lørdag den 3. september 2022

Valby Tidende nr. 175, Januar-april 1904

For de små hjem.

To herrer, manufakturhandler A. Petersen fra Valby og snedkermester Thorvald Strøm har i går forevist os en opfindelse som de har gjort, og som de mener vil få stor betydning for små hjem, hvor der er trangt med pladsen. Opfindelsen består i en puf af almindelig størrelse, men således indrettet, at den ved udtræk let forvandles til en dobbeltseng. Inde i puffen er der plads både til dyner og madrasser, og disse såvel som sengen forsvinder altså om dagen og fremtræder som et lille dagligstuemøbel.

Opfindelsen på hvilken de to herrer er i færd med at udtage patent, synes meget snild og vil sikkert i mange hjem finde den tilsigtede anvendelse.

København 9. januar 1904.


"Tosse Hanne".

En ældre pige der førte et fuldstændigt vagabondliv og som holdt til ude ved markerne omkring sporvognsremisen i Valby eller i selve remisen, skulle efter hvad rygtet fortalte være fundet frosset ihjel i Søndermarken i går. Tosse-Hanne er imidlertid før jul blevet anbragt på Ladegården hvor hun i øjeblikket befinder sig vel, som man kan når man har en ubændig frihedstrang i sig og ikke tager det så nøje med at have tag over hovedet selv i snevejrsnætter.

Hendes virkelige navn er Johanne Olsen, hun er datter af "bedre folk", men en kærlighedshistorie havde slået sig på forstanden så hun blev den "frie fugl" hvis omflakkende lyster politiet mange gange har måttet dæmpe.

Aftenbladet (København) 9. januar 1904.


En maler styrter ned i "Hotel Bristol"

En 48-årig malersvend Christian Jensen mistede i går eftermiddags livet ved nedstyrtning i "Hotel Bristol".

Jensen arbejdede for firmaet Møllmann, hos hvem han har været ansat i en snes år. Hotellets brede, cirkelrunde trappegang ad hvilken publikum passerer, skulle repareres, og Jensen havde fået dette arbejde overdraget. Han påbegyndte i går ved middagstid arbejdet i bygningens øverste etage, hvor han på trappeafsatsen stillede en kort stige op mod væggen. Stående på stigen malede han muren, og mens han var i færd hermed, har han fået overbalance eller også er stigen gledet ud, hvorved han er styrtet ned. Da ingen anden var til stede på den øverste trappe, ved man imidlertid ikke noget bestemt herom. 

Der lød et rabalder. Jensen var faldet ud over trappegelænderet. Han styrtede tilligemed stigen helt ned i stueetagen, hvor hotelpersonalet fandt ham liggende blodig og bevidstløs. Rabalderet hidrørte fra at stigen undervejs var tørnet mod rækværket og på et par steder havde splintret dette - heldigvis uden at nogen kom til skade.

Ambulancen fra den nærliggende hovedbrandstation mødte kort efter og bragte den tilskadekomne til Kommunehospitalet. Ved ankomsten hertil viste det sig at hjerneskallen var splintret og døden allerede indtruffet.

Den afdøde boede i Overbyes Alle nr. 11 i Valby. Han efterlader hustru og to børn.

Social-Demokraten 23. januar 1904.

Gang i skorstenen, Osvald Petersens fabrik på Valhøjvej 18. 1904.

Anholdte urtyve.

I nat kl. 11.30 forsøgte et par indbrudstyve at trænge ind i urmager Jacob Barfoeds butik i Valby Langgade.

De blev opdaget af et par herrer, som kom forbi, politiet blev hentet og forbryderne blev taget i nakken, just som de havde fået døren op.

Folkets Avis - København 28. januar 1904.


Damen der faldt død om ud for "National" fredag aften af skræk over den elektriske sporvogn, blev i går genkendt som en 61-årig enkefrue Ane Margrethe Petersen fra Toftegårds Alle 1 i Valby.

Social-Demokraten 7. februar 1904, 2. udgave.


Brand i Valby.

Ved 10-tiden i går aftes oplyste et voldsomt brandskær den sydlige himmel ude over Frederiksberg og Valby, og folk strømmede i store skarer ud inde fra byen i den tro, at det drejede sig om en stor brand.

Del var det imidlertid ikke. Det var en mindre bondegård, beliggende på Valby Langgade [Remisevej] i Valby, der brændte. Det stærke brandskær bevirkedes af de voldsomt opblussende halm og hømasser i de antændte længer.

Ilden opstod i gårdens ene længe kort for kl. ti. Ejeren, gårdmand Nielsen, er bortrejst til Lolland, men de øvrige beboere på gården fik hurtig, da ilden opdagedes, Valby Brandvæsen alarmeret.

Brandfogden mente ikke, at der var grund til at tilkalde Københavns Brandvæsen, og virkelig lykkedes det også det lokale brandkorps, bistået af hjælpemandskab fra Vigerslev og omegnen at begrænse ilden og redde gårdens stuehus.

De tre længer, som straks var kommet i brand, nedbrændte derimod til grunden. En tid var der stor fare for, at proprietær Hoffmanns nærliggende gård skulle antændes, men det lykkedes også her at holde ilden borte.

Gårdens besætning af heste, kreaturer og svin blev reddet, dog indebrændte 4 lam og 100 høns. En mængde sæd og hø gik derimod i løbet.

Der forefaldt under branden forskellige uordner, idet det fåtallige politi i Valby var alt for svagt til at holde orden mellem de store tilskuermasser. Fra de brandlidte blev der stjålet ikke så få sager, der af frygt for ilden var bragte ud af stuehuse! for at være i sikkerhed, men som det ikke var muligt at holde tilstrækkelig vagt over.

En mand, en ekstramand ansat ved sporvejsselskabets remisse, er anholdt, sigtet for at have påsat ilden. Han er blevet set ved bygningerne, listende om på en mistænkelig måde, umiddelbart før ilden brød ud. Han blev grebet af nogle private personer.

Som kuriosum kan nævnes, at for 23 år siden nedbrændte samme gård ligeledes omtrent fuldstændig. Ilden var dengang påsat af den bekendte forbryder Jens Nielsen, der senere blev halshugget i Horsens Tugthus.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1904.


Hjørnet af Mølle Alle og Toftegårds Alle. Årstallet 1903 står mellem 2. og 3. etage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brand i Valby. Niels Nielsens gård. Ilden påsat. En anholdelse.

Københavnerne blev i aftes kl. 9.30 afbrudt i deres sædvanlige aftenadspredelser ved synet af et stærkt brandskær ude over Valby.

Fra Strøget vendte strømmen sig straks mod Vesterbro, og længe før kl. 10 var alle sporvogne på Valby-ruten overfyldte. Bag efter dem fulgte en imponerende række drosker og en endnu mere imponerende kolonne af fodgængere, tættere og tættere, jo nærmere man kom det lysende skær.

Det viste sig at være Niels Nielsens gård i Valby, der brændte.

Denne ret anselige gård ligger et par minutters gang fra sporvejens endepunkt på venstre hånd af Langgade. Den frembød ved 10 tiden et pragtfuldt skue. Dens fire betydelige længer stod alle omspændte af et knitrende flammebål, hvorfra gnisterne steg i funklende kaskader mod den mørke aftenhimmel. Tagværkets bjælker tegnede sig endnu som et mørkt skelet mod luerne, men knapt et kvarter senere styrtede de ned mellem murene, opsendende umådelige røgmasser. Så brændte det hele videre derinde, mens flere tusinde mennesker stod omkring og så til. Valbydrengene sad i transparent i havens pæretræer.

For øvrigt stod hele haven pakfyldt med møbler kort efter ildens opkomst. De første tililende havde straks stormet stuehuset og hjulpet med at bære alt bohavet ud. Rub og stub blev reddet, og selve stuehuset skånedes for flammerne. Et skuelystent publikum fyldte det efterhånden til sidste Plads, så politiet måtte rydde det og sætte vagt udenfor.

Netop her udenfor på den høje trappe træffer vi i trængslen politiassistent Hald, der i assistent Gyldenfelds sygdomsforfald havde taget affære. Han forsyner os straks med bunker af oplysninger: Et kvarter over 9 opdagede ejerens hustru ilden i den østre længe. Hun gjorde straks alarm. Niels Nielsen selv var rejst til Rødby for 2 dage siden sammen med en søn, men hans næsten 70-årige svoger, der gik til hånde på gården. kom hurtig ud af sengen og reddede sammen med en anden af sønnerne gårdens 2-3 heste og 4 køer samt svinene. Derimod indebrændte ea. 100 høns, og 4 får kvaltes.

Ilden greb nemlig om sig med megen voldsomhed og på kort tid stod alle længer i brand. Videre sæd eller andre store forråd fandtes ikke i bygningerne, da Niels Nielsen ikke drev noget stort landbrug Han solgte for et par år siden det meste af sin jord til kommunen, men forpagtede senere en del af den.

Mens vi noterer alt dette, arbejder Valbys brandvæsen efter bedste evne på at dæmpe ilden. Det siger ikke meget, for Valby har kun et lille Brandkorps og en forhistorisk sprøjte. Brandinspektør Olsen sendte ikke bud efter københavnsk hjælp, da han indså, at gården ville være fortabt, før hjælpen kunne nå til Valby, mens der på den anden side ikke var fare for andre ejendomme.

Henad midnat sagtner bålet, og hr. Olsen er herre over ilden. Som en lille folkevandring ser det ud, da tilskuerne nu forlader stedet og stormer sporvognene der piler bort med passagererne, anbragt i flere lag over hinanden.

Brandstifteren.

Længe forinden man er nået så vidt, har politiassistent Hald foretaget en anholdelse, og det er konstateret gennem den anholdtes tilståelse, at ilden er påsat. Politiassistenten selv meddeler os dette; men i hr. Valdemar Jensens kafe lige overfor den brændte gård indhenter vi nogle mærkelige nærmere oplysninger. Værten fortæller: Hen på aftenen sad her en omtrent 35-årig mand ved navn Petersen og drak kaffe. Ganske umotiveret erklærer denne mand. at han nok kunne have Lyst til “at brænde en gård af.”

Det blev betragtet som en spøg, og heller ingen tog manden alvorligt, da han spurgte, om det kunne koste “8 måneder", eller da han ved nitiden gik med en bemærkning om at “noget skulle der ske". Et kvarters tid senere kom Petersen tilbage og sagde: “Ja, nu er det besørget!" “Hvilket?" spurgte man. “Gården brænder". Næppe fik han sagt dette, før en pige fra Niels Nielsens gård kom farende og meldte branden.

Den mystiske person forlangte nu selv at blive fulgt til politiet, og en velvillig sjæl fra kafeen føjede ham. Kort efter sad han under lås og slå og havde tilstået.

På brandstedet sagdes det, at den mystiske Petersen var uvenner med sønnen på gården og af had havde stukket ild på. Den han derved har bragt mest tab, synes at være restauratør Jensen, der havde for 700 Kr. assurerede havemøbler på gårdens loft. 

Social-Demokraten 10. februar 1904.


Valbybranden.

Brandstifteren, arbejdsmand Anders Peter Petersen, er 31 år gammel. I de sidste 14 dage har han arbejdet ved sporlægning i Valby. I går var han i forhør og gentog sin tilståelse.

Den nedbrændte gård var forsikret i "Landbygningernes Brandforsikring" for 35.000 kr, inventaret for 33.000 kr. o "Nye Danske Brandforsikring".

Aftenbladet (København) 11. februar 1904.


Ulykke på Valby Gasværk.

På det terræn hvor det nye gasværk i Valby skal opføres, udføres for tiden en del jordarbejde.

En af de tunge tipvogne i hvilken den udgravede jord føres bort, løb i går af sporet og væltede ned ad den stejle skråning. Formanden, R. P. Rasmussen gave ordre til at nogle arbejdere skulle stille sig på hver side af vognen, mens dampspillet løftede den op på skinnerne igen, men idet spillet blev sat i gang, væltede den 1½ ton tunge vogn over mod arbejdsmand Christian Jensen fra Ny Carlsbergvej og slog hans ben over på to steder.

Der klages meget over at Rasmussen ikke tager det fornødne hensyn til arbejdernes liv og lemmer.

Social-Demokraten 20. februar 1904, 2. udgave.


Arbejderrisiko.

Øjenvidner beder straks at give os korrekte meddelelser. Honorar betales. Nørre Farimagsgade 47, telefon 1189.

Ulykken på Valby Gasværk. Vi omtalte i går at arbejdsmand Christian Jensen har fået et ben brudt på to steder ved at en tipvogn væltede over ham.

I den anledning har vi modtaget følgende:

Jensen måtte ligge i folkelokalet i ca. 1 time indtil ambulancevognen endelig kom Der findes ikke så meget som en sygebåre på pladsen, så folkene må bære tilskadekomne kammerater i hænderne op af den nogle og tyve fod dybe beholder. Derimod  har kommunen anskaffet en motorvogn til 3.500 kr. til at transportere driftsbestyreren fra Østre Gasværk til Valby og tilbage igen en gang om ugen. Havde det ikke været pænere om kommunen anskaffede en ambulancevogn til sygetransport.

Hvis disse linjer bevirker at forholdene forandres, er min hensigt nået.

En arbejder.

Social-Demokraten 21. februar 1904.


Vand og Brød for Vold.

Arrestanten L. stod en aften Kl. ca. 10 sammen med 3 andre personer på Roskildevej ud for beværtningen “Slotskroen.”

En bagers kone fra Valby kom gående forbi, og arrestanten tiltalte hende da uden spor af foranledning fra hendes side og spærrede hende vejen ved at brede armene ud. Herover blev hun bange og tyede ind i beværtningen og bad opvarteren om at følge hende et stykke på vej, og han gik ud med hende og bebrejdede L. hans adfærd og opfordrede ham til at lade hende gå i fred. Da Arrestanten nu blev fornærmet herover og på en truende måde gik ind på livet af opvarteren, skubbede denne arrestanten fra sig, og uden at der var passeret videre, for arrestanten ind på opvarteren og tildelte ham med knyttet hånd et kraftigt slag i venstre øje, så at partiet deromkring blev underløbet med blod og stærkt ophovnet, samt et par slag i nakken med knyttet hånd. En af de tilstedeværende trådte nu imellem og holdt på arrestanten, så at han så at han blev forhindret i at øve yderligere vold. Den overfaldne led mindst i 8 dage af smerter, ømhed og hævelse ved øjet og i nakken som følge af slagene.

Arrestanten er 18 år gammel og ikke tidligere straffet. Han blev nu dømt til fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage og til at betale sagens omkostninger.

Social-Demokraten 19. marts 1904, 2. udgave.


Slotskroen set fra Bakkegårds Alle. Det er Vesterbrogade som gennemskærer billedet venstre-højre. 1904. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.


Halsen over. En inkassator forsøger selvmord.

Inkassator, fhv. slagtermester Lars Andreasen, Gl. Jernbanevej, forsøgte i går at skære halsen over på sig selv. Hans kone fandt ham på køkkengulvet svømmende i sit blod. Han blev straks kørt til Kommunehospitalet hvor lægerne mener at han dog vil slippe levende fra det. I ½ år havde han været syg, dette i forbindelse med at han ikke havde noget rigtigt at bestille har været motivet til den fortvivlede gerning.

Aftenbladet (København) 23. marts 1904.


Annonce fra Valby og Omegns Byggeforening. Social-Demokraten 27. marts 1904.


Sporvognstrafikken i Valby

er fra i går udvidet således at kørslen for en del af dagen bliver hvert 4. minut. Samtidig er linjen forlænget ad Valby Langgade [Remisevej] til godsbanelinjen, ca. 600 meter, og rækker derved til de to byggeforeninger, nemlig til Arbejders og til Valby og Omegns Byggeforening, hvis ca. 2.000 beboere i lang tid med længsel har imødeset denne udvidelse. Sporvejstrafikkens udvidelse vil sikkert give anledning til fortsat bebyggelse af de derude beliggende arealer.

Social-Demokraten 31. marts 1904.


Valby 1903. Midt i kortet nederst kan man se Gåsebæksrenden som på daværende tidspunkt sang på sidste vers.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar