lørdag den 21. maj 2022

Valby Tidende nr. 160, maj-juli 1900

Et selvmord i Valby.

En i Valby boende ældre mand, handelsgartner Peter Nielsen der almindelig gik under navnet "Kaninen", har natten til i går begået selvmord.

Peter Nielsen der var 60 år gammel og ugift, havde et handelsgartneri tæt op til Jesuskirken, mens han boede som logerende hos en familie i Carstensgade nr. 27. Han var meget forfalden til drik. I lørdags havde han været på Grønttorvet med et læs varer men intet var solgt. Siden har ingen set ham, og han kom ikke hjem om natten.

I går morges da en dreng som gik Peter Nielsen til hånde, kom ind i et skur inde i haven, så han til sin forfærdelse at manden hang derinde op ad væggen. Drengen sprang i galop ned til et af sognerådets medlemmer, snedkermester Therkildsen som hurtigt kom til stede og skar den hængte ned. Han var dog for længst et lig og havde utvivlsomt hængt en stor del af natten.

På politiets foranstaltning blev liget derefter ført til fattiggården i Valby.

København 14. maj 1900. Ifølge Social-Demokraten 15. maj 1900. hed gartneren Johan Nielsen.

Valby Langgade 2, 13, 15 ff. omkring år 1900. 

Konen og møblerne.

Den gik ikke.

En i Valby boende slagtersvend henvendte sig forleden til kongens foged i København.

Han bad fogden om at skaffe ham hans møblement tilbage. Hans hustru havde nemlig uden hans vilje og vidende forladt ham og et lille barn, de havde taget til sig, og hun havde medtaget at hvad der var af møbler, dækketøj, køkkentøj mm. i deres 3 værelsers lejlighed.

Forretningen foretoges den 21. ds. i Stengade hvor hustruen der tidligere havde været gift med en trikotagehandler, nu boede sammen med en arbejdskarl. Hun var selv til stede ved fogdens ankomst og måtte se på at manden fik udleveret det hele 3 værelsers møblement og alle de andre genstande som hun havde bortført.

Social-Demokraten 24. maj 1900.

Mosedalvej. Angiveligt opført i 1900. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Guldbryllup i Valby.

Partikulier og husejer Andreas Ditlevsen og hustru, Ane Christine Ditlevsen, født Petersen, kan den 30. maj fejre deres guldbryllup i Valby hvor de har boet i de sidste 44 år. Brudgommen er 84 år og bruden 72 år. Trods deres høje alder kunne de glæde sig ved et godt helbred. Ditlevsen der er kendt i vide kredse som en stræbsom mand, har været banemester på den gamle banestrækning København-Roskilde og senere jernbaneentreprenør. Han deltog i krigen 1848 som menig soldat.

Nationaltidende 27. maj 1900.


Valby-Hvidovre sogneråd.

Møde den 7. juni.

Skolevæsenet. Skønt det ikke er mere end tre fjerdingår siden, den nyopførte skole i Valby toges i brug, vil dog de skolelokaler, der for øjeblikket står til rådighed, snart være overfyldte. Det er navnlig opførelsen af Byggeforeningernes huse, der bevirker en sådan betydelig forøgelse af de skolepligtige børn i Valby. Skoleudvalget har haft sagen under overvejelse. Det indskrænker sig dog til for skoledirektionen at fremsætte ønske om, at der efterhånden, som det bliver nødvendigt, oprettes 3-4 nye klasser, hvori undervisningen foreløbig besørges ved vikarer, samt foreslår, at der straks anskaffes nyt skolemateriel for ca. 430 kr.

Dr. Duurloo forelagde sagen. Snedkermester Therkelsen fandt ikke denne indstilling at være tilstrækkelig. Højst til foråret kan det udskydes at opføre en ny dkole i Valby, og herom bor Københavns Magistrat nu have fuld besked.

Formanden (Kühle) troede nok, at Magistraten vidste besked. Der er for tiden 680 børn, men med de forhåndenværende skolelokaler, indbefattet den gamle skole, kan der undervises 1030 børn. Derfor var der ikke grund til for øjeblikket at gøre mere ud af sagen. Desuden stiller Magistraten sig meget imødekommende over for forældre, der flytter til Valby, og som, om det ønskes, kan sende deres børn til nærmestliggende skoler på Enghavevej og i Matthæusgade.

Therkelsen fastholdt, understøttet af dr. Duurloo, at det ville være mest loyalt, om man snarest giver Magistraten meddelelse om at der meget snart kan blive skolenød i Valby.

Formanden anså fremdeles dette for overflødigt, men skulde dog ikke modsætte sig det.

Hvorpå det besluttedes straks at sende skolekommissionens skrivelse angående tilgang af skolebørn i Valby til Københavns Magistrat.

Det vedtoges at anskaffe det foreslåede skolemateriel og at bestride eventuel nødvendig lærerkraft med vikarer.

---

Brandinspektøren. I tidligere møder har der været ført besværing over nogle af brandinspektør Olsen trufne foranstaltninger til oprettelse af et fast brandkorps i Valby, i forbindelse med, at han hos beboere har afkrævet en afgift for at undgå at gøre tjeneste i brandvæsenet. Men Raadets Flertal, navnlig Formanden, har stedse beskyttet ham.

Så klagede overinspektør Henningsen m. fl. beboere i Valby til birket over brandinspektørens færd, og ifølge skrivelse til klagerne fra birkedommeren, der har afæsket amtets erklæring, udtaler amtet :

1) at der ikke haves hjemmel for brandinspektøren til - som sket - af beboerne at kræve en afgift for at undgå at gøre tjeneste i brandvæsenet, og 2) at bemeldte bestillingsmand ikke på egen hånd kan indføre forandringer i de bestemte regler om beboernes pligter i tilfælde af ildebrand, idet sådanne kun kan foretages ved en af amtet i henhold til lov om brandpolitiet på landet m. m. af 2. marts 1861, jfr. bekendtgørelse af 16. april 1891, approberet ændring i den  bestående brandvedtægt.

Nu i dagsmødet henvender Valby Handelsforening sig til sognerådet, for at pågældende beboere ved dets hjælp kan få de afkrævede penge tilbagebetalt hos brandinspektøren, og for at rådet vil medvirke til, at brandtjenesten om muligt kan ophøre fra 1. januar 1900 ved Valbys indlemmelse i København.

Therkelsen refererede udførligt sagen. Efter at amtet havde erklæret brandinspektørens selvrådighed for at være endog lovstridig, mente han, det var rimeligt, at sognerådet også gjorde noget for, at beboerne fik deres i god tro betalte penge tilbage. Han kunde ønske, at brandvedtægten bliver underkastet et gennemsyn i rådet, så at brandmødepligten pålægges alle ligeligt.

Formanden mente, at det ikke tilkom sognerådet at skaffe pengene tilbagebetalt, selv om de var afkrævede med urette. Vedkommende må selv skaffe sig sine penge igen eller også henvende sig til birket eller amtet for at få dem. Klager over brandinspektøren må også henvises til birket. At fritage beboerne for mødepligt ved sprøjterne, ville komme i strid med indlemmelsesloven af april, da Valby fremdeles skal have sit lokale brandvæsen som hidtil.

Therkelsen: Brandpolitiloven for landet - og Valby regnes jo for en landsby - kender ikke noget til en “brandinspektør", men foreskriver en brandfoged som højeste myndighed, og sognerådet måtte nu snarest muligt satte en stopper for vor “brandinspektørs færd ved henvendelse til amt eller birk.

Formanden: Derved opnås næppe, hvad Hr. Therkelsen tilsigter.

Dr. Duurloo: Det var nok muligt, at man af formelle grunde ikke kunne tilvejebringe en tilbagebetaling af pengene. Men rådet burde dog til handelsforeningen tilkendegive en misbilligelse eller beklagelse af brandinspektørens færd. Formanden kunne heller ikke gå med hertil. Vel var det hele beklageligt nok, men det kunne dog ikke frakendes brandinspektøren, at han havde handlet af nidkærhed for at opfylde sin bestilling. Rådet havde ikke kompetence til at blande sig i den sag.

Therkelsen: Brandvedtægten var vedtaget af sognerådet, og følgelig måtte sagen heller ikke være det uvedkommende.

Ostenfeldt så helst, at medlemmerne slet ikke stemte i denne sag. Brandinspektørens fejl talte for sig selv.

Therkelsen foreslog, at sognerådet henviser Handelsforeningen til amtet, så at dette bevirker de af brandinspektøren med urette afkrævede penge tilbagebetalt.

Herfor stemte Therkelsen, Duurloo og P. Olsen; kbmd. Berthelsen var fraværende. De andre 3 medlemmer stemte imod i henhold til Ostenfeldts udtalelse.

Badeanstalt. Valby Grundejerforening havde hidsendt en skrivelse angående indrettelse af en badeanstalt i forbindelse med skolebadeanstalten. Therkelsen ønskede en særlig kommunal badeanstalt indrettet udenfor skolen.

Videre behandling af sagen udsattes til næste møde.

Gl. Carlsbergs Bro. I stedet for den gamle bro over jernbaneviadukten ved Valby bygges der nu af statsbanerne en ny bro, der vel bliver tilgængelig for offentlig personpassage, men kun Gl. Carlsberg og en enkelt mand (en gårdejer Christensen) får ret til at benytte den til vognkørsel. Fra Valby Grundejerforening forelå en henvendelse til sognerådet om at bevirke, at broen bliver tilgængelig også for offentlig vognfærdsel.

Formanden og Ostenfeldt udtalte, at Carlsbergvejen til broen er privat, og at broens bygning og indskrænkede benyttelse er approberet af ministeriet.

Therkelsen: Hvem garanterer os for, at Gl. Carlsberg ikke også forbyder gående at passere sin vej?

Formanden: Det kan bryggeriet ikke.

Efter forslag af Duurloo og Therkelsen vedtoges det at svare grundejerforeningen, at man, når forhandlingerne med Københavns Magistrat om indlemmelsen begynder, vil have opmærksomheden henvendt på at lette forbindelsen mellem Valby og Vestre Kirkegård ad Carlsbergvejen så meget som muligt.

Kommissionen ang. Ordning af Forholdet mellem København og det ny Hvidovre. Rådet valgte for sit vedkommende fabrikant Kühle. Therkelsen stemte ikke. Dr. Duurloo stemte på Therkelsen.

Social-Demokraten 10. juni 1900.

Anneksstræde omkring år 1900. Kbhbilleder. Riises samling.

Er masken et farligt kvægfoder?

12 døde køer. - Et interview hos professor B. Bang.

Det kunde næppe undre, om meddelelsen om de 12 køer, der er døde i Hvidovre efter fodring med mask fra gamle Carlsberg, havde vakt nogen ængstelse hos alle de landmænd i forskellige egne, der anvender mask til foder for deres kvæg. Naturligt måtte de spørge sig selv, om masken virkelig er farlig at anvende eller om de dog i det mindste må anvende særlig forsigtighed med dette foder. For at få dette spørgsmål klaret samt for at få en forståeligere besked om det mærkelige tilfælde i Hvidovre, henvendte vor hovedstadskorrespondent sig i fredags til professor ved Landbohøjskolen B. Bang, der har haft med sagen at gøre og som overhovedet må anses for en særlig kompetent dommer i det omhandlede spørgsmål.

Professor Bang udtalte: Alle køer i besætningen var angrebne efter fodringen med en bestemt brygmask, og det var ganske tydeligt at der forelå en forgiftning. Symptomerne var først en alvorlig forstoppelse og dernæst en voldsom diarrhoe. Så slog det sig til sidst på hjernen, og ved obduktionen af dyrene har jeg heller ikke kunnet opdage anden sygdom end den, der stammede fra forgiftningen.

Lige så utvivlsomt er det, at forgiftningen skyldes masken og at denne således er undergået alvorlige gæringsprocesser. Men om disse skyldes forhold på bryggeriet, eller om de er forårsagede og foregåede efter at masken er bragt hjem til gården, derom kan jeg aldeles ikke sige noget.

Hvad det nu angår, at dyrene måske skulle være døde, fordi de har fået for megen mask, da er det jo utvivlsomt, at kvantiteten kan spille nogen rolle ved foderstoffer som mask, kager etc.

Har køerne altså virkelig fået så meget som 15 pund om dagen - hvad jeg ikke ved, om de har - da kan det såmænd gerne være, at deres sygdom og død står i nogen forbindelse dermed. At kvantiteten af kager etc. har megen betydning, fremgik tydeligt af mine forsøg i den besætning nede ved Holbæk, af hvilken en stor del døde efter at være fodret med indtil 2 pd. franske rapskager daglig. I andre besætninger, der kun brugte 1 pd. af samme slags kager, blev køerne vel syge en tid, men de døde ikke. Et par køer derimod, som jeg gav hver tre pund af kagerne, døde hurtigt deraf.

En lignende erfaring har jeg gjort med sesamkager. Jyske landmænd har påstået, at disse kager måtte være forgiftede, for deres køer blev syge efter at have ædt dem. Mine forsøg godtgjorde, at køerne blev syge efter betydeligt kvanta, men at de godt kunde tåle mindre rationer.

Nogen grund til at fraråde folk at fodre med mask efter tilfældet i Hvidovre, er der aldeles ikke. Blot lader en vis forsigtighed sig anbefale. Ude på gården i Hvidovre har man for øvrigt købt mask fra gamle Carlsberg i 32 år uden at der har været noget i vejen."

Denne udtalelse fra professor Bang vil formentlig være egnet til til berolige dem, der kan være blevne opskræmte af de 12 døde køer ved Valby.

Thisted Amts Tidende 19. juni 1900.

Valby Langgade 72 og 70. Noget uens byggestil, men fra samme år: 1900. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Fodboldmatch

Valby Boldklub har udfordret Boldklubben "Dan" til en fodboldmatch. På søndag kæmper klubben med "Urania" på den nye plads ved Valbybryggeriet "Trekroner"

Dannebrog (København) 4. juli 1900.


Anholdt plattenslagerske.

Politiet i Valby har i går anholdt en med forbedringshusarbejde straffet plattenslagerske der atter har optaget sin gamle virksomhed.

Aftenbladet (København) 12. juli 1900.

Valby Langgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar