Husejer og partikulier Iversen atter arresteret. Børneødelæggeren fra Saxogade.
Nu har han været på spil igen. Valbys skolebørn i den gamles vold. En uhyggelig affære.
Forleden har Politiet anholdt den 63-årige husejer og partikulier Carl Valdemar lversen der boede i Skolegade i Valby. Hans sag er henvist til 3. Kriminalkammer, hvor man i denne tid arbejder med forhørene, der sikkert vil blive ret omfattende.
Iversen er et af de kendte navne i rettens protokoller. Han boede for et par år siden i Saxogade hvor han forgreb sig på kvarterets børn. Dengang blev han straffet med forbedringshusarbejde; men han har altså udstået sin straf og har slået sig ned i Valby, hvor han i kraft af at ingen kendte ham har kunnet fortsætte med sin uhyggelige, børneødelæggende virksomhed.
Historien blev denne gang opdaget i en af Valbys skoler. Lærerinden havde nemlig lagt mærke til, at hendes elever, alle småpiger i 10-12 årsalderen, havde så meget hemmelighedsfuldt hvisken med hverandre. En dag opsnappede hun så et brev, som en af småpigerne havde skrevet til en pige, der gik i en anden klasse. Brevet var en opfordring til pigebarnet om at følges med brevskriverinden op i Iversens Lejlighed. Og nu fulgte der en fuldstændig beskrivelse af, hvad der foregik og skulle foregå deroppe.
Lærerinden overgav brevet til politiet, der snart var på det rene med, at Iversen var identisk med manden fra Saxogade.
Nu har man altså sat den gamle, uhyggelige fyr fast. Sætte ham i forbedringshuset en gang til, det vil gå meget let; men udslette sporene af den fordærvelse, han har spredt mellem børnene i Valby, det bliver sværere.
Aftenbladet (København) 7. september 1911.
Mord og selvmord i Valby. En tysk montør skyder sin hustru og sig selv i deres logis. "Folkets Avis" på mordstedet.
Hvor byens toppede stenbro ude i Valby slår over i den støvede Køge Landevej ligger en lille fredelig Vej, Mellemtoftevej [Rosengårdsvej]. Her bor i ejendommen nr. 4 hos fru Christensen, en tysk montør, Hugo Heise, forgårs eftermiddags skudt sin kone og sig selv.
Om de nærmere enkeltheder ved dramaet fortalte fru Christensen i går, da “Folkets Avis' aflagde et besøg i hendes lejlighed:
- For en 3 ugers tid siden ankom den tyske montør her til byen sammen med sin kone. Han skulle arbejde på Poulsens fotokemiske Fabrik i Trekronergade. Dansk kunne han ikke et suk. Af fabrikant Poulsens søn lejede et værelse i stuen til barn og konen for en pris af 15 kr. pr. måned.
Han var lidt over de 50 år og hun ca. 40 år. De kom meget godt ud af det sammen; der var i hvert fald aldrig andet at mærke for udenforstående.
I morges kom hun ikke, som hun plejede, ud i køkkenet efter deres morgenbrød, som jeg hentede til dem; de lavede selv deres morgendrikke på et spritapparat.
Ved 7-tiden bankede jeg på, men fik intet svar, og jeg tænkte mig da muligheden af at de sov, mindst af alt tænkte jeg på det, der nu er sket.
Ved 9-tiden kom imidlertid fabrikant Poulsen for at spørge til Heise; han var nemlig gået fra arbejde den foregående dags eftermiddag under foregivende af at være syg, og da han ikke var mødt til arbejde om morgenen, ville hr. Poulsen spørge til hans befindende.
Da vi efter gentagen banken intet Svar fik og så, at nøglen sad indvendig, og at der var hængt noget for, så vi ikke kunne se ind, var vi klar over, at der var noget i vejen, hvorfor vi lod en betjent hente, og døren blev åbnet.
Ligene svømmede i blod.
Inde i værelset lå fru Heise på knæ med ansigtet i chaiselongen. Hun havde to skudsår, et i hver tinding, og blodet havde farvet hendes hvide bluseliv fuldstændig rødt. Manden lå på gulvet på den anden side af bordet med et skudsår i højre tinding og revolveren i højre hånd.
De var begge stive og kolde. Manden har antagelig allerede dræbt hende og sig selv den foregående eftermiddag, da han kom hjem fra fabrikken, den gang, de har været alene i deres værelse, for ingen af de andre logerende har hørt skuddene.
Motivet.
De kom, som sagt, tilsyneladende meget godt ud af det sammen, fortsatte fru Christensen.
Onsdag morgen kom fru Heise ud til mig i køkkenet, og jeg kunne forstå på hendes fagter, at der var nogen syge, men om det var hende eller manden, blev jeg ikke klog på. På en seddel skrev jeg Dr. Halds adresse, Langgade 73.
Senere på dagen kom hun hjem med forskellige medikamenter, så det må vel have været hende, der har været dårlig. Men du vi jo ikke forstod hinanden, fik jeg intet at vide om sygdommen.
I værelset fandtes en tegnebog med 50 kr. i; altså kan det ikke være pekuniære sorger,
der har drevet manden til at begå den fortvivlede handling.
Mærkeligt nok havde politiet endnu i aftes ikke taget disse Penge eller andre af den afdødes ejendele til sig.
Ligene blev senere på dagen kørt til St. Johannes Stiftelsens lighus, og der blev telegraferet til ægteparrets familie i Dresden.
Emanuel.
Folkets Avis (København) 8. september 1911.
Dræbt sin hustru og sig selv. Et drama i Valby.
Valby blev i går opskræmt ved meddelelsen om et blodigt drama der var udspillet på Rosengårdsvej 4. I dette hus på tredje sal boede et tysk ægtepar, montør Hejse og hans hustru fra Dresden, i et værelse de havde lejet af fru Christensen.
Montøren Paul Hejse var sendt herop af sit firma, August Koebig i Radebeut, en lille by udenfor Dresden, og det var hans arbejde at montere en maskine for tilvirkning af fotografisk papir som skulle opstilles hos grosserer Carl Poulsen i Trekronergade nr. 15.
Man mærkede snart her, at der var galt med tyskeren. Han arbejdede således at man måtte antage der stadig var noget i vejen med ham, og i går morges blev han helt borte.
Grosserer Poulsens søn gik hjem for at se hvor han blev af, men han fandt døren til værelset lukket, og der var ingen, der svarede på hans banken. Poulsen gik så hjem og hentede sin far, og da fornyet banken ikke blev besvaret, lirkede den unge Poulsen nøglen der sad indvendig ud af døren, og så kom man ind.
Dermed fik man løsningen på gåden. Inde i stuen lå Mejse og hans hustru svømmende i deres blod. De var begge dræbt ved revolverskud. Konen lå knælende ved sofaen med hovedet nede i hænderne. Hun har antagelig lagt sig således og har så ladet manden skyde sig. Derefter har Hejse skudt sig selv og er rullet ud på gulvet.
Der var intet andet at gøre end at bestille rustvognen fra St Johannes Stiftelse; den hentede de to lig, og de blev kørt bort til kapellet.
Hvad Motiv der ligger bag ved man ikke nøjagtigt. Det er muligt at kærligheden spiller med, og at parret ikke var gift. Men Hejse har i hvert fald været en dødssyg Mand, og da han har villet dø, har han fået konen - eller kæresten - til at følge sig Men for øvrigt havde hun også klaget over smerter.
Der indløb i går et brev til Hejse fra Dresden, og deri stod: Kære Svoger!
Det meddeltes deri at en svigerinde af ham havde overstået en operation. Men det nåede ham altså ikke.
Formodentlig får man i dag fuldstændig besked om parret, der valgte at dø heroppe, borte fra deres venner og pårørende.
Aftenbladet (København) 8. september 1911.
"Merkur Foto" (dengang Carl Poulsen og Sønner) i Trekronergade 15-17 blev opbygget 1899/1900. Det var fotografen Carl Poulsen der tog initiativet. Han overtog i 1911 Ferdinand Hahn og firmaet skiftede navn til Merkur. Fabrikken lå hvor nu Johannes Døbers Kirke er opført. Foto Frederik Riise. Københavns Museum.
En pestrende i Valby. Sover sundhedsautoriteterne?
Der har hele den varme sommer stået en ulidelig stank over Valby, en rigtig peststank, som har fået adskillige af beboerne til at overveje, om ikke de gjorde klogest i at flytte fra denne bydel. Endnu i disse kølige septemberdage mærkes stanken, og når vinden bærer på, kan man stænge sine vinduer så meget, man vil og lukke sine døre så forsvarligt, som det er muligt - stanken skal nok alligevel finde en eller anden sprække eller utæthed, ad hvilken den kan hænge ind i stuerne til valbygenserne.
Stanken hidrører fra en rende, der går over Valby Mose, og som er fyldt med rådden slam og stinkende ådsler.
Det er ubegribeligt, at sundhedsautoriteterne ikke for længst er skredet ind og foretaget sig noget for at opmudre og tildække denne pestrende, der ligger så tæt op til et tætbefolket kvarter af den ellers saa sundhedsstruttende storby, København. Det er ubegribeligt, så meget mere, som der fra beboerne derude har været klaget nok over den modbydelige stank.
Forholdet er imidlertid det, at oprensningen af renden påhviler de pågældende lodsejere, men tilsynet med dem påhviler Frederiksberg Kommune, idet den danner skellet mellem København og Frederiksberg på dette Sted .
Lodsejerne lader klogeligt, som om de ikke kan lugte noget - det, er jo det billigste for dem. Og da der på Frederiksbergsiden af renden ikke er nogen bebyggelse, som den kan genere, rører Frederiksberg Kommune ikke på sig - det er jo nemlig det mageligste for den.
Man at lodsejerne vil spare deres pengepung og Frederiksberg Kommune vil pleje sin "magelighed” burde dog ikke afholde Københavns sundhedsautoriteter fra at skride ind, hvor det gælder et Forhold, der har betydning for en stor mængde af hovedstadens i Valby boende borgeres Sundhed.
En tilfredsstillende ordning må kunne gennemtvinges og bør gennemtvinges, før næste sommers varmebølger med tilhørende epidemifarer melder sig.
Folkets Avis (København) 11. september 1911.
5 øres taksten
Valbygensernes håb er til dato blevet skuffet. I lange tider har de ventet på at en 5 øres sporvognstakst gennem Valby skulle blive indført. De fleste mente at vi måtte vente til kommunen overtog sporvognene, så kom den nok, men endnu er den da ikke kommet.
På de fleste andre linjer af de københavnske sporveje er der 5 ørestakster, ja selv linje 2 har en sådan på Amager. Hvorfor skal Valby da være stedbarn? Og hvorfor skal linje 2s vogne køre tomme eller mere end halvtomme igennem Valby?
Med en 5 ørestakst ville passagerernes antal sikkert mere end fordobles. Så ville det jo give flere penge i kassen, og tillige vinde valbygensernes udelte bifald. Det er det samme som at slå to fluer med et smæk.
Folkets Avis - København 29. september 1911.
Partikulier Iversen løsladt. Sædelighedsaffæren fra Valby. Sagen sluttet med politidirektørens samtykke.
Den gamle, hvidskæggede partikulær Carl Vald. Iversen, der optrådte i retten med træsko på, har nu fået lov til at vende tilbage til Valby igen.
Assessor S. Schmidth, der på det sidste fik sagen til behandling, talte i lørdags for første gang med de tre pigebørn Og de to indrømmede da, at de havde overdrevet ikke så lidt i deres fremstilling af Iversens optræden over for dem.
De havde stjålet hos ham, og for at deres sag skulle stille sig bedre - de var bange for, at Værgerådet skulle tage dem - så fandt de på at beskylde hr. Iversen for noget meget slemt, mens han kun havde gjort sig skyldig i en lille forseelse.
Assessoren fandt, at de 6 ugers varetægtsarrest og forskrækkelsen kunne være straf nok for den lille forseelse, og så udvirkede han politidirektørens samtykke til, at sagen måtte sluttes, uden at der rejstes tiltale mod Iversen.
I formiddags blev partikulieren sat på fri fod.
Aftenbladet (København) 16. oktober 1911.
Energisk incasso.
En husmand fra Valbyegnen kom for længere tid siden til at skylde en jernhandler 7 kr. for en barnevogn.
Søndag formiddag indfandt jernhandleren og en anden mand sig i noget beruset tilstand hos husmanden og forlangte højlyst at få pengene eller barnevognen. Husmanden valgte det sidste, men da de to inkassatorer fandt at den var for ramponeret, skreg de op, forlangte højrøstet brændevin og søgte desuden at forulempe og ville trænge ind i huset, men den arme skyldner nåede at få sin dør låst i rette tid. Under skældsord og højrøstede trusler lejrede de to mænd sig nu udenfor huset til langt ud på eftermiddagen, så at skyldneren og hans familie ikke turde vove sig udenfor. Sagen har nu fået et efterspil, og jernhandleren og hans medhjælper har nu for deres energiske "inkasso" vedtaget hver 5 kr. til politikassen.
Social-Demokraten 23. oktober 1911, 2. udgave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar