lørdag den 7. december 2019

Valby Tidende nr. 32, januar-april 1855

Dødsfald

At det behagede det alvise forsyn den 31. december 1854 at bortkalde vores gode kærlige bror, Jens Harald Valdemar Weber, forvalter ved den Sjællandske Jernbane i Valby, i en alder af 36 år af tarmbetændelse. Dette bekendtgøres herved fraværende slægt og venner af hans sørgende efterladte.
(Begravelsen finder sted fra Frederiksborg Kirke lørdag den 6. januar kl. 11)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 4. januar 1855.)

Spørgsmål til Forstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre Sogne.

For os beboere af Frederiksberg Sogn har det længe været en afgjort sag at den forbindelse med Valby Sogn hvori vi er sat, ikke længe burde finde sted på grund af de i den senere tid indtrådte så aldeles forskellige forhold. Det var os derfor en glæde at se at erkendelsen heraf endelig også havde nået Forstanderskabet, hvilket vi nemlig har antaget at være tilfældet, eftersom forstanderskabet i begyndelsen af det nu forløbne år afkrævede os vores mening om det. Da vi imidlertid ikke siden har hørt noget, tillader vi os at forhøre os hos det ærede sogneforstanderskab om denne for os så vigtige sag atter skulle være opgivet, eller af hvilken årsag nævnte så nødvendige adskillelse endnu ikke er effektueret.
Flere beboere af Frederiksberg Sogn.
(Fædrelandet, 5. januar 1855.)


København set fra Valby Bakke i 1850'erne


Om voldenes nedsænkning og stadens udvidelse.

Da det er glædeligt for Københavns indbyggere at erfare at den ny krigsminister efter den almindelige mening nu ved kommissionens nedsættelse om fæstningsvæsnets ordning skal have stillet i spidsen de københavnske voldes nedsænkning, hvorved sundheden og lejeafgifterne vinder betydelig for de deri interesserede og den enorme sum der kan udkomme ved salg af de nye byggepladser der skal anvendes til den nye demarkationslinje ved Valby osv., så anmoder man folk der forstår sig på den sag, snarest at udtale sig offentlig i den anførte retning.
X.
(Morgenposten, 7. februar 1855.)


Slutningsbal

for mine elever i Valby
I dag fredag den 9. marts afholdes bal, begyndelsen sker kl. 7. Billetter a 3 mk. fås i Valby Gæstgiversted. Uvedkommende kan også deltage.
Med agtelse demoiselle A. Hellmuth.
Et brillant transparent vil hele natten være arrangeret.
(Flyveposten, 9. marts 1855)

Indsamling til fattige

Da nøden er stor blandt mange fattige familier i Valby i denne vedholdende strenge vinter, er en forening i den anledning sammentrådt i det øjemed at indsamle bidrag til brændsel, for derved at lindre den fattiges trange kår.
Foreningen tillader sig derfor at henlede veltænkende medborgeres opmærksomhed til opnåelsen af denne hensigt. Bidrag modtages af undertegnede mænd i Valby samt af hr. kapt. tømmerhandler Collstrop på Vesterbro.
Københavns Valby den 12. marts 1855.
C. Christensen, Garvermester
R. B. Hansen, cst stationsforvalter ved Valby Jernbanestat. Foreningens kasserer.
E. Jørgensen, Tømrer.
Ole Larsen, Gårdejer
Knud Petersen, Høker
N. Sørensen, Gårdejer.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissmentstidende, 14. marts 1855.)


Sommerlejlighed

I Jernbanestationsbygningen ved Valby er en 1. sals-etage bestående af 3 værelser, entre, køkken, spise- og pigekammer m.v. til leje for sommeren. Lejligheden fremvises af forvalteren på stationen.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 30. marts 1855)


Bygningen Valby Langgade 55 skal være fra 1819 og kan altså måske antyde hvordan husene så ud dengang.

Godt lerfyld og brolæggersand kan afhentes for 1 mk. læsset ved Valby Jernbanestation.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 12. april 1855)


Et par ord om Frederiksberg Sogns kommunale forhold.

Ligesom København har den dobbelte egenskab at være rigets hovedstad i hvilken henseende den vedkommer enhver dansk, og at være en kommune som enhver anden, i hvilken egenskab den kun vedkommer dens egne indbyggere, således gælder noget lignende om Frederiksberg Sogn. Det er ikke uden en vis undseelse, at den danske mand, hvis sans ikke er aldeles sløvet, og især hvis han har set udlandets større stæder, drager ind i vores hovedstad, hvad enten han kommende fra søsiden må passere Brokkens Bod og den kun halv fuldendte toldbodbygning, eller han fra den højst tarvelige banegård må gennem en snæver åbning “med hindringer” passere de to vederstyggelige vagthuse (om hr. Mørks og hr. Tørsts klager og tusinde andre ting vil vi ikke her tale om). Det er heller ikke uden skamfølelse at man ved at passere de mest besøgte veje i hovedstadens umiddelbare nærhed finder dem at være uden vægtere og uden lygter, og efter årstidernes beskaffenhed til dels i uføre (om de mere indvendige mangler vil vi ikke her tale).
Hvad Frederiksberg Sogn angår, ligger skylden ikke hos personerne, men i institutionerne. For selv med den bedste vilje kan beboerne og de af dem valgte sogneforstandere intet udrette så længe foreningen består med Hvidovre Sogn. Da sidstnævnte sogn der indbefatter Valby, Vigerslev og Hvidovre, er vedblevet at være et landsbysogn, medens Frederiksberg i det væsentlige er blevet et købstadsogn, er det naturligt at de for landsbysogn gældende love og indretninger ikke passer her. Frederiksberg Sogns beboere gør med rette krav på goder som landsognets beboere med føje modsætter sig. Og med samme grund modsætter disse sig foranstaltninger som gadekærs oprensning i bønderbyerne m.m. Da enhver kommunal udgift i reglen skal fordeles over hele kommunen, vil hver af disse to ligeartede bestanddele modsætte sig hvad der kun gavner den anden. Og er endelig en udgift besluttet, savnes en ligeartet målestok for repartitionen da hartkornet naturligvis spiller en ganske anden rolle i Hvidovre end i Frederiksberg Sogn.
Det er ikke blot Frederiksberg Sogn der ønsker adskillelsen, men også majoriteten af landsognet. For på en derom i fjor udsendt cirkulære har alle ejendomsbesiddere på Frederiksberg, ¾ af Hvidovre bys ejendomsbesiddere, samt nogle i Valby og Vigerslev erklæret sig for adskillelsen. At de øvrige ikke erklærede sig for det samme, var grundet i frygt for at de skulle komme til at betale noget mere i fattigskat, hvilket heller ikke er usandsynligt. Men det ville dog være alt for tåbeligt om hensyn dertil skulle standse den til tidens fordringer svarende udvikling i en kommune som Frederiksberg, der støder umiddelbart til hovedstaden, er i virkeligheden blevet så at sige en del af denne og er i tiltagende som ingen anden kommune inden rigets grænser. Og denne urimelighed eller snarere uretfærdighed, ville være så meget desto større som Hvidovre Sogn nu for tiden kun udreder en i forhold til andre landsogne ringe fattigskat, nemlig 2 rdl. pr tønde hartkorn, og derhos må anses som en i det hele velhavende kommune.
Sagen om adskillelsen fra Hvidovre der er livsspørgsmålet for Frederiksberg i kommunal henseende er nu indbragt for indenrigsministeren, i hvis magt det efter lovgivningen står at bevilge adskillelsen. Vi har ovenfor sagt at manglen ved det bestående er at søge i institutionerne, ikke i de pågældende personligheder. For de nuværende af Frederiksberg valgte sogneforstandere mangler ingenlunde sans for hvad det civiliserede liv fordrer, og hvad der til dels tillige er at anse som en æressag, da man ikke uden føje bedømmer et lands eller et enkelt steds kulturtrin efter dets offentlige, synlige indretninger. Men bortrykkes ikke den hindring, nødes vi til at søge fejlen i vedkommende personlighed og ikke i institutionernes.
(Fædrelandet, 17. april 1855.)


Collstrop må være det endnu eksisterende Collstrop – Dansk Træimprægnering A/S (oprindeligt R. Collstrop A/S), grundlagt af Frederik Ludolf Gustmeyer og købt af Andreas Collstrop i 1772. Senere gik det i arv: Lauritz Collstrop (1780-1823), og den i artiklen omtalte Rudolph Collstrop (1812-1877). Han avancerede til major i borgervæbningen og var desuden medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1855 til sin død.
Frederiksberg Sogn var siden 1747 sammen med Hvidovre i et fælles pastorat. Sognets grænser dannede fra starten af 1800-tallet rammen for den fælles Frederiksberg-Hvidovre landkommune. I 1858 udskiltes Frederiksberg som en selvstændig købstadkommune.


I 1850 var Københavns befolkningstal nået op på 130.000 - og stadig indenfor voldene fordi det stort set var forbudt at bygge uden for voldene. Forterrænet var siden 1810 militær zone helt ud til Jagtvej-Falkoner Alle. I 1852 blev der givet tilladelse til at bygge uden for Søerne, og i 1856 opgav krigsministeriet modstanden mod at sløjfe voldene på Sjællandssiden. Nørreport blev nedrevet 1856, Vesterport, Østerport og Amagerport i 1857. Voldene blev sløjfet i perioden 1872-1913.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar