lørdag den 17. august 2019

Valby Tidende nr. 16, 1823-1829

Ugeskriftet Politivennen bragte artikler (klager) over valbyernes handel. 

Ulovlig Smørhandel.

Ønskeligt og gavnligt var det at en uskik der finder sted her i staden, må afskaffes som i strid med anordningerne, idet nemlig enkelte høkere som kommissionærer opkøber smør til at prange med til valbyerne. Ingen valbyer må købe smør til forhandling to mil fra hovedstaden, og det kan følgeligt endnu mindre være tilladt at købe det i selve staden, hvilket dog finder sted, idet nogle hønsekræmmere eller landprangere opkøber smør på landet og sælger det til nogle af stadens høkere der igen sælger det til valbyerne. 

Når man nu betænker gennem hvor mange hænder smørret således må gå inden det til sidst igen kommer til københavnerne, er det af sig selv indlysende at prisen derpå betydeligt opskrues, og det er vist nok en pligt på en tid da alle levnedsmidler står i en uforholdsmæssige høj pris, at gøre opmærksom på alt som bidrager dertil, og indsenderen tør også håbe at der fra ansvarlig side vil træffes foranstaltninger til om muligt at hæmme en sådan uskik.

Politivennen nr. 601, lørdag den 7. juli 1827, s. 426-426.

Og en anden artikel fra nr. 403, lørdag den 20. september 1823:


Urimelig Valbyerhandel.

Det er bekendt at valbyerne ikke er i sådan knibe som vores fleste andre landboere. For foruden den sædvanlige bønderavling opdrætter de en mængde småkreaturer af alle slags, som de tjener betydeligt ved at sælge i hovedstaden. Det er altså højst urimeligt og et sandt misbrug således som nogle af dem driver denne handel. Ikke alene sælger de og deres hustruer nævnte varer fra vognene. Men de sender også deres børn, tjenestefolk og lejede huskoner allevegne omkring i byen med valbyvarer og tilbyder dem til beboerne, så at man for hver sådan valbyer der kommer til hovedstaden, kan regne 7 til 8 småkræmmere. Man kunne intet indvende mod det hvis det var til gavn for publikum. Men enhver ved at man hos høkerne og vildthandlerne ofte kan købe sådanne varer til lige så billig pris som hos valbykræmmerne og dem de udsender.


En rok fra Frilandsmuseet. Mon ikke der har stået adskillige sådanne i valbyeres hjem? (Eget foto)

7. november 1827, sælges madam Bechs gård "Bechersgården" i skolegade over for kroen i Valby til købmand Goldschmidt fra Vordingborg.  Gården havde privilegium på at levere smør til Frederik 6. Her boede familien i 3 år, og sønnen Meïr voksede op her. Familien havde svært ved at tilpasse de lokale. Sønnen Meïr (kendt fra bl.a. Corsaren), skrev et par årtier senere om en fastelavnsfest som han oplevede her: 

Meïr Goldschmidt: En Almuefest (1852, uddrag):

Min fader ejede engang en gård i Valby og havde købt den på en tid, da købstadsfolk temmelig sjældent ejede gårde eller boede på landet ... Karlene i egnen indgik en art sammensværgelse. De ville ikke tjene i gården, og det første efterår, da vinterpløjningen begyndte, havde fader derfor ingen anden hjælp end en avlskarl og en dreng som han selv havde medbragt fra sit tidligere opholdssted. Han fik karle fra København. Men valbykarlene gjorde dem ustyrlige, hvis de ikke var det i forvejen. Hver nat var der spøgeri i gården, og spøgelserne stjal både havre og halm og skinker og mel ...

Fastelavn kom, og man stak til stråmanden. Dette er en forlystelse, som er blevet sjælden, fordi den er overmåde kostbar, og man tillader sig den kun i et godt høstår.

Dengang deltog de yngre gårdmænd og gårdmandssønnerne i festen. Mellem kroen og det modstående hus var på et fundament anbragt en med grene tildækket tønde, og derfra ragede en stråmand op, pyntet som en tyrk, i blå og hvide klæder, med rød turban og besat med guldbrokade og glasperler.

Deltagerne i festen var til hest, udklædte i eventyrlige dragter. Cort Sørensen, sognefogdens søn, havde nok fra en maskeradegarderobe i København lejet en ridderdragt og så helt stadselig ud med lansen i hånden på den høje sortblissede hest.

Han var anfører, og hans to adjudanter var brødrene Jens Søren og Niels Søren, berømte af, at de den foregående sommer, da lansenererne fra Næstved var indkaldte til høstmanøvrer og lå indkvarterede i Valby, ene to havde banket fem lansenerer.

Ved festen spillede et stort, ridende musikkorps, især trompeterer og basunblæsere; hele tiden, mens man en efter en red og stak til stråmanden og søgte at løfte ham op på lansespidsen, spillede de en særegen, ensformig melodi, som jeg aldrig senere har hørt igen.

Når man havde redet en halv times tid, gav formanden tegn, og så blev der dannet et stort tog.

Forrest red Cort Sørensen, derpå adjudanterne Niels Søren og Jens Søren, så kom musikken, og endelig alle deltagerne parvis.

Toget så dejligt gammelridderligt ud, når det således i de spraglede dragter og med de vajende lansevimpler drog hen ad den brede, snedækte gade. Det søgte da hver gang en gård, og portene på alle byens gårde stod på vid gab, ligesom ventende med længsel.

I porten blev blæst en fanfare; man red ind i gården, Cort Sørensen lod udføre forskellige evolutioner, hvorpå man steg af, gik ind og blev beværtet med det bedste, huset formåede.

Vor store røde port stod åben som de andre, men hele dagen kom toget ikke til os. Hver gang de red forbi til naboer og genboer, sagde Cort Sørensen højt: ”Kirstine Hansdatter er ikke hjemme!”.

Således hed nemlig den forrige, afdøde ejerinde, der havde været berømt for sit saltmadsfad. Vi børn følte den skam, der overgik vor gård, så dybt, at vi stod og græd bag portstolperne og knap vovede at se på festen, der syntes at være gjort for alle andre, kun ikke for os.

Hver gang toget var redet forbi, sagde far: ”De skal hverken have vådt eller tørt, når de kommer!”. Men imidlertid stod bordet dækket, og han lod ikke tage af bordet. Hvilken sørgmodig aften, da mørket var kommet, og alt håb var slukt!

Vi børn gik ikke engang ned i borgestuen, men sad stille hos vore forældre, der syntes tavse og mismodige at stirre ind i ilden, som knitrede i den store ovn.

Men næste dag begyndte festen igen, efter at der hele natten var blevet svirret på kroen, og hen ad formiddagen lød pludselig trompeterne ude i vor gård. ”Gud ske lov, der er de!”, råbte vi børn og kom næsten til at græde af glæde.

Far sagde: ”Der er ingen, der har haft bud efter dem”, men med et mærkelig opklaret ansigt trak han i hast støvlerne på og gik ud og bød dem alle: ”Glædelig fest og velkommen!”. ”Stig af!” kommanderede Cort Sørensen og tilføjede dæmpet, men dog tydeligt: ”Kirstine Hansdatter er ikke hjemme!”.

Men nu var der hos os dækket på købstadsvis, og vor store stue så rigtig hyggelig og smuk ud. Da Cort Sørensen kom marcherende ind i spidsen for adjudanter og musikkorps, råbte han pludselig: ”Hold kæft med musikken”! Og i den store tavshed stillede gårdmænd og gårdmandssønner sig op langs væggen, og de forlegne manerer passede underligt til de ridderlige dragter.

Men den store hjertelighed, som var i huset, gjorde lidt efter lidt sin virkning, og gæsterne kom i fuldstændigt godt lune, da der blev budt sildesalat. Denne simple ret, der er så velgørende i nattesvir, var dengang ukendt i byen, og en brændevin, hvorpå vi selv havde sat perikum, smagte overordentligt godt dertil.

Derhos var der vin på karafler, i stedet for som i de andre gårde på flasker, og et lille glas deraf tog sig bedre ud end de andre gårdes vældige pæleglas. Endelig kom en budding, der stod i lys lue, og nu tog gæsterne husets børn på skødet – om denne rene ild blev gæstevenskabet sluttet.


Da de red ud i gården, råbte Cort Sørensen: ”Kirstine Hansdatter er hjemme!”, og dette ord blev længe efter i Valby brugt til at betegne, at man var bleven godt beværtet.

Festen blev fortsat om natten og næste dag, men på den tredje dag var mænd og karle helt askegrå i ansigtet, rødøjede og hæse, vaklede på hestene og måtte styrke sig ved ordentlig megen drik. 

Der var noget vildt og uhyggeligt ved den hæse larm og den skingrende falske musik, da de om formiddagen kom ridende ind på vores gård. 

Også Politivennen bragte en artikel om fastelavn, lørdag den 27. februar 1830, og den foregik nogenlunde samtidig med den ovenstående, men beskrivelsen er altså i modsætning til denne samtidig. Og den affødte en modartikel fra valbyerne. Artiklerne bliver bragt i det kommende nummer.


I Kongens Enghave blev der i 1826 opført to lystgårde. I forvejen lå Frederiksholm og Larsensminde som begge var ejet af generalkrigskommissær Neergaard. De hed Wilhelmsminde og Frederikslund. Begge gårde blev drevet efter de dengang mest moderne principper. Senere kom endnu en til: Lisesminde som var den mindste af de 5 lystgårde. Den lå hvor nutidens Karensminde ligger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar