lørdag den 5. marts 2022

Valby Tidende nr. 149, januar-maj 1898

Julefester.

Socialdemokratisk Forening i Valby afholdt nytårsdag sin årlige julefest. Omkring 500 glade børn samledes om de to mægtige juletræer. De blev efter dansen om træet beværtet med chokolade og julekage, hvorefter presenterne uddeltes. - Bomuldstøj til pigerne og lærred til drengene. Samt et stykke legetøj hver.

Foruden børnene deltog de gamle fra fattighuset i festen. De beværtedes med chokolade, aftensmad og kaffe og var alle særdeles glade ved at være med. Den ældste af dem var en smedemesters enke på 80 år. De øvrige var alle over 70.

Tilgangen til foreningen har i løbet af det sidste år været overordentlig stor, idet medlemstallet er fordoblet siden forrige jul. Det bliver derfor umuligt fremtidig at afholde festen på en aften, idet kroens store sal er den for lille.

Social-Demokraten 5. januar 1898.


I sidste øjeblik.

En snedker fra Valby havde i går været i byen og smagt lovlig meget på øllet.

Ved aftenstid var han i hvert fald så omtåget at han tog fejl af vejen, i stedet for at køre til Valby, spadserede han i den stik modsatte retning, ad Vester Voldgade til Langebro hvor han gik lige ud i havnen.

Formentlig har det kolde bad gjort valbymanden ædru, for han begyndte nu at skrige om hjælp af alle livsens kræfter. Heldigvis hørte en betjent skrigene og fik manden trukket op. Men det var også i yderste øjeblik. Han blev i en meget forkommen tilstand kørt til Kommunehospitalet.

København 11. januar 1898.


Ny skole i Valby.

Hvidovre sogneråd vedtog for nylig at bygge en ny skole i Valby. Opførelsen af den er nu ved licitation overdraget tømrermester Bruhn i Valby for en pris af 64.556 kr. Der var indkommet over 30 tilbud. Skolen skal være færdig inden 15. august d. å.

København 21. januar 1898.


Valby Grundejerforening

afholdt mandag aften møde i Valby Kro. Formanden, købmand Sørensen, fremlagde et udkast som et udvalg nedsat af grundejerforeningen, havde affattet angående forbedringen af Valby brandvæsen. Det fremgik heraf at Valby brandvæsen vil blive udvidet betydeligt, således at det for fremtiden i hver brandfogedkreds vl komme til at bestå af følgende: 1 brandfoged, 1 brandfogedassistent, 2 formænd, 2 formændsassistenter, 2 sprøjteførere, 2 sprøjteførerassistenter, 8 strålemænd. I alt en styrke på 139 mand, en meget betydelig forbedring. Det vedtoges at lade forslaget gå til sognerådet.

Formanden indledte en diskussion om sporvejens udvidelse. Som bekendt går sporvejen nu kun til midten af Valby Langgade, men det var hensigtsmæssigt om den kunne forlænges videre ud, og man burde få sporvejsselskabet til at interessere sig for sagen. Snedker Therkildsen oplyste at selskabet havde set på jord i Valby, og købet ville muligvis gå i orden nu i foråret. Man vedtog at udsætte sagen til næste møde.

Social-Demokraten 9. februar 1898.


Valby Grundejerforening

afholdt i går møde i Valby Kro. - Grundejerforeningen i Valby søgte tillige med Grundejerforeningen i Hvidovre om tilladelse til at grunde et apotek i Valby. Sagen ville rimeligvis få sognerådets anbefaling, og derfra skulle den gå til ministeriet. Da Valby nu allerede har et indbyggertal på 4,677 mennesker, vil det selvfølgelig have stor betydning for disse at have et apotek i nærheden. Men ikke alene for Valby er sagen af betydning, men også for de omkringliggende byer Vigerslev og Hvidovre. - Tømrer Therkildsen oplyste at apoteker Seehusen på "Sorte Hest" muligvis ville anlægge et filial på hjørnet af Rahbeks Alle og Pile Alle.

Husejer Nielsen holdt på at apoteket kom til at ligge nede i selve Valby by.

Fra grundejerforeningen forelå der forslag om et nyt byggereglement. Dette skal ikke alene gælde for Valby by, men også have udstrækning ud over den tidligere fastsatte byggegrænse, da denne mod vest ligger umiddelbart op til byen.

Det nye byggereglement er projekteret for at man i fremtiden kan få lige linjer, således at man forhindrer at der bygges på kryds og tværs, hvilket er til skade for enhver by. - På forslag af snedkermester Therkildsen vedtoges det enstemmigt hurtigst at indsende sagen til sognerådet for at den mulig kan komme til behandling i første sognerådsmøde. - Husejer Iversen indbragte en klage over den høje vandafgift, I valby svares der nu en afgift på 10 kr. af hver 2 værelses lejlighed og opefter. På grund af vandværkets dyre konstruktion er det vel nødvendigt at der svares en høj afgift, men taleren foreslog dog at nedsætte denne fra 10 til 8 kr. - Efter en længere diskussion vedtoges det at nedsætte afgiften til 8 kr. og opefter.

Nationaltidende 8. marts 1898, 2. udgave.


Antoinettevej 1, tegnet af arkitekt Ulrik Plesner er opført 1898. I villaen boede en Rich 1906-1924. 


Tilladelse til at udøve tandlægevirksomhed.

Under 17. marts har justitsministeriet meddelt tandlæge Victor Bloch af København tilladelse til besøgsvis at udøve tandlægevirksomhed i Valby, dog at denne tilladelse kun gælder indtil videre, og i alt fald kun så længe der ikke er bosat nogen tandlæge i Valby.

Dagens Nyheder 23. marts 1898.


Valby-Hvidovre Sogneråd.

Mødet den 16. Marts.

Fra de Kellerske Abnormanstalter forelå en skrivelse, hvori meddeltes, at anstalten så sig ude af stand til på grund af pladsmangel at kunne modtage i pleje en dreng, der er hjemmehørende i Valby. Drengen vil nu falde Valby Kommune til byrde, og sognerådet beskikkede denne at rette en indtrængende anmodning til Abnormanstalten om at tage sig af drengen.

Fra blikkenslager Lundbeck forelå et andragende om tilladelse til at arbejde som vandmester i Valby. Sagen overgaves det tekniske udvalg til undersøgelse. Regulativ for kommunelægen i Hvidovre Sogn fremlå - til anden behandling. Regulativet underskrevet af formanden fabrikant Kühle i sognerådets navn. Fra Valby Grundejerforening forelå en skrivelse om omordning af brandvæsenet. Forslaget der tidligere er omtalt her i bladet, angår forøgelse af brandmandskabet i Valby og anskaffelse af nye apparater. Sognerådet vedtog at tilskrive brandinspektøren om at fremkomme med detaljerede oplysninger om prisen på apparaterne.

Fabrikant Andersen foreslog at etablere en vagtstue med fast vagt om natten. Endvidere burde der rundt om i byen være alarmeringsapparater. Den vagthavende mand skulle forsynes med en tricycle hvor der skulle være plads til en slange og en røgfri hætte. Hele sagen kunne andrage et par tusinde kroner om året.

Dr. Duurloo mente, at Valbys politistyrke burde forøges og en betjent patruljere hele natten.

Der nedsattes et udvalg. som skulle træde i forbindelse med brandinspektøren og brandfogederne til nærmere drøftelse af sagen.

Fra Valby Grundejerforening forelå en skrivelse om Byggereglement og Kloakplan for Valby. Byggereglementet, der ligeledes tidligere er omtalt her i bladet anbefaledes af Therkildsen i den af Grundejerforeningen indsendte form. Sognerådet vedtog at henvise sagen til erklæring fra byggekommissionen.

Formanden oplyste om, at det rimeligvis snart ville komme til en ordning angående sporvejforholdene mellem København og Valby. Taksten ville så muligvis blive 10 øre på strækningen Valby-Rådhuspladsen.

Til valgbestyrelse ved folketingsvalgene valgtes de herrer Jensen, Ole Mortensen og O. S. Andersen. Til formand valgtes hr. O. S. Andersen. - Til medlem af sundhedskommissionen valgtes garvermester Lundsted.

Til medlem af bygningskommissionen valgtes tømrermester Therkildsen i stedet for direktør Kühle.

Dagbladet (København) 26. marts 1898.


Musikken på Frederiksberg.

Pastor Ussing i Valby har vundet en sejr der er stor og uomtvistelig. I går fik de frederiksbergske restauratører svar på det til birkedommeren indsendte andragende angående musiktilladelsen pinsemorgen. Andraget blive afslået.

Aftenbladet (København) 8. maj 1898. Se mere på Politivennen Live Blogging.


Begravet under et jordskred,.

Ved en grundudgravning i Valby kom en arbejdsmand, Jens Christensen fra Absalonsgade 42, i mandags alvorlig til skade, idet jorden skred sammen og begravede ham. Tililende kammerater gravede ham ud, hvorefter han på en arbejdsvogn kørtes til Kommunehospitalet. Her konstateredes det at det ene lår var brækket, ligesom han havde fået forskellige mindre læsioner.

Social-Demokraten 11. maj 1898.

Denne del af Valby Langgade skal være opført et par år forinden. Foto Erik Nicolaisen Høy.


En værktøjstyv.

På en større ejendom i Valby der er under ombygning, har håndværkerne mistet næsten alt deres værktøj ved at nogle tyve i går nat har aflagt besøg i arbejdsskuret.

Aftenbladet (København) 19. maj 1898.


Kort som viser byudviklingen i Valby ca. 1899. Carlsbergkvarteret er ved at blive udbygget, Kirkevænget i Carlsbergkvarteret hedder Jerusalemsvej, Skovbogårdsvej er endnu kun angivet som en sti. Villabebyggelsen på Valbygårdsvej - bemærk at Vigerslev Alles forløb vest for kirkegården. Vestre Kirkegård er ikke udvidet mod vest. Farverne viser kommuneopdelingen: Rød Hvidovre/Valby, gul København og grå Frederiksberg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar