Batalje i Valby Langgade.
En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.
En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.
Der blev foretaget en anholdelse.
Aftenbladet (København) 6. juni 1903.
På Rådhuset. Gåsebæksrenden debatteret i mere end tre timer
---
Det, der i øvrigt er at berette om mødet i aftes, samler sig som i en sum om Gåsebæksrenden.
Om denne rende talte man i over tre timer. Og megen oratorisk kunst udfoldedes fra de forskellige sider for at slå til lyd for de forskellige anskuelser.
Nu må det indrømmes, at Gåsebæksrenden er en kende af mere betydning end de fleste andre vandløb af lignende art. For til den knytter der sig et principspørgsmål af værdi for de indlemmede distrikters beboere - og Københavns Kommunes pengekasse.
Vi har tidligere her i bladet nævnt Gåsebæksrenden og det dermed forbundne spørgsmål. Renden danner afløbet for en del af det yderste Frederiksberg og Valby, og der har i længere tid været arbejdet på at få omdannet den til en veritabel kloak. Dette er både i Frederiksbergs og Valbys interesse. Og Frederiksberg har nu i lange tider ventet på, at Valby for sit vedkommende skulle få ordnet sagen således, at de nødvendige penge til forandringen kunne falde.
Københavns Kommunalbestyrelse har taget sagen i arv efter Valbys sogneråd, og for snart et par år siden søgte den at få spørgsmålet om lodsejernes bidragsydelse og andet mere ordnet ved en lov. Men i Valby var man blevet opskræmt ved meddelelsen om, at kommunalbestyrelsen søgte at luske en sådan lov gennem rigsdagen, og gjorde kraftig indsigelse. Hvilket havde til følge, at Landstinget foreløbig lagde lovforslaget hen.
Det er ikke siden kommet videre. Men spørgsmålet er nu blevet rejst på udelukkende kommunal basis, og i aftes skulle Borgerrepræsentationen udtale sin mening, navnlig naturligvis om den måde, hvorpå bidragene til det temmelig store arbejde - de drejer sig om godt og vel et par hundrede tusind kroner - skulle udredes.
Et udvalg bestående af de herrer Carl Becker, Alex. Foss, H. Jensen, Niels H. Møller og J. Rump, har haft sagen til drøftelse og har ved indstillingens affattelse delt sig i et flertal og et mindretal, hvoraf det sidste har Becker og Foss til repræsentanter. Flertallet holder på, efter at have indhentet en resolution fra ministeriet, at sagen skal have sin gang således, at de penge, som Københavns kommunekasse lægger ud for at få arbejdet udført, tilbagebetales efter den bestemmelse, kommunalbestyrelsen måtte træffe, ligesom denne sidste tager bestemmelse om, hvorvidt tilbagebetalingen skal ske med eller uden Henler. Om der kan være tale om et egentligt tilskud fra kommunen, har udvalget på dette tidspunkt ikke villet udtale sig om.
Mindretallet har hertil gjort mange og lange bemærkninger og foreslog bl. a. at forsamlingen beslutter at udsætte afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt kommunen kan imødekomme ønskerne om ledelse i kloakbidragene for den hele eller for en del af den nuværende bebyggelse i Valbydistriktet, indtil der under sagens behandling måtte være vundet klarhed over, hvor store byrder der vil falde på de bebyggede dele af distriktet, idet der først da vil blive at tage endelig bestemmelse om, hvorvidt der måtte være anledning til - uden for store ofre for kommunen - at yde sådanne lempelser.
Dette indstillingspunkt kom til at danne det væsentlige grundlag for diskussionen, hvori særlig de herrer Niels R. Møller, Foss, Rump, Ebert, Becker og borgmestrene Jensen og Marstrand deltog.
Hr. Foss talte, som naturligt er, valbyboernes sag; han er jo formand for den ene af grundejerforeningerne derude. Imod stod hr. Niels R. Møller som flertallets ordfører og vanløseboer. Han var i sin tid ikke glad, da Vanløse var i en lignende situation som Valby nu, men efter at man derude - ligesom i Brønshøj - er blevet tvunget til at betale kloakbidragene, sådan som Magistraten bestemte det, mener han, at Valby nu må finde sig i sin skæbne. Hr. Becker - som juristen - og hr. Ebert støttede mindretallet, medens de to borgmestre naturligvis stod på den ene bestemmende Magistrats standpunkt.
Hen imod midnat endte den i høj grad indgående debat med at det omtalte mindretalsforslag forkastedes med 19 stemmer mod 17. De 17 var antisocialisterne plus hr. Ebert minus hr. Bondesen der afholdt sig fra at stemme.
Fr.
Samfundet 7. juni 1904. Sagen er også refereret i København 7. og 9. juni 1904
Fandens statue.
I forgårs rykkede Indre Mission sejrrig ind i vore offentlige haver og parker. Om eftermiddagen holdt den møder på legepladsen i Østre Anlæg, legepladsen ved Helligkorskirken og Nørrefælled ved Odinskirken. Endvidere bliver Ørstedsparkens legeplads og Søndermarken indlemmede.
Der er ved borgmester Marstrand og rådmand Philipsens tilladelse til denne brug af vore anlæg kommet noget symbolsk over den herlige statue af djævelen som vor by endelig har fået, men som er rejst på en alt for afsides plads, foran Jesuskirken i Valby. Gå derud og se den, en hornet behalet trold, et dyremenneske der gør den unge billedhugger Jacobsens kunstnerfantasi ære. København for Satan! synes den at råbe
Aftenbladet (København) 17. juni 1904.
Vægter i kamp med en tyv.
Da vægter nr. 29 Hansen af København-Frederiksberg nattevagt kl. 2.30 natten til i går kom ind for at tilse Villa Elmebo ved Gl. Carlsberg, bemærkede han en tyv springe ud af køkkenvinduet til gården.
Vægteren greb straks tyven, hvis hat, frakke og sko lå på en kuffert i gården nedenfor vinduet. Der opstod nu en kamp der endte med at vægteren blev kastet støv i øjnene så at han blev fuldstændig blændet, hvilket havde til følge at tyven, hvis tøj gik itu, hver gang vægteren greb fat i ham, slap fri og undløb.
Ved nærmere eftersyn viste det sig at tyven havde stjålet kufferten fra fuldmægtig Krabbenhøst. Kufferten der stod fuldt pakket til rejse, blev overgivet til ejermanden mens tyvens tøj bragtes til Valby politistation.
Social-Demokraten 24. juni 1904.
Sporvejssagen i Valby.
I den sidste tid har der som tidligere meddelt blandt beboerne i Valby cirkuleret lister, der er udsendt af hr. maskininspektør Ehrhardt, og som går ud på at anmode Magistraten om at henstille til sporvognselskabet. at dette fører Istedgades sporvogn ad Søndre Boulevard til Vigerslev, forbi det nu bebyggede areal ved Trekronergade. Denne sag har vundet udelt tilslutning blandt beboerne i det sydlig-liggende Valby, og ca. 1000 har underskrevet på adressen.
Den såkaldte gamle grundejerforening i Valby har imidlertid nu haft spørgsmålet til behandling og vedtaget ikke at yde sagen sin meget værdifulde støtte.
Det store flertal af beboerne i Valby har imidlertid slet intet kendskab til denne forening. Der er jo Valby en del såkaldte grundejerforeninger, og den her omtalte regnes af alle for at være den, der har det mindste medlemsantal. Møderne besøges af en forsamling fra 7 til 10 personer, og de beslutninger, som den tager, kan man derfor ganske se bort fra.
Men der er en anden side ved denne sag, som navnlig stiller en enkelt person i et meget mærkeligt lys.
En købmand I. Olsen udtalte på det omtalte møde, at handelsstanden i det gamle Valby var imod denne sag, da det kunne skade den nu bebyggede del af Valby. Hvad ville man vel sige, dersom grundejerne på Vesterbrogade protesterede imod, at der måtte være sporvogn i Istedgade? D'hrr. tror formodentlig, at de kan forhindre bebyggelsen i og omkring boulevarden og regner formodentlig fremdeles den sydlig liggende del som et opland til det gamle Valby, men Olsen har antagelig ikke talt på handelsstandens vegne, for dersom denne stand tror, at den vil have nogen som helst fordel ved at sporvejssagen ikke bliver ordnet på en tidssvarende måde, vil den sikkert blive skuffet. Enhver, der kender noget til Valbys beliggenhed, vil sikkert indrømme, at den sydlig liggende del har alle betingelser for en hurtig udvikling. Den kommer ved Søndre Boulevards gennemførelse til at danne et sammenhængende hele med Vesterbro, og da denne bydel snart er fuldt bebygget, vil den videre udvikling ganske naturligt foregå ad boulevarden og dersom de handlende mener, at de kan standse denne udvikling, så tager de meget fejl. Vi må huske på, at Valby ikke mere er en landsby, men en del af en storby, som København nu engang er, og i en sådan by kan man ikke få lov til at modarbejde hinanden fordi man ikke mere kan bo i en og samme gade.
Vi håber derfor at ingen der får med denne sag at gøre, vil tage noget som helst hensyn til den smålige og rent egoistiske beslutning som den gamle grundejerforening har taget, for de gamle, der søger at lægge hindringer i vejen for det ventede sporvejsanlæg, er alle så heldige at have sporvogn lige til deres huse, og de har ved nævnte beslutning kun kompromitteret sig selv, for det er en given sag, at den ny boulevard vil blive hovedfærdselsåren, da man jo så kan undgå Valby Bakke, og allerede nu er Gl. Jernbanevej, der støder ud til Trekronergade, centralpunktet i sporvejstrafikken.
Vi retter derfor en indtrængende anmodning til Magistrat og sporvejsselskab om at få lagt skinner i boulevarden samtidig med at denne bliver anlagt.
Mange grundejere i Valby.
Social-Demokraten 10. juli 1904.
Et jernbanetog spærrer Remisevej i 18 minutter.
Hr. redaktør! I går morges ved 9-tiden ankom 1. artilleriregiment hertil med banen fra Frederikssund med 100 heste og 8 kanoner samt ammunitionsvogne. Regimentet havde i Frederikssund holdt øvelser med hurtig ind- og udladning af materiellet. Men her i byen forsinkede fortsættelsen af disse øvelser den offentlige færdsel.
På Valby Langgade [Remisevej] i Valby hvor godsbanens spor passerer, måtte et godstog stoppe op, indtil artilleristerne var færdige med udstigningen. Mærkeligt nok syntes jernbanebestyrelsen ikke forberedt på denne standsning, skønt man vel måtte være ajour med at militæret benyttede banen. Om det så var eksprestoget, måtte det standse ved Valby.
Men det mest skandaløse er at godstoget stoppede op tværs over Valby Langgade [Remissevej] og blev holdende der i 18 minutter. I dette lange tidsrum standsedes hele færdsel af vogne og fodgængere fra Remisevej.
Man skulle synes at lokomotivføreren let kunne have undgået at genere publikum. Han havde blot behøvet at lade toget rykke et halvt hundrede alen enten frem eller tilbage så var vejen blevet fri til passage. Men dette ganske nærliggende arrangement faldt ham ikke ind.
Tillad mig at fremføre denne anke for muligt at hindre en gentagelse i fremtiden.
A. Nielsen
Social-Demokraten 14. juli 1904.
Pastor Ussing
i Valby reddede forleden dag et barn fra den visse død, og det gik således til. Nogle børn var klatret op på et plankeværk omkring en nybygning. Plankeværket som var meget skrøbeligt, væltede og begravede en lille dreng på 2 år der sad ved foden af det og legede med en håndfuld sand. Til alt held kom pastor Ussing i det samme forbi, løftede plankeværket og fremdrog barnet der allerede var halvkvalt af mangel på luft og desuden havde fået nogle slemme knubs i hovedet. Men pastor Ussing gjorde mere, han hentede en læge og betalte ham af sin egen lomme for at helbrede barnet fuldstændigt.
Derpå gik han bort med bevidstheden om at have gjort en god gerning.
København 17. juli 1904.
Styrtet ned fra Gl. Carlsbergbroen
I går formiddags skete der på Gl. Carlsbergbroen en ulykke der nær havde kostet et par mennesker livet.
Gl. Carlsbergbroen der fører over til Vestre Kirkegård, tilhører bryggeriet og må kun befares af dettes vogne. Gårdejer Niels Christensen i Valby der har jorder i Kongens Enghave, har ved en særlig tilladelse opnået ret til også at lade sine køretøjer benytte broen.
I går formiddags kørte en af Christensens karle samt en 14 års tjenestedreng et læs sæd hjem fra Enghaven. Da vognen omtrent var midtvejs på broen, løb det ene hjul af og vognen væltede. Karlen faldt ned på stenbroen, og drengen slog i faldet en kolbøtte, styrtede ud over broens rækværk og forsvandt med et skrig i dybet - der hvor godstogene passerer.
Folk fra Carlsberg ilede til hjælp, og direktøren, hr. Kühle, kom personligt til stede på ulykkesstedet. Drengen fandtes liggende bevidstløs og blødende på skråningen, men en lang flænge i hovedet, mens karlen syntes at være sluppet heldig fra faldet.
Drengen bragtes ind på bryggeriet hvor dr. Duurloo anlagde en foreløbig forbinding. Han førtes derefter i en af bryggeriets vogne, ledsaget af et par funktionærer, til Kommunehospitalet. Drengen kom til bevidsthed, men havde ingen forestilling om hvad der var sket, kunne ikke erindre at han var styrtet ned, og anede ikke at han havde foretaget den farlige luftrejse.
Det menes at drengens liv er uden for fare såfremt der ikke støder en hjernerystelse til,
Social-Demokraten 9. august 1904.
Ifølge Samfundet og Dannebrog 10. august 1904 hed drengen Julius Herlev. Direktør Kühle boede i den store villa på den anden side af Carlsberg.
Valby rettersted. Den mærkelige stensætning.
Der hvor Skolegade går ud fra Valby Langgade og danner et lille torv, lå som alle københavnere ved, indtil for få år siden den gamle Valby Kro. Nu står der et højt moderne hus på krohavens jord, og det gamle tohundredårige træ foran kroen er hugget om.
Træet, en smuk mægtig ask, var omgivet af en kreds store sten, der tit har givet folk noget at tænke på. De ligger endnu i kreds om et nyt lille træ. Man plejer at forklare sig dem således at de har tjent som sæde for det gamle sogneråd i Valby når landsbyens ældste som det var skik i disse patriarkalske tider, samledes under åben himmel og drøftede byens sager.
Stensætningens virkelige betydning er efter hvad en gammel valbykone har fortalt, følgende:
I gamle dage lå stenene i en kreds noget længere borte fra stammen. Bag denne kreds stod byens mestermand og behandlede de lokale småforbrydere. Træet gjorde altså tjeneste som et slags rettersted hvor man piskede, brændemærkede eller "kneb" folk der havde begået mindre forseelser.
De større forbrydere blev hængt i Københavns galge.
Udenfor stenene stod byens folk og betragtede det uhyggelige skuespil der dengang hørte til almuens bedste fornøjelser. Børnene stod forrest. De marcherede fra skolen til det gamle træ ledsaget af deres læsere. Ifølge en gammel forordning skulle de overvære afstraffelsen.
Mestermandens sidste offer.
Efter en gammel overlevering i Valby skal den sidste afstraffelse have fundet sted i begyndelsen af tyverne i sidste århundrede.
Det var en sømand der havde stjålet. Han var dømt til at piskes og brændemærkes.
Den gamle kromand i Valby fortalte at han som barn overværede eksekutionen. Sømanden var en hård hund, han klagede ikke da mestermanden piskede ham, og da han havde fået hvad der tilkom ham, lo han bøddelen op i ansigtet og sagde:
- Så blev du alligevel træt før jeg!
Brændemærkningen skete ved at mestermanden satte et gloende jern på forbryderen. Sømanden fortrak ikke en mine da bøddelen satte jernet på ham. Da mærkningen var forbi, tog han en skarp flintesten, skrabede kødet af det brændte sted og slog det hele i ansigtet på mestermanden. Derpå brød han ud gennem mængden og forsvandt.
Det er disse tider med deres råhed og barbari, prygleloven søger at bringe tilbage. Heldigvis er de afgjort forbi.
Jesper.
Aftenbladet (København) 16. august 1904.
Den nye vært.
Ude i Valby ligger et bygningskompleks der i den senere tid har skiftet ejer ret ofte. Beboerne beklager at det ikke også har skiftet vicevært. Den mand der er der, har været militær i de gode gamle dage. Han er derfor af bindehundstypen, stiv og stram.
Forleden dag blev ejendommen atter solgt. Få dage efter stillede en elegant herre derude.
- Jeg er overretssagfører P., sagde han.
- Ah, altså den nye ejer, svarede viceværten og bukkede dybt. De ønsker måske at bese ejendommen?
- Ja tak!
- Det e noget rigtigt rak disse lejere, hvæsede den gamle. Altid gør de vrøvl. Vi brugte under de sidste ejere at lade deres klager gå gennem det ene øre og ud af det andet.
- Den måde kan jeg ikke sympatisere med, sagde den nye vært strengt.
Viceværten bukkede endnu dybere og begyndte at lovprise beboerne. Han forstod at rette sig efter vinden.
Derefter gik de en runde i ejendommen. Den nye vært hørte tålmodigt på alle klager, bad viceværten skrive dem op og beordrede ham til sidst at træffe aftale med håndværkere der kunne foretage reparationerne.
- Sådan en vært kan lejerne sagtens være glade ved, sagde viceværten, da de atter stod i hans lejlighed.
- Det håber jeg, sagde den nye vært. Hvor meget har De liggende i husleje?
- 3.856 kroner!
- Giv mig dem med det samme. Her er kvitteringen.
Viceværten skrabede kassen og fik sin kvittering. Derefter gik den nye vært.
Nogle dage efter fremstillede en anden herre sig for viceværten.
- Jeg kommer for at se ejendommene?
- Vil De leje?
- Nej, jeg er den nye ejer!
- De!
- Ja netop - jeg!
Den fremmede legitimerede sig let som overretssagfører P. Viceværten vaklede tilbage mod dørstolpen.
- Åh, jeg gamle fæ, så har jeg ladet mig tage ved næsen, jamrede han.
Det havde han. Hvorledes han klarede sig med den nye lejer, ved vi ikke, men alle beboerne i ejendommene velsigner den falske vært, når de ser på deres nye tapeter og kakkelovne.
De kunne ønske at takke ham, men han er for beskeden til at ville vise sig.
Jesper.
Aftenbladet (København) 27. august 1904.
Cykletyvene.
De herrer Jørgensen, Tingvej og Johansen, Valby Langgade, pt. arresten på Nytorv, som i kompagni stjal cykler, lavede om på dem og derefter solgte dem, giver stadig politiet ved 6. kammer nok at bestille. Tyveknægtene har ganske vist fremlagt en fuldstændig liste over de cykler de har solgt. Men det er jo ikke så let nu at få dem opsporede. De man har fået fat på, er udstillede på rådhuset til genkendelse af de rette ejermænd, og det er lykkedes at få en 30 stykker placerede på de rette steder. Men forinden har de måttet skilles ad for at de dele kunne komme sammen, som oprindelig har været bestemte for hinanden, og med dette arbejde har man ladet de to arrestanter forlyste sig.
Samfundet (København) 24. september 1904.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar