Erkendtlighedsgave.
Postmesterinde frøken Korup der nogle og tyve år har bestyret postkontoret i Valby, fratrådte i følge Berlingske Tidende i går, den 1. november, dette embede. Som et synligt bevis på agtelse og anerkendelse fra beboernes side overrakte en deputation i lørdags på Valby Postkontor frøken Korup et stålstik forestillende et landskabsparti indfattet i en dertil svarende smagfuld ramme.
Kjøge Avis 2. november 1899.
Valby-Hvidovre sogneråd.
Mødet i onsdags.
---
Arbejdernes Byggeforening i Valby ansøgte sognerådet om allerede nu at lade opsætte lygter på Remissevej. hvor foreningen skal bygge en del huse, og androg desuden om et tilskud til udgifterne ved kloakanlæggene som foreningen selv bekostet. Man vedtog at svare, at sognets økonomiske statue ikke tillod at give noget tilskud. Lygterne skulle blive opsat efterhånden som vejen blev bebygget.
Valby “Adam" anmodede i en skrivelse om at komme i betragtning ved leverancer til sognet. Formanden, Kühle, udtalte spøgende, at da det var udenfor al tvivl, at Adam også havde sin del i Valbys opkomst, foreslog han, at Adam fik lov til at konkurrere med. Dette vedtoges.
Ny bro over jernbanen. Flere grundejere ved den gamle jernbanevold androg om tilladelse til at etablere en forbindelse mellem Jernbanevej og jernbanevolden ved at lade anlægge en gangbro over jernbaneterrænet. Udgiften ville de selv udrede, men henstillede til rådet at overtage vedligeholdelsen af broen og optage den som offentlig passage.
Man vedtog at give tilladelsen på forskellige betingelser, bl. a. den, at broen og vejen skal lægges som en lige forlængelse af Trekroners Vej. og at Vejudvalget skal have tilsyn med anlægget.
Med hensyn til overtagelsen og vedligeholdelsen besluttedes intet.
Haandværkerforeningen kontra Diskussionsklubben. I forrige møde havde man behandlet et andragende fra Valby Diskussionsklub og Socialdemokratisk Sangkor om tilladelse til at benytte et lokale i den gamle skole én aften om ugen
I den anledning forespurgtes Haandværkerforeningen, der tidligere har fået tilladelse til at benytte lokalerne til deres aftenskole, om det ville træde deres undervisning hindrende i vejen, om den omtalte tilladelse blev givet.
Udtalelserne herom forelå i onsdags i en form der foranledigede Duurloo til at udtale, at det så ud, som om Haandværkerforeningen troede at have hals- og håndsret over skolen.
Det vedtoges at søge det således arrangeret, at Diskussionsklubben får lærerværelset i den nye skole overladt en aften, dersom skolekommissionen og lærerne ikke har noget herimod.
Natbelysningen. Valby Grundejerforening henstillede til rådet at lade nogle flere lygter brænde om natten og lade dem brænde lige så længe som i København. Alle medlemmer var enige.
Man vedtog slutteligen at henvise sagen til vejudvalget.
Social-Demokraten 12. november 1899.
Valby Arbejderes Byggeforening
foretog i søndags en grundstensnedlæggelse. Formanden, snedker Kjærulff nedlagde den første sten, foreningens juridiske konsulent sagfører Hansen-Backhaus den anden, og arkitekt Mandrup-Poulsen den tredje. Murermester Licht der har foretagendet i entreprise, murede derefter stenen til. efter højtideligheden i Valby Kro var der fællesspisning.
Foreningen der tæller 81 medlemmer, vil i løbet af det kommende år opføre 40 boliger, hver med to 3-værelses lejligheder.
Social-Demokraten 30. november 1899.
Valby der skal ind under København.
Københavns nabokommuner har i det sidste halve år eller mere tildraget sig en opmærksomhed som skæbnen så vidt mig bekendt aldrig tilforn har undet dem. En god københavner kan sikkert ikke uden nogen forbavselse iagttage bevægelsen ude hos hans kære naboer, nogle af disse brænder af begærlighed efter snarest mulig og med de færrest mulige formaliteter at styrte sig i hovedstadens favn, medens en enkelt, Valby - hvem skulle tro sligt om Valby? - gør sig kostbar og knibsk, arter sig som den “holdne pige", der ikke sådan uden videre slår til, ja er ikke langt fra at forlange ægtepagt oprettet for brylluppet.
Sundbyerne og stakkels Brønshøj har formentlig ikke haft lang betænkning behov. Jeg kender ikke deres forhold nøje. men må efter et studium af talløse avisartikler formode, at fordelen ved en inkorporation i København for visse kommuners vedkommende er håndgribelig, at megen overvejelse og deraf følgende vrøvl har syntes alle partier ganske overflødig. Den ene kommune har intet fald i sine kloakker, den anden ingen penge. Begge dele er slemme, men København vil nok vide at afhjælpe skavankerne.
Fra Valby Bakke løber kloakkerne udmærket til Kalvebod Strand og pengekassen er ikke helt tom endnu. Der blev ganske vist, fortæller man, under lock out'en ferniseret to gulve, hvilket tog svært på den kontante beholdning og derfor med uomtvistelig ret fandt misbilligelse blandt de mere besindige elementer i befolkningen; dog selv dette radikale misgreb kom man lykkelig ud over ved i sidste øjeblik at svare en halv favn skærver, hvorefter den gode pekuniære status var genoprettet.
Valbys følelse af eget værd ligger formentlig noget i, at Valby er ølproduktionens centrum og for så vidt nationens hjerte. Fra Valby eksporteres mod og manddom ud i det ganske land, uden at valbyerne derfor gør sig helt renonce på de nævnte gode egenskaber.
Og disse må sandelig være for hånden, når man tør indlade sig på en kritik af borgmester Borups lovudkast. Dette har man nemlig gjort. Man har hæftet sin opmærksomhed på at lovudkastet bestemt og uden indvendinger fastslår, at den ene af Valbys repræsentanter i borgerrepræsentationen i første omgang skal være en Højremand, og man har tilladt sig at skumle derover. Man har endvidere med en vis forundring søgt efter i udkastet for at finde de sædvanlige bestemmelser om borgernes afstemning i spørgsmålet. Til dato er paragraffen ikke fundet.
Trods disse mangler vil mange, måske de fleste, være for en indlemmelse; en del være ligegyldige og nogle få vil stritte kraftig imod hovedstadens omfavnelse.
I mine øjne er de ligegyldige for så vidt de klogeste, som deres ligegyldighed måske skriver sig fra en dyb erkendelse af, at intet menneske i den vide verden, kan være borgmester eller grundejerforeningsformand, sognerådsmedlem eller politibetjent, kan se ud i fremtiden og råde dens gåder. Ligesom man kan tro eller ikke tro på Vilh. Becks ufejlbarhed, således kan min tro eller ikke tro på Valbys lykkelige fremtid som selvstændig kommune. Vide noget kan ingen.
Da det er mig personlig ubehageligt at skulle henregne mig selv til de ligegyldiges kaste, trods al respekt for deres standpunkt, har jeg søgt at ræsonnere mig lagvis frem gennem de forskellige spørgsmål. Min tankegang har været omtrent således.
I Valby som selvstændig kommune kunde forholdene blive utålelige ved høje skatter. Som beskeden del af København vil vi herude i hvert Fald aldrig få det værre end de 333.000 andre Københavnere. Jeg finder lidt trøst i denne tanke, måske er det barnagtigt.
De af os valbyere, der er så lykkelige at være grundejere, får i borgmesterens lovudkast et løfte om en slags “erstatning" for den areal- og grundskat, vi som københavnere kommer til at bære. Nå ja, erstatning og erstatning er to ting, og som basis for finansoperationer kommer den næppe til at spille synderlig rolle for nogen af os. Måske det bliver et stykke papir med nogle kuponer ved. Men sådan en slags erstatning er måske dog bedre end slet ingen. Og da vi som selvstændig kommune ganske sikkert må have en ny skat (grundskat eller hellere værdiskat) og det ganske uden erstatning - hvorfor så ikke tage imod det stykke papir? Jeg tror, jeg tog det. hvis jeg var grundejer, selv om jeg samtidig blev forvandlet til københavner.
Også udenfor det rent egoistiske område har min tanke bevæget sig. Jeg har med beklagelse tænkt på hvorledes administrationen af en stor kommune med købstadagtig præg lige op ad hovedstaden i længden skal lade sig etablere efter lov om landkommunernes styrelse af 6. juli 67.
Den mand der vælges til sognerådsformand i en sådan kommune, får en kontorchef stilling uden gage. Han må tilhøre overklassen og være velhavende.
De menige medlemmer af sognerådet skal traske på vejen og kigge efter huller, omhyggelig passe paa den mand der slår græs for at regningen ikke skal stige til 27 kr.; de skal sidde og diktere skolemulkter for et utal af frihedselskende børn, ligne skat under stor samvittighedskval og pine og uendelig meget andet. I Snoldelev der har 800 sjæle, lader alt dette sig sikkert gere uden forkastelig udnyttelse af menneskekraft - men i Valby, der har 6-7000?
Jeg ynder, men det er måske en særhed bos mig, ikke denne deling af vælgerne i landkommunerne i to klasser: de højstbeskattede med den gode forstand og de lavest beskattede med den tarvelige. Ganske vist er vi. hvis vi bliver københavnere forpligtede til første gang at vælge en Højremand - men Herregud! han bliver nok uskadelig, når han kommer ind i Borgerrepræsentationen. Og den anden repræsentant - vi får nemlig to - skal nok blive af den rigtige kulør.
Meget andet kunne der muligvis endnu være at tænke på inden jeg for min part sagde ja til den stormægtige frier og opgav mit gode navn af valbyer. Jeg håber og beder til at vort sognerådsudvalg der heldigvis nu også omfatter koldblodige og kritiske folk, vil tænke disse tanker for mig og vælge hvad der for mig er det bedste, for jeg tåler næppe mere anspændelse. Jeg har overværet alt for mange møder og hørt alt for megen fornuftig tale, og skal jeg endelig drives til at give min stemme, så siger jeg: nå ja. Så inkorporerer jeg mig i Guds navn! Jeg vil ikke spekulere mere over den ting!
En Valby-borger.
Social-Demokraten 3.december 1899
Det kneb for Kühle i Valby
da sognerådet i forgårs skulle vælge formand for næste år.
Ved første afstemning fik Kühle kun 4 stemmer, og da der var 8 medlemmer til stede, måtte det gå om igen, men ved bundet valg.
På den måde gled hr. Kühle igennem med de samme 4 stemmer. En stemte på Duurloo, to stemte ikke, og Kühle fandt det meget fornuftigt at det ville være uheldigt at stemme på sig selv. Han er således nu formand uden engang at være valgt af et flertal i sognerådet, så der er ikke noget at gratulere til.
Folkets Avis - København 30. december 1899.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar