lørdag den 16. januar 2021

Valby Tidende nr. 90, juni-juli 1874

Staldgødning

af 12 heste
udbyder Valby Omnibusselskab til salgs, månedsvis, pr. hest eller pr. ½ år. Tilbud modtages på Omnibuskontoret i Valby.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 5. juni 1874)

Brevpostbefordringen til Valby.

Hr. redaktør! De påtalte forleden det forunderlige ved den ordning der for tiden finder sted med hensyn til kartering og betaling af breve til beboerne på Strandvejen inden for stadens grænser. Tillad mig i dag at påpege et forhold der er nok så besynderligt. Breve til landsbyerne omkring København - Frederiksberg bydistrikt og Sundbyerne undtagne da disse distrikter hører til de københavnske postdistrikter - befordres allerede nu i over et år mod en betaling af 4 sk. ved landpostbude. Således går det derimod ikke med et brev fra København til Valby når det af gammel vane er adresseret “pr. Frederiksberg”; for uagtet et brev fra København til Frederiksberg kun skal forsynes med et frimærke til 2 sk., skal et brev til “Valby pr. Frederiksberg” være forsynet med et mærke til 4 sk. for at det kan nå til brevsamleren, traktør Korup, uagtet han bor på Frederiksbergs grund. Og fra ham koster et brev atter 2 sk. i bærepenge før det når til sit bestemmelsessted, altså i alt 6 sk. Grunden kan nu ikke være den at Valby ligger i Hvidovre Sogn, for det gør fx “Bakkegården” også, og et brev med et 2 skillings frimærke kommer nok så sikkert til dette sted fra København, og det oven i købet befordret af Københavns Jernbanepostkontors egne bude. Hvad er da grunden?
T.
(Dags-Telegraphen, 23. juni 1874).

Valby Asyl.

I “Dags-Telegraphens” gårsnummer har “en bidragyder” spurgt om hvad det blev til med det nye asyl i Valby. Ved at rette dette spørgsmål til hr. brygger Kogsbølle på Carlsberg, har den ærede indsender givet det en fejl adresse, hvad der dog ikke skal hindre mig fra som asylbestyrelsens nuværende sekretær at give den “bidragydende” det forhåbentlig tilfredsstillende svar at den nye asylbygning hvortil grundstenen lægges om få dage, vil blive opført i indeværende sommer, så at den kan tages i brug henimod slutningen af året. Uagtet den i fjor afholdte bazar bragte et forholdsvis stort udbytte, vil enhver kyndig let se at det under de nuværende høje priser på alle byggematerialer ikke var tilstrækkeligt til dermed at dække udgifterne ved grundens erhvervelse og bygningens opførelse. Bestyrelsen har hvad her næppe vil undre nogen, næret betænkeligheder ved at skulle stifte et større prioritetslån i bygningen, navnlig så længe de faste årlige bidrag fra Valby selv ikke just kunne kaldes rigelige eller svarende til den store bekostning som asylet såvel efter “den bidragydende” som efter bestyrelsens mening har for byen. Det var væsentlig denne betragtning som ledede bestyrelsen til i nogen tid at opsætte byggearbejdets påbegyndelse.
Ny Bakkegård den 24. juni 1874.
Ærbødigst
O. Hall.
(Dags-Telegraphen, 25. juni 1874).

Brygger Erhard Ursin Kogsbølle (1833-1906). Inspektør på Carlsberg 1856-1881. Fotograf Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postvæsenet i Valby.

Når man flytter til Valby og selv henter sin post, bliver man anmodet om at afhente den mellem kl. 8 og 9 såvel morgen som aften, da traktør Korup der er brevsamler, mener at han ikke kan være ansvarlig for ankomne postsager. Indsenderen heraf er dog af den formening at han ifølge postlovene skal være ansvarlig såvel for afgående som for ankomne postsager selv om det ikke er et regnskabsførende brevsamlingssted han bestyrer. De 2 sk i bærepenge tager hr. Korup til indtægt og benytter dem næppe udelukkende til løn for sit bud, og beboerne er derfor ikke meget villige til at betale disse bærepenge. Det ville være ønskeligt om den ærede postbestyrelse ville fremkalde en bedre ordning på dette brevsamlingssted på hvilket der er en ikke ubetydelig korrespondance.
En korresponderende.
(Dags-Telegraphen, 13. juli 1874).

Grundstensnedlæggelsen af Valby nye asyl.

fandt sted i går formiddags i overværelse af en stor del af sognets beboere. Gehejmerådinde Hall, født Brøndsted, der i over 30 år har stået i spidsen for det i Valby af hende ved egne midler oprettede asyls bestyrelse, nedlagde pladen og murede som sædvanligt de første sten over denne. Bygningen der ligger i St. Jørgensgade i Valby, vil rimeligvis endnu i dette efterår være fuldført, men vil næppe blive taget i brug for til foråret.
(Dags-Telegraphen, 18. juli 1874).

En grisehandel.

Under en ved søndre birk påkendt sag påstod slagter Karl Nielsen af Valby arbejdsmand Rasmus Gudmandsen forpligtet til at udlevere 3 grise eller betale deres værdi med 15 rd., idet han gjorde gældende at de for længere tid siden i forening havde købt 12 grise, hvoraf de 6 senere blev solgt for fælles regning, og efter at han i længere tid havde været behjælpelig med at føde de andre 6 grise, ved at levere bærme og anden føde til dem, sendte den indstævnte ham pludselig bud om at han ikke mere skulle bryde sig om at skaffe føde til grisene og nægtede ham andel i dem der senere blev solgt for 30 rd. Den indstævnte påstod sig frifundet og gjorde gældende at Nielsen aldrig havde haft nogen medejendomsret til grisene der var født af hans egen so, og at der kun var truffet aftale mellem dem om at de skulle gøre en forretning sammen med grisene, idet Nielsen mod at betale 10 rd straks samt senere levere halvdelen af foderet til dem, skulle have halvdelen af salgssummen. Da Nielsen i de første 4 uger havde leveret sin andel af foderet, fik han derfor også da de 6 grise blev solgt, halvdelen af det indkomne beløb, men da han i de næste 3 måneder ophørte med at levere foder, som Gudmandsen derfor alene måtte skaffe til veje, solgte denne grisene for 30 rd. med et tab af 10 rd., da foderet havde kostet ham 40 rd. Da Nielsen ikke førte bevis for sin medejendomsret eller for at det var på den indstævntes foranledning at han ophørte med at levere foder, fandt retten at den indstævnte havde været berettiget til at anse den misligholdte overenskomst som ophævet, og han blev derfor frifundet.
(Folkets Avis- København, 31. juli 1874).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar