Valby Tidende nr. 134, september-oktober 1894

Militært svineri.

Torsdag formiddag kl. 9 kom et batteri af feltartilleriet gennem Pile Alle. Det skulle til felttjeneste ude ved fæstningen.

Midt i Pile Alle mellem villaer og de store ejendomme derude, blev der kommanderet: "Holdt! Træd ud til højre på naturens vegne!"

Den scene der fulgte efter, egner sig ikke til beskrivelse, men selvfølgelig vakte det ublandet forargelse i den tæt beboede gade at se den slags "hvil" praktiseret. Især da mange damer stod i vinduer og døre for at se soldaterne drage forbi.

Mærkeligt nok at soldaterne ikke kunne marchere de 10 minutters vej ud til Valby jorder hvor terrænet i al fald er mere frit.

Ude på Frederiksberg grunder man en del over det forefaldne tilfælde, og spørger om det mon måtte vare længe før der holdes "hvil" på asfalten.

De militære herrer synes just ikke at genere sig.

København 1. september 1894.

Pas på børnene.

Fra en ejendom på Kirstinedalsvej i Valby styrtede lørdag eftermiddag et lille barn på knapt et år ud af et vindue fra første sal ned i gården. Moderen havde sat det på køkkenbordet og i et ubevogtet øjeblik styrtede det ud. Barnet slap forholdsvis heldigt fra faldt.

København 10. september 1854.

Jesus Kirken

Hr. Redaktør I

I anledning af afskedigelsen af Jesuskirkens kor udbeder jeg mig plads for følgende  oplysninger, da kirkebestyrelsens adfærd ved en fejlagtig opfattelse af det passerede er kommen til at stå i et meget uheldigt lys.

Da det ved årets begyndelse viste sig umuligt at fortsætte kirkens drift med de

nuværende indtægter, ansøgte kirkebestyrelsen autoriteterne om et tilskud; og da der blev givet udsigt til et sådant, fortsatte man foreløbig virksomheden som hidtil. Da vi nu endelig modtog ministeriets svar, lydende på, at man “ikke ser nogen anden udvej til at tilvejebringe balance på Jesuskirkens budget end ved at foretage en reduktion af udgifterne, særlig tll kor." og driftskassens underskud imidlertid var vokset til ca. 1300 kr., vil det indses, at det var nødvendigt at foretage den krævede reduktion snarest muligt. Inden kirkebestyrelsens møde forespurgte jeg søndag den 2. sept. organisten, som i sin tid havde antaget koret, og som overhovedet, da der for vor kirkes kor intet reglement findes, alene havde stået i forretningsforhold til dette, om der var noget i vejen for at opslå det til 1. okt. hvortil han svarede nej. Den 4. sept. holdt kirkebestyrelsen møde, og den 5. sept. tilskreves der organisten om at opsige koret til nævnte tid, hvorhos det meddeltes ham, at det var overdraget præsten at søge at samle et frivilligt kor. Overensstemmende hermed opfordrede jeg søndag den 9. sept. fra prædikestolen menighedens medlemmer til at melde sig til et frivilligt kor, hvad jeg var nødt til at indlede med en oplysning om, at vort nuværende kor ophørte den 1. okt. Det har selvfølgelig aldrig været meningen, at dette skulle være en opsigelse til koret, som, efter hvad jeg antog, havde fået den af organisten forud (afset fra, at koret oftere havde forsikret mig, at man fra orgelet slet ikke kunde høre, hvad der blev sagt fra prædikestolen).

At kirkebestyrelsen i fuldt så høj grad som mange i menigheden beklager den sørgelige nødvendighed at måtte afskedige vort smukke kor, er en selvfølge, så meget mere, som kirkens af ministeriet approberede statutter indeholde den bestemmelse, at der i Jesuskirken skal arbejdes for fortrinlig kirkemusik.

Da offentligheden nu imidlertid ved denne begivenhed har fået et lille indblik i Jesuskirkens økonomiske forfatning, turde der måske være anledning til at gjore lidt nærmere rede for denne.

Kirken er, som bekendt, opført udelukkende ved een mands rige gave; endnu i ar lader

han et klokketårn opføre ved kirken. At bygherren ikke dermed har påtaget sig alle andre udgifter - til kirkens vedligeholdelse og årlige drift til præstens løn osv., er dog vel en selvfølge. Det er en storartet gave, brygger Jacobsen har skænket landet i denne skønne kirke; det tør vel ikke overskride en folkekirkes evne at overtage den til drift? For præstens løn er der da også blevet sørget på sædvanlig vis, idet der til de alt forhåndenværende indtægter fra Hvidovre, der var annex til Frederiksberg, er lagt præstetiende fra Valby, som tidligere i århundreder har været indbetalt til Frue stiftsprovsti. Til kirkens vedligeholdelse er der af sognets beboere ved frivillig indsamling tilvejebragt en kapital paa 23.000 kr., hvis renter udelukkende må anvendes til dette øjemed, og som foreløbig vel nok kunne slå til - så længe der ikke er tale om hovedreparationer.Men til kirkens drift (dvs. til organistens, korets, stolekonens og ringerens løn, til brændsel og belysning osv.?) ja, hertil har ministeriet henlagt indtægten af bøsserne til “Kirken". Indtægten ved kirkens fremvisning, ved udlejning af stole samt et årligt tilskud af 1000 kr., der velvilligt er bevilget af Hvidovre Sogneråd.

Men disse indtægter viser sig nu (efter at et rent midlertidigt Tilskud af 500 kr. årligt i de sidste to år, som Brygger Jacobsen havde givet for at sætte alt godt i gang, er ophørt) ganske utilstrækkelige. Og hvad da? 

Der synes i virkeligheden ikke at være ret sammenhæng i at sanktionere en kirkes drift (tilmed det særlige pålæg at sørge for fortrinlig kirkemusik) uden at give den midler til at arbejde med. Men hvorfra skal de tages? Ministeriet har foreslået Hvidovre Sogn at forhøje sit tilskud, men dette har afslået det på grund af kommunens store udgifter på så mange områder. Og kan dette i virkeligheden undre? Er ikke 1000 kr. årlig et meget respektabelt tilskud til kirken fra en landkommune? Og i virkeligheden udreder sognet langt mere til kirkens formål. Beboerne svarer samtidig kirketiende (i alt fald ca. 1600 Kr. årlig), men den går (ligesom tidligere præstetienden) til stiftsprovstiet i København (formodentlig fordi Valby i ældgamle dage hørte til Frue Sogn). Og endelig betaler beboerne - hvis de ville sikre sig plads i kirken - en årlig afgift af stol i kirken, uagtet det ellers i alle landsbykirker, hvor der betales kirketiende, er forbudt at udleje stole. Valbys beboere betale altså i virkeligheden 2 a 3 forskellige afgifter til kirken (foruden at de har indsamlet kirken vedligeholdelsesfond.

Det synes næppe tilbørligt al kræve yderligere tilskud fra Valby. Men vistnok kan man spørge: er det rimeligt at lade Valby beboere indbetale en stor årlig afgift (kirketienden) til en kirke, som de aldeles intet have med at gøre? Er det rimeligt at lade et landsogn, der som alle Københavns nabokommuner kæmpe med en overordentlig fattigbyrde, og som nu selv har en kirke, der stiller langt større krav end en landsbykirke ellers, vedblive at bidrage til hovedpræstens løn i et velhavende københavnsk sogn? Det er selvfølgeligt ikke noget juridisk krav, der her kan gøres gældende. Man har i gamle dage skaltet og valtet med tienden på så mange måder, og den bestående tilstand har jo sin ret. Men der er også noget, der hedder moralske krav, og som et sådant fremtræder unægtelig det at lade Valby kirketiende komme tilbage til Valby igen (til Jesuskirken) - noget, man indirekte har anerkendt ved at lade Valby præstetiende gives tilbage til Valbys præst. Og når der forhåbentlig snart gøres alvor af den mere og mere påtrængende ordning af de kirkelige

forhold i København, særlig præstelønningsspørgsmålet, turde det tidspunkt være kommet, oa det lod sig gøre på anden måde at erstatte stiftsprovstiet, hvad der her måtte gives tilbage. Måtte disse linjer tjene til at orientere i spørgsmålet om Jesuskirkens økonomiske status og fremfor alt hjælpe til at rette vedkommende tog spørgsmålet om Jesuskirkens tiende på ti alvorlig og betimelig overvejelser.

Valby den 17. september 1894
Henry Ussing.

Dagens Nyheder 18. september 1894.

Klapjagt.

Valby lodsejere afholdt i går den årlige klapjagt på Valby jorder hvortil der var indbudt en del københavnske jægere. Der nedlagdes 12 harer og nogle duer. Efter jagtmiddagen i Valby Kro blev der holdt auktion over vildtet hvorved der indkom 210 kr. som til vinter vil blive uddelt til fattige i Valby til brændselshjælp.

København 26. september 1894.

To ildebrande.

Sidste torsdag udbrød der to gange ild på en ved Gammel Jernbanevej i Valby beliggende ejendom. Første gang opdagedes omtrent kl. 1 eftermiddag ild i noget hø der henlå i en gammel, ubeboet bygning på ejendommen. Ilden blev hurtigt slukket af tililende folk. Anden gang udbrød der ild på loftet over et i en anden bygning på samme ejendom værende smedeværksted. Også denne gang blev man i tide opmærksom på ilden og fik den hurtig slukket så at der ikke skete nogen videre skade. Om ildens opkomst blev der ikke ved det optagen brandforhør oplyst noget bestemt, men det er givet at den sidste ild ikke kan være foranlediget ved den første, især fordi de to bygninger hvori den udbrød, ligger temmelig langt fra hinanden.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. oktober 1894.

Gammel Jernbanevej, 1895. Fotoet giver måske et indtryk af hvordan der så ud. Original billedtekst : Valdal.Eiendommen havde paa dette Tidspunkt, ifølge Veiviseren, intet Gade -Nummer (senere No. 8). Den paa Billedet viste Bygning er den Rest (et Udhus) ad den først i 1890erne nedbrudte lille, men i arkitektonisk Henseende saa skjønne Lysteiendom "Valdal". Kbhbilleder, ingen kendte rettigheder.

Ildløs i Valby.

I forgårs blev der alarmeret ild i ejendommen "Valhøj" i Valby, hvor det viste sig at der var gået ild i noget halm. Ilden blev imidlertid hurtigt slukket af tililende folk fra en smedje i samme gård, og det hele blev kun til løjer for den ungdom der hurtigt samledes om brandstedet. Men ubetinget morsomt var det ikke for beboerne da der om aftenen atter var ild på et loft i en anden længe. Den blev dog også hurtigt opdaget og slukket. Ilden menes påsat og politiet har mistanke til en bestemt person.

København 7. oktober 1894.

Københavns amtsråd, mødet den 7. september kl. 10

Fra Hvidovre sogneråd ansøgtes om approbation på betingelserne for optagelsen af et lån på 45.000 kr. der væsentlig skulle anvendes til udvidelse af hovedgade i Valby, opførelse af et gymnastikhus. Bevilligedes.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. oktober 1894 (uddrag).

Frækt lommetyveri.

Fredag aften var en karl i følgeskab med en droskekusk i Valby Kro hvor de nød nogle genstande. De betalte, så karlen lejlighed til at stjæle en pung med 12 kr. fra opvarteren og forsvandt derpå fra lokalet. Opvarteren som et øjeblik efter savnede sine penge, løb efter ham og traf ham i Pile Alle, men da karlen så ham, kastede han den tomme pung fra sig og løb. Da opvarteren råbte: stop tyven! begyndte karlen også at råbe: stop tyven! og tililende folk vidste da ikke hvem tyven var, og karlen så derefter lejlighed til at undløbe. Da man ved droskekuskens nummer, mener politiet at kunne få fat på ham.

Nationaltidende 8. oktober, 2. udgave.

Valby Sporvejen.

I disse dage lader Københavns Sporvejsselskab nedlægge et vigespor på Vesterbrogade ved Valdemarsgade, og selskabet viser sig i den anledning lidet hensynsfuld over for det publikum der særlig benytter sporvognen til Valby. Selskabet lader nemlig ikke vognene gå længere end til Valdemarsgade, og så lader det publikum stå i timevis ved Rådhuspladsen og vente, hvilket var meget ubehageligt i det stadige regnvejr i forgårs. Sporvognen afgår nemlig kun hvert 20. minut. Det kunne have været afværget hvis selskabet ved opslag eller bekendtgørelse havde henledt publikums opmærksomhed på køreplanens forandring, eller bedre hvis der fra begge sider afgik vogne som mødtes ved Valdemarsgade hvor de kørende kunne skifte vogn.

En valbyer.

Dagens Nyheder 11. oktober 1894.

Frederiksbergkredsen.

Opmærksomheden henledes på det offentlige møde i Valby Kro på søndag kl. 5. Oppositionens kandidat, hr. Klausen, kommer til stede og vil særlig tale om lovforslaget om bygningsskyld der jo er af indgribende betydning for beboerne i Valby. Hr. Bahnson er indbudt til mødet.

Social-Demokraten 12. oktober 1894.

Klausens agitation. Valgagitationen i Frederiksberg kredsen.

Den socialdemokratiske vælgerforening i Valby havde indvarslet til offentligt møde søndags i Valby Kro, hvis store sal med balkon og sideværelser var fyldt med vælgere. Der var udsendt indbydelse til kredsens nuværende folketingsmand, hr. Bahnson og til oppositionens kandidat hr. Klausen. Kun den sidste havde givet møde. Hr. Bahnson havde som altid, når kredsens vælgere indbyder ham, svaret, “at han ikke så sig i stand til at komme til stede".

Smed Thomsen åbnede mødet og gav ordet til 

Lærer K. M. Klausen, der i et udførligt foredrag omtalte de tre nye skattelove, som blev forelagt i forrige rigsdagssamling; nemlig lovforslaget angående bygningsskyld, forhøjelsen af brændevindstolden og meltolden. Lovforslaget angående bygningsskyld ville stærkt berøre beboerne i Valby. Taleren gennemgik lovforslagets enkelte paragraffer og udtalte sig mod lovforslaget af følgende grunde. Lovforslaget er et voldsomt indgreb i den personlige ejendomsret, da mange huse ved dets vedtagelse ville synke i værdi med 10 - 20 pct. Forstaget ramte ikke den personlige skatteevne, men derimod assurancesummen, som i mange tilfælde slet ikke faldt sammen med udbyttet. På handel og håndværk ville det blive en næringsskat, da disse næringsveje til deres udøvelse kræver betydelige lokaler foruden privatboliger. Det var derfor højst mærkeligt, at i tider, hvor industri og håndværk føler sig trykket og besvaret i mange retninger, at lovgivningsmagten da søgte at hjælpe industri og handel med - en ny skat. I mange tilfælde ville bygningsskylden blive væltet over på lejerne og derved bevirke en stigning af huslejen og altså virke som en huslejeskat. Så længe forhandlingerne om lovforslaget stod på, ville det medføre en stor usikkerhed med hensyn til køb og salg samt optagelse af lån i de pågældende ejendomme.

Hensigten med lovforslaget var jo at lette de stadig voksende hartkornsbyrder, og taleren kunne godt indrømme, at hartkornsskatterne i flere henseender var uretfærdige, men han kunne ikke gå med til at afhælpe den ene uretfærdighed ved at indføre en anden. Lovforslaget om bygningsskyld ville udvide grundlaget for hartkornsbeskatningen og derved føre os længere bort fra at komme til den eneste virkelig retsindige beskatning, nemlig skat på formue og indlagt efter stigende skala.

Hr. Klausen udtalte derefter sin sympati med den opposition mod lovforslaget, der var rejst her i valgkredsen, navnlig i Valby, Glostrup, Vanløse og Utterslev. Det havde været naturligt, om kredsens folketingsmand, hr. Bahnson, havde stillet sig i spidsen for denne opposition, men hverken i Rigsdagen eller udenfor samme havde han udrettet det mindste for at forhindre dens gennemførelse. Men når rigsdagsmanden således lod vælgerne i stikken, var det naturligt, at disse selv søgte at værne deres interesser. Heldigvis var valgdagen nær forestående, og på den dag ville vælgerne sikkert kræve hr. Bahnson til regnskab, hvis han da ikke, som rygtet sagde, ville foretrække at forsvinde fra det politiske liv.

Derefter gennemgik hr. Klausen de to andre love, brændevinstolden og meltolden. Den første ville fordyre en pot brændevin med ca. 41 øre og den sidste et rugbrød med ca. 10 øre. Begge love ville komme til at hvile tungt på den arbejdende og ubemidlede del af befolkningen, og hensigten med dem var at tage fra de fattige og give til de rige.

Foredraget hørtes med stor opmærksomhed og modtoges med livlig og enstemmig tilslutning af den talrige tilhørerkreds, hvoraf mange var næringsdrivende og husejere i Valby.

Social-Demokraten 16. oktober 1894.

Et offer for skinsygen.

En ung dame udplyndret og fundet nøgen på en mark. Fra Frederiksberg til Valby. En ubehagelig elsker.

Ved skumringstid i forgårs eftermiddags overraskedes et par forlovede. der kom gående på Kirkestien mellem Valby og Hvidovre, af et heldigvis meget sjældent syn: Midt på marken lå en middelhøj kvinde på ca, 30 år, nøgen og uden bevidsthed.

Det unge par stod et øjeblik rådvild og betragtede det sørgelige fund. Hvad skulle de gøre ved denne kvindeskikkelse, der var udplyndret så grundigt, at hun kun havde beholdt strømperne og skoene på.

Da der intet politi var i nærheden, besluttede de forlovede selv at tage sig af den ubekendte, der øjensynligt måtte lide meget ved på denne måde at udsættes for det barske vejrlig. Indsvøbt i hans ulster og hendes pels, løftede de den bevidstløse op og bar hende med møje gennem Hvidovre, indtil de nåede deres bestemmelsessted - en nærliggende gård.

Her blev den bevidstløse straks bragt til sengs og efter en god times oplivningsforsøg kom hun endelig så meget til sig selv, at hun kunne fortælle, at hun var lokket i en fælde af sin egen kæreste.

I længere tid havde hun, der er datter af en tømmerhandler, kendt ung mand. Han nærede en brændende kærlighed til hende, men tid efter anden var der dukket tanker op hos ham om, at hun ikke i samme mål besvarede hans følelser. Herover var der ofte opstået uenighed mellem dem, og forholdet udartede efterhånden til, at han blev rasende skinsyg.

I forgårs middags havde han sat hende stævne, og da hun mødte ham ved Frihedsstøtten, var han i følge med en ven. De blev alle tre enige om at foretage en spadseretur ud til Frederiksberg, hvor de drev omkring på forskellige kaféer, indtil de omsider nåede ud til Valby.

Hun kunne tydeligt huske, at de var blevne uenige ude på marken, og at vennen havde givet kæresten medhold. Men hvorledes hun var falden i afmagt, havde hun ikke den fjerneste anelse om. Imidlertid var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at det var hendes kæreste, der havde trukket klæderne af hende, idet han før har udladt sig med, at han nok skulle udsætte hende for offentlig skandale.

Efter hendes eget ønske blev der straks sendt bud efter hendes forældre. der noget senere indfandt sig på gården.

I går formiddags ankom der til gården i Valby en vogn med de nødvendige Klædningsstykker, og lidt efter kørte tømmerhandlerens datter bort derfra til sit hjem, hvor hun straks bragtes til sengs, stærkt angrebet af feber.

København 27. oktober 1894.