lørdag den 8. april 2023

Valby Tidende nr. 206, februar-april 1911

Myggeplagen i Valby.

Ulykkens moder er tit ikke større end en Myggevinge. Shakespeare.

De endnu ufødte slægter af myg, som i den kommende sommer skal plage Valbys Beboere, nød i går aftes den ære at blive drøftet på et møde i Korups Have.

Dette var indvarslet af Valby Grundejerforening, og fru mag. sc. Sophie Rostrup holdt det indledende foredrag. Det var i sandhed rædsler, hun oprullede for de hundrede tilhørere, der havde indfundet sig.

1 - én - Valbymyg bliver i løbet af en sommer stammoder til 31 millioner myg. Af disse når ganske vist adskillige ikke ud over puppetilværelsen, bl a. fordi de under deres bestræbelser for at udskille sig af puppehuden får hovedet i klemme og bliver ynkeligt kvalt. Andre har ikke tilstrækkelig muskelkraft til at hæve sig op fra vandfladen, hvor de har afsluttet deres puppetilværelse, og drukner. Men der bliver desværre nok tilbage til at udbrede skræk og fortvivlelse i Valby. Det er ganske vist kun hunnerne, der er blodsugere, men til gengæld er hannernes hørelse meget skarp, så de på lang afstand kan høre, når der er hunner i landskabet, hvorefter de flyver hen til dem og animerer dem til at tage fat med fornyet blodtørst. Det er i denne forbindelse ret betegnende for hannerne, at man har iagttaget, at de drikker øl. Før syndefaldet var også hunmyggene som alle andre levende skabninger fra mennesket til loppen vegetarianere, men det er de altså ikke mere. De er rimeligvis bleven fordærvede af civilisationen, mente fru Rostrup. Hun fandt en ringe trøst i den omstændighed, at myggene foretrækker mørke farver for lyse, så at en dame, der går med kulørte strømper, ikke er så udsat for at blive stukket af myg, som hvis hun gik med sorte strømper. Ligeledes bliver en ung pige, der spadserer med sin kæreste gennem skoven, ikke stukket nær så slemt af myg som han, vel at mærke, dersom hun lader ham tale og selv nøjes med at lytte til. Det har nemlig vist sig at den menneskelige stemme øver en for stemmens indehaver skæbnesvanger tiltrækning på myggene.

Et rationelt middel til at bekæmpe myggeplager kendte fruen ikke, men hun anbefalede at udtørre småsøer, damme, kort sagt alle vandsamlinger lige til stillestående vand i tagrenden og gamle potteskår, eventuelt hælde olie eller petroleum på vandet. Sådan gør man på Panamatangen, hvor der til dette formåls fremme er ansat 30 inspektører med 12-13.000 arbejdere under sig. 

Hr. Flygge angreb kloakkerne der udklækker myriader af myg. Det er en skandale. Hvert øjeblik kan pesten komme, værs'god! Han henstillede til grundejerforeningen at tage affære.

Dennes formand, overretssagfører Holm, lovede at sende et referat af mødet til forskellige autoriteter som inspektøren for de offentlige haver og kirkegårdenes bestyrelse.

Assistent Poulsen foreslog at sætte fisk ud i de pågældende vandsamlinger i stedet for at ofre olie på dem.

En begejstret herre - Ja, hundestejler!

Dr. Duurloo ville have grundejerforeningen til at engagere en kammerjæger. Redaktør Siversleth anbefalede at frede svalerne.

Noget endeligt resultat kom man ikke til, men beboerne ude i Valby har altså nu hundestejlerne, kammerjægeren og svalerne at vælge imellem.

København 17. februar 1911.

Foto 1905 af Tingstedet, Valby Langgade og Asylgade. Københavns Museum.


Tyve i Valby.

Ejendommen Gammel Jernbanevej nr. 1-3 har natten til i går haft besøg af tyve der har skaffet sig adgang til skomager Clausen og glarmester Hansen der begge bor i stueetagen. Tyvene er gået ind gennem vinduerne og har stjålet op imod 200 kr. og nogle værdigenstande.

Hvad der går disse tyverier mere ejendommelige er den omstændighed at begge de nævnte familier er af den overbevisning at tyvene har benyttet bedøvende midler over for de sovende der vågnede tunge og matte som havde de indåndet kulos.

Politiet er nu ihærdigt på jagt efter disse tyve.

Social-Demokraten 23. februar 1911.


Indbrud hos Aller.

Måske er det de samme tyve som ved 12-tiden i går nat har brudt ind hos direktør Aller, Valbygårdsvej nr. 3. Tidligt om aftenen bemærkede en dame tre personer som kom ud fra Allers villa og skiltes med den bemærkning at de skulle mødes ved villaen kl. 11.30.

Damen fortalte hvad hun havde hørt, til en slægtning, og denne gav Dansk Nattevagt et vink. Men ved en misforståelse passede vagten på ejendommen nr. 1 - og imens var tyvene på spil i nr. 3!

De havde knust et par ruder og slæbt en stor del sølvtøj sammen og havde endda fået taget et par lysekroner ned fra loftet, men på det tidspunkt er de sandsynligvis blevet forstyrret af ejendommens faste vagt, og de er flygtede med et par sjældne kandelabre som eneste udbytte.

Social-Demokraten 23. februar 1911.


Nogle tyve - formentlig de samme som forleden var på færde på Gammel Jernbanevej i Valby - aflagde sidste nat besøg på Valbygård. Da tjenestepigen om morgenen kom ind i stuerne, så hun at en del kostbart sølvtøj var stuvet sammen i en sæk, ligesom to store lysekroner var taget ned fra loftet. Tyvene var blevet skræmt af et eller andet, inden de nåede til ende med deres natlige arbejde.

Riget (København) 24. februar 1911.



Valbys ny Kirke. Indvielseshøjtideligheden i går.

Valby tæller nu 14,000 Indbyggere. Dengang Jesuskirken blev bygget, talte den kun 4000 og allerede 10 år efter 7000, men Valby blev stadig ved kun at have én eneste kirke.

Valby rykkede længere og længere ud vest på, store byggeselskaber slog sig ned derude, Vigerslev og Valby groede sammen, og flere og flere familier flyttede derud, og så besluttede Valby menighedssamfund at bygge en kirke til.

I 1907 blev grunden købt ude i Bergs Allé og skænket til Københavns Kirkefond, og derefter gik man i gang mod at indsamle penge til den bygning, der nu er bleven rejst derude. Når den store kirke skal bygges - Timotheus Kirken skal den hedde - vil denne bygning kun blive en sidefløj med menighedshus, men foreløbig skal den tjene til kirke.

Huset er opført efter tegning af arkitekt Kofoed, det er rummeligt, lyst og praktisk indrettet med store kælderlokaler under kirkesalen, der kan rumme 200 personer. Det er indvendig udstyret uden pragt, men yderst smagfuldt.

Indvielsen foretoges i går af Sjællands biskop, Peter Madsen, som tillige med provst Ussing, pastor Fibiger, pastor Holmer og pastor Borresen fremsagde Indvielsesritualet.

Efter at biskoppen i sit gule ornat havde holdt indvielsestalen, besteg den ny kirkes præst, pastor J. Lindeburg, prædikestolen og holdt en udmærket prædiken over dagens tekst.

Foruden salmer blev der til organist frk. Teschs orgelspil sunget nogle smukke til indvielsen skrevne sange. Kirkesalens klokker er Lærer Hansen-Bødker

Blandt de indbudte bemærkede vi pastor Tesch, overretssagfører Mølldrup, dr. Koch, kontorchef Langer Nationalbanken, Oberst C. Keyper og arkitekt J. Chr. Kofoed samt en del af de håndværksmestre, der har leveret arbejde til bygningen, bl. a murermester Th. Hagedorn, Tømrermester H. Illum, Smedemester C. Jørgensen og smedemester Ello Petersen.

København 27. februar 1911.


Maskinmester på den danske damper "Ekliptika" H. C. Nielsen, boende Gammel Jernbanevej nr. 41, Valby, faldt i går over bord og druknede i havnen ved Rotterdam hvor skibet lå for at indtage ladning. Den forulykkede efterlader sig enke og 4 børn.

Social-Demokraten 4. marts 1911.


Detailhandler Nielsen fra Valby Langgade var i lørdags inde på postkontoret i Frederiksberg Alle. Da han for et øjeblik lod sin tegnebog ligge uden tilsyn på sin pult, forsvandt den. Den indeholdt 230 kr. foruden en hel del lotterisedler som han havde fået i kommission at forny for Valby-folk. Sagen er meldt til politiet. I går fandt man 16 af sedlerne i en gård på Gammel Kongevej.

Aftenbladet 6. marts 1911.


Lotterisedlerne fundet.

Som i går meddelt har en tyv på Vesterbros Posthus frastjålet indehaveren af kiosken i Valby Langgade nr. 50, hr. Nielsen, 230 kr og 16 lotterisedler. I går fandt arbejdsmand Nielsen 15 lotterisedler der var henkastet i gården til ejendommen Gammel Kongevej nr. 41. Det var de sedler hr. Nielsen skulle besørge fornyede, og han var selvfølgelig glad for igen at komme i besiddelse af de værdifulde sedler - pengene har han intet håb om at få igen.

Social-Demokraten 6. marts 1911.


Københavns Politi.

Det er nu afgjort at det bliver politiassistent Hejberg fra Valby der den 1. april skal afløse politiassistent Niels Jensen som chef på stationen på Nørregade.

Hr. Hejberg der endnu er en ung [...] fyldt de tredive - har ude i Valby gjort sig ualmindelig afholdt, og han er utvivlsomt den rette til at løfte arven efter Niels Jensen og hævde de traditioner denne gamle, prøvede og erfarne embedsmand har skabt for omgangstonen - om man må bruge dette udtryk - mellem politiet og borgerne herinde i denne, vel nok den vanskeligste af alle stadens politikredse.

København 8. marts 1911.


Social-Demokraten 10. marts 1911.


Reguleringen af Gåsebæksrenden - der løber fra Damhussøen langs Københavns ny vestgrænse til Køge Bugt - er nu tilendebragt. For at en almindelig indførelse af WC kan finde sted i Valby, må der imidlertid anlægges tidssvarende stikledninger. De nuværende er meget dårlige.

Magistraten foreslår nu at der anlægges to afløbssystemer, et for det opland der afvandes, til en ledning i Valby Langgade. Et andet for det opland der afvandes til en ledning i jernbaneskråningen. Det første anlæg vil koste 78.000 kr, det andet 14.000 kr.

I overensstemmelse med loven af 28. april 1906 skal sagen forelægges Vandafledningskommissionen. Kommunen afholder udgifterne forskudsvis og vil selv bidrage direkte med 15.200 kr. som det bidrag der falder på de offentlige veje. Resten skal refunderes af grundejerne.

Social-Demokraten 17. marts 1911.


Vejforholdene i Valby

De punkterede linjer viser de nye gadeforbindelser.

Af alle Københavns forstæder er Valby vistnok den bydel, der ejer de fleste udviklingsmuligheder. Alligevel er den samtidig den bydel, der fra det offentliges side vises mindst opmærksomhed.

Allerede nu er her en betydelig fabriksvirksomhed. Således det store, ny Uldspinderi, Smiths Maskinfabrik, Richs Cikoriefabrik, Nordisk Kulsyrefabrik o. fl., og når om kort tid jernbanestationen åbnes, vil der sikkert komme flere. Ifølge sidste folketælling har Valby ca. 13.000 indbyggere, men dette er langt færre end der ville bo herude, hvis der blot var husrum. En stor del af de på fabrikkerne beskæftigede arbejdere må imidlertid søge til byens lumre lejekaserner, fordi der ikke findes passende lejligheder i Valby.

Dette hænger utvivlsomt sammen med de dårlige afvandings- og vejforhold. En stor del af de nye ejendomme står indrettet til WC., men ejerne kan blot ikke få lov at indlægge det. Kloakforholdene tillader det ikke. Nu lader det imidlertid til, at afvandingsspørgsmålet kan bringes i orden inden for et rimeligt Tidspunkt, og jeg skal derfor om denne sag indskrænke mig til et stille ønske om, at de tilbageværende overvejelser ikke må blive så langvarige som de hidtidige, og at der derefter må blive taget kraftig fat på arbejdet. Dette ønske deler jeg sikkert med alle valbygenserne.

Men tillige er der vejforholdene, og disse trænger virkelig i høj grad til en rationel omordning.

Allerede for lang tid siden er der af kommunen projekteret en fortsættelse af Toftegårds Alle fra Langgade til Nordre Fasanvej. Kommunen erhvervede sig i dette øjemed endog en mindre ejendom til nedrivning. Dengang slog alle valbygenseres hjerter i glæde over udsigten til det gode arbejde og til at blive af med det lille grimme, smudsige hus, men ikke mindst ved udsigten til bekvem forbindelse med Frederiksberg. Huset ligger der imidlertid endnu, og på vejen er der ikke gjort et spadestik.

Denne vej er stærkt påkrævet. Vil man nu fra Valby til den ydre del af Frederiksberg, må man først op og ned ad Valby Bakke og derefter op ad Frederiksberg Bakke, en strækning på ca. en kvart mil. Hvis den projekterede vej blev anlagt, ville denne afstand være forkortet til ca. 900 al. Når den nye jernbanestation herude åbnes og Frederiksberg Station samtidig nedlægges, vil denne vej være aldeles nødvendig, og der bør derfor snarest tages fat på den.

Desværre synes Magistraten at betragte Valby som et besværligt appendiks til byen. For anlæggelse af en anden projekteret gade fra Langgade til Mølle Alle er der således slået bom ved at Magistraten har tilladt opførelsen af en basarbygning på det pågældende sted. Denne tilladelse siges at gælde i 30 år.

Endelig findes der ikke en eneste ordentlig adgang fra hovedgaden til den nye jernbanestation. Toftegaards Alle holdes fremdeles spærret fra Langgade til Møllegade. St. Jørgensgade, der forresten kun er et stræde uden brolægning eller makadamisering, ligeledes. Hele trafikken vil være henvist til GI. Jernbanevej eller Skolegade, begge lige ubekvemme for byen og den del af Frederiksberg, som vil blive henvist til at benytte Valby som jernbanestation.

Også om vejenes vedligeholdelse og byens belysning kunne der være anledning til at tale. Særlig Valby Bakke er en ligefrem fare i særdeleshed for de mange mennesker, der betjener sig af cykle.

Men jeg skal her indskrænke mig til ovenstående og slutte med et ærbødigt ønske om, at Magistraten snart må kaste et velvilligt øje til Valby.

Chr. Nielsen.

Social-Demokraten 27. marts 1911.


Byggeforening opløst.

Sidste efterår blev der her i byen stiftet en byggeforening af kommunale tjenestemænd med det formål at opføre et antal villaer i Valby.

Alt tegnede til en begyndelse meget lyst for foreningen, hvor formand var viceskoleinspektør Jensen. Byggepladsen var udset, og det tilstrækkelige antal medlemmer meldte sig. Men nu har kapitalisterne også lagt deres klamme hånd på dette foretagende.

Pengene til foretagendet skulle naturligvis for størstedelen skaffes til veje ved lån. Dette har vist sig umuligt idet ingen bank har ønsket at låne foreningen de nødvendige penge.

Det var meningen at man allerede skulle have påbegyndt opførelsen af husene i foråret. I stedet for måtte foreningens bestyrelse nu sammenkalde medlemmer og gøre dem den triste meddelelse. Der var herefter ikke andet tilbage end at tilbagebetale medlemmerne deres indbetalte kontingent, hvorefter foreningen blev opløst

Social-Demokraten 12. april 1911.


Borgerrepræsentationen på mandag.

---

Kloaksagen i Valby

Et udvalg har med ingeniør J. Rump som ordfører afgivet betænkning over magistratens forslag om at forsyne Valby med tidssvarende kloakker.

Udvalget slutter sig til magistratens forslag. Når dette gennemføres, vil hele det egentlige alby blive forsynet med gode kloakker.

En del vandklosetter i nybyggede ejendomme har man hidtil ikke kunnet benytte på grund af de dårlige kloakforhold. Denne gene ophører når det ny kloakanlæg er gennemført.

Den samlede udgift til anlægget er anslået til 92.000 kr der på sædvanlig måde fordeles mellem kommunen og de interesserede grundejere.

---

Social-Demokraten 21. april 1911.


Livsfarlig fart ned ad Frederiksberg Bakke.

I aftes ved halv tolv tiden kom en cyklist farende som en gal ned ad Frederiksberg Bakke - han havde mistet herredømmet over maskinen.

Da han i vild fart nåede fode af bakken ved Pile Alle, var en sporvogn netop i færd med at dreje fra Vesterbrogade op mod Valby. Han for lige imod sporvognen, med en sådan kraft at både han og cyklen blev liggende ødelagte på jorden.

Manden havde pådraget sig en hjernerystelse og havde fået brækket den ene arm. Der måtte rekvireres en ambulancevogn og han blev hurtigt bragt til Frederiksberg Hospital.

Det er en arbejder Lars Jensen fra Skyttegade 17.

Aftenbladet (København) 22. april 1911.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar