lørdag den 11. juli 2020

Valby Tidende nr. 63, marts-april 1868

Gamle Køge Landevej. 

Der er måske kun få af hovedstadens yngre beboere der har kundskab om at der tæt udenfor byen findes en vej af dette navn som fra Valby fører langs Kalvebod Strand, indtil den omtrent 2½ mil længere ude, efter at være kommet ind på gamle Roskilde Amt, hvor den består af et enkelt hjulspor i det dybe sand, lidt efter lidt forsvinder. Men desto bedre vil den være i de ældres minde, ikke blot fra de uheldige bedrifter som Landeværnet der gav til bedste i året 1807, men også og navnlig som den forhenværende eneste hovedlandevej fra København til Køge. For omtrent 30 år siden blev den nye chausse fra Taastrup til Køge åbnet for færdslen, og samtidig opgav staten sit tilsyn med Gamle Køge Landevej som den overdrog til amternes vedligeholdelse som mindre landevej. Følgerne heraf viste sig snart. Navnlig led de langs vejen liggende kroer et uopretteligt skår i deres søgning, og mens Flaskekroen og Jægerkroen med deres anselige udvortes endnu fører et vegeterende liv, idet de fornemmelig kun besøges af lamme- og kvægdrivere, som finder deres regning ved at drive kreaturer fra Syd- og Østsjælland ad denne kortere vej, er andre kroer i tidens løb aldeles forsvundet, og navnene “Fidtekroen” og “Nissekroen” tilhører snart historien. Men også de ved og i nærheden af vejen boende lider om ikke direkte, så dog indirekte et meget betydeligt næringstab. 
Slet havde denne vej altid været, men hvorledes den efter en halv snes år kom til at se ud, kan man kun få et begreb om ved at foretage en rejse over Jyllands hede. Ikke engang lyngen mangler, den gror endnu den dag i dag frodigt på Vallensbæks udmarker sammen med marehalmen og andre nøjsomme planter. Kun hist og her vidnede et par hundrede favne halvt opslidt stenbro eller en jordvold med rester af en milepæl om at vejen tidligere havde været en hovedlandevej. Ellers pløjede vognhjulene det bundløse sand, snart søgende et spor snart et andet, for bredde var der nok af, ja ofte sås sporene langt inde på de tilgrænsende enge, hvis ejere ikke synes ret at have fået øje for at selv slet jord lader sig forbedre. Følgen blev at landboerne som tidligere sås køre skridt for skridt ad denne vej med højst 5 tønder sæd på vognen, efterhånden måtte opgive at køre ad vejen, navnlig om sommeren når sandet var levende, og beboerne fra Hundige, Tranegilde, Ishøj Mark og Vallensbæk Mark måtte nu søge ud til hovedlandevejen, hvilket for mange gjorde at en rejse til og fra København blev i stedet for 4 til 4½ mil, 6 til 7 mil. 

Et landskab som dette nutidige kan muligvis give et indtryk af det uvejsomme terræn langs kysten til Køge: Flade strandenge der ofte oversvømmes, og sumpede områder langt ind i landet hvor veje hurtigt blev ødelagt. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

At det navnlig i de tre førstnævnte byer så forsømte agerbrug herved kom til at stå endnu mere i stampe, er en selvfølge, og skønt der i samme pastorat, hvori Hundige ligger, findes den for sit fortrinlige agerbrug bekendte herregård Gjeddesdal, var man dog i 1856 endnu ikke kommet videre i nævnte by end at man på flere steder brugte hjulploven med de dertil fornødne 4 heste og plovkører foruden plovstyrer. Men også de landboere som var forud for de øvrige, så sig på grund af de utrolig slette kommunikationsmidler hæmmede i deres virksomhed, og indgav derfor i 1855 et andragende til Københavns Amtsråd om at vejen måtte blive grundforbedret. Vejen blev synet af politimesteren og delegerede af amtsrådet, som alle erklærede den for at være i utilbørlig slet stand, men amtsrådets resolution gik ud på at vejen fra Hvidovre skel til Roskilde amtsskel skulle udgå af de mindre landevejes klasse og nedlægges på den strækning hvor den ikke var absolut fornøden som eneste kommunikationsvej. Siden den tid har vejen ligget hen uden at nogen har taget sig af den. Det ene sogn ville ikke gøre noget ved det stykke der fører over dets marker, med mindre nabosognene gjorde begyndelsen, men omsider gik det op for beboerne hvilket tab de led i mere end en henseende ved slette veje og turen er nu endelig kommet til den halvt forglemte Køge landevej. Et andragende indsendtes til Københavns Amtsråd om at få vejen genoptaget på landevejsregulativet, og efter at sagen har været undersøgt, er amtsrådet nu kommet til det resultat at det såfremt alle de til vejen stødende sogne vil optage den på fortegnelsen over offentlige sogneveje, vil af amtsrepartitionsfonden yde et tilskud til vejens grundforbedring.
(Flyveposten, 2. marts 1868.)


Illustration fra Kjøge Avis, januar 1867. Diligence-billeder som dette illustrerede ofte annoncer for afgange Taastrup-Køge. Gammel Køge Landevej var som det fremgår af beskrivelsen, helt ufremkommelig.

Ved at undersøge mælke- og flødebeholdningen hos melhandler Gede i Frederiksberggade nr. 11 i kælderen forefandt politiet forleden dag 16 potter afskummet mælk som var forfalsket med 10 % vand. Melhandleren påstod at mælken var således som han havde fået den fra gårdejer Niels Christensen i Valby, men da dennes varer den næste dag undersøgtes, fandtes de i upåklagelig tilstand. Omend den afskummede mælk måtte siges at være noget “mager”. Melhandler Gede nægtede vedholdende at have foretaget nogen forfalskning, og da dommeren selv var i tvivl om hvorvidt melhandleren var den skyldige, slap hr. Gede med at bøde 2 Rd. i mulkt.
(Dags-Telegraphen, 2. marts 1868.)

Fundet gravkammer. 

Ved gravningen af en grund i nærheden af Valby er man i forgårs stødt på en del store kampesten, og ved at se nøjere efter opdagede man at det var et gravkammer hvori der dog kun fandtes en del ben som smuldrede hen når man rørte ved dem. På vedkommende ejers foranstaltning bliver udgravningen af gravkammeret nu fortsat.
(Folkets Avis - København, 5. marts 1868.)

Selvmord

En ældre indsidder som boede i nærheden af Valby, har i slutningen af sidste uge hængt sig i sit hjem. Man antager at selvmordet er begået i et anfald af sindsforvirring.
(Folkets Avis, 7. april 1868)

Afsløring af en mindetavle. 

I går eftermiddag kl. 1 afsløredes i Frederiksberg Kirke en mindetavle rejst af den frederiksbergske afdeling af Våbenbrødre over de faldne af Frederiksberg Sogn. Kl. 1 indfandt Våbenbrødrene sig tilligemed Valby Sangforening i den stærkt opfyldte kirke, i hvilken begge foreningers fane plantedes ved siderne af den tilslørede tavle der er anbragt ved væggen til højre for indgangen til sakristiet. Efter et kort præludium blev salmen “Lære mig o skov at visne glad” afsunget, hvorefter provst Hall trådte for alteret. I en gribende tale skildrede han dagens betydning, og i en lige så gribende bøn nedbad han Herrens velsignelse over konge og folk. Efter afsløringen af mindetavlen sang kammersanger Hansen et par vers af Adolf Hertz til Weyses melodi: “Bliv hos os, når dagen hælder”, hvorefter sangforeningen afsang en i dagens anledning forfattet sang. Fra kirken begav Våbenbrødrene sig, ledsaget af samtlige tilstedeværende, til de faldnes grave på selve kirkegården, hvilke de bekransede. Den smukke mindetavle er hugget af billedhugger Hansen på Østerbro. Blandt de tilstedeværende bemærkedes generalløjtnant Honnens der som medlem af afdelingen viser denne megen interesse.
(Folkets Avis - København, 24 april 1868.)


Mindetavlen i Frederiksberg Kirke. På tavlen er der nu ikke som nævnt i nedenstående artikel 21, men 19 navne. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Indvielse af en mindetavle. 

En mindetavle som afdelingen af selskabet “De Danske Vaabenbrødre” for Frederiksberg, Valby og Hvidovre har anskaffet og indsat i Frederiksberg Kirke til erindring om 21 i de slesvigske krige faldne kammerater, blev højtideligt indviet i går middag i overværelse af en stor del herrer og damer. Kl. 1 ankom de nævnte våbenbrødre og Valby Sangforening med deres faner til Frederiksberg Kirke. Efter afsyngelsen af en koral, holdt provst Hall indvielsestalen. Det mindesmærke man her var samlet for at afsløre, var ikke stort i omfang eller ydre glans, men det fik betydning ved betragtningen over for hvem og af hvem det var oprejst. Det var rejst for dem der har bragt fædrelandet det største, det bedste, det sidste offer, dets børn kunne bringe det, for dem der har stadfæstet deres troskab og kærlighed til gamle Danmark ved at ofre deres liv. Det er rejst af de danske våbenbrødres samfund, der hører til samme kreds som de der er faldne til fædrelandets stridsmænd og forsvarere, og som derfor bedst kan dømme om hvilken sjælskraft og begejstring der hører til for at bringe det offer disse har bragt. Efter at tavlen var afsløret, holdt prædikanten en hjertelig bøn for støvet af dem til hvis minde tavlen var rejst, for fædrelandet, for hvilket de stred, for dets konge, at ulykken der havde hjemsøgt os, ikke måtte have været forgæves, men have bidraget til at landets børn og dets konge må slutte siv nærmere sammen og arbejde til landets held, for fædrelandets forsvarere, at de når striden atter kalder, må kunne stå ikke blot med mod i brystet, men også med de rette våben, den rette kraft til at kæmpe og sejre, for våbenbrødrenes selskab, der virker så meget godt. - Efter talen blev en i dagens anledning forfattet sang afsunget af kgl. kammersanger Hansen, og efter at Valby Sangforening havde afsunget en koral, sluttedes højtideligheden, hvorpå våbenbrødrene i procession med fanerne i spidsen marcherede ud til de tre faldne kammeraters grave, der findes på kirkegården, hvilke smykkedes med en mængde kranse. Mindetavlen der består af en hvid marmortavle med en ramme af gråt marmor, der ender i et kors, bærer enogtyve navne; over disse ses et gyldent sværd  med en gylden egegren. Under navnene på den hvide tavle står der: “Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give Dig Livsens Krone. Joh. Aab. 2-10. Ved foden af rammen læses: “Danske Vaabenbrødre reiste dette Minde over deres faldne Kammerater fra Frederiksberg Sogn den 23de April 1868.
(Dags-Telegraphen, 24. april 1868.)

En stor skypumpe 

sås i forgårs middag at trække sig fra et kær ved Valby i sydvestlig retning og efter et kvarters forløb brast den, hvorved der faldt ned en stor del sten, grus, store træstumper og en del lærred, som formodentlig har ligget til tørring et sted på en mark. Heldigvis kom ingen til skade.
(Folkets Avis, 28. april 1868.)


Der kan være tale om Generalmajor Johan Johnsen Honnens (1797-1876), 1. kavaleribrigade, under 4. division (den med generalløjtnant Hegermann-Lindencrone "røven af 4. division). Han deltog i Krigen 1848-50 bl.a. i slaget ved Bov og slaget ved Isted. Han havde i 1866 taget sin afsked med titel af generalløjtnant.

Vedr. Gammel Køge Landevej har jeg på min blog, Vandringsløse Tidende, skrevet et par indslag om vejens historie som uddyber hvad der står i artiklen ovenfor.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar