lørdag den 18. januar 2020

Valby Tidende nr. 38, september 1857

Sundhedstilstanden i Valby

Valby, den 9. september. Der er vel næppe mange som i disse dage ængstes for at de kommunale autoriteter anstrenger sig for meget for i tide muligvis at forebygge eller dog at indskrænke koleraens udbredelse. Hvorimod der er desto flere som frygter, og det med god grund, at i enkelte kommuner vedkommende ikke tager hånd i hanke før det er for sent. Denne frygt næres navnlig i landsbyen Valby der for en stor del må betragtes som Københavns spisekammer, og hvor renlighed og god orden så meget mere burde agtes og overholdes. Og dog er det næsten utroligt hvorledes grøfter og pøle ligger hen. Og næppe aner Københavns beboere at imellem disse grøfter og pøle bor over 60 handelsmænd der til dels som slagtere, frislagtere og såkaldte hønsekræmmere sælger deres kød og andre varer på Axeltorvet i hovedstaden. Og det ville ligefrem være en umulighed for disse mænd at bringe kødet og andre artikler i så renlig og proper tilstand til torvet, som det virkelig sker, når ikke disse mænd viste en ganske overordentlig renlighed og flittigt foretog udskylning af deres slagterhuse, og hvis ikke Valby var så heldig at være i besiddelse af ganske fortrinlig vand i tilstrækkelig mængde. Men slagternes virksomhed med hensyn til ordens og renligheds overholdelse er også ganske indskrænket til deres slagterhuse. For udenfor samme er det forbi. Her findes kun mindre eller større ubrolagte, skrækkeligt stinkende grøfter, pytter og pøle. 
Spørger man nu “Har da de mangeårige og velbegrundede klager intet hjulpet, eller har da den kolera der så slemt huserede i 1853, aldeles intet bevirket til den offentlige renligheds forbedring?”, da svares i overensstemmelse med sandheden: “ Nej, aldeles intet”. For opfyldningen af den pøl uden en ordentlig rendesten, eller rensningen af et kær hvori man dagen efter at kæret var forsvarligt renset, lod løbe mødding- og rendestensvand fra et stort tilgrænsende terræn, kan vel næppe anses at være forbedringer i den offentlige renlighed. Og videre er der ikke foretaget, så at koleraen der i 1853 i Valby bortrev 47 mennesker eller 1 af hver 30, kan aflægge sin visit under samme sanitære forhold som for 4 år siden. At distriktets politimester hr. justitsråd Petersen ikke bærer skylden for den dødbringende forsømmelse, som er vist denne landsby, der ligger umiddelbart ved og står i så mange berøringer med hovedstaden, derom kan ingen sandhedskærlig mand tvivle og mindst indsenderen, der har haft så megen lejlighed til at overvære den omhu, hjælp og energi justitsråden viste i farens dage i 1853. Men skylden må ene søges hos det samlede forstanderskab, i hvilken forstanderne for Frederiksberg udgør flertallet, og som måske netop på grund af det viser lunkenhed og ligegyldighed for hvad der passerer i Valby. For med koleraens ophør i 1853 skrinlagdes alle politimesterens påbud, fx om møddingers bortskaffelse, om rendestens brolæggelse etc. etc.
Den måde “en sundhedskommission” for Valby denne gang er kommet til verden på, og hvortil hr. dr. Prieme nok har paternitet, skal ved given lejlighed blive omtalt. Kun vil indsenderen forinden han denne gang slutter, berolige beboerne i Valby med at hr. justitråd Petersen ved at følge Sundhedskommissionens virksomhed nok i tide vil træffe bedre forholdsregler og anvende andre midler end den, forstanderskabet har benyttet til at værne og frede om menneskeliv.
En husmand i Valby.
(Flyveposten, 12. september 1857)


Endnu en stemme fra Valby. 

Indsenderen af disse linjer anser det for højst påtrængende at landsbyen Valbys sanitære forhold underkastes en grundig undersøgelse, og at de derved fundne værste ulemper straks og uden skånsel afhjælpes. Byen ligger i hovedstadens umiddelbare nærhed, idet den næsten er sammenbygget med den ved Vesterbros og Rahbeks Alles bebyggelse, er sommeropholdssted for mange københavnske familier og tæller en befolkning af 12 til 1400 mennesker. Heraf følger at denne landsby i tilfælde af en epidemi må dele skæbne med hovedstaden. Udbryder en sådan her, vil den også nå Valby, og fra Valby vil den nå København. Man vil derfor tillade sig at udpege nogle ulemper der straks bør afhjælpes. Begynder man fra københavnssiden med gården på hjørnet af Valbyvejen og gamle Køge Landevej, er vel møddingen anbragt i en passende afstand fra landevejen, men dens afløb føres igennem en stagnerende grøft ud i vejgrøften og videre nedad landsbyen til. Ejeren bør formentlig holdes til at lede sit møddingevand ind over sin egen jord eller i nødstilfælde at grave en cisterne. Ved indgangen i selve gaden ligger et hus der før begrænsedes mod gaden af et plankeværk. Dette er nylig udflyttet til selve rendestenen, og indenfor er bygget et slagterhus og en svinesti hvis udvendige vægge dannes af plankeværket, og hvorfra en kort trærende leder det flydende affald lige ud i rendestenen. Dette hus og stien bør straks flyttes bort på sognets regning, for da autoriteterne roligt har set på deres opførelse, ville det være uretfærdigt at bebyrde ejeren denne udgift. Videre henne træffer vi 3 gårde der har deres møddingplads og tilhørende pøl ved selve gaden. Disse bør pålægges straks at henlægge deres møddinger til deres gårde som er tilstrækkelig rummelige eller andet sted hen. Det må betænkes at gårdene bør foregå husene med eksemplet, og at politimyndigheden ikke retfærdigt kan kræve møddingerne der ligger næsten foran hvert hus ved vejen til højre ligefor kroen og annekssognet (en sidegade), taget bort, når den går gårdene forbi. Ved hovedgaden nedenfor kroen findes et slags lille torv der frembyder et sørgeligt syn. Brolægningen er dannet af store marksten der ligger op og ned om hinanden. Omlægningen af denne plads overstiger måske sognets kræfter, men den i zigzag løbende alendybe rendesten hvori der henstår en halv alen mudder der ikke kan få afløb, bør nivelleres og skaffes fald. På den såkaldte “Pynt” henligger mange læs uhumskheder, der straks bør bortføres da de måske ellers let kunne blive livsfarlige for de omboende. Afhjælpningen af de oven påpegede ulemper vil ikke være besværlig for befolkningen har altid været velsindet og ville med glæde række hånden til disse forbedringer, især når det blev den klart, at gårdmændene der tillige er ejere af mange af husene, med alvor lagde første hånd på værket. Og hertil bør øvrigheden tilskynde af al magt.
p.
(Flyveposten, 19. september 1857)


Udsnit af billede af Carl Bøgh: Trommesalen (1858). 


Valby, den 20. september. 

Højstærede hr. redaktør! Må jeg endnu engang få plads i Deres meget ærede blad for et par ord.
I dette blads nr. 219 har under mærket p en udtalelse om landsbyen Valby vakt megen glæde hos beboerne, idet de ser at byens rædsomme urenlighedstilstand endog vækker interesse for forbedring her hos fremmede. For at hr. p er fremmed, må antages som givet. Ellers måtte han dog vide at for over 10 år siden er komiteer dannede, forslag gjort, kort og nivellement optaget, attester fra professorer, lægevidenskaben indhentet, der går ud på “en snarlig og alvorlig forbedring i den offentlige renligheds tilstand i Valby”. Han måtte vide at ikke alene hr. politimester justitsråd Petersen, men hans formand, hr. Holmblad, ivrigt har søgt at fremme forslagene, men at et og alt er strandet på forstanderskabets (Frederiksberg og Hvidovre forstanderskabs) ligegyldighed og ringeagt for medborgeres vel og ve i denne henseende. Man må ligeledes vide at ingen sand forbedring i Valbys sanitære forhold kan træde frem, forinden den af hr. justitsråd Petersen tidligere givne politianordning der forbyder slagterne at have oplag af slagteraffald ved deres bopæle i byen til svineføde, eller at have gødningsbunker ved husene i større masse end “et læs”, og andre lignende forbud overholdes. Men så længe forstanderskabet intet foretager til pølenes fyldning, kærenes rensning og rendestenenes brolægning etc. et., hvad nytter da slagternes opmærksomhed? Vil forstanderskabet spørge “hvor skal pengene komme fra”, da svarer undertegnede “fra samme veje hvorfra pengene kom til brolægningen i Bredgade”, (men det forstår sig “det var jo rigtignok til en gade på Frederiksberg”, og derfor stemte flertallet i forstanderskabet, nemlig frederiksbergerne). Til slutningen skal jeg ikke undlade at henlede forstanderskabets opmærksomhed på om det ikke var det mest rigtige straks at slå hovedet på sømmet ved at bygge et højst tarveligt slagtehus for samtlige slagtere i Valby. Det skulle bygges ca. 1.000 alen sønden for Valby umiddelbart ved åløbet “Gåsebæksrenden”, der skulle ansættes en opsynsmand, der blandt andet havde tilsyn med at intet affald bragtes bort til opbevaring til svineføde eller andet brug, og de penge der indkom ved at bortauktionere den ved slagtningen indvundne affaldsgødning, skulle amortisere byggegælden og lønne opsynsmanden. Der er ingen tvivl om at dette også ville være i slagternes egen velforståede interesse. For de ville en efter en anden inden føje tid flytte fra Valby og søge boliger længere ude, hvor de både boede billigere, kunne holde deres svinestier som de bedst syntes og i ro, og ikke stå fare for at Københavns sundhedspoliti en skøn morgen under en udbrydende koleraepidemi i Valby beslaglægger deres handelsvarer og derved sætter henved 50 familiefædre ude af stand til at kunne ernære deres familie, og det uden mindste sløvhed og uefterrettelighed hos forstanderskabet, et forstanderskab der for få år tilbage havde en højtstående mand i sin midte der skrev at “Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskab skal blive et mønster for alle forstanderskabet i Danmark” 
En husmand i Valby.
(Flyveposten, 23. september 1857.)

Sundhedskommissionen, eller "Kommissionen til at føre et overordentligt tilsyn med sundhedstilstanden"  var en udløber af kolera i Europa i 1830’erne, og at denne også var opdaget tæt på Danmark. Der var ikke noget overordnet tilsyn, men forsøg blev gjort i 1848. Kommissionen angående de sundhedsskadelige næringsveje havde ellers i 1852 anbefalet en "almindelig sundhedskommission for København", men den blev først til noget i 1860. Ved koleraudbruddet i 1853 var det den nævnte kommission som fik tildelt den overordnede myndighed over ditriktskommissionerne. Ved lov fik kommissionen i 1857 beføjelser til at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige, til at standse kolera på kommunens regning, mens politiretten tog sig af det retlige. Det ophørte samme år. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar