Som nævnt i nr. 16 blev fastelavnsfestlighederne i Valby taget under behandling af Politivennen - og affødte et svar fra valbyerne selv. Først klagen:
Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).
Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved denne fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det.
Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt især at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.
Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"
Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordner som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:
At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. At vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.
Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende voltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?
Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det.
Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?
Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.
Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.
Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.
Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.
Valby den 6. marts 1830
På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen.
Han døde imidlertid ret hurtigt efter, og i 1845 giftede enken sig så med Peder Bech som i 1845 overtog gården. Det kommer til at gå strygende. Peder Bech trækker sig tilbage 1881, og hans søn overtager. Natten mellem 1 . og 2. juli 1883 brændte gården. Ilden var påsat af Jens Nielsen - ham der som den sidste i Danmark blev henrettet i Horsens Tugthus. (Kristian Erslev: Valby i gamle dage).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar