Vold mod en politibetjent.
Natten mellem den 14. og 15 november f. å. gik arrestanten Niels Christensen der dengang havde bopæl i Valby, i en noget beruset tilstand ned ad Vesterbrogade, idet han kåd og lystig sang højt. Den patruljerende politibetjent fandt sig foranlediget til, da han ved indkørslen til Frederiksberg Alle traf sammen med Politibetjent Nr. 215, at gøre denne opmærksom på arrestanten der da var på vej ind på hans post. Betjenten fulgte da efter ham; men ved Sorte Hest vendte Arrestanten sig pludselig om og gik tilbage hen, mod fornævnte politibetjent. Da denne opfordrede ham til at gå hjem, erklærede arrestanten at det ville han ikke, hvorimod han ville give sig til en Station med politibetjenten, uden at denne havde talt om station eller anholdelse.De fulgtes nu en tid rolig sammen; men da de var kommet ud for ejendommen Nr 110 i bemeldte gade, standsede arrestanten med et og greb uden nogen som helst given anledning betjent Nr. 275 så hårdt i struben at han ikke kunne åbne munden; men ved nogen kraftanstrengelse og ved til sidst at gribe arrestanten i skægget lykkedes det Politibetjenten at rive sig løs. Arrestanten greb imidlertid atter fat i Betjenten og overfaldt ham med slag. Da Betjenten indså at han ikke med hænderne kunde få bugt med arrestanten eller efter flere opfordringer få ham til at ophøre med sine voldsomheder og derfor trak politistaven og med denne gav arrestanten et slag af ringe betydning over den ene arm, rev arrestanten staven fra politibetjenten bibragte ham med stavens håndtag et slag på hovedet og løb ind ad byen til. På denne flugt blev arrestanten forfulgt af politibetjenten, indhentet og kastet til jorden. Men da sidstnævnte der ved denne lejlighed selv faldt omkuld ville gribe arrestanten, tilføjede denne ham med den tykke ende af politistaven 3 slag i hovedet med fuld kraft og vedblev at slå ham med den omhandlede stav, uden dog at ramme ham uden ubetydelig på skuldrene, fordi Politibetjenten havde fået sine arme slået om arrestantens arme, hvilke han holdt fast indtil der kom såvel politibetjente som civile tilstede, ved hvis hjælp arrestanten blev anholdt og bragt til en politistation.
For de nævnte legemsbeskadigelser hvoriblandt et betydeligt sår i hovedet, der dog efter vedkommende læges erklæring antages ikke at ville medføre skadelige følger for den pågældende politibetjent fremtidige sjæls-og legemstilstand, blev han indlagt på Kommunehospitalet, hvorfra han senere er udskrevet uden dog at være tilstrækkelig helbredt. Arrestanten der vel ved den omhandlede lejlighed var noget beruset, men dog efter hvad der er oplyst, i fuldstændig tilregnelig tilstand, havde forklaret at han ikke i øjeblikket havde tænkt sig hvilke følger de nævnte slag kunne medføre, endsige tilsigtet noget bestemt onde, men kun haft for øje at slå sig løs fra betjenten, hvilken forklaring fandtes ikke at kunne forkastes. Ved Kriminal- og Politirettens dom blev arrestanten der er 28 år gammel og før har været straffet, anset efter Straffelovens § 100 med 8 måneders forbedringshusarbejde samt tilpligtet at betale i erstatning til Københavns Politi 7 kr. 66 ører og til politibetjent nr. 275 N. V. Christensen 10 kr.
(Dagbladet (København), 20. januar 1876)
Selvmord.
En i Valby boende arbejdsmand har i disse dage taget sig af dage ved hængning. Den afdøde var nylig ved Københavns Kriminalret blevet idømt en straf af fængsel på vand og brød, hvilken straf han endnu ikke havde udstået.(Dags-Telegraphen (København), 20. januar 1876)
København den 29. februar.
Vejret var i går, fastelavnsmandag, meget ugunstigt, så at de sædvanlige fastelavnsløjer der som bekendt har fået anvist Valby som tumleplads, ikke udøvede den sædvanlige tiltrækningskraft på københavnerne som kun i temmelig ringe antal var taget derud for at se at der blev stukket til stråmanden. Man har dog vistnok her og der taget erstatning ved at bide til bollen inden lukkede døre.(Fyens Stiftstidende, 1. marts 1876).
København den 1. marts.
Den nyere tids sociale udvikling der bestandig mere udvisker standsforskellighederne, fjerner også for hvert år der går, flere af de træk der tidligere karakteriserede folkelivet. … Den gamle ret som vor bys lystige gadeungdom fra Arilds tid havde til at der fastelavnsmandag af gavmilde Plutos sønner kastedes småmønt, æbler osv. i grams fra Børstrappen er - ganske vist til alt andet end glæde for den pågældende ungdom - faldet bort i de sidste år. Men derimod møder man jævnlig på fastelavnsdagene, flokke af maskerede og udklædte drenge der driver deres lystighed og ivrigt både på gaden og i husene præsenterer deres bøsser. Også den gamle skik at “slå katten af tønden” dog selvfølgelig uden en levende kats medvirken, eksisterer endnu i det nærliggende Valby, og mange ældre københavnere især af håndværker- og arbejderklassen, følger endnu traditionen absolut at måtte ud til Valby fastelavnsmandag for at overvære de udklædte og maskerede valbykarles lystige idrætter til hest. Det er i reglen når vejrliget er nogenlunde gunstigt, en strøm af mennesker i tusindvis som man om eftermiddagen på fastelavnsmandag ser bevæge sig fra den gamle by ud ad Vesterbro til det bag Søndermarken beliggende Valby, og i reglen bliver endog mange der ønsker at forhøje nydelsen ved tillige at få sig en køretur, befordrede fra Kongens Nytorv, Halmtorvet og enkelte andre punkter ud til Valby på sommerlige åbne vogne, de såkaldte “kaffemøller”, af hvilke hver rummer omtrent en snes personer. Udvandringen fra byen fastelavnsmandag synes dog år for år at blive ringere, ligesom også de øvrige minder om de i vores fædres tid gængse fastelavnsløjer bliver færre og mattere, og sandsynligvis vil den traditionelle fastelavnslystighed om nogle få år alene bestå i fortællingen.---
(Fyens Stiftstidende, 3. marts 1876. Uddrag).
Ildebrand
I Valby ved København nedbrændte i går middags O. Pedersens gård. Manden der var syg og sengeliggende, måtte bæres ud af den brændende gård. 7-8 kør indebrændte. Gården der er meget gammel og lå overfor Søndermarken, var forsikret, men desuagtet skal ejeren dog lide et føleligt tab.(Folketidenden, 4. maj 1876).
Brandstiftelse.
---Kort efter at branden var begyndt, rettedes der mistanke for ildspåsættelse mod en person som i løbet af formiddagen var set i stalden, i nærheden af den og flere andre steder i gården, og da man ved at se efter ham bemærkede en person der lignede ham, fjerne sig ilsomt i retning af Brønshøj, blev han eftersat og standset af nogle folk fra en nærliggende gård der hørte at han blev forfulgt under anskrig. Først nægtede personen at vide noget som helst om brandens opkomst, men efter at birkedommer Eberlin kort efter var kommet til stede, tilstod han for ham at han hvis navn er Peter Hansen fra Vesterhæsinge, almindeligt kendt under navnet “Uglen”, havde påsat ilden uden nogen som helst motiv, idet han ikke kendte ejeren, forpagteren eller nogen af folkene på gården, på hvilken han heller ikke nogensinde før havde været. Han tilstod endvidere at han der i begyndelsen af dette år var løsladt fra tugthuset i Horsens, hvor han efter en ham for indbrud m. m. i Roskilde overgået dom havde udstået 8 års tugthusarbejde, den 8. f. m., kongens fødselsdag, havde med en svovlstik tændt ild i stentaget på en længe af Andreas Rasmussens gård i Vesterhæsinge der nedbrændte aldeles. Straks efter branden begav han sig til Odense, derfra til Fredericia, Vejle, Horsens, Skanderborg, Aarhus, tilbage til Horsens med dampskibet til Kalundborg og derfra her til byen. Under det i går eftermiddag fortsatte forhør tilstod han endvidere et tyveri i Helsingør. Derimod nægtede han foreløbig at have påsat den ild hvorved gårdejer Ole Pedersens gård i Valby brændte i forgårs, men han indrømmede at han havde stået i Søndermarken og set på ilden. De nedbrændte bygninger var kun lavt forsikret, så at ejeren lider et ikke ringe tab. Besætningen og inventaret var forsikret af forpagteren. Derimod havde ingen af gårdens tjenestefolk deres ejendele forsikret, og den i havehuset boende gartner havde kun assureret et ubetydeligt beløb’
(Nationaltidende, 5. maj 1876. Uddrag, artiklen omtaler en brand på Frederiksberg).
Ildebrand
Onsdag formiddag omtrent kl. halv elleve udbrød en heftig ild i den gård i Valby som tilhører gårdejer Ole Pedersen der ligger skråt overfor Søndermarken. Ilden der opstod i ladebygningen, greb straks om sig med stor heftighed, og i løbet af meget kort tid var alle gårdens fire længer omspændt af den, så at der ikke kunne være tale om at forsøge at standse den, og de forsøg som i denne retning blev gjort af de fra den nærmeste omegns mødende sprøjter, var også fuldstændig frugtesløse. I løbet af en times tid var samtlige bygninger nedbrændt til grunden, og af inventaret lykkedes det så godt som ikke at redde noget. Hele den i hus værende del af kvægbesætningen, 8 køer, indbrændte ligeledes. (Dagens Nyheder).(Fædrelandet, 5. maj 1876).
Ildløs.
Onsdag formiddag omtrent kl. 10 udbrød der ild i gårdejer Ole Petersens gård på Valby Bakke, omtrent lige overfor traktør Korups ejendom. Ilden greb ifølge D. T. så hurtig om sig at det ikke lykkedes at få alle kreaturerne ud af stalden, før denne styrtede sammen. I løbet af 1½ time var hele gården forvandlet til en grushob, og at en lignende skæbne ikke ramte den tæt ved liggende gård der har tilhørt afdøde gårdejer Christen Nielsen, skyldes ene brandvæsnets omsigt, idet al kraft straks blev sat på at værge denne gård mod antændelse. Om årsagen til ildens opkomst, er endnu intet bekendt.(Kalundborg Avis, 5. maj 1876).
Ildspåsættelse
---Politiet har anholdt en fra Vridsløse bekendt snedkersvend som efter forlydende allerede har afgivet tilståelse om såvel at have påsat denne ild som den der i onsdags fandt sted i Valby. Han synes ikke at have haft nogen som helst anden bevæggrund til ildspåsættelsen end ødelæggelseslyst.
(Aarhus Amtstidende, 6.maj 1876. Uddrag).
Anholdt kvægtyv.
Onsdag aften kom det til den i Valby stationerede politibetjent Withs kundskab at en person på Roskilde Landevej havde falbudt 3 store og smukke køer for 510 kr, mens de utvivlsomt efter deres beskaffenhed måtte have en værdi af mindst 700 kr. Han opsøgte derfor sælgeren, hvem han traf i Valby Kro, og efter forskellige udflugter vedgik denne da at han hvis navn var Johan Carlsson, født i Sverige i 1840, natten til onsdag havde stjålet dem fra Hagestedgårds mark ved Lammefjorden på hvilken herregård han havde tjent i 3 år indtil 1. maj d. å. mens han siden har arbejdet på jernbanen. Da han tirsdag formiddag kom til København, besluttede han at tage med aftentoget til Holbæk for at stjæle nogle af køerne på gårdens mark for derved at skaffe sig penge til en rejse til Amerika. Hans motiv til netop at bestjæle Hagestedgårds ejer var alene den at denne havde mange køer - 120-125 stkr. - så at han var overbevist om at det ville vare længe inden køerne ville blive savnede. Kl. mellem 1 og 2 om natten ankom han til gårdens mark og tog da 3 store røde køer med tøjr og klaptrær fra marken,men på vejen kastede han tøjrene ind i et stykke rug og førte køerne videre i et til dette øjemed her i byen købt reb. På vejen hertil bød han køberne tilfals til flere for 200 kr. stk., idet han foregav at de tilhørte en mand i Odsherred.(Social-Demokraten, 10. juni 1876).
Dyrplageri
---
Apropos! hvorfor tales der aldrig om omnibusserne til Valby? For ukyndige må denne kørsel tage sig ligeså dyrplagerisk ud som de frederiksbergske sporvognes
(Nationaltidende, 14. juni 1876, citat i forbindelse med de frederiksbergske sporvognes dårlige veje).
Om skatten i Hvidovre.
Hr. redaktør! når hr. M. H. skriver at alle klager over den store fattigskat, så tror vi også der er grund dertil. Vi klager, men det hjælper ikke, vi skal betale, og vil eller rettere kan vi ikke betale, så kommer de og panter og tager stumperne med det samme. Spørger vi om de også har lov til at tage panterne med det samme, så svarer de: “Det har vi ret til.” Vi kunne finde os i at betale skat når vi blev lignet som arbejdere andetsteds i sognet, men det bliver vi ikke. Når en arbejdsmand som bor i Valby, betaler 40 til 50 ører i kvartalet, så betaler vi 2 kroner, ja vi har endog det tilfælde at en arbejdsmand betaler 1 krone 75 ører i kvartalet og hans søn som bor samme sted, betaler 40 ører. Hvorledes de påligner skatten, det har vi forgæves søgt at regne ud, men pengene må vi betale hvis vi ikke vil af med et par stole, et bord eller noget lignende.Flere forurettede skatteydere i Hvidovre Sogn.
(Social-Demokraten, 27. juni 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar