Valby Tidende nr. 75, januar-marts 1871

Carlsberg

I overensstemmelse med lov af 23. januar 1862 bekendtgøres herved at brygger Jacob Christian Jacobsen og brygger Erhard Kogsbølle, begge af Carlsberg i Valby, Hvidovre Sogn, for mig har anmeldt at de i forening driver fabrikation af bajersk øl under firma “J. C. Jacobsen & Co.”, Bajersk Ølbryggeri Carlsberg i Valby, Hvidovre Sogn, at de begge underskriver firmaet, at firmaets forpligtelser alene påhviler J. C. Jacobsen, at under firmaets virksomhed henhører alene driften af det nævnte bryggeri, mens begge deltageres ejendom og private virksomhed er firmaet uvedkommende, samt at bryggeriets bogholder, exam. juris. Christian Rulff af København er bemyndiget til at underskrive på firmaets vegne.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 12. januar 1871.
E. R. Petersen. 
(Den med Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. januar  1871).

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Brygger Erhard Ursin Kogsbølle (1833-1907). Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Fastelavnsløjerne i Valby. 

plejer sjældent at gå for sig uden at flere personer kommer i konflikt med politiet. Denne gang var alt gået godt indtil natten til lørdag, da et par personer henad morgenstunden måtte vises ud af Valby Kro, hvor de ved deres støjende adfærd forstyrrede balgæsternes glæde. Omtrent ved samme tid gik en i byen tjenende karl til sit hjem og ud for den i byen boende bager stødte han på de nævnte to personer der truede med at ville slå ham fordærvet, hvis han ikke straks gav ham 1 mark til boller. Han havde kun 8 skilling hos sig, men slynglerne ville ikke nøjes med dette beløb og trængte ind på livet af ham, så at han for at undgå personlig overlast måtte tage sit ur frem og love at ville stille det i pant hos bageren. dermed lod de sig tilfredsstille, og efter at de havde fået bollerne, og frataget karlen en flaske brændevin, forlod de ham, idet de til afsked gav ham nogle alvorlige knubs. efter forlydende er personerne allerede anholdt.
(Dags-Telegraphen (København), 27. februar 1871).

Overdragelse

Idet jeg herved bringer mine ærede kunder min tak for den mig i en længere årrække viste tillid ved udførelsen af deres arbejder, undlader jeg ikke at meddele dem, at min forretning fra 1.marts 1871 er overdraget til hr. entreprenør J. Eliasen af Valby, der har købt mit varelager, redskaber og ejendommen i Nørrebros Skolegade nr. 6, hvor forretningen fremdeles fortsættes. Den tillid, som har været vist mig, tør jeg samvittighedsfuldt bede Dem overføre på hr. Eliasen, hvem jeg herved tillader mig at anbefale.

Med megen agtelse

ærbødigst

Jørgen Larsen

Entreprenør

København, Nørrebroes Skolegade 6.

I henhold til ovenanførte fra hr. entreprenør Jørgen Larsen tillader jeg mig at meddele, at jeg uforandret fortsætter under mit navn den af ham i flere år førte forretning i Nørrebros Skolegade 6, såvel som min nuværende forretning i Valby. Jeg beder saavel mine som hr. Larsens ærede kunder fremtidig at vise mig den samme tillid, og mine bestræbelser skal altid være at tilfredsstille såvel deres som enhvers rimelige fordringer.

Med særdeles agtelse

ærbødigst

J. Eliassen

Entreprenør,

Kontor og lager i Nørrebros Skolegade 6

(forhen Jørgen Larsens Plads) og i Valby

(Den med Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 7. marts 1871).

Forbryderliv.

I den første slesvigske krig gjorde blandt andre en holstener ved navn Fritz Mau tjeneste i den slesvig-holstenske arme, indtil han i året 1850 blev taget til fange. Det kortvarige ophold her i landet behagede ham så godt, at han i året 1852 tog hertil, hvor han først bestyrede forskellige mejerier og derefter tog tjeneste på en større fabrik, hvor man, skønt han var noget drikfældig, var vel fornøjet med ham. Da han en aften i oktober måned f. å. kom hjem i sin bolig i Valby, traf han der et ungt menneske, der præsenterede sig for ham som hans broder ved navn Peter Mau, der kun var 5 år gammel, da Fritz drog hertil, og hvem han ikke siden havde set eller hørt fra. Peter fortalte, at han ligesom broderen var oplært som mejeribødker, i hvilken stilling han havde tjent i Jylland og senest i Holsten og tjent mange penge, for hvilke han havde købt sig ejendom i Holsten. Ulysten til at blive preussisk soldat havde bevæget ham til at udvandre, og han vilde enten købe sig en ejendom eller tage plads som mejeriforpagter. Han så nu på forskellige ejendomme, gjorde bud på flere, blandt andet på Valby Kro, og rejste tillige omkring dels i Sverige, dels på Sjælland i følge med broderen for at søge en plads som forpagter eller bødker. Den 22. oktober havde de været på gården “Jomfruens Egede” ved Præstø, og da de nåede Roskilde, gjorde Peter den ubehagelige opdagelse, at hans penge næsten var sluppet op. De bestemte sig derfor til at tilbagelægge resten af vejen til fods. I Hedehuskroen købte Peter en flaske brændevin, og da han flere gange havde ladet Fritz smage flaskens indhold, vendte han sig pludselig om til denne, så ham stift i øjnene, og sagde: “Nu må vi til at lave penge.” Fritz forstod ham ikke straks, men Peter sagde derefter: “Kom nu blot med mig. Du har jo været forpagter her på egnen, vis mig, hvor den gård ligger, hvor du boede, så sørger jeg for resten.” Fritz der havde nydt saa meget brændevin, at han ikke kunne orientere sig, opgav ham nu navnet på gården, og Peter gik derefter ind i et hus, hvor man viste dem, i hvilken retning gården lå. På grund af mørket kunne de imidlertid ikke finde vej, og da de kom til en gård på Vadsbymark, ville Peter ikke gå videre, men gik ind i et åbent udhus, hvor han prøvede på at trække en stor gris ud. Denne skreg imidlertid, og i dens sted tog han da et får og trak det ved rebet ud på landevejen, hvor han først opdagede, at et andet får fulgte med. Brødrene gik nu ad Kongevejen til Søndermarken med deres rov, og her slagtede Peter begge fårene med sin lommekniv, gemte skindene, hovederne og indvoldene i krattet, skar kroppene itu og puttede derefter stykkerne i en sæk, som han havde stjålet ved samme lejlighed, hvorefter de henad morgenstunden kom til Valby med byttet. 

Natten mellem den 27. og 28. oktober hjemsøgte de Rødovre, hvor Peter i et hønsehus slagtede 10 høns, mens han paa tre andre steder ved at åbne vinduer stjal en stor del smør, fedt, syltetøj m.m. endelig stjal de to spader for at give sig udseende af flittige arbejdsmænd. Den følgende dag købte Peter to store sække, og om natten begav de sig afsted til Juellund ved Køge, hvor de på en udflugt havde været ude, og hvor mejeriforpagteren velvillig havde vist dem om i hele mejeriet, ved hvilken lejlighed Peter i en lille kælder så et par fjerdinger smør, som “måtte være lette at tage”. Efter at have slået en rude ud, steg Peter ned i kælderen og kort efter var fjerdingerne udenfor, smørret slået af træerne og anbragt i sækkene, med hvilke de gik til Viby Station, hvorp de pr. jernbane tog til København og derfra til Valby, hvor smørret blev slået i ottinger og derefter solgt til forskellige høkere i København. 

Natten mellem den 7. og 8. november forlagde de skuepladsen til en ny kant, nemlig til gården “Store Vejlegaard” ved Vallensbæk. Ved et centrumsbor åbnede Peter vinduerne til fadeburet og spisekammeret. Her stjal de alt messing- og kobbertøjet, en jerngryde med 20 pd. fedt, urtekramvarer osv., og da de på bordet så en del breve (blandt disse var der en del amtsrådssager) og aviser, tog de også disse med sig, og skønt de havde omtrent 2 mil ad en til dels sandet vej at gå, bar de den tunge last til deres hjem. Kobbertøjet, der havde en værdi af mindst 30 Rd., solgte de til en marskandiser på Christianshavn for 10 Rd. Den næstfølgende nat gik de nordpå og gjorde indbrud på forskellige steder ved at opbryde jernstænger for vinduerne, hvorefter de fyldte sækkene med smør og fedt, dels i krukker, dels løst. De bar sækkene over markerne til landevejen, hvor de kom til at køre til Vesterbro med en fragtmand. 

Tre nætter derefter hjemsøgte de i et overordentligt regn- og stormfuldt vejr fem ejendomme i Glostrup, hvor de ligeledes ved at opbryde jernstænger for vinduerne kom ind i bygningerne og gjorde et rigt bytte af fødevarer, linned og gangklæder. Fritz var bange, da opbrydningen af stængerne forårsagede en del støj, men Peter beroligede ham med at enhver måtte tro, at det var stormen der ruskede i huset. Det sidste indbrud, som de begik, var hos en gårdejer på Hvidovre Mark, fra hvem de stjal to dritler smør. Den bestjålne sad just i Kjøbenhavn og talte om de mange tyverier, man i den sidste tid havde hørt om, da man meldte ham, at også han var bestjålen, og samtidig - det er oplyst under sagen - solgte tyvene smørret få steder derfra.
Politiet havde været i uafbrudt virksomhed om nætterne, men når patruljeringen var rettet mod nord, skete der indbrud mod syd og omvendt, og pludselig hørte tyverierne op af sig selv. 
Opdagelsen foranlediges ved det på Christianshavn solgte kobbertøj, og da man i Fritz Maus bolig fandt en stor del af de stjålne koster, gik han omsider til bekendelse, men Peter var forsvundet. Man telegraferede og skrev nu i alle retninger, og ved den lejlighed kom man til kundskab om at Peter Mau fra barndommen af havde været en for samfundet højst farlig person. Allerede som barn blev han i Kiel gentagne gange straffet for frække tyverier. Han stjal, “fordi det således faldt ham ind”. I 1860 blev han påny arresteret, men brød ud af arresten i Kiel og flygtede op i Jylland til en onkel, der sad i en god næringsvej. Drengen forstod at lokke således for ham, at de i løbet af ½ år begik en mængde indbrud, til hvilke de benyttede hest og vogn, og hvis udbytte var flere hundrede rigsdaler. I fjor blev Peter benådet og løsladt fra tugthuset i Horsens, hvor han var blevet konfirmeret, og hvor han efter dommen skulle have været 10 år. Han hjemsøgte derefter først Holsten, hvor han, forinden tog til Sjælland, begik flere tyverier, og var i december atter vendt tilbage dertil, men blev da pågrebet og allerede i Kiel dømt til to års tugthusarbejde, da man fik efterretning herfra. Om nogen udlevering kan der efter den der gældende lovgivning nu ikke blive tale, men derimod rimeligvis om en betydelig tillægsstraf. Broderen vil selvfølgelig blive tiltalt og straffet her. 
(Dags-Telegraphen (København), 23. marts 1871).