Valby Tidende nr. 37, juni-august 1857

Lærer søges

Andenlærerposten ved Valby Skole i Hvidovre Sogn, Københavns Amt er ledigt. Lønnen er 180 rdl. årlig, skolepenge ca. 25 rdl., fri bolig og 1½ favn brænde, foruden 1½ favn brænde til skolestuen. Posten kan søges af dertil kvalificerede, hvis ansøgninger, bilagt med verificerede genparter af attester om duelighed og forhold og stilede til skoledirektionen for Sokkelunds og Smørum herreder, bliver at tilstille Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskab inden 6  uger fra den 20. juni.
(Dannevirke, 25. juni 1857.)

Over næsten hele forsiden udbreder en artikel sig om Gammel Kongevej og Frederiksberg Alle, og i den forbindelse skrives af en vis B:

Det er slet ingen fornøjelse for os udenbys boende at høre til samme sogn som Hvidovre eller at være undergivet de Valby bønders regimente. Selv om vi skulle svare en noget højere skat - vi bliver allerede ganske anstændig slået - så ville vi dog langt foretrække at inddrages under hovedstaden ...
(Dagbladet (København), 27. juli 1857)

"Idiotanstalten" på Rahbeks Alle. Da terrænet bag bygningen ikke var bebygget, har der været udsigt over de åbne marker til vandet.

(Indsendt). Nu da der påtænkes om-og tilbygning på idiotanstalten på gamle Bakkehus, tillader indsenderen sig at henlede vedkommendes opmærksomhed på den såkaldte “smøge”, som på den ene side helt igennem dannes af Bakkehusets plankeværk. “Smøgen” er den nærmeste, den naturligste vej for fodgængere til Valby og de bestandig fremvoksende landsteder - der næsten alle beboes også om vinteren - , og den er i en tilstand der er dårligere end gaderne i kong Hans' dage. Skønt på en bakkeskråning og altså med det letteste afløb, er en altid fuld af mudderpøle og af det som værre er. Dertil kommer at idiotanstaltens priveter og vaskehuse har dette rådne plankeværk til rygstød Indsenderen har flere gange været vidne til at dette rygstød har svigtet, og at som følge deraf, uhumskhederne er væltet ud på stien.
(Fædrelandet, 14. august 1857)

Ildebrand. 

Tirsdag aften opstod der ild i en sædstak på en mark i Valby og antændte flere. Da de stod temmelig fjernt fra gården, anrettedes ingen videre skade. Det formodes at ilden er opstået ved selvantændelse.
(Flyveposten, 27. august 1857)

Udsnit af Bøgh: Trommesalen som viser bønder mm. Mon valbybønderne kunne se sådan ud?

Valby.

Sommeren er over sin kulmination, men iler endnu sin forherligelse i møde. De lyse nætter i hvilke bondens hvidkalkede, lave, stråtækte huse så ud som kulisserne i en nordisk eventyrkomedie, er afløste af kølige, mørke nætter, hvis måneskin er så dejligt, men hvis stjerneskær endnu mangler septembernattens glans.
Jeg har nu boet her i tre måneder, og da jeg hver dag har gået den halve mil herfra til byen og tilbage, har jeg den fornøjelse at kunne sige, at jeg har gået halvfems mil i sommer. (Denne smule statistik blot for dem som benægter tallenes betydning for indbildningskraften, og for dem som holder af at uddrage moralske sentenser af hvad de læser, såsom følgende: “Mange bække små, gør en stor å.). Da jeg kom herud, var træer og marker endnu brune, men nogle dage kun: - og den store bøg i Søndermarken rystede sine lyse lokker i den kolde østenvind. Så blev det varmt, og jeg så igen - jeg har ikke set det siden min barndom da agerdyrkningen ikke var så vidt fremskreden at jo mange marker lå udyrkede som grønnedes og spættedes hver evige vår - forårets med gule og røde og blå blomster indvirkede tæppe. Jeg forelskede mig formelig i denne dejlige banke med havet om sine lænder, Danmarks hovedstad for sine fødder, bøgenes grønne krans i sine hår og på sin ryg de mægtige marker med korn. 
Det hedder vel, og synes også sådan at denne bøgeskov skyldes menneskehænders gerning. Men er dette tilfældet da er det kun civilisationens indfrielse af en gæld som barbariets økse der engang har fældet den skov naturen lod vokse her, har stiftet. For ingen steds i Danmark dukkede en banke tidligere op af bølgerne end denne. Dens kraftige ler stempler den som bøgens hjemstavn og mens endnu hovedstadens gader og alt det omliggende land var hav eller sump, har skoven kronet disse højder hvor kongeborgen blev bygget.
Jeg har overskrevet disse linjer med navnet Valby, og vil altså indskrænke mig til notitser om denne landsby. Men det første overblik kan ikke løsrive sig fra at betragte banken, højen, bjerget, om man vil, i dets helhed.
Solen er ved sin nedgang: dybt gløder dens sidste stråler over Sjællands flade vang. De hilsede i morges slottets facade og skovens top. - de sniger sig i aften op ad en dal på bjergets sydvestlige side, langs hvilken landsbyen strækker sig, og farver de lave, gammeldags bondehuse med guld. 
Selv i denne glimrende belysning er det første skue af en så stor, så folkerig, ved hovedstaden så nær beliggende landsby noget frastødende. Tæt sammenklyngede ligger bøndergårdene på begge sider af dalen, ikke en eneste er udflyttet, som ville ingen af dem opgive deres andel i perspektivets trylleri. De har alle den ældgamle danske bygningsform, fire sammenbyggede længer, den samme - så underlig det end klinger, så forholder det sig virkelig så - som ligger til grund for det kongelige, det strålende Frederiksborg, og som netop er den der, for mange vistnok ubevidst, gør dette slot til et nationalt mindesmærke. Er ingen af dem end uforandret den samme som lå der i valdemarernes og Dan Mykkilatis dage, så er den dog så lidt forskellig fra den, at en fra hin old opstanden kæmpe ikke ville studse selv ved de store ruder, som sommerkøbenhavnerne af og til smagløst nok har fået bonden til at indsætte i stedet for de små, blyindfattede ruder. Murene er oftest lerklinede, undertiden bundsatte med rå kampesten, sådanne som de forefindes på marken. Husenes snævre rumforhold vidner om den tid da høsten kun var lille og deres højde om den tid da det var bondens skyldighed at dukke sin nakke. Den sjællandske bonde var i for mange år selv et trældyr til at han skulle have nogen stor kærlighed for de firføddede, og Valbys stalde er derfor vråer hvori der kun findes få og mådelige husdyr. Imellem gårdene ligger indeklemte de talrige indsidderes huse. Møddingerne ligger enten midt i bøndergårdene eller mellem disse og husmandens tag - der er så lavt - og svinet er hans fortrolige sambo. Der har engang været brolagte gader i Valby; - stenene er der endnu. Men de er opkørte og optrådte i en sådan grad at de skys af alle som ikke er barnefødte der. Ingensteds har jeg derfor set så mange stier og genveje over marker, gennem haver, ja selv gennem bøndernes gårde som her: gaderne kan ikke passeres uden livsfare. - deraf denne kendsgerning, der ikke fortolkes som en følge af befolkningens liberalitet.
Den åbne favn, som dalen i hvilken byen ligger, vender mod vest, mod Sjælland, modtager daglig en uhyre mængde fjerkræ som fra alle landets egne af hønsekræmmerne føres herhen, for senere at forhandles i plukket tilstand i København, og hele rækker af enspændige vogne tilføjer masser af kalvenakker den næstsidste rædsomme smerte på den ujævne stenbro. Slagternes antal skal være over fyrretyve; - siden Vesterbros bebyggelse og benyttelse af tolvhundreddalersfamilierne er det navnlig, at tilvæksten af disse laugsborgere er tiltagen herude. 
Det er jo bekendt at en mængde københavnere hver sommer flytter til Valby for at ryste kontorstøvet af ærmerne og for at plante roser på deres unge døtres kinder. Hvor smukt, hvor fortryllende at se disse lette skikkelser i morgen- og aftenstunden spadsere på de dejlige bakkeskråninger med strikkestrømper i hænderne og Eugeniehatte på lokkerne og uden krinoliner. Hvor overraskende i den tidlige morgen at skræmme op bag en hæk en sådan skønhed i rød kjole, med hvid kappe på og en bog i hånden! “Men det må jo have en forædlende indflydelse på den oprindelige befolkning?” spørger måske min utålmodige læser. O! Nej! så kender du ikke naturens love. Mens bondens søn som bliver soldat, og som forelsker sig i en slank københavnsk stuepige, nedsætter sig i kælderen på Gammeltorv eller i de om Vesterport beliggende gader, og der bliver fader til børn som hædrer fædrelandet, smykker salonerne og årlig fornyr familielivets kræfter i hovedstaden, må Valby nøjes med at være transportationssted for en stor del af Københavns elskovsbørn som i almindelighed for svage og slet opdragen til at blive civiliserede bønder, tilbringer deres glædesløse ungdom som “lammedaskere” *). Valbybonden bærer endnu, især dog en ældre sin røde hue og knæbenklæderne, som hans fædre bar dem, og tæller med begærlighed de skillinger som de “tossige” københavnere har givet ham til at formere stakkene om hans gård med. Som bekendt er ingen bonde i Danmark så lidt berørt af tiden som disse på denne kant af København. Var det just ikke de Valbybønder - de hører under Hvidovre Sogn som med Frederiksberg danner et forstanderskab - så var det deres nærmeste frænder, dem i Høje Taastrup som første gang der skulle vælges stænderdeputerede, gav deres stemmer til kongen. Hverken hoffet på slottet eller hovedstaden har mægtet at rette valbybondens krumme ryg. Jernbanen vil måske hjælpe, omend lidt sent. Hvis han ikke snart får en mere energisk øvrighed end Københavns søndre birks for tiden er det. Man kan ikke sige at han dyrker sin jord dårligt. Og dog kan det på den anden side ikke nægtes at han, forført af hovedstadens nærhed, som giver ham friske kræfter til jorden, forsømmer dennes behandling. Hans udlagte kløvermarker myldrer af ukrudt, navnlig af hvide bynker. Men det er kun et sagn, som en naturforsker i hovedstaden der har fortalt mig det, har fået at løbe med at valbybonden gerne dyrkede rug fordi dens strå er så søgt på halmtorvet, men at den ikke vil lykkes. - jeg har aldrig set den rigere og mere ren. - Rodfrugterne lykkedes godt for mange i fjor. Uagtet det tørre forår ville de ikke været mislykkede i år som de er, om jorderne havde været drænede. Men hvad der straks slår besøgeren af disse skønne egne, det er de skønne aldrig dyrkede jordlodder som man ser ligge foran gårdene. En gås med sine unger, et par stykker lærred på bleg, tværs over lodden stynede piletræer, som en landsfaderlig regering engang har bildt øernes bønder ind at det var en velfærdssag for dem at plante. - det er alt hvad disse jordstykker indbringer, mens nabojorderne sælges for en pris til fx af 1500 rdl  pr 6 skpr land.
Jeg skal ikke indlade mig på en bedømmelse af gejstlighedens indflydelse på almuens åndelige udvikling. Men kun bemærke at en opmærksom iagttager snart vil føle savnet af kirke og kirkegård i den store landsby. Det sted hvor de døde hviler sammen, måske alle i glemsel, er dog altid en helligdom om ikke for andet så for dødens mysteriums skyld. Hvidovre kirke ligger derude på marken, den flade, flade mark hvor valbyeren til daglig brug intet har at skaffe. København er hans marked og dens klokker overdøves af hans vognhjuls rulle og hans træskos trampen. Hvor mange bønder er ikke i vore dage trindt om i landet hvor det er skik at kroen ligger tæt op til kirken, først gået i denne, når han var på vejen til hin og derfor kommet lidt mindre beruset hjem til sin “qvinde”? Her i Valby er som sagt, ingen kirke. Men udenfor kroen på det såkaldte torv, står en ask, omringet af store sten, på hvilke bønderne i gamle dage har siddet mange gange og vistnok også den gang da de var højsindede nok til at beslutte deres gaders brolægning. Ved siden af asken står en hæslig galge, i hvilken der hænger en klokke. Med denne ringes der om morgenen kl. 4½ for at vække hønsekræmmerne, hedder det, kl. 11½ for at kalde folkene fra marken og om aftenen ved solens nedgang. Den ringes af en fattig kone, og dens toner er uden klang. Men de ni slag som slutter enhver kirkes aftenbøn lige fra St. Peters til kirkens i Vardøhus, lyder også fra klokken i galgen og vidner om at der endnu klinger et gammelt minde i valbykonens sjæl. 
Vi går til venstre fra Torvet. - der ligger skolen. et mislykket forsøg på gotisk arkitektur har forsynet dets gavle med tinder. En værdig udseende olding vækker mig om morgenen kl. 8 med den salme han fører an for de talrige skolebørn når jeg ikke har været så heldig at have overværet gymnastikundervisningen som gives fra kl. 7 af på en dertil indhegnet plads. Så vidt jeg ved er gymnastikken en temmelig ny genstand for undervisningen i vore almueskoler. Men i Valby må den have været drevet længe, for gymnastikpladsen er omgivet af 56 store, løvrige popler som gør den til et skyggefuldt og herligt sted for børnenes sundhed. Det er smukt om morgenen der når de fugtige vinde driver spredte skyer fra sydvest over det flade lavland, gennembrudte af den varmende morgensols stråler, at se de små, barhovede og barbende drenge frejdig klatrer op og ned ad de høje stænger, adlydende den gamle skolemesters kraftige stemme. Men ser man disse øvelser lidt på afstand, så tager børnene sig rigtignok ud mellem poplernes grene som lige så mange cartesianske smådjævle i en grøn flaske.
Dog, jeg må slutte. Her er smukt og godt at bo og være i Valby, og jeg drev gerne lidt mere af dagen bort der, end jeg kan. Selv om natten er her dejlig: det er næsten morgenstund i det øjeblik da jeg slutter disse linjer, og med glæde ser jeg de stjerner - planeter kaldes de nok - som ifølge almanakken skulle være usynlige på denne tid, i sejrsglans stige op over den østlige horisont.

*) “Gud mildner vinden for det klippede får”, og sproget mildner sit udtryk når det skal tale om lammets lidelser. - et “dask” hviner ikke således i året som slaget af en pisk - ; men man tager fejl når man tror at en slagterdreng har et hjerte.
(Fædrelandet 28. august 1857.)

Maskeballet antyder at Valby Kros funktion som landevejskro var forbi, og havde været det i årtier. Som før antydet her på bloggen var fastelavnsfestligheder udsat for kritik, og skiftende kroejere forsøgte sig med andre aktiviteter. Omend fastelavnsfestlighederne dog fortsatte. Af annoncer (som ikke er med på denne blog), fremgår at det blev benyttet af de få lokale foreninger.