En ihærdig selvmorder. Han ville både skyde og hænge sig.
En i Anneksstræde nr. 23 i Valby boende arbejdsmand Petersen ville i går morges absolut af med livet. Først forsøgte han at skyde sig, men konen fik efter en hård kamp revolveren fra ham, og han faldt lidt til ro.
En times tid senere vågnede selvmordstankerne igen i ham, og denne gang ville han hænge sig. Han var aldeles rasende, til sidst måtte man tilkalde politiets assistance, og i en ambulance blev han bragt til 6. afdeling.
Betjenten måtte følge med i vognen og holde ham fast til ankomsten til hospitalet.
Folkets Avis - København 29. januar 1912.
En løjerlig station. Forholdene på den nye Valby-Station.
“Social-Demokraten” bragte, da den nye banegård var under opførelse, en indgående kritik af forskellige forhold, bl. a. at man ganske havde glemt at skaffe plads til en rejsegodselevator. Samtidig med den nye personbanegård åbnedes Valby Station for driften, og her er forholdene øjensynligt endnu værre. “Vor Stand” bringer i sit sidste nummer en sålydende omtale deraf:
Som et led i ordningen af de københavnske jernbaneforhold findes også anlægget af en station i Valby.
Denne station vil, når den engang bliver færdig, blive et særsyn; det er allerede forbavsende, at man hygger en station, hvor der ikke har kunnet blive bolig for stationsforstanderen, hvorfor der til denne ved banernes foranledning har måttet lejes lejlighed i nærheden, men det har vi ganske vist set før. At der derimod i en tre etagers stationsbygning ikke har kunnet blive plads til kontor for stationsforstanderen og hans personale, det er dog vist noget ganske nyt, selvom det næppe kan kaldes efterlignelsesværdigt.
Bygningens stueetage, der er i niveau med perronerne, er forbeholdt det elektriske anlæg, folkerum, pakrum, rum (for uafhentet rejsegodset!) o. lign. Førstesalen der er beliggende i gadehøjde, optages af en “hal” der også går gennem den følgende stage, ventesale, rejsegodsekspedition og et enkelt billetkontor, mens der i øverste etage findes nogle værelser for ugifte assistenter, der for den sags skyld godt kunne stifte familie og rumme den i et par sådanne værelser, de er nemlig på 10 x 12 alen.
Men hvor er da stationspersonalet? Det sidder i et lille rum under en trappe, der fører fra den dækkede overgang over perronerne ned til disse.
Hr. arkitekt Wenck har høstet megen og fortjent ros for sine stationsbygninger - ingen vil bestride hans fremragende evner som kunstner; derimod er det en kendt sag mellem trafikfolk, at det ofte skorter ham på håndelaget for praktisk arrangement af de nødvendige tjenestelokaler - dette kan give sig løjerlige udtryk som dette, at man på den nye Københavns Station skal søge skiltet “Inspektion” mellem de to skilte “For Herrer” og “For Damer” - nå, dette er kun en pudsighed, men arrangementet af Valby Station er en fejl.
Det vil i længden blive en dyr fornøjelse for statsbanerne, at leje lejlighed til stationsforstanderen i stationsbygningens nærhed, og man forstår ikke at et rum for uafhentet rejsegods kan være en nødvendighed, ligesom assistentværelsernes størrelse i alt for imponerende grad minder os om rådhushallen.
Social-Demokraten 19. februar 1912.
Københavns Kommune køber Valby Fælled.
Ved sit møde for lukkede døre mandag aften den 4 ds. vedtog Københavns Borgerrepræsentation en indstilling fra Magistraten gående ud på at kommunen køber Valby Fælled af staten på de mellem Magistraten og Finansministeriet aftalte vilkår, hvoriblandt at kommunen får ret til at opfylde et areal af Kalvebod Strand ud for fælleden.
Valby Fælled har en størrelse af ca. 300 tønder land. Det meget lavvandede areal som kommunen kan opfylde, udgør ca. 240 tønder land. Erhvervelsen andrager således ca. 540 tønder land.
Kommunen ejer i øjeblikket grunde i en udstrækning af ca. 800 tønder land. Købet af Valby Fælled betyder derfor en forholdsvis stor udvidelse af Københavns grundejendom.
De nordligere dele af arealet tænkes udlagt til forskellig bebyggelse, de sydligere vil foreløbig blive benyttet til opfyldelse med dagrenovation.
København 6. marts 1912.
Københavns Kommune køber Valby Fælled. En betydelig udvidelse af kommunens grundejendom
I Borgerrepræsentationens lukkede møde mandag aften vedtoges en indstilling fra Magistraten, gående ud på at kommunen køber Valby Fælled af staten. En overenskomst herom er oprettet mellem Magistraten og finansministeriet, og kommunen har bl. a. sikret sig ret til at opfylde et areal af Kalvebod Strand ud for fælleden.
Valby Fælled har en størrelse af ca. 300 tdr. land. Det meget lavvandede areal som nu opfyldes, udgør ca. 250 tdr. land. I øjeblikket ejer kommunen grunde i en udstrækning af ca. 800 tdr. land. Det nu indkøbte areal betegner således en betydelig udvidelse af kommunens grundejendom. Købesummen er efter forlydende, ca. 800.000 kr.
Formålet med købet er dels at bygge arbejderboliger, der efter et nyt system skal bortforpagtes, således at det offentlige kan være med under en eventuel prisstigning, dels at løse det vanskelige spørgsmål med hensyn til dagrenovationen på en sådan måde, at de lavest liggende arealer udfyldes, for at man siden kan lægge en stor strandpark på dette sted.
Dette grundkøb får bl. a en stor betydning for Frederiksholms Teglværker, idet disse nu kan udnytte den gamle koncession til at uddybe ca. 30 tdr. land imellem kommunens nye udfyldninger og deres egen gamle. Der vil da antagelig blive truffet aftale med teglværkerne om en gadeplan, idet den eneste adgang til fælleden går over Frederiksholms grunde. Sandsynligvis bliver der lagt sporvej hertil, og et helt nyt københavnerkvarter har her fremtidsmuligheder.
Riget (København) 6. marts 1912.
Parti fra Valby Fælled som Københavns kommune nu har købt.
Her vil kunne opstå et udmærket sundt og smukt kvarter med åbne anlæg til vandet og med brede gader. Det beror imidlertid på om Socialdemokratiet eller Højre sejrer i morgen. Højres vandalisme er dog sørgeligt bekendt fra Vester- og Nørrebros stenørkner, at valgets udfald ikke bør være tvivlsomt.
Social-Demokraten 11. marts 1912.
På Cikoriefabrikken ude i Valby fik en arbejderske, Sara Jacobsen fra Gammel Jernbanevej nr. 46 i går formiddags den ene fod i klemme i en elevator. Den stakkels pige fik alle tæerne på foden knust og måtte i en af redningskorpsets ambulancer køres til Rigshospitalet.
København 21. marts 1912.
I går gik jord- og betonarbejderne i arbejde med udgravningerne ude på Carl Allers nye papirfabrik i Valby. De herrer har åbenbart efter den megen lediggang haft for mange kræfter, for ud på eftermiddagen kom en del af dem i indbyrdes slagsmål, og en af kæmperne ved navn Edvard Lohse fik så alvorlige prygl at han i en ambulancevogn måtte bringes til Rigshospitalet.
Senere blev han dog efter at blevet forbundet, kørt til sit hjem.
København 24. marts 1912.
Frk. Paula Thygesen sluttede den 29. ds. sin danseundervisning i Valby, og det var med megen interesse forældre og slægtninge fulgte undervisningen samt de fremskridt børnene havde gjort under frøkenens sikre ledelse. På grund af sin dygtighed som danselærerinde spår vi frøkenen en god fremtid i Valby.
København 31. marts 1912.
En politibetjent ved navn Kaj Nørregaard styrtede i går med sin cykel udenfor sit hjem, Valby Langgade nr. 27 og kom temmelig alvorligt til skade. Han blev bragt op til dr. Duurloo der anlagde en foreløbig forbinding, og kort efter afhentede en ambulancevogn betjenten og kørte ham til Kommunehospitalet.
København 12. april 1912.
En i mange familiekredse meget kendt, sympatisk ældre dame, frk. Suzanne Jacobsen er søndag formiddag afgået ved døden i Valby i en alder af 71 år. Den afdøde var datter af etatsråd P. V. Jacobsen hvis mærkelige tragiske skuespil "Trolddom" hører til Det Kgl. Teaters repertoire. Hun var søster til professorinde Duurloo og således tante bl.a. til læge Duurloo i Valby.
København 16. april 1912.
Annonce for Skjold:
København 16. april 1912.
Det nyeste København. Søndagsjægernes dødsdømte paradis. Ude i Storkøbenhavns periferi.
Man tror at man kender sin by fordi man sørger for at følge med når byens fædre vedtager nye gadenavne, og fordi man har passet at aflægge besøg i den ny fælledpark og på den ny banegård straks efter åbningen.
Ja, man er måske velbevandret både på Øster. Nørre og Vester - cyklisterne har måske gjort de indlemmede distrikter masser af gange. Men - hvor mange kender Valby Fælled?
Valby Fælled er det allernyeste København.
For en måned siden var disse jorder statsejendom, nu er det kommunens. Det er denne vej og så helt ud i Kalvebod Strand man mener byen skal udvide sig. Her skal kommende slægter bo og bygge - vor generation agter foreløbig at losse sin dagrenovation af derude.
Valby Fælled og turen derud er ikke så kedelig som man tror. Spring på cyklen og kør ud ad Enghavevej, forbi de københavnske sporvejes store remiser, oplagspladser og hovedværksteder, endnu nogle få hundrede alen frem, forbi de nye kolonihaver i Kongens Enghave - og man har nået den gamle Valby Kro. Dens rolle synes udspillet, men dens tid vil komme igen. Der var engang da hønsekræmmere og gåseopdrættere og en del slagtere drejede denne vej om og tog den første morgenkaffe og en dram i den gamle kro; nu søges den til hverdags mest af teglværksarbejderne fra Frederiksholm og sommersøndage af arbejderfamilier, som spiser deres medbragte mad i Kongens Enghave og tager kaffen i kroen. Men vent til Valby Fælled bliver bebygget, så vil den sikkert få tildelt en rolle, der ikke er ringere end selve Korups Haves.
Nu står man på uopdaget om end ikke nyt land. Foran sig til venstre har man asfaltfabrikken og Ingeniør Monbergs oplagspladser. Der er planeret gader helt ud mod vandet, og skønt man gerne vil have grundene solgt til bebyggelse, har man glemt at fjerne de gamle skilte, der forbyder uvedkommende adgang. Her ligger også kødfoderfabrikken og destruktionsanstalten.
Man kører videre op gennem Frederiksholm, en hel lille by med arbejderboliger og villaer, en enkelt gård og til venstre teglværket med de mange høje skorstene, sine lergrave og sin egen havn.
Bag en prægtig gammel have ser man nu et bygningskompleks, som man ikke kun være i tvivl om er et hospital eller asyl; det er åndssvageanstalten “Karens Minde”, hvor 100 åndssvage børn er anbragt.
Forbi flere kolonihaver - det er en ren ynk så kolonihaverne lidt efter lidt bliver puffet langt ud i storbyens periferi; det er jo snart en hel rejse for arbejderne at komme derud - og så ser man et par ruiner og et par nye flotte villaer. Ruinerne er så elendige at ikke et menneske vil have dem forærende for at rive dem ned. Det er nogle gamle fabrikker som forretningsmæssigt er gået i stykker længe inden murene smuldrede hen.
En tredje ruin - en gammel mølle - er mere interessant. Det er som om tiden slet ikke kan få bugt med sådan en gammel træmølle; vingerne er for længst drysset af den, murværket er næsten smuldret bort under den, men hele det mægtige spånklædte træskrog med den smukt svajende træhætte står uantastet af storm og slud. Den kolossale midterbjælke der som en rygrad går op gennem hele værket, synes uforgængelig.
Det er et stykke af det gamle Københavns historie man kigger lige ind i hjertet. Engang stod denne mølle lige uden for byens vestre port. Folk som blot er i trediverne, kan huske den endnu. Stod vi som børn på volden og så ballonen stige op fra Tivoli omme bag stadsgraven, havde vi dens klaprende vinger bag os. Og det var mod stille gysen vi sagde til hverandre - når ballonen var forsvundet i skyerne: Uh, sikke fart der er på Lussemøllens vinger.
Dens rette navn var vel nok Luciemøllen, men det var der aldrig nogen der sagde.
Da udstillingen skød op og de gamle voldstumper blev sløjfede, da Rådhuspladsens moderne skryskrabers afløste Halmtorvets holdepladser, blev Lussemøllen flyttet ud i Kongens Enghave. Da maskinerne blev stærkere end vinden, faldt vingerne af den.
Og endelig når man ud til Valby Fælled, en flad grøn eng 176 hektarer stor, 520 tønder land i gammelt mål. Her har hæren længe haft eksercerpladser. Nogle bastioner ude ved vandet vidner om den militære fortid, ellers afbrydes dens ensformighed kun af nogle lave gærdeplantninger og engvandets solstriber hvor grunden ligger særlig lavt. Som hvide øer tegner sig også hist og her søfuglenes flokke.
Her er søndagsjægernes paradis. Der jages både på søen og på land ude i denne egn. På landjorden koster det penge at få jagtret, og efter sigende er der ikke meget at skyde, som der er noget ved. Men som sport betragtet må det jo - set med en jægers skarpe øje - være idyllisk at trampe rundt her i høje søstøvler. Nu og da er der vel nok noget at tage på kornet.
Hvis ikke - ja så er der Flaskekroen. Den forsvinder ikke selvom søndagsjægernes paradis forvandles til stinkende lossepladser. Det er ligesom om der stadig kommer mere liv i den; Køge Landevej - og med den vore tidligste forfædres Flaskekro synes at gå en ny og glimrende fremtid i møde. Chausseen er bred og velholdt, cyklister, fodsportsmænd, motorister, skytter, spejdere synes ligefrem at favorisere den i den senere tid. Men få hundrede meter derfra udmunder den jo også i den smukke nyanlagte Vigerslev Alle.
Det er nyt og ungt alt, hvad man møder på denne side af Enghaven og Valby Fælled: den ny Cikoriefabrik, F. L. Smidths fabrikker, Kroneølsbryggeriet, Allers etablissement osv.
Men yngst af al den nye jord er altså de 176 hektarer fælled som kommunen har betalte med 760.000 kr. De 176 hektarer skal ved opfyldning i Kalveboderne gøres til 313 hektarer.
Det må blive kommende slægters sag, når disse grunde engang bliver mere værd, at takke vor generation fordi vi sikrede os denne losseplads.
Jack.
København 22. april 1912.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar