lørdag den 10. september 2022

Valby Tidende nr. 176, maj 1904

Konflikten på Valby Gasværk.

Et herværende blad har omtalt en konflikt af jord- og betonarbejderne ved Valby Gasværk, men bladets fremstilling er i modstrid med det virkelige forhold. Det skriver bl.a.:

"Da man i sin tid sluttede akkord (altså i fjor) om det pågældende arbejde, blev det udtrykkelig fastslået, at da arbejdet senere gennem anlæg af spor med mere, vil blive lettet betydeligt, skulle priserne reduceres noget, når disse anlæg blev  taget i brug. Og i henhold til aftale foretoges der altså en nedsættelse af akkordpriserne forleden."

Jeg skal dertil meddele at der aldrig er er truffet aftale eller fastslået noget om at en reduktion af de belysningsvæsnet i sin tid fastsatte priser skulle finde sted.Derimod har der imellem os og ingeniøren i sin tid, da belysningsvæsnet havde fastsat priserne til 35 øre pr. blanding, været ført en konference, da folkene ved dette hårde arbejde ikke kunne tjene stort mere end daglønnen. Konferencen gik ud på at sætte disse priser op. Dette ville ingeniøren ikke gå med til, men han udtalte: "Om også arbejderne ikke endnu har tjent ret meget, så kan de det, når de bliver mere øvede i at passe maskinen. Vi skal selvfølgelig gøre alt for at lette dem arbejdet så meget som muligt så at de kan tjene en anstændig løn". Han tilføjede: "De vil kunne forstå at havde vi sat priserne således at vi senere måtte nedsætte dem, så ville der lyde et ramaskrig."

Således blev der talt i fjor.

Da blandingsmaskinerne for ca. 14 dage siden påny begyndte sin virksomhed, var blandingerne gjort 2 kubikfod større end i fjor. Der blev da rettet forespørgsel til ingeniøren om prisen, for arbejderne mente at når blandingen var gjort større, måtte vel prisen også blive højere. Men ingeniørens svar var: "Prisen pr. blanding er den samme som i fjor."

Dette var jo en reduktion da folkene fik forøget arbejde til den samme pris.

Arbejderne tav dog stille hertil. Men efter nogle dages forløb blev der givet dem meddelelse om at nu var prisen sat ned til 30 øre pr. blanding, eller 3 7/10 øre pr. kubikfod, mens den ellers, når der arbejdes uden maskine, er 8-9 øre pr. kubikfod. Så tabte folkene tålmodigheden. De havde fundet sig i at blandingerne var gjort større den til samme betaling, men at de oven i købet skulle have en mindre betaling end tidligere pr. blanding, det kunne de ikke tænke sig ment alvorligt da de henholdt sig til det tidligere løfte.

Folkene tilkaldte herefter undertegnede for at jeg kunne konferere med hr. ingeniør Edelberg, hvilken forhandling fandt sted den 18. d.s., men uden noget resultat. Jeg foreholdt ham de konsekvenser som hans standpunkt kunne føre til, uden at han følte sig berørt heraf. Jeg tilstillede ham da under 19. d.s. en skrivelse hvori jeg meddelte ham at jeg havde holdt møde med arbejderne samme dags aften som jeg havde ført mundtlig forhandling med ingeniøren, og at folkene ikke kunne fravige det tidligere givne løfte om at prisen pr. blanding skulle være 35 øre. De måtte betragte de 30 øre pr. blanding som var udbetalt, som en a kontoudbetallng, og jeg udbad mig svar derom 3 dage efter, til den 22. ds. Den 22. ds. modtog jeg da fra hr. ingeniør Edelberg en skrivelse, hvori han meddeler, at en pris af 30 øre pr. blanding måtte anses som en særdeles rimelig betaling, og at man såfremt denne pris ikke accepteredes, måtte forlange arbejdet udført i dagløn. Endvidere gjordes gældende, at arbejdet var “lettere" nu da der anvendes tipvogne i stedet for trillebøre til transport af materialerne. Folkene skal imidlertid selv være hest og trække disse tipvogne, så man vil se, at der er ikke noget “let" ved et sådant arbejde.

Det skal nu gives udseende af, at jeg har forhastet mig med min krigserklæring. Dertil skal jeg meddele, at forhandlingerne begyndte mandag den 19. ds. og sluttedes fredag aften den 22. ds. Forhandlingerne stod altså på i 5 dage. Først den 6. dag blev blokaden erklæret. Jeg kan tillige meddele at ingeniør Edelberg og driftsbestyrer Irminger kun har villet betale folkene for kanaljord efter 25 pct. mens der i henhold til vor priskurant skulle betales med 50 pct. tillæg til grundgravningspris, hvilke tilbageholdte penge der også er stillet forlangende om.

*

Ved en henvendelse til hr. borgmester Marstrand udtalte borgmesteren en beklagelse over at det er kommet til arbejdsstandsning ved blandingsmaskinen på Valby Gasværk, men han udtalte i øvrigt at han når arbejdet var optaget, ville undersøge akkorderingsforholdene ved det nævnte arbejde nærmere, samt at arbejderne ville få den akkordbetaling hvorom der var truffet aftale, ligesom Borgmesteren udtalte, at det ikke var kommunens hensigt, at jord- og betonarbejderne skulle have en mindre arbejdsbetaling, når de arbejdede for kommunen, end når de arbejdede for private.

Som følge deraf genoptages arbejdet i morgen, mandag middag.

H. P- Lassen,
f. T. Formand for
Jord- og Betonarbejdernes Afdeling.

Social-Demokraten 1. maj 1904.


Konflikten på Valby Gasværk.

Jord og betonarbejderne har i dag genoptaget arbejdet på Valby gasværk takket være borgmester Marstrand. Kommunens repræsentanter  ved dette arbejde, de herrer ingeniør Edelberg og driftsbestyrer Irminger, har hele tiden været af den mening, at der ikke var grund til at lave strejke, eftersom en fortjeneste af 5-6 kr. om dagen måtte anses for en meget anstændig betaling, og da fagforeningsformanden altså ikke kunne få sin krig frem ad denne vej, gik han til borgmester Marstrand, og hr. Marstrand, der aldrig nænner at sige nej til en socialistisk fagforeningsformand, sagde heller ikke nej denne gang, men lovede at imødekomme de stillede krav i videst mulige udstrækning

“Social-Demokraten" benægter i går, at der eksisterede nogen aftale om afkortning i akkordpriserne når arbejdet blev lettet ved hjælp af sporanlæg og tipvogne: derimod kan “Social-Demokraten" ikke benægte, at arbejderne tjente mere efter “Lønreduktionen” end tidligere, idet den lettelse i arbejdet, kom blev en følge af de det nævnte anlæg, var langt større end “prisreduktionen”.

Men nu er striden som sagt endt, og resultatet af den er da følgende i arbejderne får rigelig erstatning for den ene uges arbejdsfrihed. Borgmester Marstrands stjerne hos socialisterne er steget yderligere et par grader, de to før nævnte kommunale embedsmænd er blevet desavouerede af deres overordnede og har derigennem fået en påmindelse om. at de en anden gang bør vise sig mere medgørlige overfor de fra socialististside fremsatte krav, og endelig har fagforeningsformændene fået yderligere forvisning om at hr. Marstrand aldrig nægter at sige nej til dem og deres krav.

København 2. maj 1904.


Børnehjælpens dag.

---

Kun en eneste lille skurkestreg meldes der om. Ude ved Valby snuppede en halvvoksen dreng en næsten fyldt bøsse fra en dame og søgte at undløbe. Men straks satte hundreder af mennesker efter ham og - karakteristisk for stemningen - ligefrem lynchede ham efter at have taget bøssen fra ham.

Social-Demokraten 7. maj 1904. Kun afsnittet om Valby er medtaget her.


Valby. En konflikt mellem Magistraten og Valby Udvalget

Fritz Kochs planer til et fremtidens Valby.

Et Møde, som Valby Grundejerforening af 1902 afholdt i Aftes, var i flere henseender af interesse.

Mødet begyndte med foreningens årlige generalforsamling, hvor formanden, ingeniør Foss, aflagde beretning. Han henviste til, at planen om Søndre Boulevards forlængelse nu var i færd med at blive realiseret, og han omtalte den nye jernbaneplan som, når den blev ført ud i livet, ville komme til at betyde ikke så lidt for Valby, idet togene syd og vest fra derefter ville standse herude. Hvad der derimod ville være tilbage at få forbedret, var vejforbindelserne. Således burde Søndre Fasanvej gennemføres til Valby Langgade Nu forestod der heldigvis en omordning af brandvæsenet; man fik en fast station med københavnsk brandmandskab. At grundejerne i den anledning kom til at betale et forøget brandkontingent, var ikke så morsomt, men det kunne Ikke være anderledes. Hvad angik renovationsspørgsmålet, da havde den gamle grundejerforening søgt at få en koncession; den ville med andre ord danne et renholdningsselskab. I Foreningen af 1902 havde man dog ikke ment, at et sådant mellemled skulle indføres, og man var indgået til Magistraten med anmodning om at få ordnet sagen uden hensyn til det fra den gamle grundejerforening, fremsatte ønske. Derefter havde Magistraten foreløbig fornyet kontrakten med den hidtidige entreprenør. Taleren forberedte grundejerne på, at de ville komme til at udrede en større afgift, så snart indførelsen af ståltønder blev obligatorisk. Men til den tid var W. C -spørgsmålet vel kommet et godt stykke længere frem mod sin løsning.

I Valby er vandklosetter slet ikke tilladte. Skal der tilvejebringes en mere tidssvarende ordning, må kloakforholdene grundigt omordnes. At dette i det hele laget hurtigst muligt burde ske, udviklede taleren nærmere, idet han gav en kort oversigt over de bestræbelser, der allerede er blevet udfoldede for at skabe en forandring på dette område.

Af formelle hensyn havde jo Landvæsenskommissionen afvist sagen, men allerede i oktober gjorde Frederiksberg, der er lige så interesseret som Valby i, at vandafløbsspørgsmålet ordnes, skridt til at få sagen taget op på ny, idet man anmodede om, at den måtte blive henvist til det valbyske Magistratsudvalg, som i visse tilfælde besidder et byråds myndighed. Her behandles det vigtige spørgsmål for øjeblikket. Men mellem kommunalbestyrelsen og udvalget - hvori Valby-repræsentanterne, læge Duurloo og ingeniør Foss sidder - har der rejst sig en kompetencestrid. Samtlige udgifter ved en hovedkloaks bygning skal ifølge indlemmelsesloven pålignes lodsejerne, - det drejer sig i dette tilfælde om 3-400,000 Kr. Disse penge kan kommunen udlægge, og Magistraten hævder da, at den, der skal stå i forskud med pengene, også må være den bestemmende.

Taleren mente ikke, at Magistraten havde juridisk ret i dette stykke men nu havde ministeriet resolveret, at dette var tilfældet, og det måtte man jo bøje sig for.

Nu gik sagen formelt til vandsynsmændene og videre, således at der forhåbentlig snart kom til at foreligge et resultat. Kloakken var af den største betydning for den fremtidige bebyggelse.

Der var for øvrigt det mærkelige at berette, at Magistratens fjerde afdeling (borgmester Marstrand) for nylig har stoppet op for byggetilladelserne. Det forekom taleren. at det var et højst uheldigt tidspunkt, Magistraten havde valgt hertil, og der var ingen usunde forhold i Valby, som berettigede til en sådan foranstaltning. Der kunne ikke være tvivl om, at det virkelige formål var at lægge et pres på de borgerrepræsentanter, der repræsenterer Valby, for at få en ordning efter Magistratens ønsker. Taleren beklagede, at Magistraten havde valgt denne form for at gennemføre sine planer i Borgerrepræsentationen.

- Efter at museumsinspektør Hintze havde talt for en bedre ordning af dagrenovationen, fremlagde assistent Bruhn regnskabet, og der foretoges derefter valg af medlemmer til bestyrelsen. Valgte blev snedkermester Bonnesen, assistent Bruhn, maskininspeklør Erhardt og garvermester Lundstedt.

Til slut beredtes der de tilstedeværende en overraskelse, idet formanden for Københavns Forskønnelsesforening, arkitekt Fritz Koch, foreviste et stort lysbilled-kort, der viste fremtidens Valby, sådan som arkitekten havde tænkt sig det, og han knyttede hertil en længere række bemærkninger.

Hr. Koch var gået ud fra, at Søndermarken kunne åbnes for gennemkørsel, og han havde videre tænkt sig, at der på den lange strimmel grund, som nu ejes af kommunen langs Vestre Kirkegård, kunne anlægges et parklignende bælte, som kom til at strække sig ud ad Kalvebodstrand til og rundt op til Damhussøen, - en strækning på over en mil. Inden for dette bælte skulle det nye Valby vokse op med gader, et torv - ved hvilket der skulle ligge en kirke - sportspladser, fabriksanlæg, et hospital og beboelseshuse af forskellig art. Inden for denne ramme kommer også de to banestationer til at ligge: Personstationen og rangérbanegården, hvoraf den sidstnævnte skal ligge et godt stykke ud ad mod Kalvebodstrand. Det er nemlig meningen at lægge den i niveau for at lette indkørslen til den.

Forsamlingen lønnede hr. Koch med håndklap.

Det af arkitekten udarbejdede, detaljerede kort vil nu blive reproduceret ved foreningens foranstaltning og blive udsendt ikke alene til dens medlemmer, men også til andre interesserede.

Frode.

Samfundet (København) 8. maj 1904.

Frederik Riise. Valby Sporvognsremise. Valby gamle remise lå på Valby Langgade nr. 86 fra 1901-1956 og fungerede i de sidste år som depotremise. Den blev flyttet til Herlev i 1950'erne og har siden 1997 fungeret som remise på Sporvejsmuseet i Skjoldenæsholm. Københavns Museum. Public Domain.

Kørselsulykker.

Et ægtepar tilskadekommen på Blegdamsvej. Grønthandler Weismann og hustru fra Hartmanns Alle 14 i Valby passerede i går eftermiddags ved 3-tiden Blegdamsvej med deres enspænderkøretøj der var fyldt med grøntsager.

Hesten blev sky og satte afsted i vild karriere med det slingrende køretøj, mens de vejfarende skrækslagne søgte ly i porte og gadedøre.

Udfor nr. 84 ramlede hesten mod et træ hvorved den styrtede og vognen væltede. Weismann og hans hustru slyngedes tillige med varerne ud på vejen, og de tilføjedes begge svære læsioner.

De tilskadekomne der var bevidstløse, bragtes i ambulancen til Kommunehospitalet. Ved undersøgelsen viste det sig at fru Weismann var den værst medtagen. Hun havde bl.a. brækket låret. Manden havde også fået alvorlige beskadigelser, og de blev derfor begge indlagt mens politiet tog sig af det ramponerede køretøj.

Social-Demokraten 22. maj 1904.

Arbejderboliger på Kløverbladsgade deri disse år blev opført. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Bekendtgørelse fra overpostmesteren.

I begyndelsen af næste måned vil der blive anbragt postbrevkasser på følgende steder i københavnske postdistrikt:

---

Endvidere vil de i Valby Arbejderes Byggeforening og Valby og Omegns Byggeforening ophængte landpostkasser blive ombyttede med bybrevkasser, og den på hjørnet af Trekronergade og Bryggerivej ophængte landpostkasse vil blive nedtaget og erstattet med en bybrevkasse der vil blive anbragt på hjørnet af Trekronergade 44 og Gerdasgade.

Med hensyn til tømningstiderne for disse kasser henvises til de på kasserne anbragte tømningstabeller.

Københavns overpostmesterembede.
den 30. maj 1904.
Kiørboe.

Social-Demokraten 31. maj 1904.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar