En strid mellem renovationsselskabet og en grundejer i Valby. Højesteret.
Mellem det københavnske renholdningsselskab og tømrermester H. Petersen i Valby opstod der i 1906 en strid om hvem der skulle betale de nye ståltønder som Magistraten har påbudt grundejerne at lade indsætte i husene. Renholdningsselskabet forlangte at tømmermester Petersen skulle betale 8 kr. for hver tønde, og at betalingen kunne ske på den måde at der erlagdes 30 øre kvartalet indtil hele beløbet var indbetalt. For Petersens vedkommende der havde 22 ståltønder, beløber det sig til 176 kr. Men i virkeligheden drejer det sig om langt mere, idet grundejerforeningen i Valby står bag ved tømmermester Petersen, og såfremt denne bliver dømt, vil de øvrige grundejere i Valby komme til at betale den samme afgift for de af renholdningsselskabet indsatte ståltønder. Sundhedsvedtægten som påbød den ny ordning, trådte i kraft i 1901.
Ved Hof- og Stadsretten blev tømrermester Petersen dømt til at betale renholdningsselskabet det omtalte beløb.
Højesteretssagfører Asmussen der mødte for hr. Petersen, hævdede at denne ingen forpligtelse havde til at anskaffe ståltønder. Men desuden gjaldt bestemmelsen kun for de nye ejendomme. Om de gamle ejendomme havde der slet ikke været tale. Hr. Petersen byggede i 1900 og indrettede sin ejendom med trætønder, men først i 1905, 1. april, kom bestemmelsen om ståltønder for de nye ejendomme, og efter Asmussens mening gjaldt denne endog kun for selve København, men ikke for Valby. Han ville bestemt påstå at det var renovationsselskabet der skulle anskaffe ståltønder, og at dette ikke tilkom grundejerne hvad Magistraten i sin bekendtgørelse heller ikke har påbudt. Asmussen påstod derfor Hof- og Stadsrettens dom omstødt og Petersen frifundet.
Højesteretssagfører P. G. E. Jensen førte sagen for renholdningsselskabet. Han udtalte bl.a. at i henhold til sundhedsvedtægtens bestemmelse var Magistraten forpligtet til at sørge for at der blev indført ståltønder i Valby. Hvis tømmermester Petersen var fritaget for ståltønderne, hvad skulle man så sige til de mange tusinder som efter 1899 har opført ejendomme i København og som alle har ladet indsætte ståltønder og betalt disse med 8 kr. Hvorfor skulle hr. Petersen være dum og tro at han var den eneste der ikke skulle betale? Nej, så dum havde han ikke lov til at være. Advokaten sluttede med at påstå Hof- og Stadsrettens dom stadfæstet.
Efter at de to advokater havde vekslet nogle replikker, indlodes sagen til doms.
Klokken var imidlertid blevet lige ved to, hvorfor voteringen udsattes til mandag.
Social-Demokraten 8. januar 1910.
For Højesteret. Renholdningsselskabets beholderafgift
I dag afsagde Højesteret dom i den forleden refererede sag ang. Renholdningsselskabets ret til at opkræve afgift for de stålbeholdere. som de anbragte i ejendomme i Valby, der ikke selv havde anskaffet sådanne. Hof- og Stadsretsdommen var gået Valby-Grundejernes repræsentant, tømrermester Pedersen imod, men Højesteret forandrede dommen ud fra følgende betragtninger:
For Højesteret har tømrermester Pedersen fremsat den indsigelse at der ikke har påhvilet ham nogen forpligtelse til at have de ham tilhørende, i den indankede dom nævnte ejendomme forsynede med sådanne ståltønder som de under sagen omhandlede, og han gør gældende, at han derfor ikke kan være pligtig at at betale det i dommen ommeldte beløb af 26 kr. 40 øre.
Heri må der nu også gives ham medhold. Ifølge Københavns sundhedsvedtægts § 17 er der alene Sundhedskommissionen, der kan give pålæg m. h. t. latrinbeholdernes form, materiale og dimensioner, og et sådant pålæg foreligger ikke for den pågældende del af Valdydistriktet. Vel er det for Højesteret oplyst at et pålæg om anskaffelse af ståltønder er givet for det daværende Københavns vedkommende ved bekendtgørelse fra Sundhedskommissionen af 21. april 1899, men til at anvende denne bestemmelse på den nævnte del af Valbydistriktet haves der ingen hjemmel, særlig ikke i justitsministeriets ref. af 24. december 1900, som alene udvider Københavns sundhedsvedtægt med tilhørende tillæg, men ikke de af Sundhedskommissionen i henseende til samme givne påbud til at gælde for oftnævnte distrikt.
Herefter vil Pedersen kun kun tilpligtes at betale det beløb som parterne er enige om - altså ikke den omhandlede beholderafgift.
Processens omkostninger i begge instanser pålagdes selskabet med 300 kr.
Nationaltidende 10. januar 1910. 2. udgave.
Dr. F. V. Duurloo som jubilar.
Det er i dag 25 år siden at læge F. V. Duurloo nedsatte sig i Valby som praktiserende læge. Han blev meget snart kendt som en dygtig partifælle, og socialdemokraterne satte ham tidlig ind i Valby sogneråd hvor han trods det mindretal han repræsenterede, vandt megen indflydelse.
Da Valby blev indlemmet i København, blev han medlem af borgerrepræsentationen, og her satte hans kollegers tillid ham i 1907 på formandsstolen da Trier på det tidspunkt følte sig i uoverensstemmelse med forsamlingens flertal. Vor partifælle vil mindes fra det tid for sin overlegne ro og sin træfsikre indgriben når debatten truede med at udarte.
Desværre tillod hans store praksis ham kun i et par år at beklæde denne plads, som han fyldte så fortrinligt. Ved de kommunale valg i 1909 trak han sig helt tilbage fra offentlig virksomhed for at vie alle sine kræfter til lægegerningen. Han har i sin lange virksomhed erhvervet sig en talrig og trofast vennekreds.
Social-Demokraten 1. februar 1910.
Ved Dansk Bomuldsspinderis fabrik i Skolegade i Valby kom en arbejderske i går meget slemt til skade.
Hendes navn er Carla Nielsen og bør Saxogade 23, 3. sal. Hun fik under arbejdet venstre arm i en maskine og blev stærkt kvæstet. Meget lidende blev hun kørt til hospitalet.
Folkets Avis - København 5. februar 1910.
Valby Fritidshjem.
Man har undertiden lidt vanskelig ved at begribe de moderne fremskridt og deres begrundelse. Tænker mon fx på, hvor simpelt det i ens barndom med den gamle undervisningsmetode var at tilegne sig det krævede stof, og hvor hurtig fritimerne gled hen. undres man uvilkårlig over al den hokuspokus, der nu om stunder skal til, for at børn kan få det de skal lære, ind med skeer, såvel som over de bestræbelser der gøres for at hjælpe børnene med at slå årstiden ihjel - en opgave, som de tidligere slægtled så langt fra behøvede hjælp til at løse at de vistnok endog bestemt ville have sig en sådan bistand frabedt.
Ved nøjere overvejelse vil må dog være nødt til at erkende, at forholdene i en storby som København er helt andre, end de var for en menneskealder eller mere siden, og at denne forandring i nogen grad betinger en anden behandling af børnene end da. De drenge og piger, der kommer fra de fattigste hjem, møder utvivlsomt i skolen med meget ringe materielle og åndelige forudsætninger, og når de vender hjem fra skolen, hænder det for manges vedkommende, at både far og mor er på arbejde - hjemmets dør er lukket og børnene er da henviste til gadelivet med dets talrige og farlige fristelser.
Der er sikkert al grund til at tage sig lidt af disse børn, og et led i arbejdet derpå er det fritidshjem, der i efteråret 1908 oprettedes ude i Valby, og som nu bor til huse i Valby Tingsted [St. Jørgensgade] nr. 2. Det er en institution. der fortjener støtte, og som også er i stadig vækst. Da hjemmet blev grundet, besøgtes det af 26 børn - næsten alle i den skolepligtige alder og fra hjem hvor forældrene hele dagen var optaget af arbejde uden for hjemmet. Nu tæller det 51 børn, og dets pladsrum er øget i overensstemmelse dermed. Der rådes over et meget stort lokale, der benyttes til spisestue for alle børnene og til arbejdsstue for de større børn, et noget mindre lokale til de mindre børn, to små værelser til kontor for bestyrerinden, et stort køkken og en stor have.
Hvorledes tilbringer børnene nu tiden? Ja. når vejret tillader det, er de om sommeren beskæftigede med arbejde og leg i det fri. Et stykke jord er dels indrettet til køkkenhave for fritidshjemmet, dels udstykket i småhaver til børnene. Den store have foran huset har vist sig at være en fortræffelig gymnastik- og legeplads; langs med stakittet har børnene gravet huler og rejst telte. Og en stor rullemadras har været i brug hver solskinsdag. Arbejdet indendørs er for de store børns vedkommende sløjd, børstenbinding og kurvefletning. Pigerne har hjulpet til med husgerningen. Også lektierne passes. Der benyttes til at læse på dem fra en halv til en hel time.
Hvor godt børnene befinder sig i fritidshjemmet fremgår af en lille kendsgerning. Hver fjortende dag har skolen fri, og skønt børnene ved at de på denne dag kan blive borte fra fritidshjemmet uden at give grund for deres udeblivelse, har det vist sig at besøget på disse dage i reglen har været større end på andre dage, idet børnene har medbragt gode venner som gæster.
Bestyrelsen, hvis formand er kommunelærer Arnvig og hvori direktør Blad er sekretær, hr. M. Gridland kasserer, mener således ikke uden grund, at det er lykkedes den at gøre børnene glade ved opholdet i fritidshjemmet, idet det har vist sig, at de foretrækker at komme der i stedet for at løbe om på gaden. Og der mangler kun et: penge. Til sin beklagelse har man hidtil ikke været i stand til at holde fritidshjemmet åbent hele dagen, men måttet indskrænke sig til at have åbent om eftermiddagen. Det er imidlertid et savn for de børn der søger skolen om eftermiddagen, at de ikke har noget sted at søge hen om morgenen, når forældrene går på arbejde, og det er bestyrelsens håb at det kommende år må bringe Valby Fritidshjem så store gaver at det må få lov til at åbne sine døre for disse børn.
Dette bør folk derude, som har en skærv til overs, betænkte, hver gang de har lejlighed til at ærgre sig over gadedrengenes ofte så irriterende Spilopper og drengestreger. For udryddelse af begrebet “gadedreng” er just i korthed målet for fritidshjemmets påskønnelsesværdige stræben
Nationaltidende 31. marts 1910
Et mordforsøg i aftes.
En søn der ville dræbe sin far. 6. revolverskud. Et uhyggeligt familiedrama.
I Jerichausgade nr. 47 i Valby bor en 50 år gammel maskinarbejder Carl Kabbel der er gift og har en stor børneflok. Manden er drikfældig, og har gentagne gange når han er kommet hjem, i sin rus mishandlet sin kone og sine børn.
I går formiddags udspilledes der i hans hjem en af disse rå og uhyggelige scener, og i sin fortvivlelse søgte konen da manden havde forladt hjemmet, at hænge sig. Hun blev dog forhindret deri af børnene, og den ældste søn, en 19-årig malersvend, blev så oprørt at han svor på at han ville hævne moderen.
Han forlod hjemmet og tog ind til byen hvor han købte en 6-løbet revolver af meget svært kaliber.
Da den ældre Kabbel i aftes forlod sin arbejdsplads, F. L. Smidths Maskinfabrik i Valby, sammen med to kammerater, blev han i Vigerslev Alle standset af sønnen der bad om han måtte tale et øjeblik med ham.
Kammeraterne fortsatte deres vej, men et øjeblik efter faldt der 6 drønende skud umiddelbart efter hinanden. De løb tilbage og fandt Kabbel væltende sig på jorden, mens sønnen flygtede ind over markerne. Den ene satte efter drabsmanden der hurtig blev grebet og ført til politistationen.
Den bevidstløse Kabbel blev båret hen til dr. Duurloo der forbandt ham efter at have konstateret at han havde fået 2 strejfskud i ryggen, et skud i kinden og et i hånden. De to resterende skud havde ikke ramt.
Kabbel kørtes efter forbindingen til sit hjem, men ud på aftenen forværredes hans tilstand, og han blev i en ambulancevogn bragt til Kommunehospitalet hvor man dog ikke mente der var overhængende fare for hans liv.
Politiassistent Heiberg i Valby holdt sent i aftes forhør over den ulykkelige unge drabsmand der aflagde en åben tilståelse og erklærede at han ikke længere kunne udholde at se faderens mishandlinger af hans moder.
Dannebrog - København 31. marts 1910.
En søn skyder sin fader. Et blodigt familiedrama i Valby. Sønnens hævn.
---
I hjemmet. Moderen fortæller.
Familien Kabbel bor i Jerichausgade 47. Det er et af de små arbejderbyggeforeningshuse. Der står spirende blomster foran i den lille have. Huset ser nyt og pænt ud. Vinduesrammerne er malede og beslagene forsølvede. Man synes man her må komme ind til en idyl, ikke til en tragedie.
Inde i stuerne er der ligeledes nymalet overalt. Hjemmet gør et godt indtryk.
- Det er min søn der går her og pudser og pynter, siger fru Kabbel, en pæn ældre kone. Han er så flink og skikkelig. Men han er hidsig, og når han i aftes har skudt på min mand, så er det fordi hans heftige sind er løbet af med ham.
- Han siger at han ville hævne Dem. Han har gjort det fordi Deres mand drikker og fordi De lider sådan under det at De endog har forsøgt at hænge Dem.
- Det er ikke sandt! Vi har det godt. Huset her er vort eget, og min mand har i går betalt på et andet hus som han vil købe i Valby. Han har aldrig mishandlet mig. Men jeg vil indrømme at han tager sig en lille snaps engang imellem. Men han gør ikke noget menneske ondt. Min søn og han har tit været oppe at skændes om det. Min søn smager nemlig ikke selv spiritus, og han kan ikke fordrage at min mand drikker. I forgårs var det galt igen. Min mand kom hjem med en lille en på, og så tørnede han og Lauritz sammen. Det blev til et hidsigt skænderi og det tog så hårdt på drengen at han gik og græd hele dagen i går. Om aftenen har han altså skudt på sin far. Men det hele er intet, og drengen har kun gjort det fordi han har været ganske ude af sig selv.
Så vidt fru Kabbel. Ser hun med moderens overbærende sind på det der er sket? Man fristes til at tro det. Det er jo vanskeligt at tænke sig at en søn i rent hysteri skulle forøve et så uhyggeligt attentat på sin egen fader.
Aftenbladet (København) 31. marts 1910. Uddrag.
Familiedramaet i Valby.
Som omtalt blev den unge malersvend Kappel, der i aftes forsøgte at myrde sin far, straks efter forhøret bragt til politikammeret på domhuset hvor han tilbragte natten i arresten.
I formiddags blev han sendt til grundlovsforhør hos assessor Rump, overfor hvem han vedtog rapporten. Han skildrede de ulykkelige forhold i hjemmet hvor faderen tyranniserede hustru og børn og efterhånden havde indpodet ham en sådan afsky at han ikke formåede at beherske sig.
Dog ville han ikke indrømme at det var hans hensigt at dræbe faderen. I det pågældende øjeblik var han imidlertid så ophidset at han ikke længere kunne erindre enkelthederne i dramaet. Det var hans bestemte vilje at indjage faderen en forskrækkelse som denne aldrig skulle glemme, og han forbandt hermed den forestilling, at faderen måske ville gå i sig selv og forandre sin optræden.
Efter grundlovsforhøret afsagdes arrestdekret.
Nationaltidende 31. marts 1910, 3. udgave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar