, forsømmer dennes behandling. Hans udlagte kløvermarker myldrer af ukrudt, navnlig af hvide bynker. Men det er kun et sagn, som en naturforsker i hovedstaden der har fortalt mig det, har fået at løbe med at valbybonden gerne dyrkede rug fordi dens strå er så søgt på halmtorvet, men at den ikke vil lykkes. - jeg har aldrig set den rigere og mere ren. - Rodfrugterne lykkedes godt for mange i fjor. Uagtet det tørre forår ville de ikke været mislykkede i år som de er, om jorderne havde været drænede. Men hvad der straks slår besøgeren af disse skønne egne, det er de skønne aldrig dyrkede jordlodder som man ser ligge foran gårdene. En gås med sine unger, et par stykker lærred på bleg, tværs over lodden stynede piletræer, som en landsfaderlig regering engang har bildt øernes bønder ind at det var en velfærdssag for dem at plante. - det er alt hvad disse jordstykker indbringer, mens nabojorderne sælges for en pris til fx af 1500 rdl  pr 6 skpr land.
Jeg skal ikke indlade mig på en bedømmelse af gejstlighedens indflydelse på almuens åndelige udvikling. Men kun bemærke at en opmærksom iagttager snart vil føle savnet af kirke og kirkegård i den store landsby. Det sted hvor de døde hviler sammen, måske alle i glemsel, er dog altid en helligdom om ikke for andet så for dødens mysteriums skyld. Hvidovre kirke ligger derude på marken, den flade, flade mark hvor valbyeren til daglig brug intet har at skaffe. København er hans marked og dens klokker overdøves af hans vognhjuls rulle og hans træskos trampen. Hvor mange bønder er ikke i vore dage trindt om i landet hvor det er skik at kroen ligger tæt op til kirken, først gået i denne, når han var på vejen til hin og derfor kommet lidt mindre beruset hjem til sin “qvinde”? Her i Valby er som sagt, ingen kirke. Men udenfor kroen på det såkaldte torv, står en ask, omringet af store sten, på hvilke bønderne i gamle dage har siddet mange gange og vistnok også den gang da de var højsindede nok til at beslutte deres gaders brolægning. Ved siden af asken står en hæslig galge, i hvilken der hænger en klokke. Med denne ringes der om morgenen kl. 4½ for at vække hønsekræmmerne, hedder det, kl. 11½ for at kalde folkene fra marken og om aftenen ved solens nedgang. Den ringes af en fattig kone, og dens toner er uden klang. Men de ni slag som slutter enhver kirkes aftenbøn lige fra St. Peters til kirkens i Vardøhus, lyder også fra klokken i galgen og vidner om at der endnu klinger et gammelt minde i valbykonens sjæl. 
Vi går til venstre fra Torvet. - der ligger skolen. et mislykket forsøg på gotisk arkitektur har forsynet dets gavle med tinder. En værdig udseende olding vækker mig om morgenen kl. 8 med den salme han fører an for de talrige skolebørn når jeg ikke har været så heldig at have overværet gymnastikundervisningen som gives fra kl. 7 af på en dertil indhegnet plads. Så vidt jeg ved er gymnastikken en temmelig ny genstand for undervisningen i vore almueskoler. Men i Valby må den have været drevet længe, for gymnastikpladsen er omgivet af 56 store, løvrige popler som gør den til et skyggefuldt og herligt sted for børnenes sundhed. Det er smukt om morgenen der når de fugtige vinde driver spredte skyer fra sydvest over det flade lavland, gennembrudte af den varmende morgensols stråler, at se de små, barhovede og barbende drenge frejdig klatrer op og ned ad de høje stænger, adlydende den gamle skolemesters kraftige stemme. Men ser man disse øvelser lidt på afstand, så tager børnene sig rigtignok ud mellem poplernes grene som lige så mange cartesianske smådjævle i en grøn flaske.
Dog, jeg må slutte. Her er smukt og godt at bo og være i Valby, og jeg drev gerne lidt mere af dagen bort der, end jeg kan. Selv om natten er her dejlig: det er næsten morgenstund i det øjeblik da jeg slutter disse linjer, og med glæde ser jeg de stjerner - planeter kaldes de nok - som ifølge almanakken skulle være usynlige på denne tid, i sejrsglans stige op over den østlige horisont.

*) “Gud mildner vinden for det klippede får”, og sproget mildner sit udtryk når det skal tale om lammets lidelser. - et “dask” hviner ikke således i året som slaget af en pisk - ; men man tager fejl når man tror at en slagterdreng har et hjerte.
(Fædrelandet 28. august 1857.)

Maskeballet antyder at Valby Kros funktion som landevejskro var forbi, og havde været det i årtier. Som før antydet her på bloggen var fastelavnsfestligheder udsat for kritik, og skiftende kroejere forsøgte sig med andre aktiviteter. Omend fastelavnsfestlighederne dog fortsatte. Af annoncer (som ikke er med på denne blog), fremgår at det blev benyttet af de få lokale foreninger.

Valby Tidende nr. 36, januar-maj 1857

Togforsinkelser (svar)

Over flere spalte, en hel side, tilbageviser direktionen for Sjællandske Jernbane de mange angreb der har været på jernbanen, bl.a. om bestyrelsens “bureaukratiske ånd”, “stivsind” og “utilbøjelighed til at imødekomme publikums rimelige krav. Hertil klage over at der ingen lys er på 3. klasse, da det både var for dyrt og for tidsrøvende at tage vogne ud af driften for at installere det. Et ønske om nattog afvises med at der ikke er behov. Langsommelighed med rejsegods kan indtræffe, men det er ikke alene selskabets skyld. Endvidere ses af en tabel at forsinkelser forekommer, men meget sjældent, og da som oftest pga. omstændigheder såsom vejret som man ikke er herrer over. I forhold til et tilfælde den 20. december 1857, og skriver videre:

Man har anket over at man ikke allerede fra Valby eller Glostrup kaldte en hjælpemaskine til ved den elektriske telegraf, men svaret er simpelt hen det, at der ikke kunne skrives med telegrafen … De optiske signaler hvormed man senere forsøgte at kalde hjælp fremkaldte til dels kun forvirring fordi de forskellige signaler gives med et forskelligt antal lygter, og disse blæste hele tiden ud af stormvinden uagtet alle banevogterne var på deres post og gjorde deres pligt Derfor var man også i Taastrup hvor toget holdt, og hvorfra det, uagtet maskine havde sin fulde kraft, ikke kunne bringes videre imod stormen, i megen uvished om hvad der burde foretages, fordi den med den nævnte årsag fremkaldte misvisning af de optiske signaler, hele tiden måtte lade embedsmændene antage at maskinen fra København var på vejen. 

Svaret er underskrevet den 14. januar 1857 af B. Rothe.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissmentstidende, )

Optisk telegraf. Princippet i den optiske telegraf er at man ved hjælp af mekanik kan ændre indstillinger (Tekniska Museet. Fra Flickr, under Creative Commons Attricution 2.0 Generic.)

Påkendte sager i Kriminal- og Politiretten:

Da tiltalte hønsekræmmer Jens Stephensen af Valby - hvis søn mens han den 13. september f. å. her i staden afleverede smør til familier, blev anholdt af det eksekutive politi, hos hvem tiltalte deponerede 50 rdl. imod at få udleveret det, ved hans søns anholdelse, i dennes besiddelse forefundne smør, for det tilfælde at dette under den eventuelle sag ved dommen skulle blive konfiskeret, - under en af Kriminal- og Politiretten den 3. marts pådømt offentlig politisag havde tilstået at den nævnte handel med smør om hvilken det kun er oplyst af den er sket efter foregående bestilling, havde fundet sted for hans regning, samt at det smør han nævnte dag lod afhænde og hvoraf en del af afleveret til køberne forinden anholdelsen, var indkøbt hos handlende her i staden, og han ikke i lovgivningen, navnlig i reskript af 11. juli 1721 kunne antages at have hjemmel til handel med smør, han hos sådanne forhandlere havde skaffet sig, og han heller ikke for sin berettigelse dertil havde godtgjort nogen special adkomst, så kunne han, der ikke før var straffet for uberettiget næringsbrug, ikke undgå som skyldig i denne lovovertrædelse at anses eller pl. 4. juli 1817 § 2 med en københavnsk politikasse tilfaldende mulkt der bestemtes til 5 rdl., hvorimod de af tiltalte deponerede 50 rdl., idet lovgivningen efter det oplyste ingen hjemmel indeholder til det omhandlede smørs konfiskation, ville være at tilbagebetale tiltalte. Derhos forpligtiges tiltalte at udrede de af sagen flydende omkostninger.
(Fædrelandet 13. marts 1857.)

Bal en masque

afholdes 

med kongelig allernådigst tilladelse i

Valby Kro

Onsdag den 1. april 1857.
hvortil enhver i anstændig karakterdragt eller domino kan få adgang. Nærmere regler vil blive opslået ved indgangen. Entrebilletter a 1 rd. 32 sk. for herrer og 64 sk. for damer kan fås hos undertegnede i Valby Kro, samt i København hos hr. vinhandler Carl Permin, hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet nr. 9 og hr. handskemager Martens, Østergade 68.
Ballet tager sin begyndelse kl. 8 aften og ophører kl. 5 om morgenen.
Gentile kostumer og masker kan fås til leje på stedet. Ligeledes vil der til de besøgendes bekvemmelighed afgå omnibusser kl. 8 og 9 aften fra Østergade 68, fra hr. vognmand Andersen, til Valby Kro og til København om morgenen.
Ærbødigst
P. J. Petersen.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 28. marts 1857)

Overfald i Valdby Skole

Et Indbrud, som for nogle Dage siden, om Formiddagen omtrent Kl. 10, er skeet i Valdby Skole, i Forbindelse med et attenteret voldeligt Overfald paa Anden - Læreren ved samme Skole, har, især paa Grund af den mageløse Fripostighed, hvormed det er bleven begaaet, vakt megen Sensation, og er i en videre Kreds bleven gjort til Gjenstand for Omtale. Man finder sig desaarsag foranlediget til her at fremkomme med nogle Facta denne Sag betræffende, især, da Sagen ved at være bleven gjort til Gjenstand for videre Omtale er af Nogle bleven fremstillet i et urigtigt hys og tildeels uovereensstemmende med Sandheden. De factiske Omstændigheder ved Sagen ere i al Korthed følgende: Medens Anden-Læreren ved Valdby-Skole Tirsdagen d. 5te ds., mellem Kl. 10 og 10½, i Skolebørnenes Friqvarteer opholdt sig paa sit Værelse i Skolebygningen, kom en Slagter eller Pranger, som er besiddende i Valdby, op til ham paa hans Værelse, og viste sig yderst grov og uartig saavel med Hensyn til sine Ord og Udtryk som ogsaa med Hensyn til sin hele øvrige Adfærd og Fremgangsmaade ligeoverfor bemeldte Anden-Lærer. Denne søgte om muligt at tale Manden tilrette og foreholde ham hans uforskammede Opførsel, som ogsaa at gjøre ham hans yttrede urigtige Meninger med Hensyn til en Anden-Lærers Stilling ved en Skole i Almindelighed indlysende, men altsammen uden synderlig Nytte, da den Paagjeldende var en yderst raa og udannet Person, og tilmed forudindtaget mod Anden-Læreren. Da denne nu mærkede at hans Ord vare spildte, og at det var en Umulighed at tale den Paagjeldende tilrette , forlod han sit Værelse og gik ind i sit Sovekammer laasende Døren efter sig, for om muligt at fjerne den Paagjeldende og blive fritaget for at høre længere paa hans Grovheder og Uartigheder. Efter endnu en god Stund at have raset og larmet i det af Anden-Læreren forladte Værelse, forlod endelig den Paagjeldende dette med den Yttring, at nu vilde han forhøre sig hos Præsten eller Første-Læreren - hvilken sidste imidlertid igien havde begyndt Underviisningen i Skolestuen nedenunder - om hvorvidt Anden-Læreren havde Ret eller Uret, eller - som han udtrykte sig - sagde Sandhed eller Løgn. Nogle Øieblikke efter at den Paagjeldende havde forføiet sig bort fra Anden-Lærerens Værelse hørte denne ham imidlertid at vende støiende og larmende tilbage til samme, hvorfor han aflaasede Døren ogsaa til dette, da han ikke ønskede Scenen fra før fornyet og gjentaget. Da den Paagjeldende nu ogsaa fandt Døren til Værelset aflaaset, fordrede han med stærke og grove Udtryk, ledsagede af truende Udladelser, at Anden-Læreren skulde lukke ham ind, hvilken Fordring denne imidlertid ikke fandt sig beføiet til at efterkomme. Den Paagjeldende forsøgte nu i sit Raseri med Magt at trange sig ind i Værelset, og det varede heller ikke ret mange Øieblikke forinden Døren til samme gav efter for hans voldsomme Forsøg paa at sprænge den. Voldsmanden naaede imidlertid ikke sin Hensigt, hvilken i Forbigaaende sagt ikke kan have været nogen anden end den at overfalde Anden-Læreren paa hans Værelse, da denne, som gjentagne Gange tidligere er bleven overfaldet i Nærheden af Valdby af en Slagter, som der er bosiddende, var tilstrækkelig forberedt paa et muligt indtræffende Tilfalde, og modtog den indbrydende Voldsmand med Vaaben i Haand, bestemt paa at forsvare sig til det yderste, saafremt der skete Angreb paa hans Person. 

Der har ikke været ringeste Grund eller Anledning for den paagjældende Slagter eller Pranger til at vise sig grov og uartig mod Anden-Læreren ved Valdby Skole, endsige til med Vold og Magt at trænge sig ind paa dennes Værelse, for at gjøre Angreb paa hans Person. Anden-Læreren har kun i Henhold til Skoleanordningen og opfyldende sin Pligt, forlangt de nødvendige Oplysninger angaaende et Barn, som bemeldte Slagter eller Pranger, Dagen forud havde sendt hen i Skolen, for at nyde Undervisning i Skolens yngste Classe, hvilken Classe Anden-Læreren er ansat som selvstændig Lærer for.

At et sligt Indbrud og attenteret voldeligt Overfald kan skee ved høilys Dag i en Skole, hvor flere voxne Mennesker ere tilstede, og hvor Skolens ældste Classe af Førstelæreren bliver underviist i Skolestuen lige under Anden-Lærerens Beboelses-Leilighed, det synes næsten reent utroligt, men er ikke destomindre overeensstemmende med Sandheden. Skjøndt det vedkommende Sogneforstanderskab, under hvem Skolen sorterer, ikke synes at være synderlig tilbøjelig til at blande sig i Sagen og indstævne Gjerningsmanden, saa er det dog at vente, at denne vil blive anklaget for Øvrigheden og strangt afstraffet. - At Ovrigheden vil vide at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd mod Voldsmanden, kan der neppe tvivles om, da der i Skolebygningen vare voxne Personer nok tilstede, som maae have hørt eller seet hvad der passerede, og som i fornødent Fald kan kræves til at aflægge Eed for Retten. Gjerningsmanden vil dog forhaabentlig ikke nægte det begaaede Indbrud, da han har sendt sin Svigerfader, som er Tømrer af Profession, hen, for at udbedre den Skolebygningen tilføiede Skade, hvilket denne imidlertid ikke fik Tilladelse til.

Gronenberg.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1857.

Optiske telegrafer var i brug i Danmark fra starten af 1800-tallet. Meddelelserne overførtes i princippet ved flag, semaforer, lys og lignende. Der fandtes en optisk telegraf mellem København og Slesvig. Den blev i 1850'erne erstattet af den elektriske telegraf. Denne var blevet opfundet i 1830'erne, og Morse opfandt sit alfabet. Det tog dog tid før ledninger mm var indført, og signalerne var ikke altid læselige. Postvæsnet fik en telegraflinje i 1854 mellem Helsingør og Hamburg. Men denne var altså ikke funktionel i den oven nævnte situation.