De 4 naturalister i Valby. Et minde fra firserne
Forfatteren Johannes Jørgensen giver i sidste hæfte af “Tilskueren" følgende billede fra 80'ernes bevægede dage, hvor naturalismens flora var på sit højeste.
... Vi var jo fire, der i det mindeværdige, nu allerede så fjerne år 1884 - som Stuckenberg en gang i et brev har udtrykt det - “fandt hverandre bag ét og samme plankeværk". Af disse fire er to døde, Oscar Madsen og nu Stuckenberg; to lever Sophus Claussen og den, der skriver disse linjer.
Det var betegnende, at Stuckenberg syntes, vi havde fundet hverandre “bag et plankeværk". Vi ville jo være skribenter alle fire, og tidens strengeste naturalisme var vort kunstneriske ideal. Vi var vakte af Georg Brandes, påvirkede af Jacobsen, Skram og Schandorph, uddannede ved Læsningen af de store russere og de store franskmand - Turgenjew, Dostojevsky og den Tolstoj, som skrev “Anna Karenina", Beyle, Mérimer, Zola og brødrene Goncourt. Vi fik dengang en opdragelse i virkelighedssans og virkelighedsrespekt. som blev bestemmende for os livet igennem, og ingen af os har haft sin gang på senere tiders poetiske marmortrapper med hysteriske roser nedover. Da vi alle var ganske unge - Stuckenberg, den ældste af os, var i efteråret 1884 lige fyldt de 31 - var vore anlæg for menneske-iagttagelse endnu ikke synderlig udviklede.
Derimod var vi ivrige selviagttagere, som drev den psykologiske sjælsoptrævling med raseri, ja, indtil desperation, og vi var naturiagttagere, naturelskere, naturvandrere, hvem intet træk, ingen nok så ubetydelig skiftning i den store moders ansigtsudtryk var fremmed. Den danske, den sjællandske, eller fynske, den københavnske, svendborgske eller nyborgske natur var det, vi elskede, og et steds så højt, at vi aldrig følte noget savn eller nogen længsel hverken efter blå bjerge eller venetianske kanaler. Et plankeværk i nærheden af Valby var os virkelig kærere end alle Italiens marmorpaladser tilsammen - et plankeværk eller et gammelt skur, gråt og forfaldent af mange somres sol og mange vintres regn, sådan som den maler, i hvis billeder vi helt genfandt vor egen følemåde, Albert Gottschalck, elskede dem og malede dem. Der var hos ham som hos os samme nøgterne følsomhed, samme rige stemningsliv i anledning af de tilsyneladende uanseligste ting. Vi mødte i hans ofte løst henkastede, men altid så dybt bevægede billeder hele vort eget forhold til Danmarks flade land og grå himmel, og de piletræer, vejrmøller og kålmarker, han malede, og som vi så gerne hænge op paa vore vægge, var os kærere end tik Bøcktin’ske cypresser, laurer og marmorvillaer.
Bag et plankeværk, et godt, gammelt, gråt plankeværk i et landskab af grønne, ensomme strandenge, med smalle vandrender igennem, stubmøller her og dér, en fjern strimmel Kallebodstrand og over det hele en høj, stygrå, urolig himmel var det derfor sikkert nok, vi havde vort åndelige hjem, vort bedste mødested. Triste, tungsindige, dødsens sørgmodige, fortvivlede til selvmord kunne vi alle være og var det tit nok. Men som Gottschalck en dag på sin knappe måde udtrykte det - “når man havde taget livet af sig, kunne man jo ikke gå i Valby og male”. Altså blev han i live - og vi med ham.
Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. januar 1906.
Valby uden borgerrepræsentant.
I afholdshjemmet "Skovly" i Valby afholdtes der i går et stort møde om indlemmelsessagen.
For at blive de mange oppositionsstemmer fra Valby kvit i år, har ministeriet som bekendt besluttet at udskyde indlemmelseslovens revision til næste rigsdagssamling, og Valby kommer da nok i flere måneder til at stå uden repræsentation i Borgerrepræsentationen.
Som talere mødte P. Knudsen, Jønsson og læge Duurloo der alle rådede valbyboerne til at slutte sig sammen om demokratiets program og kandidater.
Folkets Avis - København 29. januar 1906.
Fastelavnsløjer i Valby.
I dag afholdes fastelavnsløjer i Valby og Omegns Byggeforening med tøndeslagning, uddeling af præmier og varieteforestilling om aftenen i forsamlingsbygningen i Hartmanns Alle. Festen tager sin begyndelse kl. 2
Social-Demokraten 25. februar 1906, 2. udgave.
Barnefødslen i Valby. Moderen dømt.
For 4 måneder siden fødte en 21 årig pige, Bertha Johanne Winther, der tjente som bagerekspeditrice hos bagermester Charles Andersen, Langgade 37, Valby, et barn i dølgsmål.
Et par dage efter fandt fru Andersen barnet i en lille pakke, skjult oppe på pigens værelse.
Bertha blev arresteret og tilstod at hun havde født i dølgsmål, men hun påstod meget bestemt at barnet var dødfødt.
Meget talte dog imod denne forklaring, og ved obduktionen af liget på Sct. Johannes-Stiftelsen kom man da også til det resultat at barnet havde været levende ved fødslen.
Efter dette skulle man tro at den ulykkelige unge moder havde en hård straf i vente, men kriminalretten har til formiddag idømt hende 4 måneders fængsel på sædvanlig fangekost. Altså må man betragte Bertha som renset for mistanken for at have ombragt barnet med vilje.
Folkets Avis - København 25. februar 1906.
TIlskadekommen på Valby Gasværk.
En arbejdsmand fra Ny Carlsbergvej der trillede jord til et skinneanlæg på Valby Gasværk, faldt i går middags flere alen ned ad en skråning og fik børen over sig. I ambulancen bragtes den tilskadekomne til kommunehospitalet. Han havde fået brystet en del forslået, men kvæstelserne var heldigvis ikke af nogen farlig art, og han førtes derfor efter endt lægebehandling til sit hjem.
Social-Demokraten 8. marts 1906.
Skattenægteren Fleinert. Revolvertruslerne.
Derefter påbegyndte Højesteret den i sin tid i bladene meget omtalte affære mod prokurist Fleinert i Valby, der nægtede at betale den skat, han var ansat til, og da fogden indtraf for at gøre udlæg, truede denne med en revolver. Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Fleinert var utilfreds med den til skatteberegningen for 1994-95 gjorte ansættelse af hans indtægt og formue og indankede sagen for overskatterådet. Dette meddelte imidlertid den 28. sept. 1905, at det måtte have sit forblivende med den skete ansættelse. Fleinert hævdede stadig, at ansættelsen var urigtig, og da han tillige mente at være blevet hensynsløst behandlet af overskatterådet, undlod han at betale skattebeløbet for januar kvartal, ca. 29 kr., og dette havde trods Fleinerts protest til følge, at der i henhold til byfogdens kendelse af 4. juni s. å. blev foretaget udlæg i en buffet hos Fleinert. Denne, der også havde henvendt sig til generaldirektoratet for skattevæsenet og finansministeriet om sagen, men stadig uden resultat, besluttede nu at henlede offentlighedens opmærksomhed på affæren ved, når byfogden indfandt sig for at sætte sig i besiddelse af buffeten, at forhindre ham i at gøre dette ved trusler om vold. Fleinert var klar over, at han herved begik en strafbar handling, men netop af den grund anså han dette skridt for særlig egnet til at fremkalde den tilsigtede virkning.
Fleinert omtalte planen til sin ven Berg, og denne tilbød da at låne ham en revolver til brug i den omtalte hensigt på betingelse af, at Fleinert ikke ville benytte skarpe patroner, hvilket Fleinert lovede. Den julieftermiddag, da fogden ventedes til Fleinerts bolig på Kirkevej i Valby, indfandt Berg sig her, og anbragte 5 løse patroner i revolveren, som Fleinert skulle afskyde, hvis fogden ikke lod sig skræmme ved trusler alene. Berg affyrede et skud for at forvisse sig om, at de ingen skade kunne gøre.
Da nu underfoged Schjørring indfandt sig i forhaven ud for hovedindgangen til Fleinerts hus, lukkede Fleinert, der havde aflåst alle de ind til huset førende døre, et vindue op, og da Schiørring derpå meddelte, at han var byfogeden der kom for at sætte sig i besiddelse af buffetten og anmodede om at blive lukket ind, nægtede Fleinert at gøre dette og erklærede, idet han foreviste revolveren, at han med alle de midler, der stod til hans rådighed ville nægte fogden at komme ind. Schiørring spurgte derpå udtrykkeligt, om Fleinert ville skyde på ham, hvis han forsøgte at tiltvinge sig adgang, og Fleinert svarede bekræftende, idet han tilføjede, henvendt til den smed, der fulgte med fogden, at han vel ikke ville risikere sit liv for at tjene 59 øre, Fogden sendte så bud efter en politibetjent, men Fleinert erklærede, at han ikke ville give politiet adgang og eventuelt ville forhindre dets indtrængen ved at gøre brug af revolveren Da fogden ikke anså det for udelukket, at Fleinert virkelig ville gøre alvor af sin trussel, og da Fleinert i øvrigt havde erklæret sig villig til at komme ud og lade sig anholde, opgav fogden at få adgang til huset og nøjedes med i et lysthus i haven at tilføre protokollen det fornødne om det passerede. I lysthuset der havde Fleinert for øvrigt fremsat vin og cigarer for efter sin egen forklaring at give til kende, at det ikke var hans hensigt at behandle fogeder uden høflig! ! Den næste dag indbetalte Fleinert af egen drift sin skatterestance til rodemesteren.
Dette er i korte træk den mærkelige Fleinertaffære. Resultatet blev, at Fleinert for ved trusler om vold al have forhindret en embedsmand fra at udføre hans embedspligt, ved kriminalretten idømtes simpelt fængsel i 3 måneder og Berg for meddelagtighed samme straf i 1 måned, Fleinert appellerede til Højesteret, hvor den forelagdes i dag.
Som aktor mødte højesteretssagfører Dietrichson. Han mente, at da Fleinert ved kriminalretten var idømt den mildest mulige straf for sin optræden, måtte grunden til, at han havde appelleret antagelig alene være lyst til at vække endnu mere opsigt og forsøge at spille en martyrs rolle. Aktor refererede sagens nærmere omstændigheder i overensstemmelse med ovenstående og oplyste, at Fleinert, inden han udførte sine revolvertrusler havde forhørt sig hos en sagfører om, hvad dette kunne koste. Aktor nedlagte sluttelig påstand på den indankede doms skærpelse eller stadfæstelse.
Defensor var højesteretsadvokat Hindenburg. Han fremhævede det påfaldende i, at mens Fleinerts broder på grund af det dårlige år i brødrenes forretning ikke ansattes skat for 1904-05, gik man helt modsat frem overfor prokurist Fleinert, som dog havde en væsentlig del i samme forretning. Herved var Fleinert utvivlsomt blevet materielt forurettet Hvad selve, trusselsaffæren angik, mente defensor ikke, at man kunde anvende 1. Stykke af § 98 om egentlig trussel om vold imod en embedsmand, men kun 2. stykke: “Lægges ellers nogen en embedsmand hindringer i vejen" o. s. v. Her var ikke tale om en reel og alvorlig ment trussel om vold, forbi Fleinert havde vist en revolver frem, som det ikke var hans agt at skyde med og som heller ikke kunne gøre skade. Ville man også kalde det for trussel om vold, hvis det havde været en chokoladerevolver? Fleinert ville faktisk ikke øve vold, men blot forhindre fogden i at trænge ind i sit hus. Han havde jo endog tilbudt at komme ud og lade sig anholde frivilligt. Fleinerts våben var ikke og kunne ikke have været benyttet, og defensor indstillede derfor Fleinert til lovens mildeste straf efter § 98 2. Stk.
Derpå indlades sagen til doms.
Denne blev en skærpelse af overretsdommen, nemlig en forhøjelse fra 3 måneders simpelt fængsel til 3 måneders fængsel på sædvanlig fangekost.
Nationaltidende 13. marts 1906.
Elektricitet i Valby
En del villaejere i Valby androg for nogen tid siden magistraten om at få elektricitet fra Københavns kommunale værker, eller om at det måtte tillades Frederiksberg Elektricitetsværk at forsyne de pågældende villaer, hvis København ikke mente at kunne levere elektriciteten.
Der blev i den anledning nedsat et borgerrepræsentationsudvalg. Da det frederiksbergske selskab ikke kan gå ind på de betingelser som Københavns Belysningsvæsen stiller, mener udvalget at Københavns Kommune selv skal overtage forsyningen og i den anledning forlænge de elektriske ledninger fra Vesterbrogade ved Vesterfælledvej gennem Rahbeks Alle til Valby. Udgifterne ved disse anlæg anslås til 42.000 kr.
Nationaltidende 16. marts 1906.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar