lørdag den 20. marts 2021

Valby Tidende nr. 99, januar-juni 1878

Dødsfald

I fredags døde i Valby efter nogen tids sygelighed som følge af en underlivssygdom 11. bataljons gamle chef, generalmajor Ernst Frederik Staggemeier. Den afdøde der for kort tid siden fejrede sit guldbryllup, havde på en meget hæderlig måde udmærket sig i den første slesvigske krig, navnlig i slaget ved Isted da han som chef for 11. bataljon sammen med oberst Walther, fører for 1. bataljon, hævdede disse afdelingers gamle ry for tapperhed. Han havde i ualmindelig grad vundet sine underordnedes agtelse og kærlighed. Han var den 6. august 1857 blevet udnævnt til kommandør af dannebrog. Dannebrogsmand blev han den 6 oktober 1850.
(Nationaltidende, 6. januar 1878)

Dødsfald.

I fredags er en af hærens ældste officerer, afskediget generalmajor E F. Staggemeier, kommandør af dannebrog og dannebrogsmand, afgået ved døden i sit 88. år. Den afdøde blev kort før udbruddet af krigen 1807 udnævnt til officer, deltog som bataljonschef i krigen 1848-50 og var under en del af Dybbøls belejring kommandant i Sønderborg. I slaget ved Isted hævdede han navnlig som chef for 11. bataljon sammen oberst Walther, chef for 1. bataljon, disse afdelingers gamle ry for tapperhed. Generalmajor Staggemeier var under sin lange og hæderlige militære løbebane meget afholdt af sine undergivne, hvilket blandt andet på en smuk måde gav sig til kende ved hans 70 års jubilæum, da en deputation indtraf til hans hjem i Valby ved København fra Aalborg hvor han tidligere i en lang række år var bataljonschef.
(Kallundborg Avis, 7. januar 1878)

En tyfusepidemi

har efter hvad vi har erfaret, i nogen tid grasseret i Valby, hvor den blandt andet skal have angrebet flere af det på bryggeriet Carlsberg værende personale. Efter hvad der er os meddelt, skal smitten være tilført fra flere og mulig fra en bestemt ejendom på Vesterbrogade, hvor et større antal personer efterhånden skal være blevet angrebet af den nævnte sygdom. Det påstås ligeledes at sygdommen fra det nævnte sted er forplantet til et par købstæder her på Sjælland - der nævnes Vordingborg og Store Heddinge - og der synes således at være al anledning for det kongelige Sundhedskollegium til at lade dette forhold på det nøjeste undersøge.
(Nationaltidende, 13. marts 1878)

Tyfusepidemien.

I anledning af vor meddelelse om at der på Vesterbrogade og navnlig i en bestemt ejendom skal have grasseret en tyfusepidemi, og at smitten derfra skal have forplantet sig såvel til Valby som til et par købstæder på Sjælland, har vi med hensyn til at den ejendom hvortil der formentlig sigtes, er nr. 258 på Vesterbrogade, modtaget forskellige oplysninger fra Frederiksberg Sundhedskommision. Det fremgår af disse at kommissionen den 13. februar af praktiserende læge Warming modtog anmeldelse om at han i den nævnte ejendom havde fået to patienter med gastriske tilfælde under behandling. Ved den derefter af Sundhedspolitiet foretagne undersøgelse viste det sig at der omtrent samtidig i ejendommen var indtruffet 9 andre sygdomstilfælde, navnlig gastriske og tyfoide. Den først angrebne der var blevet syg den 17. december f. å. var en ung dame som i begyndelsen af november var tilflyttet fra en ejendom i Strandgade hvor der ingen syge havde været i længere tid. Sygdomsårsagen måtte derfor antages at være lokal, og ved den af kommissionen lægekyndige medlem på stedet foretagne undersøgelse viste det sig også at forholdene i hygiejnisk henseende var så ugunstige som tænkes kan, og efter hans indstilling blev brønden i gården, da den var i en så rådden tilstand at spildevandet med lethed kunne trænge ind i den, forseglet af politiet, hvorhos ejeren med hensyn til den uorden der fandtes i gårdrummet - der var til eksempel ingen skarnkasse, men i et hjørne af gården var der henkastet såvel skarn som snavs fra kloakken, hvilket havde ligget der i flere måneder - modtog forskellige pålæg af sundhedspolitiet, og efterhånden som de syge var helbredt eller ført til hospitaler, blev der sørget for den fornødne desinfektion af senge, gangklæder og lokaler. Ved forhøring var det oplyst at to unge mennesker, henholdsvis fra Stege og Store heddinge, som i begyndelsen af februar i nogle dage havde været i besøg i ejendommen efter deres tilbagekomst til de nævnte byer var blevet angrebet af tyfoid feber, samt at en arbejdsmand som havde boet i ejendommen til den 1. d. s. efter anmeldelse af praktiserende læge Gustav Larsen var død i sin nye bolig den 5 d. s., rimeligvis af den samme sygdom. Derimod har der ikke i selve ejendommen siden de nævnte forholdsregler blev truffet, vist sig flere sygdomstilfælde, og hvad de i Valby, dels i selv byen før de nævnte tilfælde indtraf, dels på bryggeriet indtrufne tilfælde angår, har det ikke kunnet oplyses at de angrebne enten selv har været i den nævnte ejendom på Vesterbrogade eller på anden måde har haft samkvem med beboerne i denne.
Af det anførte fremgår det at der straks efter anmeldelsen er skredet ind med stor energi af den stedlige myndighed på dette område, men at det først har kunnet ske på et sent tidspunkt fordi de pågældende praktiserende læger trods den til dem udgåede indtrængende opfordring, har undladt at gøre anmeldelse om de i deres praksis indtrufne stærkt smittende epidemiske sygdomstilfælde enten til distriktslægen eller til Sundhedskommissionens lægekyndige medlem. Der turde derfor, som udtalt i vores første meddelelse, være god anledning for det Kgl. Sundhedskollegium til på grund af de her indtrufne tilfælde alvorlig at indskærpe lægerne at give de stedlige sundhedsautoriteter underretning om epidemiske sygdomstilfælde uopholdelig efter at de er kommet til deres kundskab.
(Nationaltidende, 15. marts1878)

Valby Langgade 7B, opført 1878. "Carlseie" efter Jens Carl Ostenfeldt. Den første beboer var formanden for Hvidovre Sogneråd hvorunder Valby dengang hørte, grosserer og smørhandler Svendsen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ildløs.

Forrige nat omtrent kl. 3 blev der anmeldt ild i ejendommen “Landlyst” i Valby der tidligere i en lang årrække har været ejet af tobaksfabrikant Beck og nu ejes af partikulier D. Th. Gottliebsen. Ilden der fra først af viste sig i dennes soveværelse, forplantede sig efterhånden til den af ham beboede del af beboelseshuset, men den anden del af dette der tilhører en anden mand som nylig efter et ham givet pålæg har måttet opføre en brandgavl, frelstes ved denne. Ejeren forklarede at han var kommet hjem kl. 2 og må have glemt at slukke en petroleumslampe som efter at han var faldet i søvn må være væltet og have bevirket ilden. På grund af forskellige omstændigheder fandt politimesteren eftere sin ankomst til brandstedet anledning til at sætte ejeren under anholdelse.
(Dagens Nyheder, 17. marts 1878)

Tyfusepidemien på Vesterbrogade.

har givet distriktslægen for Københavns Amts søndre lægedistrikt Paulsen i Taastrup anledning til indtrængende at opfordre de praktiserende læger til uopholdelig at gøre anmeldelse enten til ham eller til Sundhedskommissionens lægekyndige medlem, justitsråd Prieme om ethvert forefaldende epidemisk, stærkt smittede sygdomstilfælde. Desværre har de uforsvarlige forhold i den omhandlede, Møller Dame tilhørende ejendom nr 280 på Vesterbrogade haft til følge at en i ejendommen boende mand har mistet sin hustru og sin 18-årige datter mens hans to andre børn ligger syge af tyfus  Stege og i Store Heddinge.
Foranlediget ved vores tidligere meddelelse om dei Valby indtrufne tyfustilfælde har den i Valby boende praktiserende læge O. Købke i “Valby Ugeblad” udtalt at der ikke i de sidste 3 uger der i byen har været noget nyt tilfælde af tyfus, og at der vel spredt omkring i byen forekommer enkelte tilfælde af gastrisk feber, men ikke af nogen alvorlig betydning og ikke i større antal end så ofte ellers, ligesom der heller ikke er den ringeste sandsynlighed for at de to tilfælde af tyfus på “Carlsberg” vil have en videre udbredelse af sygdommen til følge, da patienterne straks blev ført til hospitalet.
(Dags-Telegraphen (København), 27. marts 1878).
Af tidlige aviser i Valby, nævner en liste over Statsbibliotekets samlinger: Valby Ugeblad 1878-1891, 1909-1920. Valby Bladet 1898-1900, 1902. Valby Avis 1900, 1911-1912, 1921-1925

Fru Vest’ Skole i Valby som begyndte sin virksomhed den 1. november 1874 med 5 elever, har nu 62 der er fordelt i 6 afdelinger. Den årlige hovedeksamen afholdes den 28. og 29. maj. Den 1.juni begynder det nye skoleår. De fremsendte efterretninger indledes med en lille vel skrevet afhandling “Hvad er “Skolen”, og hvilken betydning har skolegerningen”. De indeholder tillige en henvendelse til eleverne om ikke oftere at vise de navnlig fra vores private pigeskoler vel bekendte påskønnelser i anledning af bestyrerindens fødselsdag osv. “Flid og god opførsel” - hedder det - “vil glæde såvel os som forældrene langt mere”.
(Dags-Telegraphen (København), 20. maj 1878)

Atter mælkeforfalskning

Efter at politiet havde fået formodning om at den mælk en mælkekusk fra Valby daglig leverede hos en herboende bager, var forfalsket ved en tilsætning af vand, indfandt to betjente af sundhedspolitiet sig en dag hos bageren for at undersøge mælken. Da kusken kort efter indfandt sig hos bageren, blev han beordret til at følge med på stationen, samtidig med at hans mælkebeholdning blev taget i forvaring og ligeledes medbragtes på stationen, hvor undersøgelsen derefter fandt sted. Ved denne viste det sig at mælken, der var i to blikbeholdere på 55 potter hver, kun viste en vægtfylde af 27 grader ved 12 graders varme, således at der altså var iblandet mælken en del vand. Under sagens gang påstod kusken at han ikke havde foretaget forfalskningen, idet mælken efter hans udsagn var i samme tilstand ved undersøgelsen som da han fik den leveret af sin husbond i Valby. Senere fandt han på at gøre gældende at en del af den undersøgte mælk var kærnemælk, hvad han dog havde glemt at sige bageren den nævnt morgen, at han ikke havde afskummet mælk nok med, hvorimod hans beholdning bestod af kærnemælk med 5 potter afskummet mælk i hver 50 potter kærnemælk. Da betjenten bestemt benægtede rigtigheden af denne forklaring, der i øvrigt måtte forekomme enhver højst usandsynlig, valgte kusken i betragtning af omstændighederne at afgøre sagen med en bøde af 20 kr. for ikke at få større ubehageligheder ud af sagen.
(Dags-Telegraphn (København), 9. juni 1878)

Forfalskning af mælk og fløde.

Politiet undersøgte en dag den mælk som karlen Anders Thomsen der tjener hos mejeriforpagter Busch i Valby, bragte til en bager i Vimmelskaftet, og fandt 110 potter afskummet mælk blandet med 20 pct. vand. Karlen forklarede at mælken var som husbonden havde leveret ham den, og husbonden forklarede at han i mangel af tilstrækkelig forråd afskummet mælk havde givet karlen kærnemælk med, med pålæg om at sige bageren hvad vare han fik. Skønt den undersøgende politimand følte sig overbevist om at det var vandblandet skummetmælk han havde forefundet, turde retten ikke forkaste husbondens forklaring og frikendte ham, hvorimod karlen der ikke havde sagt bageren hvad det var for mælk han bragte, idømtes en bøde på 20 kr i den offentlige politirets gårsmøde.
(Morgenbladet (København), 23. juni 1878)
Rubow's Eftf. Amagert. 6; Rubow E Eftf. Vimmelskaftet 37. Det kongelige hofbageri E. Rubows Eftf. blev 1959 overtaget af bagermester Vinther som havde grundlagt Trianon i 1940.


Ernst Frederik eller Friedrich Staggemeier, født 1790 eller 1791 i Kellinghusen i Holsten. Landkadetakademiet 1803. Forlod 1807 København som fænrik ved Marineregimentet. Senere Prins Christians Regiment. 1811 premierløjtnant, 1823 stabskaptajn, 1831 kompagnichef, 1840 major. 1842 ved 1. bataljon. 1844 13. bataljon i Fredericia, 1845 ved 11. bataljon i Aalborg. Gift med Wilhelmine Eleonore Gerlach. Flyttede 1844 til Fredericia, 1845 til Aalborg. I 1863 var han kommandant på Als indtil de flygtende danske tropper ankom. Han flyttede derefter til Ny Bakkehus, hvor han døde 4. januar 1878. Hans søn officeraspirant og stud. jur. Emil Staggemeier (1841-1864) gjorde i 1864 tjeneste ved 11. regiment og døde i Verninge den 12. juni 1864.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar