lørdag den 28. oktober 2023

Valby Tidende nr. 235, september-december 1917

Dagens portræt

Købmand Jens Olsen, Valby, Medlem af Detailhandlersocietetets Komité.

I morgen samles Detailhandlersocietetet til årsmøde i København.

Detailhandlersocietetet er det samme for detailhandlerne som Grosserersocietetet betyder for udøverne af storhandelen. Det er en fast sammentømret organisation, og det er vigtige sager, der står på dagsordenen for denne organisations årsmøde.

Der skal forhandles om en række aktuelle spørgsmål som maksimalpriserne, den ventede nye ordning for handel med smør og fedt, brændselsafgiften, brugsforeningernes skattepligt m. m.

Der kan sikkert ventes en meget livlig diskussion, og der vil nok blive talt fra leveren af de mange dygtige talsmænd, som detailhandlerne har til at virke for deres Interesser.

Til de mest kendte blandt disse hører den ansete købmand Jens Olsen, Valby, formand for Valby Handelsforening og medlem af Detailhandlersocietetets bestyrelse lige siden sammenslutningens stiftelse.

B. T. 8. september 1917.


Røvere på Gammel Jernbanevold. Den raske slagtersvend der "ordnede" banditterne.

Ude på Gammel Jernbanevold i Valby hvor kvarterets løse eksistenser synes at have fundet sig et fast tilholdssted, blev en grosserer Kjersgaard fra Amalie Skramsgade i aftes ved sekstiden da han kom gående langs volden, pludselig antastet af et par uhyggeligt udseende fyre, der i en truende tone bad ham om penge. Da grossereren ikke hurtigt nok fik sin portemonnæ frem af lommen, gik røverne løs på ham og havde ganske åbenbart til hensigt at slå ham ned.

Just i dette, det mest kritiske øjeblik, kom en ung mand kørende på cykel. Det var slagtersvend William Hansen der var på vej hjem.

Han overså i et nu situationen, sprang af cyklen, smøgede sine ærmer op og gik løs på de to røvere der i løbet af de næstfølgende minutter fik så mange tørre tæsk som de næppe har fået i hele deres forudgående liv.

Kampen - for så vidt man overhovedet kan bruge det udtryk om den afbankning der fandt sted - stod kun på nogle få minutter. Så knøg "røverne" afsted bort fra marken, blodige og ynkelige. Og grossereren og den raske slagtersvend fulgtes ad mod Valby.

Aftenbladet (København) 12. september 1917.


Gasværket på Carl Allers etablissement sprunget i luften.

På Carl Allers bekendte store etablissement i Valby sprang i går det lige anlagte gasværk i luften med et vældigt brag. Gasværket der skulle drive samtlige maskiner, skulle brønde gas af tørv. Der var foreløbig ankommet 1 million tørv. Ved eksplosionen der formodentlig skyldtes en eller anden fejl i ledningerne, kastedes centnertunge maskindele langt bort. Men ved et held i uheldet kom ingen mennesker til skade.

Aftenbladet (København) 14. september 1917.


"Tran"-vandet fra Esbjerg.

Der er foretaget en ny anholdelse i tranaffæren, idet direktør Sigfred Nathan, Valby ved København der tidligere har været impliceret i forskellige bedrageriaffærer, er blevet anholdt.

Carl Hansens virkelige navn er Christian Hansen. Det navn fandt han imidlertid ikke så godt i Esbjerg som navnet Carl Hansen. En kendsgerning er det da også at der har foreligget en forveksling med et andet herværende kendt og velanset firma af samme navn, Varde Bank hævder dog at denne bank intet kender til den i bladene omtalte forveksling, der skulle have fundet sted under telefonsamtalen mellem et af de besvegne firmaer og en Esbjergbank. P er kun 20 år og har en tid været agent for David Nathan i København.

Pengeudlåneren Wengel er søn af en forlængst afdød apoteker i Ringsted. Han har tidligere været idømt forbedringshusarbejde.

Esbjerg Avis 29. september 1917. (Sigfred David Nathan blev anklaget for bedrageri, og sagen pågik til langt hen i 1919 i Højesteret)


For 20.000 kr. pølser og flæsk brændt. Mægtig ildebrand i Valby i morges.

Lidt over kl. 5 i morges alarmeredes brandvæsnet til ejendommen Kjeldsgårdsvej nr. 17 ude i Valby hvor Esmarch-Hansens store pølsefabrik ligger.

Der var opstået ild i et lille arbejdsskur der hører til en nybygning på nabogrunden. Og ilden forplantede sig til et stort lagerskur der hører til fabrikken.

Skuret der var 5 alen højt og 16 alen langt, indeholdt 5.000 pund pølser, 2.000 pund fileter, 3 tønder saltet kød, 2.000 pund spæk, 50 store pakkasser og 30 sække savsmuld. Og hele skuret med dets indhold, der vurderes til ca. 20.000 kr. brændte uden at brandvæsnet der ellers havde masser af sprøjter i virksomhed, formåede at bjerge det ringeste.

Ved syvtiden var skuret jævnet med jorden. Og hele Valby stank af stegt flæsk.

Aftenbladet (København) 4. oktober 1917.


Vanvidsdrama i Valby. En rengøringskone dræbt sig for øjnene af sin lille datter ved at springe ud fra 3. Sal.

I Valby fandt i går eftermiddags et frygteligt drama sted. En sindsforvirret kone dræbte sig for øjnene af sin lille skrækslagne datter.

Kathrine Madsen, Lille Ørstedsvej 11, der var 36 år og havde en lille pige på 5 år, var velkendt i Valby, hvor hun ernærede sig ved vask og rengøring hos folk. I den sidste tid var hun efter et langt hospitalsophold blevet noget underlig i hovedet, og det var klart, at det gik tilbage med hendes forstand. Hun led af forfølgelsesvanvid.

I går kom hun op til en i Valby Langgade nr 41 boende enkefru Gersdorff Jørgensen og havde en lille pige med. Da hun kom ud i køkkenet, så man til sin overraskelse, at hun havde ryddet køkkenbordet, og at barnet stod ved vasken og rystede af skræk. "Mor er sprunget ud af vinduet," skreg barnet rædselsslagent. Kathrine Madsen var krøbet ud af vinduet, hun slap sit tag og styrtede fra 3. sal ned i gården

Da man løftede den ulykkelige kone op, så man at han var frygtelig lemlæstet og inden man nåede til hospitalet med hende, var hun død. Den lille pige har fotograf Lindstrøm i Valby taget sig af.

Aftenbladet (København) 20. oktober 1917.


Fra Dyrenes Beskyttelse var der forleden indgivet klage til politiet imod en handelsmand fra Valby for dyrplageri. Han havde transporteret 15 høns i en sæk.

I går stod han i den offentlige ret hvor assessor Ipsen imidlertid erklærede at der ikke forelå dyrplageri.

København 27. oktober 1917.


Broncetyverier hos Carl Aller. Stjålet for 7000 kr. En arbejder og en jernhandler i Valby anholdt.

Ude på "Familie- Journalen”s papirfabrik i Valby har man i disse dage opdaget nogle omfattende broncetyverier, der foreløbig har ført til anholdelsen at en af fabrikkens arbejdere og af en kendt jernhandler.

Det er gamle broncenet, der har været brugt til tørring af papirmassen - til afvanding af denne, og som er af særlig stor værdi for fabrikken, eftersom nye net, der leveres fra Tyskland, kun kan fås mod tilbagesendelse af de gamle net. Og nu ved en undersøgelse i forgårs konstateredes det at der mangler seks sække fulde af gamle net, hver vejende 50 pund.

Carl Aller selv ville ikke have politiet ind i sagen. Men arbejderne på papirfabrikken ville ikke have den fælles mistanke hvilende på sig og stillede krav om undersøgelse, hvorefter der skete anmeldelse til politiet, og efter en kort undersøgelse anholdt man i går en af papirarbejderne ved navn Otto Emil Schandorff, der villigt tilstod at være tyven og opgav at have solgt det stjålne net til de fire jernhandlere, der findes ude i Valby.

De fire jernhandlere måtte derefter give møde, og det endte med, at den ene af dem Schmidt fra Mosedalsvej - blev anholdt, sigtet for hæleri.

Broncenettene blev senere fundne ude hos Levin i Ryesgade hvor de var havnede.

Aftenbladet (København) 3. november 1917.


En røver i Valby.

En ung ekspeditrice, Anna Slejstrup der var ansat i Scheplers smørforretning ude på Valby Langgade, blev i lørdags aftes da hun efter lukke var på vej til sit hjem, medførende forretningens penge - ca. 400 kr - i en taske, ud for Søndermarken overfaldet af en ung mand der slog hende et voldsomt slag i ansigtet, rev pengetasken fra hende og stak af med den.

Man savner foreløbig ethvert spor af røveren.

Aftenbladet (København) 5. november 1917.


Røverjagt i Valby. Den skumle mand med det blege ansigt.

Valbys mørke sideveje og gader er i denne tid farlige at passere. For der huserer en skummel person som med huen krænget ned over sit blege fjæs springer frem af mørket og griber intetanende enlige spadserende i kværken, mens han med hul røst hvisker: 

- Op med grunkerne!

Når han på denne måde har lammet sit offer, udplyndrer han det til sidste dråbe - lader ikke så meget som en 10-øre eller en motorcigaret tilbage i ofrets lommer, hvorpå han med grufuld trussel om død og begravelse inden ugens udløb forsvinder i mørket, der i Valby er endnu tættere end andet steds i byen.

Han opererer hver aften, og hans ofre tælles snart i dusinvis. Politiet har været ude efter ham, men traf ham tilfældigvis ikke den aften. Formodentlig har han opholdt sig på et andet punkt af Valby der jo er en stor bydel der ikke sådan er at overse.

De der har gjort røverens bekendtskab, skildrer ham så godt det lader sig gøre som en 25-årig, høj, kraftig mand med mørkt overskæg, skummelt udseende, mørkt tøj og en hue der er krænget ned over ørerne.

Men da dette jo passer på så mange valbyere, er resultatet noget usikkert.

Folkets Avis - København 10. november 1917.


25 års jubilæum.

Overbetjent Overgaard.

I morgen kan Valby Politistations populære overbetjent Jens Lillebæk Jensen Overgaard fejre sit 25 års jubilæum som københavnsk politimand, og der er ingen tvivl om, at jubilarens store venneskare vil gøre dagen til en virkelig festdag for ham.

Overbetjent Overgaard hører til de politimænd, som igennem et trofast og hjælpsomt arbejde har gjort sin stand den største ære.

Han er i besiddelse af alle en jydes gode egenskaber, hvilket i og for sig ikke er så mærkeligt, som han er rundet af godt gammelt vestjysk blod.

Han fødtes i Timring ved Ringkøbing den 12. april 1869, og efter at han havde aftjent sin værnepligt i feltartilleriet blev han den 15. november 1892 ansat i det københavnske politi.

Og Overgaard var typen på den rigtige gode politimænd, og folk, som har trængt til råd og støtte, har aldrig forgæves søgt hans hjælp.

Han har aldrig hængt sig i småtterier og aldrig tragtet efter at sidde inde med rekord på rapportjageriets område. Nej, støt, besindig, hjælpsom, venlig og hjertensbrav har han altid opfattet sin stilling som værende en publikums tjener, og mange venner husker ham for i morgen.

En kort tid gjorde han tjeneste om opdager på operationsRlkoeDe [fejl i original artikel, red.] som opdager på Østerbro; men hans forfremmelse til inspektionsbetjent og overbetjent førte ham atter ind i ordenspolitiet.

En tid lang var det hans mening at tage Artium; men pengene var for små. Han måtte opgive det; men de kundskaber, han erhvervede sig gennem sine studier, har siden været ham til god støtte i hans gerning.

På 11. år har han nu været overbetjent i Valby, hvor han ved siden af en overbetjents almindelige gerning har måttet varetage en opdagers ofte så brydsomme bestilling, eftersom Valby Politistation endnu ikke har nogen fast opdager.

En stor dyreven har Overgaard også været, og han har i den henseende fået mangfoldige anerkendelse.

Af prinsesse Maria modtog han således i 1898 et smukt diplom og en større pengegave i guld for sit arbejde for at værne dyrene. 

At jubilaren også uden for sin stand, hvor han i mange år har været kredsens tillidsmand i politiets understøttelsesforening, har været betænkt med adskillige tillidshverv, behøver vi sikkert ikke at nævne; festdagen vil uden tvivl bringe de bedste beviser herom.

Oprindelig havde Overgaard, der er en ivrig jæger tænkt på at unddrage sig alle festligheder ved at rejse til Jylland på jagt; men på opfordring har han nu samtykket i at blive hjemme, og det vil da have til følge, at gratulanterne vil storme hans hjem i Ulrichsgade 13 fra den tidlige morgenstund.

Folkets Avis - København 14. november 1917.


Brækket halsen.

Lagerarbejder Christian Nielsen fra Valby Langgade 159 kom i går ulykkeligt af dage ved at falde med sin cykel i det fedtede føre.

Han kom kørende fra Roskilde Landevej og det var i svinget, cyklen gled ud med ham. Desværre faldt han der var en høj, svær mand, så uheldigt at han brækkede halsen.

Han blev kort efter fundet som død. Hans lig blev kørt til Johannesstiftelsens lighus.

København 15. november 1917.


Broncetyven hos Carl Aller.

Papirarbejder Otto Emil Schandorff stjal fra Allers Papirfabrik i Valby, hvor han var ansat, en del kostbare broncenet som næsten ikke kan erstattes i disse tider. Han brød dem i stykker og solgte dem for en ren bagatel til en jernkræmmer i Valby.

Retten gav ham i dag 40 dages fangekost.

Aftenbladet (København) 24. november 1917.


Den stjålne, kloge hest. Hesten slog tyven fra sig og ville hjem.

I går kom en fræk tyv gående gennem Valby Langgade. Hans tyveblik faldt på en enspændervogn med en hest for. Kusken var ikke til at øjne, og så spændte tyven hesten fra vognen og trak af med den. Men det må ikke have passet hesten. Den så på tyven, den rev i bidslet, og den ville hjem til stalden. Så sled den sig løs fra tyven, og denne turde ikke engang råbe stop. Først nede på Vesterbrogade fangede man hesten og satte den ind i "Sorte Hest"s rejsestald. Og der fandt den bedrøvede kusk sin hest igen.

Gensynet var rørende.

Aftenbladet (København) 29. november 1917.

Bjerregårds Sidevej 7, opført 1917. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Moderen, der kæmper værgerådet. Hun skjuler sin vanartede datter.

På Carl Langes Vej i Valby bor en fru Lentz, hvis mindreårige datter Værgerådet har taget under sit formynderskab. Det er naturligvis ikke for hendes dyders skyld og heller ikke for moderens. Men hver gang pigebarnet bliver sat ud et eller andet sted på landet, stikker hun af og piler hjem til moderen, der så søger at skjule hende for politi og værgeråd.

Nu sidst var barnet blevet anbragt i Næstved, og da det atter løb sin vej, var politiet ikke i tvivl om hvor det var. Man indfandt sig hos moderen, og skønt hun nægtede at kende noget til, hvor datteren var, gennemsøgte man dog huset og fandt hende også til sidst gemt oppe under nogle tagspær på loftet. Så blev datteren taget med af politiet trods moderens rasende protester.

I går var moderen tilsagt til at møde i 8. kriminalkammer hos assessor Moltke. Hun kom ikke alene, Udenfor kammeret sad en rapmundet kone som sekundant. Assessor Moltke gav fru Lentz en tordentale og derpå en mulkt på 100 kr. Så var affæren så vidt forbi. Men da man kom ud af kammeret, fulgte både fru Lentz og hendes veninde med af grove ord over værgerådets repræsentant assistent Larsen fra Magistraten, at politiet måtte lægge sig imellem og holde de to furier tilbage, medens Larsen bjergede sig i sikkerhed.

Aftenbladet (København) 22. december 1917.


Et del af Valby i mørke.

I et par timer i går lå en del af Valby - således det nye villakvarter - i mørke idet elektriciteten svigtede fra halvfemtiden indtil kl. 6.15 da fejlen atter var udbedret.

Nationaltidende 30. december 1917.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar