lørdag den 23. januar 2021

Valby Tidende nr. 91, august-november 1874

En bisværm

indfandt sig lørdag eftermiddag i Valby og okkuperede der sukkerbager Demants fabrikslokale efter at den først ved stik havde fordrevet alle arbejderne derfra. Bierne gjorde sig derefter ret til gade med de derværende fødevarer, men snart kunne man gennem vinduerne se følgerne af at nyde for meget af det gode, idet en mængde af bierne faldt døde ned på gulvet. Der blev skudt kuber ind i lokalerne, men bierne ville ikke opgive deres frihed. Først i torsdags, altså efter næsten en uges okkupation, lykkedes det ved hjælp af svovl at blive af med de ubudne gæster. Man antager at det har været bier fra 4 til 5 kuber fra hvilke man har taget honningen bort, så at bierne har forladt dem for at søge næring et andet sted. (Dgst)..
(Kjøge Avis, 17. august 1874).

Dødsfald.

Min inderlig elskede kone, mine børns kærlige moder Ane Andersen, født Jensen, er afgået ved døden efter 5 ugers sygeleje onsdag morgen den 26. august, 42 år gammel. Hun var mig en tro og hengiven hustru. 1  barn modtager hende hisset, 2 børn begræder tabet med mig. Dette sorgens budskab bringes herved slægt og venner. - Valby den 28. august 1874.
J. Andersen, smed i Valby.
Begravelsen sker fra kapellet på Frederiksberg tirsdag d. 1. sept. kl. 12 til Hvidovre Kirke.
(Folkets Avis - København, 30. august 1874).

Valby og omegn.

Undertegnede agter i efteråret at begynde et kursus i praktisk landmåling, nivellering, korttegning osv. Man behage forinden flyttedagen at henvende sig til hr. garvermester Petersen i Valby, efter flyttedage på min bopæl i “Karls Minde” ved skolen i Valby.
Ærbødigst
West
Lærer, tidligere drænmester.
(Folkets Avis - København, 8. september 1874)

Valby og omegn.

Til mine forskellige kursus i dansk, skøn- og retskrivning, regning og matematik samt til mine forberedelseskursus til Hærens Elevskole kan deltagere daglig indmelde hos hr. garvermester Petersen i Valby, efter flyttedagen på min bopæl i “Karls Minde” ved Skolen i Valby.
Ærbødigst
West
Lærer
(Folkets Avis - København, 8. september 1874)

Dags-Telegraphen, 1.maj 1872. Annonce for Valby Kro. Ejer på daværende tidspunkt var L. P Jørgensen.

Valby og omegn.

Fra flyttedagen modtager undertegnede såvel voksne som børn til undervisning i de almindelige skolefag samt sprog og musik, såvel timevis som i kursus. Man behage forinden flyttedagen at henvende sig til hr. garvermester Petersen i Valby, efter flyttedagen på min bopæl i “Karls Minde” ved skolen i Valby.
Ærbødigst
Johanne West
Eksamineret skolebestyrerinde og musiklærerinde.
(Folkets Avis - København, 8. september 1874)

Ejendomssalg.

De myndige arvinger efter konferensrådinde E. v. Holten har solgt “Valdal” i Valby til koffardikaptajn N. Johansen for 14.000 rd.
(Folkets Avis - København, 14. september 1874)

Koppesygdommen

synes atter at være i aftagende, idet her siden forrige onsdag ikke er anmeldt 20 tilfælde her i byen. I Valby hvor der tidligere har vist sig et par enkelte tilfælde, er derimod i går 2 børn blevet angrebet af kopper, og man frygter for at sygdommen skal angribe de øvrige i huset boende mindre børn der ikke skal være vaccinerede.
(Dags-Telegraphen (København), 22. oktober 1874).

Breve til Valby

Til de mindre behagelige overraskelser hører det også at modtage utilstrækkelig frankerede breve. Dette hænder ikke så sjælden indsenderen som bor i Valby. Da et brev til Frederiksberg ifølge en udtrykkelig bestemmelse som vel er en undtagelse fra reglen, kan frigøres med 2 skillings frimærke, ligger det nær at antage at det samme gælder Valby. Postloven siger imidlertid at breve mellem et postkontor og et brevsamlingssted ikke betragtes som lokalbreve og altså koster 4 sk., men dette er ikke almindelig bekendt, og vi tillader os at henstille til det ærede postvæsen om dette ikke måtte finde sig foranlediget til at henlede opmærksomheden på at breve til Valby kun kan frigøres med et 4 skillings frimærke. Tillige vil det korresponderende publikum i Valby være postvæsenet meget forbundet om det vil sørge for at de bestemte afgangstider for posten som er fra Valby kl. 7 form. og kl. 6 eft. og fra København kl. 8 form. og kl. 7 eft., blive noget nøjere overholdt, idet man nu ikke sjældent må vente utilbørlig længe på postens ankomst.
(Dags-Telegraphen (København), 2. november 1874).

Om bevarelsen af smukke Udsigter

...
I Søndermarken, ud for de uhyggelige levninger af det fordums kinesiske hus, haves en smuk udsigt til en lille del af Valby. Midt i prospektet står et højt og sjældent smukt træ, men rundt om dets stamme findes en talrig opvækst, der dels berøver træet dets imponerende udseende, dels næsten skjuler udsigten til Valby. Det var derfor ønskeligt, om denne opvækst kunne blive helt borttaget.
...
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. november 1874. Uddrag).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar